Regnvejr og påskesne

Vi har forsøgt udelivet i dag. Det gik dårligt. Det har stået ned i stænger og med enkelte snedryp (!!!) og hverken forældre eller børn har været specielt motiverede for udeleg. Vi forsøgte med gå-tur og medbragt kage. Men efter tre minutters fjordkig var alles fingre så forfrosne, at vi nærmest løb om kap for at komme ind i bilen igen… Nu er pigerne faldet omkuld og jeg sidder med lidt rødvin og surfer efter sjove ting til sommerhuset. 

Vi ønsker os noget mere leg i haven og overvejer enten en stor sandkasse (manden taler om højbedsagtig sag på 2×3 meter med plads til at lave landskaber) eller et slags gynge-/klatrestativ. Begge dele er ret pebrede (ikke mindst prisen på sand, jeeeeez!!) så vi forsøger med en del research og tilbudsjagt. Helt nemt er det altså ikke. Have-anbefalinger, jatak!!

Desuden ønsker vi os en slagbænk (for det skal et sommerhus da ha’!) og en ny kommode. Huset er meget IKEA-ramt ift de møbler der var her da vi overtog stedet, så vi forsøger lige så stille at gøre det mere til vores sted. 

I dag er jeg lidt indekuller-ramt og har været sur på både børn og mand – lidt langt fra den lykkefølelse jeg skrev om sidst. Måske var det snevejret der gjorde det? Jeg tænker, at jeg vist skylder alle at være en bedre mor og hustru i morgen – en aktiv beslutning må kunne gøre det??! 

Jeg har også et issue med en femårig der opfører sig som en teenager (men det er mig, der får lyst til en breezer??) og en toårig der tror hun kan blive blefri… Men det må vente til i morgen, ellers blir det slet ikke så sjovt at fortælle, som det rent faktisk har potentiale til… Skål i tirsdag!

Reklamer

Føler mig lykkelig 

I morges tog jeg bilen og kørte ud til min faste æggemand. Der er et par kilometer derud, og køreturen er i bakker med kig til skov, marker og lammefjord. Der var Musikquizzen i radioen, og fuldstændig stille på vejen. Og helt uforvarende blev jeg ramt af at være lykkelig. 

Tænk engang. Det er da en meget rar følelse at skyde påskeferien igang med. 

Vi er i sommerhus, manden er draget afsted på sin sidste arbejdsdag inden ferien og pigerne og jeg hygger. Vi har været i haven – mens solen stadig skinnede – og Irma jublede over alle de regnorme hun fandt. Vi har drukket kakao med skumfiduser, og Olga har tømt det meste af min kop kaffe mens jeg kiggede den anden vej… Ingen middagslur i dag… Jeg har planer om æggepustning og kagebagning og der er både et Puslespil der skal lægges og en krydsord der skal løses. Kalenderen er lige så stille ved at blive fyldt op med hyggelige påskeplaner så skal der også lige ordnes en køkkenhave. Påskeferie er fandme et godt koncept! 

Undres…

Jeg blir igen og igen forbavset over hvor mange kræfter, man som ret lille menneske bruger på humørudbrud af enhver slags. Om det er vrede eller gråd, så eskalerer det som regel fra 0-100 på ganske få sekunder. Hvor pokker kommer det fra? 

I nat vågnede Olga og var lidt ked af det. Det er jo ikke ligefrem en ny ting, men i nat var vi begge for langsomme til at løfte på egen dyne og starte børnetrøstning og numsefrysning… Så langsomme at gråden gik amok og mundede ud i gigadonisk hysterisk anfald, der fik sit udtryk i at hun gerne ville have storesøsters undertrøje på. Jeg vidste med det samme hvilken hun talte om og vidste også at den lå dybt i vasketøjskurven med temmelig mange youghurt-pletter på. Jeg kunne på ingen måde rumme alt det hylen og regeren klokken midt om natten, men af uvisse årsager præsterede faren at være både fattet og tålmodig ud over alle grænser. Sjovt som morens ‘SOV NU!!’ ikke virkede ret trøstende… 

Der var både hoppen, sparken og skrigen fra det lille menneske, indtil hun snøftende accepterede en anden undertrøje. Alle planer om ikke at være eftergivende ryger til side når hele familien er vågen på den helt forkerte side af midnat. 

I morges vågnede hun glad og veludhvilet – ingen minder om nattens råben og skrigen…

I det hele taget skal man lægge ryg til en del vrede som mor til to temperamentsfulde piger. Og jeg må indrømme, at jeg deles omkring at elske deres iltre sind og samtidig ønske mig nogle nikkedukker… Ovenpå sådan en nat skal der ikke mange: ‘mor, du er dum, jeg vil kun ha’ far’ til før jeg får lyst til at gå hjemmefra. 

Men nu har jeg kysset dem godnat, og nyder lyden af to sæt tunge åndedrag. Nu står den på the, lidt arbejde og lidt netflix. Og så kan jeg nok godt klare en omgang mere i morgen. 

Højtlæsning og formidling

Det der roder mest med herhjemme er bøger. Uden tvivl. På stuebordet ligger der bunker af tegneserier, romaner og billedbøger, og det samme gør der er i vindueskarme, på køkkenborde og ofte også på gulvet rundt omkring i lejligheden. Som regel går jeg en runde i løbet af dagen og samler lidt sammen, stiller på hylder og sætter væk. Men lige så ofte går der et splitsekund, så er der igen bøger allevegne…

Vi har også bøger der ikke bliver brugt og kigget i ret ofte, og på et tidspunkt hvor ingen kigger, bliver de nok langsomt sluset ud af hjemmet (og muligvis op på fjernlageret AKA sommerhuset…) Og her fik I også en meget sigende indsigt i, hvem der er samler og hvem der er udsmider i vores lille hjem…

Nå, men vi er jo rigtig glade for at læse højt for pigerne – alt fra rim&remser til tunge og lette billedbøger og tegneserier. Irma er også blevet glad for lydbøger, men helst dem hvor hun kan følge med i bogen ved siden af. Og fordi vi er så glade for Miyasakis tegnefilmsunivers, har Irma også slugt hans mangategneserier “Det levende slot” i 4 bind.

Når vi har været på biblioteket, kan Irma sidde for sig selv længe efter vi er kommet hjem og bare nærstudere bøgerne, og undersøge hvilke af dem hun helst vil have læst højt. Og jeg synes både det er fascinerende og en anelse kedsommeligt, at børn trives så godt med gentagelser og genkendelsens glæde. Alle de bøger af J.M. Strid som vi har på hylderne er blevet læst et utal af gange. Vores eksemplar af “Min mormors gebis” er lige ved at falde fra hinanden.

Her til eftermiddag spurgte min mand om han skulle tage nogle nye tegneserier med hjem til Irma, fra biblioteket. Hun svarede, at det skulle være nogle som han ville læse højt for hende nogle gange, for så kunne hun læse dem højt for Olga og på den måde huske dem bedre.

Og på en måde siger det alt om hvorfor det er så skidevigtigt at læse højt, og bringe ny inspiration til børnene via bøger. At vores 5-årige datter allerede nu brænder for at give det hun har fået videre til sin lillesøster, siger også noget om hvor fedt det er at formidle. Og især hvis du kan få lov at formidle noget du elsker.

Olga læser Willy-bøger

Olga læser Willy-bøger

Plante smil…

Jeg har shoppet frø. Hvilket er ret underholdende, da det er noget af det billigste man kan shoppe. Jeg fandt et sted online, hvor jeg kunne købe økologiske grøntsagsfrø, og nu skal der sås grøntsager på Tuse Næs. Jeg har forsøgt at holde ambitionerne i ro, men hvis jeg skal være helt ærlig, så går jeg allerede og glæder mig til at pigerne hiver gulerødder op af jorden, og jeg kan spise hjemmedyrkede fennikel, forårsløg og squash hele sommeren. Så krydser vi fingre for at al mandens hårde arbejde for at sparke de klamme dræbersnegle til hjørne, er lykkedes. Men alt det må vente til vi lander i sommerhuset på fredag, så må vi se hvad der venter os af glæder… Jeg håber pigerne vil være med til at plante i weekenden, der er både noget der skal i krukker og noget der skal direkte i jorden. Og jeg håber også at der går lidt Totoro i den, så de virkelig kan gå og glæde sig til at se noget gro.

totoro - mae venter på træer

Fra filmen Min Nabo Totoro

I sommer fik jeg dem aldrig til at engagere sig så meget i al havearbejdet. Men her drejede det sig også mest om lugning og holden ting nede. Ikke så børnevenligt (syntes mine børn i hvert fald…). Men nu er de blevet lidt større, og især Olga kan godt lide at nusse med små ting, så måske er der håb for lidt børneassistance i haven alligevel.

Grøntsagsfrø

I øvrigt skal I have tak for jeres mange fine fortællinger om jeres morgenrutiner – især på Facebook var der en del aktivitet. Det trøster lidt at høre, at også andre tyr til Ipads og Netflix om morgenen – med eller uden moren på sofaen 😉 Selvfølgelig skal børn ikke vågne midt om natten og bare stene tv i stedet for at sove, men i den grå time mellem 05 og vækkeuret, der må man ty til de hjælpemidler man kan få. Her til aften har vi dog sagt at der ikke er nogen Ipad i morgen tidlig. Til gengæld vil tusserne og perlerne stå fremme når hun vågner alt for tidligt i morgen. Så må vi se hvad der sker…

Om morgenrutiner

Kan man snakke om B-mennesker når der er tale om et barn på 2 år der kan slumre helt til klokken 7?… I hvert fald er Olga GIGA B-menneske i forhold til sin storesøster. Irma har fået for vane at komme ind og spørge om hun må spille Ipad eller se Netflix når hun vågner en halv-hel time før os andre. Og alt afhængig af hvor tæt vi er på klokken 05, siger jeg bare ja. Hun tænder alt lys i hele lejligheden og sætter sig i stuen (længst væk fra soveværelset) og så kan hun som regel få lidt tid for sig selv inden vi andre kommer op.

De sidste par nætter har Olga sovet grotesk dårligt, og er endt med at komme ind i vores seng (håber ikke det betyder at de sidste par måneders virkelig positive udvikling på sovefronten skylles ud i toilettet!?!). Og Irma bliver som regel superked af det når hun opdager at hendes værelsesmakker er væk. Så i nat stod min store pige ved min side af sengen og græd fordi hun ikke ville være alene.. Og fordi jeg var helt omtumlet af roderi og søvn, fik jeg sagt ja til Ipad’en uden at kigge på uret. Først da hun kom ind igen og bad om hjælp med et spil, fik jeg konstateret at klokken var ca 03! I seng med dig, unge dame. Hun faldt heldigvis i søvn igen…

Desuden har vi også ofte fornøjelsen af en virkelig sur 5-årig, der nægter at slukke for skærmen når vi andre står op. Det er ellers den faste regel. Og hvis jeg så ender med at tage den fra hende – helt bogstaveligt – bliver hun rasende. Det kan ende med en virkelig skæv morgen. Så nu er vi ude i et reelt skærmsluk. Ingen skærm om morgenen. Jeg er dog lidt bekymret for alternativet: “Mor, vil du hjælpe mig med en perleplade?”, “Må jeg gerne høre alle Frostsangene på anlægget?”, “Må jeg godt spise knækbrød? “Mor, hvor er knækbrødet?”, “Moooooaaaaar, jeg væltede mælken”… Og så er den morgen-slumretime lige pludselig væk. Hvad gør I andre?? Står I op og dyrker yoga og vander blomster eller forsøger I også at skubbe det selvstændige barn frem i bussen så man selv kan tage en slapper på bagsædet?…