12 trin til et bedre liv…

Ja, overskriften er fuld af løgn! Beklager. Jeg har ikke en opskrift til dig. Men jeg undrer mig til stadighed over, at jeg ALTID klikker på de links der lover mig en let vej til lykken – og her kan lykken være alt lige fra “5 tips til at undgå ulvetimen”, “Se hvordan du får de irriterende fem kilo til at rasle af” og “7 gode råd til at få mere sex ind i hverdagen”… alt efter hvad hjertet lige begærer den dag.

Ville det ikke bare være skønt med de her quick fixes og smutveje til et bedre liv? Det ville jeg fandme gerne. Og selvom jeg faktisk ikke rigtig tror på at det virker, læser jeg alligevel artiklerne glubsk, for tænk nu hvis… Og apropos…

Lige nu frustreres jeg ret meget over de her “Tre positive ting fra hverdagen”, som florerer på Facebook. Og jeg beklager selvfølgelig på forhånd hvis jeg støder nogen. For jeg er da helt sikkert tilhænger af den effekt positiv psykologi kan have på et menneske, absolut. Jeg prøver faktisk selv at skrive tre gode ting fra dagen ned i min egne små noter. Men når de tre gode ting fra dagen pludselig skal igennem et Facebook-filter, kan du jo ikke skrive alt. Hvis nu mine gode ting var, at jeg havde haft fremragende sex, haft en god diskussion med chefen, og en hel dag helt uden hjertebanken, var det så noget jeg ville lægge frem og vise verden? Som sagt synes jeg det er en alletiders ide, det her med at fokusere på de små positive ting. Jeg kender bare mig selv godt nok til, at jeg ville skrive trivielle ting, som ville få et par likes og måske et par kommentarer, men som ingen ville blive hverken forargede eller stødte over.

Et andet element fra den positive psykologi, som måske i virkeligheden er mere delbart, er det her med at prøve noget nyt. Gør noget, én gang om ugen, som du ikke gør så ofte, eller aldrig har gjort. Det er da en udfordring, der er til at føle på. I mit tilfælde kunne det fx være at tage en aftensvømmetur på stranden, bage pandekager søndag morgen, rykke aftensmaden ud i det grønne, se en horrorfilm… Og måske er det bare et billede på en helt almindelig uge hjemme hos jer, men jeg synes det ville være sjovere at læse! Og inspirerende.

Jeg vil endda gerne starte. Jeg har brugt min dag i dag på at male et legehus i mine forældres have. Jeg har holdt hyggelige pauser med kaffe og frokost sammen med min far, men har ellers bare malet gult og hvidt på blåt og gråt. Befriende og afstressende. Og bestemt ikke noget jeg har gjort før.

Reklamer

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s