De der børn…

Så stod vi op klokken 05… igen… Kan vi ikke nå at stemme om nedlæggelse af vintertids-konceptet til det kommende kommunalvalg? For så tror jeg nok de fleste børnefamilier ville komme afsted og sætte deres kryds…

Men bortset fra de vågne børn på et virkelig upassende tidspunkt, så har det været en hel og aldeles skøn dag. Efter at være blevet advaret om stormvarslerne på arbejde, og om frarådning af udkørsel ml. 16-19 her til aften, drønede jeg ud af døren en halv time inden klokken normalt ringer ud. Så jeg nåede at komme hjem og stille bilen inden alle mennesker endte i køer på de danske veje. Heldigt med den slags fleksibelt arbejde! Pigerne var i fantastisk humør, selvom Irma godt nok var lidt stille og klagede over, at hun var træt (kan man tillade sig et “så kan du lære det”?…). Og normalt kan mandag alene på skansen godt være lidt op ad bakke, men i dag var pigerne bare i hopla. Irma underholder med sit nyerhvervede smølfesprog – herhjemme bruger hun bare prut i stedet for smølf… Så sangen hedder pludselig ‘Jeg gik mig over sø og land, her mødte jeg en gammel prut. Han sagde prut og sagde så…’ Og eftersom barnet synger HE-LE tiden, så kan I måske tænke jer til hvor mange varianter, der findes over ‘der bor en bager’, ’10 indianere’ og ‘Lille Peter edderkop’ (som i den udvidede version nu har 117 vers…who knew?)

Olga er ét stort smil for tiden. Hun er glad for sin vuggestue, glad for sin storesøster og glad for at gå. Hun vandrer rundt i lejligheden og bliver mere og mere sikker på sin vej. Alting skal også bestiges nu, senge, sofaer, bænke, toiletter og meget mere. Og den er sikker hver gang. Hun falder ned de første 5-7 gange hun kravler op, og så finder hun ud af hvordan hun får måsen ned først. Men det er ikke altid de små stænger kan mærke jorden, og så sidder hun ligesom fast på svævende grund… Hun giver ikke op! Og derfor har hun også røde mærker i hovedet og på kroppen mere eller mindre permanent… Hun øver sig også i at løbe – primært når storesøsteren hele tiden forsvinder om et hjørne. Men her er de små stænger altså ikke klar!

Og da morfaren kom på et kort uanmeldt visit midt i eftermiddagsgrøden, møffede Olga sig op af sin triptrapstol selv – hun kræver hurtige reflekser, den lille fis – fordi morfaren skulle have et stort kram. Det helt store, med armene rundt om halsen og kind mod kind. Og herefter sagde hun sgu ‘hej’. Vi var faktisk helt sikre. Vinkede og sagde hej. Okay, måske var det mere et ‘ej’, men intentionen var der, og hun synes det var sjovt at vi også sagde det.

Så jeg tænker, at hvis vi har en pige, der synger 93% af sin vågne tid, og en, der har sagt sit første ord inden hun er blevet et år, kunne det så være, at man skulle booke en weekend i absolut tysna i meget nær fremtid? For jeg tror vi går en øresmeltende tid i møde…

Reklamer

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s