Kvalitetsbrøl!

Årh, hvor blev jeg ramt lige i hjertekulen i dag. Jeg var med til et debatarrangement i Nettos lagerhal i Køge, hvor en masse vigtige mennesker inden for fødevarebranchen holdt oplæg og inspirerede med kloge ord. Udover direktører fra Dansk Supermarked, Netto og Arla, var også fødevareministeren og direktør fra Landbrug & Fødevarer til stede. Og som faglig kapacitet havde de inviteret kokken Bo Jakobsen, der talte om danskernes forsvindende madkultur, at vi i Danmark tilsidesætter kvalitet for discount og, at vi i stedet for at følge kostrådene burde blive bedre til at spise efter sæsoner, spise lokalt, og sætte tid af til at spise sammen. Det var meget svært ikke at være enig med den store fagmand. Jeg bliver ærligt frustreret når jeg igen og igen laver madplan efter hvad der tager kortest tid at lave og hvilken ret jeg kan lave mens jeg lige har en Olga på armen. Heldigvis er vi jo beriget med en hverdag hvor vi ofte er to voksne i madlavningstimen, men de uger hvor der måske er tre eller fire dage som aleneforælder, med to børn og ét komfur, der er det bare en udfordring at sammensætte en spændende kostplan, der tilfredsstiller alle – små som store.

Jeg formoder ikke kun det er mig, der har en familie, der ikke ønsker det samme at spise? Hvis det stod til Irma ville vi få farens pizza eller nybagte boller til aftensmad hver dag. Skulle Olga bestemme var det pasta eller en simreret, som vi fik i weekenden (shit, hvor hun spiste kød!!!). Jeg får rigtig tit lun og lækker mad på arbejde, og kan derfor snildt spise rugbrødsmadder og en grov salat til aften, hvor manden hælder lidt mere til Olgas favoritter, der bare er skidesvære at nå at lave på en hverdag! Det er bare ikke nemt at leve op til en norm omkring en ordentlig madkultur når favoritterne stikker i alle retninger og når maden helst skal stå på bordet senest 17:30.

Lille madnyderMåltidskulturen er også ret udfordret i disse dage. Ofte er Olga så brølsulten når hun kommer hjem fra vuggestue, at den står på akut banan eller havregrød. Det gør jo så, at hun ikke er særlig sulten når maden står på bordet. Og i dag nåede jeg lige præcis at stille et halvt spørgsmål til manden, før Olga begyndte at brøle. Ikke græde, men brøle. En tilstand af utilfredshed var hermed etableret, det tog bare næsten ti minutters brølen at finde ud af, at pigen da overhovedet ikke gad at sidde i sin stol og aftensmadshygge med os andre, nej, hun ville ned og lege. Hvordan kunne det være så svært at læse?… Normalt er jeg altså ikke sådan en måltidsfascist, der insisterer på bordskik og sidden-pænt-ved-bordet allerede inden man er fyldt 1 år, men ovenpå eftermiddagens faglige indspark, blev jeg bare lidt ærgerlig over, at der kommer til at gå noget tid før jeg kan forvente at børnene begge nyder at sidde ved bordet og spise, sludre, grine sammen. Irma er efterhånden blevet rigtig god til at sidde og sludre om dagen der er gået, fortælle sjove historier (i dag om Thor og hans hammer. Om at han slår med hammeren, og selvom man ikke må slå, så må Thor godt slå med hammeren…) og spise mad sammen med os. Jeg stornyder når hun spørger til maden og spiser og er nysgerrig. Hun er blevet rigtig god til at huske hvad de har fået at spise i børnehaven og fortæller rigtig fint, om hun kunne lide det eller ej (det kan vi normalt også mærke efter hvor meget hun spiser til aftensmad…).

Irma er blevet superglad for at lave mad sammen med faren – især i weekenden når der er god tid. Jeg mangler stadig at øve mig i at inddrage hende på den gode måde. Jeg mangler bl.a. modet til at give hende en kniv til at skære grøntsager med. Håber på at hende og jeg kan blive superbagere udi julegodter og småkager i de næste måneder (altså ikke før november – hvis vi allerede starter på havregrynskugler nu, så går det afgjort galt. Her taler vi om endnu en af de ting, som moren ikke har rygrad til at have på lager…).

Er du god til at have børn med i køkkenet??

Reklamer

2 thoughts on “Kvalitetsbrøl!

  1. Kære Marie
    Ja, men de gider ikke. Og det er, fordi, de ikke får lov til at bestemme. Så vil de nemlig have pizza og pasta med ost, og én ting er, at så blir jeg tromle-tyk inden jeg kan nå at blinke, en anden er, at det er drøn kedeligt.
    Her spiser vi rimeligt efter årstiderne, relativt mange grøntsager og forholdsvis lokalt. – mange forbehold, for vi er nødt til at være fleksible. Tricket hos os er planlægning. Mad til to dage, dobbelt op på ris eller kartofler, så der er til dagen efter, brød til alle dage bages søndag osv osv.
    Når det er sagt, kan jeg godt huske, hvordan det var, da ungerne var små. Ikke spor nemt! Der er bare en perioden, hvor det hele er lidt en undtagelsestilstand. Men hvis man ser det over et helt liv, er det faktisk ikke så lang tid…..
    Mine unger spiser ikke alt, men meget. De SMAGER på alt. Der er altid noget på bordet, de kan lide, nogen gange spiser de så ris med smør – det dør de ikke af 😉
    Vi har skønne måltider de fleste aftner, hvor vi snakker om alt muligt, mens vi gnaver os gennem ruggrød eller pasta med kødsovs.
    Med andre ord: bliv ved! Det skal nok komme.
    Knus!

    • Jeg synes din tanke om at se det over et helt liv er rigtig god. Jeg bør nok kigge lidt mere i helikopterperspektivet – men det er bare lidt en udfordring når hverdag lige pludselig går op i logistik, effektivitet og praktik. Og rigtig dejligt at høre om jeres måltidssituationer, det glæder jeg mig megameget til :-). Tak Camilla.

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s