Om sprog og aggressioner

“Er hun sprogligt med?” spurgte jeg i dag i vuggestuen. Olgas pædagog mente at det var hun nu nok, men at de lå ret tæt aldersmæssigt på stuen, og det var svært umiddelbart at svare på. Der kommer næsten dagligt flere ord nu. Vi læser bøger i ét væk herhjemme, og genkendelsens glæde er stor – vi kan nemt læse de samme to-tre bøger 8 gange lige efter hinanden. De der ti minutter, som jeg kunne lokke hende til at se fjernsyn for en måned siden, er nu helt væk. Bøgerne lokker mere. Hun kan navnene på alle pædagoger og børn på stuen (som desværre er mere end hendes forældre…), taler ivrigt med når hun skal i bad, have tøj på og når vi skal spise. Hun forstår helt sikkert meget mere end hun selv kan give udtryk for, og vi er også stadig kun på et-to ord af gangen. Der er ikke rigtig sætningskonstruktioner endnu. Men hun bliver så glad når hun bliver forstået, og når jeg endda forstår at ga-ga betyder frugtstang, så er fryden ikke til at stoppe.

Olga er heldigvis ikke ramt af trodsalder eller andet sjovt, men til gengæld har vi en nu en pige på fire et halvt, som til tider opfører sig som en teenager… Jeg læste denne artikel i Vores Børn forleden, som virkelig var en øjenåbner udi, hvordan børn på 4 kan have helt vilde humørsvingninger og kæmpe raseriudbrud. Jeg troede jo bare, at det var min fireårige, der lige pludselig var blevet både urimelig og uudholdelig (nogle gange!). Irma kan blive så rasende på os – og især mig – og jeg bliver igen og igen overrasket over hvornår hun bliver vred. Det er umuligt at komme hende i forkøbet, eller gøre noget andet end dagen i forvejen, for det er altid noget nyt, der er i vejen. Så vil jeg ikke gynge hende højt nok, så får hun ikke lov til at få marmelade på madpandekagerne (når der står kød, grøntsager og guacamole på bordet), så skal hun have børstet tænder (surprise?), eller også er der ikke mere yoghurt tilbage når det lige præcis var det eneste hun havde lyst til at få til morgenmad. Stort som småt. Jeg er for det meste MEGET KEDELIG eller RIGTIG TARVELIG (så ved man at hun ikke er startet i fritidshjem endnu, hvor de mere skønne betegnelser for mor rigtig kommer på banen…). Hun marcherer med næsen i sky ud af rummet, for så at komme tilbage med hænderne i siden og råbe mig an.

Hun skal selvfølgelig tages alvorligt, men det skal ikke have lov til at overskygge alt, og vi skal heller ikke tale de her “konflikter” til døde, for de er som regel virkelig hurtigt overstået. Så nogle gange taler vi MEGET HØJT om tingene, andre gange, når moren har en anelse mere lunte og overskud, kan jeg nå at tælle til ti, og så tale med hende eller fortælle hende, hvorfor det der bare ikke er okay. Langt de fleste dage kan jeg godt tackle både at være kedelig og tarvelig, det er vist en mors lod. Jeg kan sagtens forstå hendes behov for selvstændighed. Men de her virkelig vrede udbrud må gerne skrues bare en anelse ned for. Hvornår er det den her fase slutter?.. (Og hvis nogle siger om 15 år, så går jeg muligvis hjemmefra…)

Reklamer

Putning og mandag

Når regnvejr og mandag følges ad, så bliver min tålmodighed på mærkelig vis påvirket. Andre dage i ugen går det bedre, men lige præcis på en mandag, går det tit ret skævt. På arbejde har det hele været lidt ved siden af. Nåede fx at sende en juhu-nu-virker-databasen-mail ud til alle mine kolleger (nørdet ja, men sejrene skal deles når de er der!), da jeg to minutter senere får at vide, at den ikke virker online… Nåja, hvorfor teste når man stoler på teknikken?.. Nåååååh, DERFOR!!! Nogle gange tror jeg ikke jeg nogensinde bliver klogere.

Da jeg hentede pigerne, Irma først, og hun bruger 10 minutter på at tage regntøj af og på, får jeg til sidst et (lille..?) føl, og tvangsaffører barnet de regnbukser som tydeligvis bliver ved med at drille. Følet sidder temmelig meget på tværs da jeg så, med Irma halvt på slæb, henter Olga, og finder ud af at vi skal på gummistøvlejagt for at finde en manglende støvle, og bagefter lærer at hun igen (igen, igen) har sovet meget mere end vi beder om. 

De er alle meget søde nede i vuggestuen, men ALT for mange skiftende ansigter, til at simple beskeder kan forståes. Det kunne jeg bestemt godt have sagt på en anden måde…

Da jeg startede med at skrive indlægget her, var der både sang og grin på værelset. Og jeg skulle lige til at begrave tanken om at nyt fælles putteritual skulle lykkes. Olga sang: Måååååne, som er det ord hun kan i godnatsangen. Og Irma lå flad af grin. Nu er der helt stille og jeg satser på at se en far her i køkkenet om et øjeblik… 

Om om lidt er der the, kys til at blive glad af, og så måske endnu et afsnit af Stuart Lees comedy show! (Hvis du ikke kender ham, så er han muligvis den sureste englænder -og mest modige – nogensinde med en mikrofon i hånden.) Perfekt mandagsunderholdning. 

Tak, vuggestue

Olga i sommerhusSidder lige nu og skåler med olga med hver vores vandflaske. Vi har også spist knækbrød, læst bøger, holdt kildekonkurrence, sprøjtet med vand, sunget sange, set naturprogrammer og snakket lidt om verdenssituationen. Selvom det bestemt er hyggeligt at få nogle aftentimer sammen med den yngste ballademager herhjemme, så behøver det altså ikke at være en fast forglemmelse at hun kun skal sove en times middagslur, og ikke 2,5…

Ferien der aldrig sluttede

Åh, tror vist vi er mange der sidder og drømmer om den slags ferie. Tænk hvis man bare kunne blive i sit ferieparadis for evigt. Ellers som min veninde foreslog: “Hvis vi (hendes mand, min mand, og hende og jeg) bare delte et job, tog en dag hver og rullede på fredagene, så kunne vi faktisk nok godt bare bo i det her sommerhus og overleve på én indtægt”. Jeg tog mig selv i at fundere over dette fatamorgana en del gange efterfølgende… At vi så ville drive hinanden til vanvid, blive kulrede over kollektiv-livet er en helt anden sag…

FeriemosaikAlt i alt har sommeren været god ved os. Vi overtog vores nye sommerhus den første mandag i vores ferie, og tog først hjem i lørdags, knap tre uger senere. Regnen har stort set ikke vist sig, og vi har kun været frustrerede over at svede for meget. Og det er vist det man kalder et luksusproblem. Pigerne har hygget sig med en konstant åben dør til haven og til trampolinen, de har indtaget huset til fulde. Og vi har nydt at smide de faste rutiner på grillen og bare spise når maden var klar og stå op når vi gad (mere eller mindre…vi har jo stadig små børn, og træerne er ikke vokset HELT ind i himlen). Der har været et hav af gæster, og fordi sommerhuset er beriget med annekser og sengepladser nok til alle, så er spørgsmålet “blir I ikke og sover?” blevet stillet nogle flere gange end både værter og gæster havde planlagt. Det har været så sindsygt hyggeligt.

Og pga varmen har pigerne stort set rendt rundt i bar mås eller badetøj. For Olgas vedkommende har det givet et par tæppeafvaskninger, for det er selvfølgelig en naturlov, at når man køber en grund på 2500 m2, med græs og blomsterbede så langt øjet rækker, så skal barnet skide indenfor og helst på et tæppe. Altså. Og nej nej, jeg har ingen ambition om at få min 20 måneder lille fis til at smide bleen, men i 30 graders varme, ville selv de voksne ønske, at vi bare kunne gå rundt i ingenting.

Og apropos sommerhus-moden, så har jeg da aldrig været så casual på en sommerferie. Jeg har møffet rundt i shorts og bikinitop eller joggingbukser og undertrøje i langt de flest vågne (og gæst-frie) stunder… Manden har endda købt et par træsko!! Vi er ikke faldet så meget i snak med naboerne, og nu hvor jeg tænker over det, giver det jo egentlig fin mening. Har jo nok mest af alt lignet trailertrash. Der er dog blevet udvekslet dræbersnegle-fifs med genboen og lånt spillekort af dem i nr. 2, så helt nabofjendtlige har vi da åbenbart ikke været.

Jeg ved jeg lyder en anelse eksalteret omkring alt det her. Men det er jo lykkedes os at blive “hus”ejere uden at forlade København, og med mulighed for at søge stilhed og stjernehimmel i weekender og ferier. Jeg synes faktisk det er den mest geniale løsning til dato – for os.

Og hermed slut med postkort fra Kisserup Strand – for denne gang 😉