Om at være utålmodig

Jeg overspringshandler lige nu. Pigerne er puttet, der er hvidvin i glasset og jeg har tændt min arbejdscomputer, og prøver at piske mig selv til at gøre en survey færdig, og ordne et par andre småting, så jeg kan starte rent op på mandag. Men det her med at arbejde lørdag aften, er bare ikke rigtig mig. Jeg sidder og får lyst til alle de sjove ting man kunne gøre i stedet, og som jeg kunne se på Facebook og især Instagram, at ALLE (sådan føltes det i hvert fald …) gjorde i går… Som at være til julefrokost, være til koncert, drikke øl på værtshus, være på restaurant med veninderne… Meget glad på alles vegne (som er den korrekte måde at sige skidemisundelig på…), sad jeg og blev pænt utålmodig. For er det omkring til sommer, at mine børn sover så fint, at jeg uden kvaler kan overlade dem til søde babysittere? Og jo jo, kloge hoveder, børnene har da en far, det er sgu da bare mig, der har været slukket så længe, at jeg ikke kan finde den sociale on-knap igen. Den er under alle omstændigheder ikke på nogen form for autofunktion… tror måske der er noget der skal genstartes. Nu glæder jeg mig i hvert fald vældig meget til den arbejdsjulefrokost jeg skal til om to uger (og til at sove lur med Olga lørdag eftermiddag…), så måske kan jeg genstartes dér?

Utålmodig var jeg også i dag, da vi havde været lidt for voldsomme på den fysiske front med Irma. Hende og faren startede dagen med en tur i svømmehal, og lige bagefter (med en kort pause hvor 2,5 rundtenom blev konsumeret!) var hun til dans og var superaktiv i en god time. Efter dansetimen kunne jeg godt regne ud at vi ikke skulle gå den lille kilometer hjem, og fik i stedet manden til at komme og hente os. Men det at tage flyverdragt på blev til et projekt… Og jo jo, hun var træt, og jo jo, hun havde ikke en promille koncentrationsevne tilbage, men alligevel kunne jeg ikke mestre en lang nok lunte til at gentage 37 gange at hun skulle tage flyverdragt på, så samme antal gange da vi nåede til støvlerne… og igen med huen… I et roligt stemmeleje og uden at himle med øjnene. Hvad jeg ønsker mig i julegave, spørger du?… Hmm… hvad med en omgang tålmod og lidt mere pyt-med-at-vi-bliver-ti-minutter-forsinkede-attitude. Gerne med en rød sløjfe på, tak.

Og nu… mere vin og mere SurveyXact…

Reklamer

Julekalendre x 100

Den største overspringshandling for mig i december er julekalendre. På køleskabet hænger der en skrabekalender til forældrene og en Postmand Per-kalender til Irma. Men det er nu ikke dem, jeg skænker så meget opmærksomhed (bortset fra hvis jeg rent faktisk vinder noget på min skrabekalender – så skal jeg dælme give jer opmærksomhed, skal jeg!), jeg snakker naturligvis om de sjove online kalendre… Jeg abonnerer mindst på fem hver december, og i år har jeg for alvor fokus på dem med børnepræmier. I 11 måneder om året er min spillegejst på nettet praktisk talt ikke-eksisterende, men i december giver jeg den maks gas med at vende låger, skrabe med musen eller quizze om præmier. Det er vist aldrig lykkedes mig at vinde noget i en julekalender, men denne viden til trods, glæder jeg mig lige meget hvert år til at de 24 låger skal dukke op på min skærm.

Jeg har naturligvis ikke styr på alle de gode julekalendre endnu, men jeg fik da lige tilmeldt mig Mammashops julekalender på deres Facebookside i dag! Derudover har jeg tilmeldt mig Babysams pakkeleg, Vores Børns julekalender, og følger godt med ovre på Pernilles blog, børnetøjsindkøberen, når hun og fem andre bloggere, skyder en fin julekalender igang på søndag.

Og når nu vi er ved alt juleriet, så er jeg helt klar på mere af det hele efter i dag på arbejde. Der er blevet julet igennem med julemusik, masser af stearinlys, julethe, eftermiddagshygge i køkkenet med småkager og stjerneflet. Det er ret fantastisk alt sammen. Og jeg er også ved at være klar til de julerier, der skal ske herhjemme. På søndag har vi inviteret gode venner til Nissedørjulehyggerier, og det er jo minsandten også d. 1. december – så aftenen før skal der forberedes! Vi skal have fundet det helt rigtige sted til den fine lille nissedør. Inde bag døren bor nisserne selvfølgelig – og de kommer ud hver nat og laver løjer, kommer til tider med gaver, og er bare generelt et hyggeligt element hele vejen til juleaften… Nu håber jeg bare ikke at Olga får revet døren ned fra væggen og ødelægger hele affæren… For at alt skal gå op, og give mening for den knap fire-årige, så har vi besluttet, at der skal nissekoordineres! Min søde mor kommer nemlig med advents-nisse-breve og gaver, og det er selvfølgelig bare husnissen, der folder sig ekstra meget ud om søndagen. Men helt helt tilfældigt er vores husnisse også gode venner med den nisse, Egil, der bor på børnehavens loft, og som alle børnene skal have med hjem en dag i december…. Ellers er der vist for mange løse ender i alle nisserierne.

Har I nogle gode og sjove løjer, som I vil dele? Jeg har otte forskellige pastafarver i skuffen, men måske skal jeg også finde på andet end den sjove farve mælk på havregrynen…

Ikke flere babyer!

For et år siden (og en sjat) blev jeg kørt i en allerhelvedes fart fra Amager til Hvidovre. Min far sad bag rattet og var meget stille, meget koncentreret, og med en tung fod på speederen. Min søde mand sad på bagsædet og forsøgte at holde mig i hånden og sige de rigtige ting. Inde på Hvidovre var der ombygning i parkeringskælderen og vi parkerede derfor ALT for langt fra fødeafsnittet – jeg fik meget langsomt og med støttende hænder bugseret mig ned på den rigtige afdeling og blev modtaget på en kontorstol… Jordemoderen var temmelig pinlig berørt over manglen på kørestole på landets største fødeafdeling, men nuvel, jeg blev trillet ned til en tom stue. Helt efter bogen var jeg ved at tisse i bukserne, men da jeg sad på toilettet fik jeg endnu en ve, og besvimede… Så med bule i panden og sår på næsen var jeg pludselig omringet af 6 jordemødre og sygeplejersker inde på det lille toilet. Og herefter var Olga ude efter en lille halv time. 150 minutter fra start til slut.

I virkeligheden er den fødsel meget kendetegnende for den lille dame, nu hvor jeg har lært hende lidt bedre at kende. Hun er fuldstændig uforudsigelig – jeg ved simpelthen ikke hvor mange gange jeg i det forgangne år har sagt ‘nej, det tror jeg ikke’, og så har hun taget fusen på mig. Alt lige fra et forsøg på at lave søvnrutiner til at tale om de ting hun kan. Jeg troede fx ikke at hun fra den ene dag til den anden kunne komme op på ALLE vores møbler… Hun overrasker også med hendes humør-yderpunkter. For i alle de måneder i mødregruppen, var hun uden overdrivelse, den allermest hidsige. Hold nu op nogle skrigeture, jeg både har oplevet og delt med den lille dame. I den anden ende af skalaen kan hun charmere næsten alle. Hun griner, fniser og hygger sig. Og er helt eminent til at give krammere.

Jeg kan ikke prale med hendes soveevner, for selvom hun simpelthen ikke kan stå op før kl. 06 (tak for det, min skat!), så har vi dælme haft vores natteroderi! Amningen tog på et tidspunkt overhånd, og jeg ammede rask væk 8-10 gange på en nat. Nu Olga på strandener vi der hvor hun stadig får en natflaske inden hun bliver puttet, og så får hun en igen inden midnat. Jo jo, alle de kloge siger at den flaske burde da for længst være taget fra hende (i hvert fald nr. 2), men da vi forsøgte det for 2-3 måneder siden, gik ALT i kage, og Olga græd så voldsomt og så længe, at vi til sidste måtte give efter. Hun var ikke klar. Nu går det sådan set fint – vi har stadig ikke en nat uden at hun kommer ind til os. Men det var vel også derfor at vi i sin tid købte en større seng…

Som jeg har fortalt om så mange gange før, så er hun bestemt ikke en tro kopi af Irma. Eneste sted de faktisk har lignet hinanden er, at de begge er begyndt at gå da de var omkring 10 måneder. Og selvom vi havde forberedt os på at få to unikke børn, så havde ingen af os nok forestillet os HVOR unikke, der var tale om! Ingen opskrifter kunne genbruges.

Et helt år er den lille fis blevet, og er nu officielt ikke længere en baby. Men da vi fortalte det til Irma, og sagde, at nu er Olga en lille pige, så svarede hun med en undrende mine ‘men hun har da ikke langt hår??’. Nånej…
Hun er blevet beriget med gaver og forkælelse af flere omgange. Har fået legetøj, ny stor dyne, hele to dukker – men det der i går tog prisen, var ballonerne. Hvem har egentlig brug for mere?… Hun er en virkelig sjov pige, og jeg glæder mig rigtig meget til, at se hende blive større og lære hende endnu bedre at kende. Er sikker på at hun slet ikke har vist os hele paletten endnu 🙂

Lækker, helt inderst

Irma i LegoundertøjFor nogle dage siden kom der en gave, jeg havde glemt ALT om. Og med et postbud der skriver som en brækket arm, var det umuligt at aflæse hvem afsenderen var. På posthus med mig. Og kom hjem med en flad, sort pakke, der raslede… Jeg var helt lost! Men så var det jo noget superlækkert LEGO-undertøj til Irma, som gode mennesker havde sendt til mig. Super blødt og fint. Og med et ret fint print, så det var nemt at lokke Irma i. Ja, faktisk ville hun slet ikke af med det igen – så det blev også brugt som nattøj samme nat. Jeg er lidt sløset med at købe det lidt dyre undertøj til pigerne, fordi det jo virkelig ikke holder ret længe, men det her kunne jeg faktisk godt finde på at købe et par mere af, især undertrøjen der bare sidder helt fantastisk – og som har den helt rigtige længde, så fisen ikke skiller på maven. Jeg har skelet lidt til overtøjet også, men det må blive en anden vinter, for vi er helt vinterklar herhjemme – bortset lige fra de der 17 par vanter, som vist bliver et must igen i år…

Og så har vi taget hul på fejringen af den yngstes første fødselsdag. Det er først på onsdag, men mormor og morfar var her i går, til hygge med pigerne og til min første (men næppe sidste!!) chokoladeballade. Tak Anne, for at kreere den kage! Olga fik en ny juniordyne, som hun straks lagde sig ned og krammede med. Dejligt med taknemmelige børn 🙂

På onsdag sker der flere fejringsagtige ting med uddeling i vuggestuen og besøg fra Fyn. Det bliver også rigtig godt. Fødselsdagsbarnet går for tiden bare rundt og griner, og stornyder tilværelsen – måske lever hun også stadig højt på den chokoladekage…

Moren sidder til gengæld her i køkkenet og har de trætteste arme og ben! Jeg har hverken slæbt mere på børn eller indkøb end jeg plejer, jeg har simpelthen haft min første crossfit-time. DU-GODESTE-HVOR-ER-DET-HÅRDT!!! Og man kan jo ikke bare sidde og fede den nede på bagerste række, for de har jo den her snedige teknik med at sætte alle sammen to og to, og så tænde for en team challenge. Og for din holdkammerats skyld, må du oppe dig lidt. Pyyyyyh! Er monsterspændt på hvordan kroppen har det i morgen – jeg synes dælme der var langt op til 2. sal efter den her omgang…

Jeg skal lige sparke mig selv i gang dog, der mangler stadig liiiige et par praktiske ting, ift. Olgas fødselsdag, et par sko der skal pudses og en kjole, der skal stryges… hvis armene vil…

Rokaden

Timing er skisme alt! For omkring en uge siden tog vi (mest manden) fat i den omrykning af værelser, som vi har talt om i et års tid… NU skulle det være. Irma har længe talt om, at hun godt kunne tænke sig at sove sammen med Olga, så nu skulle stuen laves om til fælles pigeværelse, mens Irmas gamle værelse skulle blive til en lille hyggelig tv-stue. I en uge har Irma så haft sit nye store værelse. Til pigens store fryd! I dagtimerne… For om natten har hun nægtet at sove derinde alene – hun var jo også blevet lovet en lillesøsters selskab kan man sige, men Olga har sovet megadårligt, så ingen kunne ligesom overkomme at rende yderligere i pendulfart mellem tøseværelse og soveværelse (som er lejlighedens to yderpunkter – damn you, sammenlagte lejlighed!!). Nå, i aften skulle det så være. Vi var begge hjemme i ordentlig tid, havde spist hyggelig mad sammen, og så rykkede manden Olgas tremmeseng. Olga var meget interesseret i alt rykkeriet, og Irma var nærmest lykkelig og kunne ikke vente på at blive puttet.

Nu var der så bare lige det med den djævelske hoste!! I forgårs var det slemt, i går markant bedre (efter indtagen af the med ingefær og citron – tak Øglemor!), men i dag peakede det så. Halvanden time efter putning, og en halv time efter at Olga omsider overgav sig, hostede Irma nærmest lungerne op – og hele dagens madindtag… Great! Der er nu ikke noget som barn badet i opkast, der lige topper en hverdagsaften. Og der er jo det her med opkast (og jo, jeg har behov for at fortælle jer ALLE detaljerne!!), det lander jo alle steder: I sengen, på dynen, på nattøjet, i håret, på gulvtæppet, inde under sengen hvor reservemadrasserne ligger og på Bobles-elefanten… HOLD – NU – OP!!! Og fik jeg sagt at vores fællesvaskemaskiner lukker kl 21, så vi ikke kan nå at vaske det klamme tøj før i morgen? Og fik jeg også sagt, at da manden gik i gang med at bruse elefanten, fik han lettere irritabelt hevet lidt for hårdt i bruseren, så vasken faldt ned?.. Okay, det er den slags onsdag så… jeg HAR hældt rødvin i glasset og går helt bestemt i seng når det er tomt…

Sæsonnyt

Så er det vist blevet november. Også her i huset. Irma er på dag/nat 3 med hoste, og det plejer at holde op engang i februar… Er SÅ klar til (og jatak til gentagelser!!) alle gode råd om gå-væk-hoste, kom med dem!

Olga havde en aften og nat med utrøstelig gråd i går, så man må sige, at vi er en sølle udgave af de mennesker vi gerne ville være… Jeg blev simpelthen sendt hjem fra arbejde i dag, med beskeden om at gå hjem og sove… Må vist have været helt grå i hovedet af træthed – sådan så der i hvert fald ud på indersiden… Bilturen hjem fra Roskilde fik da også selskab af chokolade – er ikke sikker på at jeg havde klaret motorvejen uden! Og det var faktisk her, på motorvejen, at jeg forsøgte at lave en aftale med mig selv:

Træt bilist med Snickers i munden forsøger at synge med på Rasmus Seebach… Lyder ikke kønt, men man må godt når man er alene i bilen…

Fiks Ide: “Hey Marie, skal vi ikke aftale noget?”

Træt bilist: “Mmmm…” kan faktisk overtales til hvad som helst, og gerne hvis det involverer mere chokolade.

Fiks Ide: “Hvad med om vi sænkede ambitionsniveauet en anelse?”

Træt bilist: Er nu helt alert! For hvis der er noget denne er klar til, så er det sgu det!

Fiks Ide: “Hvis vi nu aftaler, at det faktisk er okay, at du ikke taber dig de 5 kilo, som du går og maser med. Og at du i dit stille sind accepterer vægten og mor-dellen, og finder dig til rette med, at de sorte og virkelig stramme Cheap Monday-jeans går hen og bliver lidt støvede denne vinter.”

Træt bilist: Er nu både helt tændt på Fiks Ide og en anelse mistænkelig… Lytter meget aktivt!

Fiks Ide: “Aftalen går på, at du feder den lidt, faktisk helt bogstaveligt, indtil vintertiden er slut. Og når havemøblerne så skal frem igen, så finder du den virkelig aktive løber frem og taber de sidste kilo på 2-3 måneder. Har vi en aftale?”

Træt bilist: Tænker distræt på alle de chokoladebarer der skal købes i den nærmeste fremtid…

Fiks Ide: “Hallo, dame! Nu skal du ikke gå hen og twiste den her aftale! Aftalen lød på at du skulle holde din vægt, ikke tage 8 kilo mere på!!”

Træt bilist: Nu vågen igen, men i mindre godt humør. Bryder sig faktisk ikke om at blive råbt ad af Fikse Ideer!

Fiks Ide: “Jeg spørger igen, har vi en aftale??”

Træt bilist: Ser nu med vemod frem imod de forårsmåneder på råkost og ømme muskler efter træning fire gange om ugen…

Fiks Ide: “Hey, hey, det var ikke min mening at slå dig helt ud. Det var jo faktisk et tilbud til fordel for dig og de mørke vintermåneder… Skal vi være gode venner igen?”

Træt bilist: Er nu så tæt på hjem, at dynen sender gode vibrationer… “Ja, vi er gode venner igen, og ja, vi har en aftale. Lavere ambitionsniveau for vinteren it is!”

Og med den aftale in mente, vil jeg nu gå i seng, kysse klappe dellen godnat, og krydse fingre for at mine tøser sover bare en anelse bedre denne nat…

Det perfekte hjem

Kan I se det for jer? Hjemmet med de rene gulve, tøjet liggende i pæne bunker på deres retmæssige hylder, legetøjet på dets plads, de nybankede puder i sofaen, duften af hjemmebag og de altid pæne børn. Det her hjem som man kan se i Bo Bedre eller i IKEAs nye katalog, eller hos nogle derovre på Instagram… Jeg er imponeret! Lidt frustreret og forundret, men også imponeret. Jeg kan godt lette sløret for at vores hjem ikke ser sådan ud. Helt uden de pæne filtre sidder jeg lige nu og kigger rundt i køkkenet. Der står en pose med vasketøj, som venter på at jeg lægger det sammen. Der står lidt opvask + en fuld opvaskemaskine som nogen skal tage sig af. På gulvet ligger der legetøj, der er smidt – inden for min synsvinkel får jeg øje på et plasticlåg, en dublo-togskinne, en træ-osteskive og nogle fjer, som Irma legede med i morges… På gulvet får legetøjet selskab af det eviggyldige element i vores hjem: Havregryn! Og rosiner… Dertil et par nullermænd, som jeg stensikkert ikke har inviteret!! Der ligger også en stak med aviser, nogle madopskrifter, nogle burde tage sig sammen og lave, et par sutsko på køkkenbordet og de obligatoriske farveblyanter, der er spredt udover det hele.. Og det her er bare i køkkenet!!

Ærligt så tager det ofte kun 10 minutter at ordne det hele. Så er tingene gjort og man kan smække benene op, streame noget tv eller læse en bog. Nogle aftener virker de 10 minutter bare som verdens mest uoverskuelige 10 minutter… Vi har flere gange haft snakken om at hyre en rengøringshjælp. Men hun kommer jo altså ikke og går til hånde hver aften mellem kl. 19.10-19.25, vel? Hvor skønt ville det ellers lige være med en lokal hvid tornado, der lige rettede op på kaos, mens man selv brugte de ekstra 10 minutter på at kramme de sovende børn?!?

Hyldest til rodetJeg synes det var så absolut befriende at se dette billede på Vores Børns facebookside i dag! Med alle de likes det billede fik, er jeg da bestemt ikke alene om tage den dovne vej fra tid til anden…

Nå, tilbage til skammens hule, for alt imens jeg har tænkt over hvordan jeg skulle runde det her indlæg af, har jeg naturligvis ryddet op, tømt opvaskemaskinen, lagt tøj sammen og lavet the. Fordi det for fanden bare er det rareste. Men shit, hvis nogen spurgte om jeg ville abonnere på en lille rengøringsfe, så ville jeg sige jatak på minuttet!

PS: Jeg formåede så også lige at blive ringet op af en Bo Bedre-sælger (what are the odds???), og jeg skyder skylden på den virus på stemmebåndet, der gør at jeg faktisk ikke må sige at noget, at jeg kun evnede at sige ja… Som om et blad kommer til at gøre forskellen…