Et overflade-kig

Så går det altså lidt bedre. Ja, jeg ved ikke hvordan alle andre har haft det med at være sygemeldt, jeg synes fandme det er svært! Det er svært at slappe af, det er svært at lave ingenting, og det er svært have fokus på MINE behov. Jeg har set serier (og ikke rigtig noget jeg vil anbefale til nogle, det var bare noget trivielt tøsehejs), sovet middagslure, lavet mad, læst bog (og ja, desværre kun ental), dyrket yoga og gået og cyklet ture. Èn ting ad gangen! Og så har der også været lidt psykolog- og læge-sessions. Her er altså ikke blevet renere eller omorganiseret eller ryddet op i kælderrummet. Men der ER blevet lappet klapvogn, tømt ud i toiletskabet og løbet et par praktiske ærinder…

Nu er jeg kommet dertil hvor de professionelle i mit liv – min læge og min psykolog – ikke er enige. I samråd med min læge er jeg i dag startet på job igen. Min psykolog var mildest talt ikke tilfreds med den beslutning, og havde hele bekymringsarsenalet fremme. Både fordi det ER tidligt og hurtigt i forløbet, men helt sikkert også fordi jeg sidste gang tudede mig igennem mine 50 minutter… Til at starte med er det to dage om ugen, og det er med afgrænsede arbejdsopgaver, så jeg synes ikke det er så overmodigt som psykologen fik det til at se ud. Jeg har fået strenge ordrer om at mærke efter, lytte til krop og hoved, og acceptere hvis nogle dage ikke bliver til mere end lidt over frokost.

I weekenden har jeg haft skubbet tankerne om mandag morgen fra mig, og bare fokuseret på at være sammen med familien, og gøre det JEG havde lyst til (jeg slås altså stadig med det). Og i går aftes begyndte sommerfuglene langsomt at forme sig i maven. Held i uheld har vi de sidste tre nætter sovet sammen med en pibende-moslende-febersvedende halvandenårig, der skal have en kindtand, så der har ikke været så meget fokus på arbejde her… Sov når du kan, er princippet her i huset.

Og i dag, klokken 7.20 sad jeg så i bilen igen. Bekendt og fremmed på samme tid. Helt ind til afkørslen ved Roskilde S sad jeg og lyttede efter om sommerfuglene blev til hjertebanken. Om nervøsiteten blev til mere end bare dét. Men nej, jeg har virkelig haft en god dag. Jeg har tygget mig igennem min indbakke, fået ordnet et par småting, talt med nogle kolleger, læst op på lidt forskelligt, og ellers bare sørget for at tage den med ro i mit eget tempo. Og alle har været så megasøde! Omsorgs- og respektfulde!

Jeg er træt helt ind til benet som jeg sidder her i sofaen, men det er en tilfreds følelse jeg sidder med. Jeg er ikke i mål, men jeg er på vej, og det føles sgu godt. Jeg er i gang med at lære en hel del om sig selv, og der er en hel del jeg skal arbejde med og gøre anderledes. Så jeg tror ikke jeg er færdig med at være træt helt endnu… Og så er jeg skideglad for at jeg har fortalt om alt det her på bloggen. Det har givet mig helt overvældende meget feedback, opmuntring og inspiration. Og jeg er utrolig taknemmelig for hver eneste kommentar og mail jeg har fået. Og ja, blomster, kram og opkald har også været fuldstændig fantastiske. Tusind tak!

Reklamer

2 thoughts on “Et overflade-kig

  1. Godt du gik fra arbejde i dag med succesfølelsen i maven. Det er jeg glad for at høre. Husk at der stadig er op- og nedture også i den kommende tid… Stress tager tid – men den gode nyhed er at man godt kan blive rask igen <3. Så følelsen af to skridt frem og et tilbage og to skridt frem – er ikke helt forkert. Take care <3.
    Knus og kram herfra ❤

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s