Første forårsweekend

– Ja, praktisk talt næsten sommer! Og jeg er ikke blevet skoldet. Har lige kløet mig selv på ryggen og var af gammel vane helt forsigtig, fordi der ved høj sol plejer at være brændt hud alle de trælse steder… Tror næsten det kalder på en præmie af en slags, en slags voksenpræmie. Men det er så vist også den eneste ting jeg skal have præmie for i de her dage… Måske når jeg har remset op her, er der en eller anden dommer, der kommer og henter nogle præmier, som andre mødre har fået? Karmadommeren?.. Afladsmanden?..

For det første var der det med Olga, der brændte sig. Nuvel, det kan ske selvom jeg fik det lidt stramme blik fra lægen, da jeg fortalte at begge forældre havde været hjemme, og begge var i køkkenet… Og ja, lægen. For der gik selvfølgelig betændelse i den lille hånd. Så nu er Olga stavnsbåndet til tre daglige sæbe-hånd-bade og efterfølgende antibiotika-creme. For fanden da. I går kæmpede hun så meget imod at stikke sin hånd i lunkent sæbevand, at jeg simpelthen var bange for at hendes arm ville brække hvis jeg blev ved med at presse på. Ikke ligefrem en fest. Og plasteret, som hun skal have på i dagtimerne ryger af lige så hurtigt, som det kommer på. Faktisk kom hun med det på den forkerte finger i forgårs efter bare 20 sekunder. Hvordan hun havde fået det af og på en ny finger er stadig lidt af en gåde…

For det andet har jeg en virkelig kort lunte overfor hysteriske anfald og piv over lige præcis ingenting. Jeg ville ønske, at jeg kunne være bedre til at tackle det, men det er sjældent ret kønt. Og Irma har rigtig mange (synes jeg) komplet urimelige udfald fordi hun har sand i skoen, fordi hun er tørstig, fordi fjernsynet er for lavt, fordi der kom smør på brødet i stedet for marmelade… Jeg kan rumme og anerkende i cirka 7 sekunder, og så bliver jeg firkantet og siger sådan noget som “slap nu af”, “hold nu op”, ti nu stille”. Og hvis vi nu legede at Lola Jensen eller Jesper Juhl læste med her, så ville jeg nok få et par gode råd med på vejen – og jatak til det, for jeg vil faktisk rigtig gerne blive bedre til at håndtere det. I mange af tilfældene handler det om, at Olga jo får en del opmærksomhed når hun græder, så det vil storesøster også have. Jeg ville bare meget hellere give hende mere positiv opmærksomhed – det er bare ret svært at forklare. Ik?

For det tredje har jeg ikke taget ét eneste billede denne weekend. Vi har været på tøsetur hos mormor, hvor vi har leget i haven, spist is, bagt en millard sandkager og indtaget aftensmad på terrassen. Vi tog en afstikker til Christianshavn hvor manden, sammen med sin arbejdsplads, havde stablet en bogfestival på benene. Dejligt sted og et virkelig fint event. I dag har været virkelig en sløv dag, næsten en nattøjsdag. Tiltrængt og nødvendigt i ny og næ.

For det fjerde er det gået op for mig, at hvor jeg synes jeg havde gjort et scoop, er jeg nærmest blevet snydt. I Skoringen har de to gange om året nogle dage hvor man kan købe to par sko for ét pars pris. Og her for en måneds tid siden købte jeg så både nye sneakers og sandaler til Irma. Begge i sølv, med velcro, med glimmer og med blinkeeffekt. Ikke et øje tørt! Efter en uge var det første par sneakers gået i stykker. Og efter yderligere 14 dage i et helt nyt par, har vi så et par kaput sko igen… Sandalerne ville hun gerne have på i dag – og hun synes nu overhovedet ikke de sidder ordentligt. De strammer det ene sted og sidder løst det andet. De sad jo ellers strålende i butikken. For fanden da. Så lige nu er vi temmelig bagud på udstyrsfronten hvor jeg ellers troede vi var i førerfeltet. Altså! Skal nu forsøge at sælge der her helt spritnye sandaler, som barnet nægter at tage på, finde et par andre, som skal være gode, men måske heller ikke behøve koste en formue… Og så i øvrigt lige få byttet børneskoene atter en gang.

Så lidt bagud på point er jeg altså. Pokkers. Fisme godt vi holder fri 1. maj!  Tredags uge, jeg byder dig velkommen!!

Glædelig søndag!

 

Reklamer

Picnic inde i varmen…

For omtrent en måned siden var jeg så heldig at jeg kom hjem med pigerne efter arbejde og hentning, og der stod en gave på dørtrinnet. Jeg vidste egentlig godt den ville komme, men havde lykkelig glemt alt midt i al hverdagsmylderet. Gaven var en picninckurv fyldt med tallerkner, krus, servietter, sugerør og lækre sandwichbrød fra Kohberg. En virkelig fin kurv – og Irma var ellevild med at finde den lige der på måtten. Irma var især helt vild med sugerørene, og forlangte straks varm kakao (den mest åbenlyse ting at drikke med sugerør, åbenbart)…

Picnickurv med lækkert fyld
Sandwichbrødene – kaldet Krammere – var ret lækre, og pigerne endte faktisk begge med at spise dem til aftensmad, da den planlagte menu ikke rigtig tiltalte de små frøkener. Jeg prøvede at give dem lidt fyld i, med agurker, smørreost og pølse, men Irma er bare endnu ikke særlig trænet udi burger/sandwich-grebet, så det var ikke den succes jeg kunne have ønsket mig. De resterende sandwichklappere blev spist de efterfølgende dage iført leverpostej – så kan det faktisk ikke gå galt. En decideret picnic blev det ikke til. I den uge der fulgte gavens ankomst var det temmelig blæsende og koldt marts-vejr, og altså ikke særlig tæppe-i-skovbunden-med-børn-agtigt… Så kurven er blevet brugt til at holde stor dukkepicnic. Irma der på bedste vis prøvede at organisere skovturen Picnickurv med lækkert fyldfor alle hendes gæster, og Olga der “bare gerne vil være med” (sagde moren cirka 76 gange…), men som mest af alt saboterede den idylliske leg. Og derfor ingen billeder – jeg agerede brandslukker for fuld skrue!

Vi har dog gemt kurven og nogle af kopperne og tallerkenerne. Og jeg har en forestilling om at den kan bruges til en ny picnic, som rent faktisk skal holdes udendøre, og med rigtig mad i… Nu må vi se om vejr og sabotører tillader drømmen at blive til virkelighed 🙂

(Sponsoreret indlæg: Lahme, House Doctor, Kohberg, Susanne Scherning og Fabel A)

Brændt barn

Jeg ligger lige her i vores seng med Olga der netop er faldet til ro. Nu har jeg siddet det meste af en time med hendes lille hånd under rindende vand på en triptrapstol, der lige kunne mases ind på vores mikro badeværelse. Den lille nysgerrige pige skulle lige være med til madlavningen, fordi storesøsteren netop havde fået lov at røre i kødsovsen… Jeg nåede at se hendes hånd lægge sig på kanten af komfuret – og med gas bliver det altså varmt som fanden – og hive den til sig igen, skrigende! Vablerne piblede frem på de små fingre, alt imens jeg forsøgte at få hendes hånd under vand. Sikke et chok – og altid noget hun hverken fik en gryde ned over sig eller brændte sig mere. Men en stor brandvabel og fire hvide plamager som nok bliver til vabler i morgen, det må være rigeligt! I stedet for mere vand med det samme, gav vi hende og Irma en skål isterninger, som hun til tider præsterede at holde med den brændte højre hånd.

Hvordan det er lykkedes os at holde irma væk fra det komfur i al den tid, aner jeg ikke, men olga har lige præcis SÅ meget nysgerrighed at hun næsten er umulig at holde tilbage. Det bliver næppe sidste gang vi er ude for noget i den her boldgade med hende.

Billedet her er fra i går, da hun forlængede sin lur ved at sidde lidt hos mig. En lille luksusstund.

20140422-190926.jpg

Om storbyferie med små mennesker

I parken midt i LSD-kvarteretI lørdags trodsede vi Olgas mulige anfald af hånd-mund-fodsyge (igen?) og kørte sydpå. Over Gedser-Rostock og til Berlin. Nærmere bestemt en lejlighed i Prenzlauer Berg. Vi landede kl. 18, skyndte os at pakke ud, købe de mest fornødne ting i supermarkedet på hjørnet, og tog hen på legepladsen skråt overfor. Og de fire næste dage fortsatte ret så meget på børnenes præmisser. Vi snusede til Berlin, men uden at se alle de klassiske seværdigheder – til gengæld kender vi nu en hel parker og deres legepladser ud og ind, og vi ved hvor man kan købe en seriøst god pizza. Vi fik også arrangeret det sådan, at vi hver aften landede hjemme i lejligheden, lavede noget mad, smed pigerne i det store badekar og derefter i seng – og lavede mor-og-far-drinks (kender I moscow mule? Hvis ikke, kan du godt se at få gang i de drinksglas: Godt med frisk limesaft, vodka, Hos Onkel Philip ginger ale, og lidt pilsner på toppen. Bum!)

Bortset fra at vi ikke var i stand til at køre bil efter kl. 20 hver aften, så var det faktisk virkelig en god børneferie. Vi brugte afterne på at sludre, kigge lidt i guidebøger og på forskellige familierelaterede anbefalinger og have benene oppe. Ikke ligefrem værst. Jeg forestiller mig at der er samme koncentration af danskere i Berlin i påsken, som på et charterfly til Mallorca i juli, men pyt, ungerne synes jo bare det var dejligt med noget genkendelig snak rundt om i gaderne og på gyngerne. Under alle omstændigheder taler vi helt seriøst om at køre tilbage til Berlin til sommer – bare fordi det simpelthen var så fedt.

 

Så i korte træk kan jeg anbefale disse ting hvis du tager til Berlin med dine børn:

  • Tag i Zoo – Vi troede ikke rigtig på at det ville blive noget særligt, vi har årskort til Københavns Zoo, og kommer der ret tit, men Berlin Zoo er simpelthen fantastisk. Meget mere grøn og parkagtig, med mange forskellige dyrehuse: Fugle, aber, flodheste mv.) Vi var der en dag i regnvejr, og det var intet problem, da vi bare turede omkring med regntøj og gummistøvler. Og når bygerne blev for intense gik vi ind i et af de mange dyrehuse.
  • Besøg Onkel Philip. En legetøjsbutik og legetøjsmuseum ejet af en virkelig hyggelig mand. Du kan få gammelt legetøj repareret og finde legetøj du ikke anede eksisterede. Olga viste sig dog at være virkelig bange for de mange masker der hang rundt omkring, lidt ærgerligt. Et fuldstændig magisk sted.
  • Mauer Park om søndagen. Kæmpe loppemarked med alt mulig sjovt at købe.
  • Hele Prenzlauer Berg-området. Langt de fleste dage tussede vi bare omkring i “vores eget hood”… Her var alt hvad vi havde brug for med legepladser, restauranter og cafeer. Der er vist nok også ret meget god shopping, men jeg glemte simpelthen at gøre en indsats i den retning.

Nu nyder vi resten af påskeferien i København. Stille og rolige dage med lidt for meget is og chokolade, og lige tilpas med kys og kram og lavt tempo…

Forberedelse

Det er sjovt med søvn. Det er næsten blevet en regel, at i det sekund mit hoved rammer puden, så vågner Olga og skal have en sut eller et kram. Ja, det var i hvert fald det jeg troede. For forleden da jeg netop sagde det her til manden, kiggede han overbærende på mig og fortalte, at der altså nogle gange går over en time før Olga siger noget… Han ved det, fordi han er vågen… det er bare mig der falder i søvn i det sekund hovedet rammer puden. Nåja, søvn snyder!

Der er begyndt at komme mere lyd på hende den lille bandit. Vi har lige haft et lille døgn med hende ganske solo, da mormoren og morfaren kidnappede den store og forkælede hende sønder og sammen 🙂 Olga fik til gengæld fuld opmærksomhed fra begge forældre og det var næsten for meget for hende – her i morges kunne hun ikke finde ud af noget som helst, og rendte bare rundt og sagde ‘bååååååv’ (som betyder bog, og altid akkompagneres af en ivrig fremvisning af den samme bog som vi netop har læst 3-4 gange…). Måske var årsagen til forvirretheden også noget med at hun rent faktisk var syg… Ja, det opdagede vi jo først da vuggestuen ringede kl 14 og bad mig hente hende. Hun har fået øjenbetændelse. Så dagen i morgen er afsat til hjemme med moren. Og lad os bare indrømme det: Det her børnesygdom er fandme altid lidt i vejen. Vil sådan set også gerne gå på det der arbejde…

Nå. jeg ser frem til en nat med et barn der roterer i vores seng, og vækker mig hvad der føles som hvert 5. minut, men som i mit tilfælde nok nærmere er en gang i timen. Bør nok ikke brokke mig så meget… Nu har jeg gabt om kap med manden de sidste fem minutter, så mon ikke det er på tide, at gå i seng. ‘Nat nat.

Olga og jeg

Kims leg for begyndere

Jeg sad forleden og skrev på et indlæg om koncentrationsbesvær… men jeg blev distraheret og det blev aldrig postet. Ironisk nok.

Det går lidt trægt med at huske alle detaljer, ting der skal huskes, ting der skal gøres, ting, der skal ordnes – heldigvis har jeg ikke formået at glemme mine børn endnu, og jeg satser hårdt på at det ikke sker. Men jeg er nu nået til at vejen jeg kører til og fra arbejde foregår ret meget på rygraden, og jeg tænker ikke mere om hvor der skal drejes og hvad gps’en siger. Det er jo lige før jeg har en formodning om at de andre biler på motorvejen har det fuldstændig ligesom mig… Vi sidder alle i vores små kabiner, og leger at de er private værelser, hvor vi kan opføre os som om ingen kiggede. Der blir pillet næse, skrålet med på musik, røget cigaretter, snakket i mobil, givet vrede håndtegn til nabobilen og lettet lidt på venstre balle når der lige skal slås en prut.. For der er jo ingen der kigger…Men ligesom med alt mulig andet, bliver gentagelser ret trættende i længden, og jeg er ved at nå et seriøst mætningspunkt hvad angår min biltur. Eller måske trænger jeg bare til påskeferie… Da jeg arbejdede i Gentofte og kunne cykle på arbejde, var det nogle gange nødvendigt at ændre cykelrute, for ikke at kede sig selv ihjel på cykelstien. Men det er bare lidt svært i bil. Jeg kan skifte imellem hvor jeg hopper på motorvejen, men ruten fra Amagermotorvejen til Roskilde S-afkørslen, kan jeg ikke rigtig slås med.

Nå, jeg skal ikke trætte jer mere med pendlerlivet, jeg har bare tænkt lidt over hvordan vaner kan føre til demens, og hvordan man kan vække sin hjerne til live igen. Og jo, selvfølgelig overdramatiserer jeg situationen!

Og apropos at bryde vaner, så er det min tur til at planlægge date med manden i morgen. Og på trods af at vi bor i byen og har alle slags muligheder foran os, så synes jeg faktisk ikke det er helt nemt. Her gik jeg og troede at byen lå og ventede på at VI ville komme og bruge den efter fire års pause? Og nej, sådan var det fisme ikke! Jeg synes alting lukker tidligt, eller holder deres arrangementer tirsdag og fredag, eller koster en halv milliard, eller har et minimum deltagerantal på 20… Konceptet dinner and a movie går ikke her. Der skal noget andet til! Jeg er stadig i tænkeboks – så har du den fødte ide, så hold dig endelig ikke tilbage. Giv den demensramte en hånd!!