Et overflade-kig

Så går det altså lidt bedre. Ja, jeg ved ikke hvordan alle andre har haft det med at være sygemeldt, jeg synes fandme det er svært! Det er svært at slappe af, det er svært at lave ingenting, og det er svært have fokus på MINE behov. Jeg har set serier (og ikke rigtig noget jeg vil anbefale til nogle, det var bare noget trivielt tøsehejs), sovet middagslure, lavet mad, læst bog (og ja, desværre kun ental), dyrket yoga og gået og cyklet ture. Èn ting ad gangen! Og så har der også været lidt psykolog- og læge-sessions. Her er altså ikke blevet renere eller omorganiseret eller ryddet op i kælderrummet. Men der ER blevet lappet klapvogn, tømt ud i toiletskabet og løbet et par praktiske ærinder…

Nu er jeg kommet dertil hvor de professionelle i mit liv – min læge og min psykolog – ikke er enige. I samråd med min læge er jeg i dag startet på job igen. Min psykolog var mildest talt ikke tilfreds med den beslutning, og havde hele bekymringsarsenalet fremme. Både fordi det ER tidligt og hurtigt i forløbet, men helt sikkert også fordi jeg sidste gang tudede mig igennem mine 50 minutter… Til at starte med er det to dage om ugen, og det er med afgrænsede arbejdsopgaver, så jeg synes ikke det er så overmodigt som psykologen fik det til at se ud. Jeg har fået strenge ordrer om at mærke efter, lytte til krop og hoved, og acceptere hvis nogle dage ikke bliver til mere end lidt over frokost.

I weekenden har jeg haft skubbet tankerne om mandag morgen fra mig, og bare fokuseret på at være sammen med familien, og gøre det JEG havde lyst til (jeg slås altså stadig med det). Og i går aftes begyndte sommerfuglene langsomt at forme sig i maven. Held i uheld har vi de sidste tre nætter sovet sammen med en pibende-moslende-febersvedende halvandenårig, der skal have en kindtand, så der har ikke været så meget fokus på arbejde her… Sov når du kan, er princippet her i huset.

Og i dag, klokken 7.20 sad jeg så i bilen igen. Bekendt og fremmed på samme tid. Helt ind til afkørslen ved Roskilde S sad jeg og lyttede efter om sommerfuglene blev til hjertebanken. Om nervøsiteten blev til mere end bare dét. Men nej, jeg har virkelig haft en god dag. Jeg har tygget mig igennem min indbakke, fået ordnet et par småting, talt med nogle kolleger, læst op på lidt forskelligt, og ellers bare sørget for at tage den med ro i mit eget tempo. Og alle har været så megasøde! Omsorgs- og respektfulde!

Jeg er træt helt ind til benet som jeg sidder her i sofaen, men det er en tilfreds følelse jeg sidder med. Jeg er ikke i mål, men jeg er på vej, og det føles sgu godt. Jeg er i gang med at lære en hel del om sig selv, og der er en hel del jeg skal arbejde med og gøre anderledes. Så jeg tror ikke jeg er færdig med at være træt helt endnu… Og så er jeg skideglad for at jeg har fortalt om alt det her på bloggen. Det har givet mig helt overvældende meget feedback, opmuntring og inspiration. Og jeg er utrolig taknemmelig for hver eneste kommentar og mail jeg har fået. Og ja, blomster, kram og opkald har også været fuldstændig fantastiske. Tusind tak!

Reklamer

Hej, her går det ikke så godt…

For præcis to uger siden var jeg på arbejde. I et par dage op til havde jeg haft hovedpine – som jeg ellers aldrig har, kvalme og let hjertebanken. Om onsdagen begyndte hele kroppen at gå på overarbejde. Jeg fik problemer med at samle tankerne, var flere timer om en ret simpel opgave – og jeg er i øvrigt stadig ikke sikker på at jeg løste opgaven – og var flere gange på toilettet for at forsøge at skjule, at jeg var ked af det. Det var først midt på eftermiddagen hvor jeg havde et hurtigt møde med en kollega, og hun kiggede på mig og spurgte hvordan jeg havde det. Jeg fortalte om min hjertebanken og det var helt umuligt at holde tårerne tilbage. Hun fortalte mig, at jeg skulle gå hjem. Det mente jeg bestemt ikke jeg kunne, sikke noget pjat. Jeg havde jo arbejde at tage mig af. Herefter havde vi en snak, hvorpå hun kærligt og bestemt faktisk sendte mig hjem. Jeg gik op på min pind, sendte den mail jeg havde arbejdet alt for mange timer på at skrive, sendte en hurtig besked til mine to nærmeste kolleger, og tog så hjem.

Bilturen hjem var med ondt i maven og galopperende hjerte, det føltes som om jeg forbrød mig mod mit arbejds-jeg. Samtidig kunne min logiske hjerne godt fortælle, at jeg nok ikke havde været den bedste medarbejder i et stykke tid… hvilket gav nyt foder til den dårlige samvittighed…

Det to følgende dage var planlagte fridage, som jeg brugte med familien, og på at tænke flere usammenhængende tanker. Allerede om torsdagen var jeg til lægen, men det var i forbindelse med Olga, og Irma var i øvrigt også med… Jeg nævnte for lægen hvordan jeg havde det, og mens Olga fik et hysterisk tilfælde, fortalte min læge mig, at jeg var nødt til at tage et par dage mere hjemme.

Mandag morgen sygemeldte jeg mig med stress. I første omgang ugen ud. På det her tidspunkt havde jeg en stærk overbevisning om at en uge ville være mere end rigeligt til at komme ovenpå igen. Jeg fik igennem fagforeningen tildelt fire sessioner hos en psykolog, og fik en tid allerede om tirsdagen. Da jeg cyklede derind tirsdag formiddag kørte jeg og tænkte på, at han nok ville afvise hele sagen og fortælle mig, at jeg overdrev og i hvert fald ikke havde stress. Det viste sig ikke at være det der skete.

Jeg blev bedt om at fortælle lidt om mit arbejde, og jeg endte med at tale uafbrudt i 15 minutter. En temmelig rodet snak. Han stillede nogle yderligere spørgsmål og konstaterede, at jeg nok ikke skulle regne med at komme tilbage på arbejde lige foreløbig. Det var første overraskelse. Han diagnosticerede min stress som over middel/svær og bad mig holde tilbage med en lang række ting: Ingen kaffe, ingen sukker, ingen mobiltelefon, ingen tv. Jeg kan fortælle, at jeg ikke har holdt én eneste af tingene… Og det viser sig, at det havde han heller ikke regnet med at jeg kunne… Jeg holder mig til én kop kaffe om dagen, prøver at være sukkerafholdende, og begrænser mit mobilbrug til at være kun det allermest nødvendige. Jeg er kun på Facebook en gang om dagen og det samme med Instagram, og jeg har ikke opdateret min status eller uploadet et billede siden jeg blev sygemeldt. Mht. tv har jeg begrænset mig til at se én tv-serie på Netflix, altså ingen zappen og inden netsurfing. I dag er faktisk første gang jeg sidder med computeren i skødet. Min læge har sygemeldt mig yderligere to uger, og derfra ved jeg ingenting.

Jeg har fået besked på at slappe af, læse bøger, gå ture, lytte til musik, dyrke yoga – men vigtigst: Kun én ting af gangen.

Og jeg er blevet bedt om at lytte til mig selv og finde ud af hvad jeg har lyst til. Det sidste har vist sig at være det allersværeste, for hvad har jeg lyst til? Jeg har ikke været tunet ind på den kanal i utrolig lang tid! Den har det med at blive overdøvet af børnenes behov, mine forventninger til hvad der står på bordet, hvordan hjemmet ser ud, og alverdens praktiske gøremål. For der er jo altid et eller andet der skal gøres. Hvis ikke det er vasketøjet der skal ordnes, så er det i hvert fald mindst to måneder siden der er blevet støvsuget bag sengen eller noget legetøj der skal ryddes op. Og jeg skal acceptere, at jeg er sygemeldt hele vejen rundt – ikke bare fra arbejde. Jeg er stadig ikke 100% landet i den accept, men jeg er på vej. For selvom jeg godt nok har arbejdsrelateret stress, spiller de andre ting i mit liv sjovt nok også en rolle for mit velbefindende.

Når jeg skriver det og sætter ord på, lyder det sært banalt. Det burde være nemmere. Nemmere at svare på og nemmere at håndtere. Jeg håber at blive klogere på hvad der driver mig, og hvad jeg bliver glad af at lave. Og jeg håber at jeg igennem den næste tid bliver bedre til at sige fra, sortere og prioritere, og ikke mindst, bedre til at slappe af.

– Det har taget mig lang tid at skrive det her indlæg, og lang tid at tage tilløb til at skrive det. Men jeg tror det hjælper at lade tabu være tabu, og fortælle om en sygdom, der æder rigtig mange op indefra og sætter lange spor! Også mig.