Om at skuffe børn

Lige siden Irma var helt lille – nok også langt før hun forstod noget som helst – har vi haft den regel, at vi først fortæller hende hvad der er at glæde sig til, umiddelbart før det kommer til at ske. Så ikke noget med nedtælling til at vi skal på ferie, eller til hun skal i biografen med far. Hun får først lov at glæde sig samme morgen som det kommer til at ske. En håndfuld gange har jeg haft en datter med et temmelig forbløffet udtryk når andre voksne er kommet til at afsløre for hende, hvad der skal ske om fem dage – uden at hendes forældre har løftet sløret for noget. Det er selvfølgelig ikke specielt heldigt, men det har heldigvis været nemt at forklare hende om, at hun på lørdag skal i svømmehallen med en veninde eller noget andet sjovt, og hun er endnu ikke blevet vred over, at vi har givet hende forklaringen på bagkant. Det er jo altid noget sjovt vi venter med at fortælle hende om – så skaden er ligesom ikke så stor.

Nu har vi så et par gange lavet en legeaftale med en pige fra børnehaven, som uheldigvis er gået i vasken tre gange. Der har været sygdom og andet irriterende inde og spænde ben for tingene. Men fordi den anden pige har kendt til Irmas og hendes legeaftale flere dage i forvejen, har vi også måtte sige det til Irma, så hun ikke stod helt blank nede i børnehaven. Hun har jo så de sidste gange gået og glædet sig til den her legeaftale – hjemme hos veninden, UDEN (Irmas) mor og far, som Irma har understreget mange gange. Og hele tre gange har vi nu måtte sige til hende, umiddelbart inden aftalen skulle løbe af stablen, at den desværre ikke bliver til noget alligevel. Årh, hvor jeg synes det stinker. Der er da næsten ikke noget værre end det her skuffede barneansigt, der bare gerne ville opleve det, hun nu er blevet lovet.

I virkeligheden bliver vi andre jo mindst lige så skuffede, vi har bare temmelig meget erfaring med at æde det skuffede udtryk – nogle bedre end andre…

Nu har jeg lavet en aftale med legaftale-moren, at vi først afslører overfor pigerne når deres date rent faktisk kommer til at ske. Vi arbejder på i morgen. Jeg krydser fingre for at jeg kan overraske Irma i morgen tidlig med hvor hun skal være hele eftermiddagen! Elsker at se hendes ansigt lyse op når hun opdager at en almindelig dag ikke bliver så almindelig igen.

Men hvad synes I? Skal børn have lov at glæde sig i længere tid, selvom der så også er en risiko for at barnet bliver skuffet hvis aftalen går i vasken, eller er I med på min båd hvor man nærmest overrasker barnet med dagens event?

Reklamer

Søndag morgen

Musik i radioen i køkkenet, tegnefilmslyde fra stuen, plingpling fra pigernes værelse hvor Olga leger med smykkeskrin. Tror måske hun organiserer alle Irmas hårelastikker…
Solen er begyndt at skinne og jeg glæder mig til at vi om nogle timer skal i Den Blå Planet. Selvom Irma igår tørt konstaterede ‘jeg gider ikke se på fisk’…

Og nu kan jeg se at olga har været i vasketøjskurven og har et par af mine trusser rundt om halsen…

God søndag!

Overskudsagtig min bare…

Nej, hvor er du bare overskuds-agtig! (Men jeg tror, du lyver, når du siger, du er glad og har bagt kage. Og i virkeligheden håber jeg, at du snart får brystbetændelse)

[Jeg har givet taletid til Louise Sjöström, min gode kollega. Hun er temmelig vred på overskuds-begrebet, og fortæller herunder hvorfor (jeg siger hep-hep her fra sidelinjen!) ]

Læsere af mommyblogs ved måske, at der den seneste tid har været rimelig meget blæst omkring størrelsen af overskud oven på fødsel af baby. En nybagt blog-mor render til frisør og ser venner og fjernsyn og blogger og smiler til kameraet og har ingen rande under øjnene men kun jubel til overs for sin 14 dage gamle nye livssituation.

Det er der tilsyneladende læsere, der finder utroværdigt, fordi de selv ’ikke har sovet i 48 timer’ eller ’har grædt hver dag siden fødslen for ni måneder siden’.

’Hvor er du altså bare overskuds-agtig!’, lyder kommentarerne til blog-mors lykkelige indlæg, og er for halvtreds procents vedkommende tilsat glade smileys og ’you go, girl!’-tiltråb, for halvtreds procents vedkommende akkompagneret af sure smileys og ’det tror jeg simpelthen ikke på’-tilføjelser.

Bevares, jeg var heller ikke selv på toppen oven på det chok, som fødsel og det tredje familiemedlem efterlod mig med de første fjorten dage af det nye liv. Jeg tudede i timer, kunne ikke balancere amning og telefon samtidig og glemte at spise. Til det sagde ingen ’hvor er du bare underskudsagtig’.

Til gengæld sagde de ’Ej! Hvor overskudsagtigt!’, hvis det lykkedes mig at gå ture i minus ti grader på barnets femtedag, var til massage af den stiveste ammenakke, da han var to uger og baksede en kage sammen, inden ungen fyldte en måned. Overskudsagtigt? På trods af den indre tilstand af kaos – som jeg i øvrigt ikke lagde skjul på?

Men hvad fanden er det for et ord? Betyder det ’hvor er du sej!’? Njarh, måske? Betyder det ’gid jeg kunne det samme som dig’? Betyder det ’jeg beundrer dig’? Ja og nej. For det er jo en form for anerkendelse, der ligger i ordet. Men er det kun mig, eller rimer det også lidt på ’jeg tror dig ikke’ og ’hvem tror du egentlig, du er?’.

Den dag i dag er der stadig nogen, der siger det, hvis jeg til en søndagskaffeaftale siger, at jeg kommer med kagen eller inviterer på mad på en tirsdag. ’Ej, hvor er du bare vildt overskudsagtigt!’. Gu’ er jeg da ej! Jeg sover ad helvede til om natten og skændes med min kæreste, men jo, jeg prioriterede at bruge en time på at bage kage i stedet for at se et afsnit mere af ’Lilyhammer’. Fordi jeg FÅR overskud af at bage. Kagebagning er zen for mig. Lige som søvn er for andre. Og … ja, nu siger jeg det, for så overskudsagtig er jeg – jeg får også overskud af at løbe. Så det prioriterer jeg.

Men det betyder ikke, at mit liv i øvrigt ligner noget fra BoligMagasinet. Der er dage, hvor det sejler, og hvor barnet kommer i vuggestue uden at have børstet tænder og hvor jeg glemte en tisseble på gulvet ved siden af puslebordet. Men jeg balancerer og prioriterer efter, hvad der fungerer for mig og min familie, og det er helt sikkert – og heldigvis – ikke altid det samme, som andre ville prioritere. Det gør mig ikke overskudsagtig. Det gør bare, at jeg lever (til tider bare overlever) i en hverdag, som jeg i øvrigt elsker. Så please, næste gang ordet ’overskudsagtig’ ligger lige på din tunge, så giv det et halvt sekund og overvej, hvad du egentlig mener med det – og sig så dét i stedet.

Dagens fem fakta

  • Jeg har lært, at det kan være svært at planlægge en omsorgsdag i februar. Irma og jeg skulle have startet dagen med et besøg ved ørelægen (pigen taler UTROLIG højt hele tiden, og går hele tiden hen og skruer op for lyden på musik og tv når hun kan), og derefter havde jeg tænkt at vi skulle i Zoo, lidt cafe og lidt hjemme-hygge-pusle-tid, inden vi hentede Olga. Men nej, omsorgsdag i februar blev forvandlet til børns første sygedag – Olga med feber, Irma med hoste, begge med snot. Ørelæge meldte sig syg (ja, hvorfor ikke?), og vi brugte i stedet dagen på morfarbesøg (med kage, jatak) og med tandlægebesøg (tak til fleksibel skoletandlæge!).
  • Hjemmedag med to piger der begge kræver mere opmærksomhed end én person kan give, kræver meget mere kaffe end jeg har nået at brygge til mig selv i dag…
  • Alt kan tilgives og oplades på ny med et gjaldende “Mor, jeg elsker dig” (Efterfulgt af et meget mere insisterende “MOOOOOR, jeg ELSKER dig!” fordi jeg ikke lige responderede indenfor 100/sekund…)
  • Vi har hyret en babysitter! Jeg havde inviteret den søde pige på besøg til mad og en snak om alt det praktiske, og det gik fuldstændig forrygende. Hun er oprigtig glad for pigerne, og vi er 100% trygge ved at sætte hende som brandvagt næste gang vi gerne vil ud – om ikke så forfærdeligt længe…)
  • Manden og jeg er blevet afhængige af True Detective – serien vises på HBO og er fem afsnit inde. Den er blændende god, og endelig har vi noget vi ser sammen. Ved bare ikke helt om jeg skal afsløre hvor mange mareridt jeg ved jeg får, pga den her serie…

Weekenden i citater og billeder

gårdlegDa Irma lørdag morgen smadrede en morgenmadsskål, fordi hun var i fuld gang med en rolleleg der involverede dåsen med havregryn og bøtten med rosiner, og moren nok sendte hende et temmelig vredt blik og bad hende om at se sig for:

(helt stille og ked af det) Der kommer bare græd ud af øjnene nu.

Mig: Irma, du behøver ikke være ked af det, du skal bare se dig for.

Det er irriterende, det (der her græd..) kommer bare hele tiden.

 

Sidder lige herOg da jeg siger nej til at hun må skifte tøj for 4. gang (stadig lørdag morgen, klokken nærmer sig 8…):

Du er KEDELIG, mor. Og når man (her taler hun tydeligvis om mig!) ikke har kjole på, er man heller ikke flot!

Bum.

 

 

Her til aften i badet med Olga (og til hendes forsvar og som billedet tydeligt viser, der er virkelig ikke meget plads)… men:

Mor (med et totalt smørret grin), min tand kom helt langt ud og stak hende i panden.

Mig: Kom du til at bide Olga, Irma?

Nej…eller…det var bare et lille stik.

Søskendekærlighed når den er mest ærlig…

Badetid

108cm, 22kg, 44cm

Så kort kan det vist siges… Irma og jeg var til hendes fire-års-undersøgelse ved lægen i dag. Og hun bestod alle de opgaver hun fik af lægen med bravur; gå på hæle, gå på tæer, hoppe, tælle til ti, nævne alle de farver hun havde på sit tøj (og vi kører seriøs mix-and-match, så der var mange) – og sagde så bagefter: “Du skal også spørge om jeg kan hinke”. Nåja, man skal da prale når der er nogen der kigger stolt på. Men fireårsundersøgelsen er en af dem med afsluttende vaccineskud, så der var også lidt piv – og moren gav meget nemt efter da vi kørte forbi bageren på vej hjem. Fastelavnsbolle med lyserød glasur er åbenbart kuren for vaccineskud. Det er hermed fasttømret.

Og så er bloggen her været grobund for at jeg er blevet kontaktet af en pige, der gerne vil passe vores børn. Lyder det mærkeligt? Jo, det synes jeg faktisk umiddelbart også… Men det viser sig at pigen bor i nærområdet, i ny og næ arbejder i pigernes institution og derfor kender dem begge to, og har babysitter- og pædagogmedhjælpererfaring en masse. Det er sgu da cool. Nu skal vi lige have inviteret hende på kaffe og mad, og have en snak om forventninger og den slags. Men tænker, at det i første omgang kunne være skønt med en, der kan sidde brandvagt mens pigerne sover og vi sniger os i biffen. Det kunne sgu da være luksus!

Og apropos luksus, så var jeg været på den skønneste venindetur i sidste weekend – er faktisk stadig helt høj efter turen. Fire tøser, der har kendt hinanden i forskammet mange år, nyder et døgn i København med frokost, shopping hos verdens bedste designer-Hanne, god mad og masser af drinks – toppet med hotelovernatning og brunch. Oh yes – mit februarbudget på lommepengefronten er overtrukket max, men det var så megafedt, at det er værd at spise havregrød for! Og har netop i dag fået den fede sms, at tøjet jeg købte/bestilte og fik rettet til så det netop passer mig, er på vej i en pakke! Så mit første mål for 2014 med flere venindeoplevelser er hermed seriøst i gang. Selvforkælelse udover alle grænser.

(Og med hensyn til selvforkælelse kan jeg også godt afsløre, at det går ret dårligt med et af mine andre 2014-mål, nemlig de hersens overskydende kilo… Har været på vægten for en måned siden, og tror ikke det er en god ide at træde op på den igen. Ikke hvis det gode humør skal bevares. Har valgt at ignorere vægten for nu og bruge mere tid på neglelak – mere shine, mindre brok.)