Om at skuffe børn

Lige siden Irma var helt lille – nok også langt før hun forstod noget som helst – har vi haft den regel, at vi først fortæller hende hvad der er at glæde sig til, umiddelbart før det kommer til at ske. Så ikke noget med nedtælling til at vi skal på ferie, eller til hun skal i biografen med far. Hun får først lov at glæde sig samme morgen som det kommer til at ske. En håndfuld gange har jeg haft en datter med et temmelig forbløffet udtryk når andre voksne er kommet til at afsløre for hende, hvad der skal ske om fem dage – uden at hendes forældre har løftet sløret for noget. Det er selvfølgelig ikke specielt heldigt, men det har heldigvis været nemt at forklare hende om, at hun på lørdag skal i svømmehallen med en veninde eller noget andet sjovt, og hun er endnu ikke blevet vred over, at vi har givet hende forklaringen på bagkant. Det er jo altid noget sjovt vi venter med at fortælle hende om – så skaden er ligesom ikke så stor.

Nu har vi så et par gange lavet en legeaftale med en pige fra børnehaven, som uheldigvis er gået i vasken tre gange. Der har været sygdom og andet irriterende inde og spænde ben for tingene. Men fordi den anden pige har kendt til Irmas og hendes legeaftale flere dage i forvejen, har vi også måtte sige det til Irma, så hun ikke stod helt blank nede i børnehaven. Hun har jo så de sidste gange gået og glædet sig til den her legeaftale – hjemme hos veninden, UDEN (Irmas) mor og far, som Irma har understreget mange gange. Og hele tre gange har vi nu måtte sige til hende, umiddelbart inden aftalen skulle løbe af stablen, at den desværre ikke bliver til noget alligevel. Årh, hvor jeg synes det stinker. Der er da næsten ikke noget værre end det her skuffede barneansigt, der bare gerne ville opleve det, hun nu er blevet lovet.

I virkeligheden bliver vi andre jo mindst lige så skuffede, vi har bare temmelig meget erfaring med at æde det skuffede udtryk – nogle bedre end andre…

Nu har jeg lavet en aftale med legaftale-moren, at vi først afslører overfor pigerne når deres date rent faktisk kommer til at ske. Vi arbejder på i morgen. Jeg krydser fingre for at jeg kan overraske Irma i morgen tidlig med hvor hun skal være hele eftermiddagen! Elsker at se hendes ansigt lyse op når hun opdager at en almindelig dag ikke bliver så almindelig igen.

Men hvad synes I? Skal børn have lov at glæde sig i længere tid, selvom der så også er en risiko for at barnet bliver skuffet hvis aftalen går i vasken, eller er I med på min båd hvor man nærmest overrasker barnet med dagens event?

Reklamer

6 thoughts on “Om at skuffe børn

  1. Min første indskydelse var at jeg synes det er en helt fin ordning i tilstræber. Nogen gange tror jeg også det kan blive lidt overvældende for de små, hvis det hele tiden suser om ørerne på dem med flere forskellige aftaler, hvoraf nogen realiseres og andre går i vasken.
    Min anden, og langt mere bitre, indskydelse, var noget om, at børn på et eller andet tidspunkt også er nødt til at lære at blive skuffet, og lære at tingene ikke altid går som planlagt. Det kan der også være en type af lektie i – men min tredje indskydelse, som kom meget hurtigt efter, sagde mig, at det der med skuffelserne, det skal de jo nok komme til at lære uanset hvad – med mindre de har helt enormt overbeskyttende forældre der pakker dem ind i vat og lukker dem nede i en kælder. Ellers vil der altid være andre, som f.eks. vennernes forældre eller andre børn, som skal præsentere dem for skuffelser.

    Hvad jeg tror er vigtigt er, at man er klar i mælet når tingene så sker eller ikke sker. Personligt husker jeg, at det mest irriterende var et “Måske.” Så er det bedre med et ja der af forskellige årsager kan blive til et nej, eller omvendt, eller det helt ærlige “Det ved jeg ikke” (og derefter kan der komme et måske).
    “Måske” for mig var piv-frustrerende og gav hurtigt følelsen af “Fedt.. nu har jeg så intet at forholde mig til. Jeg kan ikke forberede mig på om X sker, eller ikke sker – og uanset hvad, vil det komme en smule bag på mig.” Indtil et vist punkt, hvor “måske” gik hen og altid betød nej. Så følte jeg bare at mine forældre direkte løj for mig. Så er “nej” emmervæk at foretrække i stedet.

    (Hvis jeg nogensinde får børn, så laver jeg en sparegris, og hver gang jeg kommer til at give et dårligt måske-svar, så skal der lægges en 5’er i grisen og når ungen så er gammel nok, så er der skisme vodka og vingummibamser for alle pengene. Måske.)

    • Du rammer virkelig hovedet på sømmet, Cecilie. Jeg hader nemlig også at give måske-svar – nok også fordi jeg selv hader at få dem.
      Men det er skisme svært at gøre tingene rigtige, og fx er julemåneden jo én lang nedtælling til både jul og fødselsdag (for Irmas vedkommende), så det er ikke fordi hun ikke får noget at glæde sig til.
      Og jeg vil give dig ret i en af dine betragtninger: Skuffelserne skal hun sgu tids nok lære at kende…
      Kh Marie

  2. Hun er stadig lige lille nok til at forstå det der med tid. Hvornår er i morgen, 14 dage, næste måned osv.
    Jeg sys helt sikkert i skal blive ved med at holde det for jer selv når der skal ske noget stort, og så sige det lige inden.
    Fra jeg var ca 5 år lavede min mor altid en kalender til mig hvor jeg kunne krydse af hver morgen. Måske det kunne være en ide hvis nu hun finder ud af hvad i skal i næste uge? Jeg elskede dem. Min mor lavede dem hvert år til min fødselsdag og de var et hit.
    Den med legeaftalen er lidt øv. Men jeg sys det er en super god ide at i nu har aftalt ikke at sige noget før det er helt 100 at det kommer til at ske.
    Tak for en dejlig blog forøvrigt. Jeg læse flittigt med i det smug 🙂

    • Hej Sara, tak for din kommentar 🙂
      Det lyder som en rigtig god ide med kalenderen, vi laver jo i forvejen en vægkalender til bedsteforældrene hvert år til jul, og det er da en fin ide at inkludere pigerne i kalenderåret! Det vil jeg klart tænke med når jeg laver næste års kalender!!
      Kh Marie

  3. Jeg var super glad for den.
    Jeg snakkede lige med min mor hvor vi snakkede om mine kalendre. Hun fortalte at da jeg var mindre lavede hun afkrydsnings skemaer til mig. Hvis der fx var 5 dage til biograftur så fik jeg et skema på kun de 5 dage. Og hver morgen efter morgenmaden satte jeg et kryds 🙂
    Hun lærte på den hårde måde at hun skulle sige efter morgenmad og ikke “når du vågner”. Jeg tog åbenbart tingene lidt for bogstaveligt da jeg var lille … ;D

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s