Om sprog og aggressioner

“Er hun sprogligt med?” spurgte jeg i dag i vuggestuen. Olgas pædagog mente at det var hun nu nok, men at de lå ret tæt aldersmæssigt på stuen, og det var svært umiddelbart at svare på. Der kommer næsten dagligt flere ord nu. Vi læser bøger i ét væk herhjemme, og genkendelsens glæde er stor – vi kan nemt læse de samme to-tre bøger 8 gange lige efter hinanden. De der ti minutter, som jeg kunne lokke hende til at se fjernsyn for en måned siden, er nu helt væk. Bøgerne lokker mere. Hun kan navnene på alle pædagoger og børn på stuen (som desværre er mere end hendes forældre…), taler ivrigt med når hun skal i bad, have tøj på og når vi skal spise. Hun forstår helt sikkert meget mere end hun selv kan give udtryk for, og vi er også stadig kun på et-to ord af gangen. Der er ikke rigtig sætningskonstruktioner endnu. Men hun bliver så glad når hun bliver forstået, og når jeg endda forstår at ga-ga betyder frugtstang, så er fryden ikke til at stoppe.

Olga er heldigvis ikke ramt af trodsalder eller andet sjovt, men til gengæld har vi en nu en pige på fire et halvt, som til tider opfører sig som en teenager… Jeg læste denne artikel i Vores Børn forleden, som virkelig var en øjenåbner udi, hvordan børn på 4 kan have helt vilde humørsvingninger og kæmpe raseriudbrud. Jeg troede jo bare, at det var min fireårige, der lige pludselig var blevet både urimelig og uudholdelig (nogle gange!). Irma kan blive så rasende på os – og især mig – og jeg bliver igen og igen overrasket over hvornår hun bliver vred. Det er umuligt at komme hende i forkøbet, eller gøre noget andet end dagen i forvejen, for det er altid noget nyt, der er i vejen. Så vil jeg ikke gynge hende højt nok, så får hun ikke lov til at få marmelade på madpandekagerne (når der står kød, grøntsager og guacamole på bordet), så skal hun have børstet tænder (surprise?), eller også er der ikke mere yoghurt tilbage når det lige præcis var det eneste hun havde lyst til at få til morgenmad. Stort som småt. Jeg er for det meste MEGET KEDELIG eller RIGTIG TARVELIG (så ved man at hun ikke er startet i fritidshjem endnu, hvor de mere skønne betegnelser for mor rigtig kommer på banen…). Hun marcherer med næsen i sky ud af rummet, for så at komme tilbage med hænderne i siden og råbe mig an.

Hun skal selvfølgelig tages alvorligt, men det skal ikke have lov til at overskygge alt, og vi skal heller ikke tale de her “konflikter” til døde, for de er som regel virkelig hurtigt overstået. Så nogle gange taler vi MEGET HØJT om tingene, andre gange, når moren har en anelse mere lunte og overskud, kan jeg nå at tælle til ti, og så tale med hende eller fortælle hende, hvorfor det der bare ikke er okay. Langt de fleste dage kan jeg godt tackle både at være kedelig og tarvelig, det er vist en mors lod. Jeg kan sagtens forstå hendes behov for selvstændighed. Men de her virkelig vrede udbrud må gerne skrues bare en anelse ned for. Hvornår er det den her fase slutter?.. (Og hvis nogle siger om 15 år, så går jeg muligvis hjemmefra…)

Reklamer

2 thoughts on “Om sprog og aggressioner

  1. Ha, ha er 15 ikke der hvor det begynder. Det er vel det gode ved at have søskende så forældrene lærer at tage tingene lidt mere som de kommer.

    • Åh nej, Rose, det var næsten det svar jeg frygtede…
      – Jeg er jo stadig dér, hvor jeg kan huske hvor fæl jeg selv var som teenager, og hvor piiiiinlige mine forældre var…
      Og du har ret, det er altid SÅ meget nemmere for lillesøsteren 🙂

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s