Hej, her går det ikke så godt…

For præcis to uger siden var jeg på arbejde. I et par dage op til havde jeg haft hovedpine – som jeg ellers aldrig har, kvalme og let hjertebanken. Om onsdagen begyndte hele kroppen at gå på overarbejde. Jeg fik problemer med at samle tankerne, var flere timer om en ret simpel opgave – og jeg er i øvrigt stadig ikke sikker på at jeg løste opgaven – og var flere gange på toilettet for at forsøge at skjule, at jeg var ked af det. Det var først midt på eftermiddagen hvor jeg havde et hurtigt møde med en kollega, og hun kiggede på mig og spurgte hvordan jeg havde det. Jeg fortalte om min hjertebanken og det var helt umuligt at holde tårerne tilbage. Hun fortalte mig, at jeg skulle gå hjem. Det mente jeg bestemt ikke jeg kunne, sikke noget pjat. Jeg havde jo arbejde at tage mig af. Herefter havde vi en snak, hvorpå hun kærligt og bestemt faktisk sendte mig hjem. Jeg gik op på min pind, sendte den mail jeg havde arbejdet alt for mange timer på at skrive, sendte en hurtig besked til mine to nærmeste kolleger, og tog så hjem.

Bilturen hjem var med ondt i maven og galopperende hjerte, det føltes som om jeg forbrød mig mod mit arbejds-jeg. Samtidig kunne min logiske hjerne godt fortælle, at jeg nok ikke havde været den bedste medarbejder i et stykke tid… hvilket gav nyt foder til den dårlige samvittighed…

Det to følgende dage var planlagte fridage, som jeg brugte med familien, og på at tænke flere usammenhængende tanker. Allerede om torsdagen var jeg til lægen, men det var i forbindelse med Olga, og Irma var i øvrigt også med… Jeg nævnte for lægen hvordan jeg havde det, og mens Olga fik et hysterisk tilfælde, fortalte min læge mig, at jeg var nødt til at tage et par dage mere hjemme.

Mandag morgen sygemeldte jeg mig med stress. I første omgang ugen ud. På det her tidspunkt havde jeg en stærk overbevisning om at en uge ville være mere end rigeligt til at komme ovenpå igen. Jeg fik igennem fagforeningen tildelt fire sessioner hos en psykolog, og fik en tid allerede om tirsdagen. Da jeg cyklede derind tirsdag formiddag kørte jeg og tænkte på, at han nok ville afvise hele sagen og fortælle mig, at jeg overdrev og i hvert fald ikke havde stress. Det viste sig ikke at være det der skete.

Jeg blev bedt om at fortælle lidt om mit arbejde, og jeg endte med at tale uafbrudt i 15 minutter. En temmelig rodet snak. Han stillede nogle yderligere spørgsmål og konstaterede, at jeg nok ikke skulle regne med at komme tilbage på arbejde lige foreløbig. Det var første overraskelse. Han diagnosticerede min stress som over middel/svær og bad mig holde tilbage med en lang række ting: Ingen kaffe, ingen sukker, ingen mobiltelefon, ingen tv. Jeg kan fortælle, at jeg ikke har holdt én eneste af tingene… Og det viser sig, at det havde han heller ikke regnet med at jeg kunne… Jeg holder mig til én kop kaffe om dagen, prøver at være sukkerafholdende, og begrænser mit mobilbrug til at være kun det allermest nødvendige. Jeg er kun på Facebook en gang om dagen og det samme med Instagram, og jeg har ikke opdateret min status eller uploadet et billede siden jeg blev sygemeldt. Mht. tv har jeg begrænset mig til at se én tv-serie på Netflix, altså ingen zappen og inden netsurfing. I dag er faktisk første gang jeg sidder med computeren i skødet. Min læge har sygemeldt mig yderligere to uger, og derfra ved jeg ingenting.

Jeg har fået besked på at slappe af, læse bøger, gå ture, lytte til musik, dyrke yoga – men vigtigst: Kun én ting af gangen.

Og jeg er blevet bedt om at lytte til mig selv og finde ud af hvad jeg har lyst til. Det sidste har vist sig at være det allersværeste, for hvad har jeg lyst til? Jeg har ikke været tunet ind på den kanal i utrolig lang tid! Den har det med at blive overdøvet af børnenes behov, mine forventninger til hvad der står på bordet, hvordan hjemmet ser ud, og alverdens praktiske gøremål. For der er jo altid et eller andet der skal gøres. Hvis ikke det er vasketøjet der skal ordnes, så er det i hvert fald mindst to måneder siden der er blevet støvsuget bag sengen eller noget legetøj der skal ryddes op. Og jeg skal acceptere, at jeg er sygemeldt hele vejen rundt – ikke bare fra arbejde. Jeg er stadig ikke 100% landet i den accept, men jeg er på vej. For selvom jeg godt nok har arbejdsrelateret stress, spiller de andre ting i mit liv sjovt nok også en rolle for mit velbefindende.

Når jeg skriver det og sætter ord på, lyder det sært banalt. Det burde være nemmere. Nemmere at svare på og nemmere at håndtere. Jeg håber at blive klogere på hvad der driver mig, og hvad jeg bliver glad af at lave. Og jeg håber at jeg igennem den næste tid bliver bedre til at sige fra, sortere og prioritere, og ikke mindst, bedre til at slappe af.

– Det har taget mig lang tid at skrive det her indlæg, og lang tid at tage tilløb til at skrive det. Men jeg tror det hjælper at lade tabu være tabu, og fortælle om en sygdom, der æder rigtig mange op indefra og sætter lange spor! Også mig.

Reklamer

12 thoughts on “Hej, her går det ikke så godt…

  1. Kæmpe kram og “en ordre” fra en tidligere kollega om at passe godt på dig selv. Kram og mange tanker. Lotte

  2. Kæreste kæreste Marie <3.

    Pisosse!

    Been there – done that og jeg lover dig af hele mit hjerte at du kommer ud på den anden side – som et menneske der er klogere på sig selv og ofte også et bedre menneske. <3.

    Ring, eller skal jeg ringe? Jeg kan godt rumme det og jeg ved godt at man i en periode seriøst tror man er ved at blive skør. Hukommelse er en by i Rusland (eller måske i virkeligheden Krim.) Humøret svinger mange gange på en dag – og så er jeg ikke kommet ind på de fysiske tegn endnu <3. Du bliver normal igen, men det tager tid. <3.

    Og så vil jeg sige til dig – Lån Thomas Milsteds bog: Stress – få et bedre (arbejds)liv. Den er ikke så slem ud i det der selvhjælpsnoget og så er den til gengæld god til at få skilt tingene ad, så du ikke selv tager AL skylden for stressen. <3.
    Erkend du er nede at ligge og glo ind i væggen indtil det keder dig uendeligt meget

    Drop tanker om kur og sport. Det kan vente mindst et år! Husk at købepizza, havregrød og rugbrødsmadder også er mad… 😉 Dine børn overlever også nok, at få pizza eller rugbrødsmadder til aften 3 gange om ugen i en periode. Det skal nok blive normalt igen.

    Sæt John til at læsse af hos familie og gerne også Rasmus – for som pårørende til en stresset, så er der tider hvor man har brug for at sige -"Puuuuh, det er hårdt at være mand/kone til en der er stresset og jeg er så ked af at han/hun har det skidt."

    Kram og atter kram herfra

    Mette

  3. Ja du ved jo hvor langt nede jeg også var….underligt nok, er stress jo noget der rammer naboen og aldrig en selv..tror man!
    Nu er du her og du skal videre herfra…men ikke lige nu! Lige nu skal du slippe det hele – også den dårlige samvittighed – du kommer stærkt tilbage, men det tager den tid, det skal ta’!
    Skønt du allerede har fået en snak med en psykolog – følg hans anvisninger med fornuft (altså som du jo har gjort f.eks. ift. kaffe) og så vil jeg tilføje, at frisk luft og motion rent faktisk virker…også neurologisk set! Men at starte med en daglig gåtur på 20 minutter er også motion!
    Du ved jeg er her for dig, ikke? Og at vi er her for Jer, ikke?
    Og det er ok at en telefonsamtale kun varer få minutter, hvis det er det du kan overskue!
    Jeg elsker dig💕

  4. Jane ❤ forskning viser at man ikke skal dyrke motion i starten – da stress ER overbelastning. I stedet skal man gøre det man har lyst til. Hvis man har lyst til gåturen, så skal man naturligvis bare gøre det, men (hvis man som mig) tænkte gyyys og adr om motion, så skal man lade være. Det vigtigste er at man får lys – så at sidde udenfor med et glas saft og en bog er superfint. Den grundlæggende forskel på "behandlingen" af fx. depression og stress er at ved depression skal man række en smule højere end man orker og ved stress, skal man gå ned i gear, da man ellers ikke giver kroppen den fornødne ro den skal have for at restituere sig.
    Ganske langsomt, som hvis det var en fysisk skade, kan man gå i gang med at dyrke moderat motion igen – men det er ikke det første man skal gøre som stresset.
    Knus ❤

  5. God bedring, Marie. Been there – done that. Det føles som et nederlag – men når du kommer ud på den anden side, har du lært en masse om dig selv, der gør dig stærkere – også på arbejdet. Især hvis du får en god støtte og sparring undervejs, og de lyder det til at du gør. KH Sara

  6. God bedring. Det er lidt trist så mange mennesker og især kvinder, der rammes af det. Som andre har skrevet: tag diagnosen alvorligt og tag dig tid til at blive rask.

  7. Stort Knus fra Sierra Leone – har først læst dit indlæg nu!! Mange tanker og Knus – fra en der ved nøjagtig, hvad du snakker om – og stadig er på 70 % – rundt regnet måske…

  8. Tusind tak for alle jeres kommentarer. Jeg havde en intention om at svare jer enkeltvis, men som så meget andet for tiden, virker det uoverskueligt… Det er fuldstændig overvældende så meget omsorg jeg har mødt i denne her tid, og jeg ville ønske, der var flere, der ville åbne op for posen mens de havde stress, for jeg er overbevist om, at alle disse ord og kram er med til at gøre tingene nemmere! Tak!

  9. Pingback: Farvel år, hej år | Mor for første gang

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s