Putning og fremtidsdrømme

Jeg sidder og holder Irma i hånden mens hun falder i søvn. Det er nu engang sådan det fungerer bedst her hos os. Irma sover på fem-ti minutter når vi gør det sådan. Olga ligger og synger “hvem er det der banker, det er Peter Anker. Hvem er det der lukker op, det er Peter Sukkertop” for sin dukke. Hun bruger ofte en halv time på at mosle omkring i sengen, snakke og spørge til livsvigtige emner som “har Irma natkjole på?”, “skal vi køre med Cykelvogn i morgen?” eller “hvor er mine gummistøvler?” Højst presserende!! Efter noget tid plejer hun at give dukken et kram og fortælle den “du er min bedste ven. Jeg elsker dig!” Hvorpå hun (som regel) lægger sig til at sove. (Og så er der de aftner hvor man får krampe i måsen af at sidde på en bobbles-skammel, fordi det hele tager så lang tid, mens man messer “jeg holder af hverdagen, jeg holder af hverdagen, jeg holder af hverdagen”…

Jeg spurgte lidt nærmere ind til Irmas drømme om at blive dyrlæge i går. Og hun fortalte at hun helst ville være læge for kæledyr som katte, kaniner og hunde. “Og heste” sagt med stor begejstring. Og hvad med fisk spurgte jeg, med tanke på de samlekort jeg skrev om forleden. Hun kigger undrende på mig og siger “jamen jeg bor jo ikke nede i vandet, så kan jeg jo ikke være fiskenes læge”. Fisk og andre havdyr må åbenbart nøjes med havfruernes medicinske evner når det kommer til lægehjælp…  

Reklamer

Jeg ønsker mig en rustning!!

I dag har jeg ikke haft en stor-rumskontor-venlig dag. Det har været mandag med stort M, sådan en dag hvor al teknikken på arbejdet har drillet og hvor jeg overhovedet ikke har kunne tage det. Nogle gange kan man jo bare hente den ekstra kop kaffe eller lige trække lidt luft, men i dag var der ingen modstand. Og når der så ingen vægge er, mellem dig og 50 kolleger, så bliver sådan en nedsmeltning bare til lidt af et show…

Gad vide om man kan få sådan nogle jeopardy-finale-skærme nede i it??..

Nå, i morgen møder jeg på arbejde iført et tykt lag teflon, mon ikke det kan hjælpe på modstandsdygtigheden?! Gad virkelig godt kunne pakke bare lidt af den mor-blødhed væk i arbejdstiden. For selvom jeg altid har haft følelserne uden på tøjet, er det bare gået helt amok siden jeg blev mor. Og lige nu tænker jeg to ting: de stakkels kolleger, der skal belemres med den slags udfald, og min store datter med en vis hang til drama, der døjer med en mor der stiller sig undrende op og siger: “Gad vide hvor hun har det fra?” 

Havets dyr på samlekort

Inden jeg startede i skole havde jeg en bedsteveninde. Hun boede skråt overfor mig, på en lille stikvej, og vi kunne stort set frit rende imellem hinandens huse og lege. Jeg kan huske at vi legede en hel del med barbie, vi legede butik (og fik på særlige dage lov til at have madvarer i butikken, frugt, chips, eller hvad køkkenet nu bød på) og vi stod på rulleskøjter i godt vejr. Og så samlede vi begge to på glansbilleder. Vi var veninder indtil omkring 3.-4.-klasse (som jeg husker det), og hun gik på en anden skole end mig – noget med at de flyttede to gader væk, og derfor tilhørte et andet skoledistrikt). Vores glansbillede-samling blev en brik i en særdeles vellykket forretningsplan, hvor vi tegnede tegninger, klistrede glansbilleder på tegningen, og gik rundt i nærmiljøet og solgte dem 50 øre…En strålende forretning!!

Det var det minde jeg sad med da vi for cirka en måned siden var til et fint brunch-arrangement hos Lahme Kommunikation, hvor Anders Kofod – megadygtig formidlende biolog med en forkærlighed for havets dyr – fortalte om de sejeste, grimmeste, stærkeste og største havdyr. Anders er den slags fagmand der kan fortælle historier, så både voksne og børn lytter med og lærer nyt. Anledningen var de fede samlekort som Dansk Supermarked lancerer, som i denne periode er med havets dyr. Man kan også få en samlemappe til alle kortene, og de indeholder masser af sjove facts om de ufatteligt mange dyr. Vi fik en samlemappe med hjem og en hel stak kort. Pigerne fik også en bamse hver (de valgte selvfølgelig begge den der lignede et havdyr mindst, nemlig den pinkplettede delfin…), noget legetøj og nogle fisk til badekarret.

Vi har siden da fyldt Irmas samlemappe med havdyr-kort.  (Se evt mere om samlemapperne her) Vi har snakket om fisk, blæksprutter og skildpadder. Og jeg venter bare på, om hun udtænker en snedig plan for hvordan hun igennem sin nyerhvervede samling, kan bytte sig til en større skat eller om hun bare fylder på ift sin plan om at blive dyrlæge… Time will tell.

“Vil du lege med mig?”

Jeg har altid haft en enorm sårbarhed omkring det spørgsmål. Tænk nu hvis svaret er negativt?! Men når det er en lillesøster der spørger sin store helt om de skal lege: “Irma, vil du gynge sammen med mig, vil du? Irma, vil du gerne?” (Det er ingen overdrivelse, det her er faktisk den helt sædvanlige spørgeteknik fra hende den lille trold), så er der ingen generthed eller sårbarhed. Kun forhåbning. For hun elsker sin storesøster. Og et eller andet sted, så tror jeg storesøskende bliver malet med en form for teflon, der gør, at de kan modstå enorme mængder charme og indsmigrende ord. Men samtidig også er fuldstændigt overbærende overfor hysteriske trodsanfald og gråd midt om natten. Jeg bliver så imponeret. Over begge dele faktisk. 

Heldigvis svarer storesøsteren også ja til legespørgsmålet (ind imellem) og heldigvis bliver Olga også inddraget i alle mulige lege – om hun så vil det eller ej… 

Den rene idoldyrkelse ses bedst når Irma fortæller historier. Irma indleder måske med at sige “mor, kan du huske dengang vi var i Tivoli og prøvede den der karrussel der kørte stærkt”. Inden for 30 sekunder kommer det som et lidt forsinket ekko fra en anden stol, “mor, kan du huske ….” Efterfulgt af en masse ord der overhovedet ikke giver mening. Olga er 100% papegøje når Irma snakker. Og selvom Irma fortæller en historie der er foregået for et år siden, så mener Olga åbenbart også at hun har samme erindring… Og at hun har samme ordforråd som en femårig… 

Jeg håber de bliver ved med at danne værn mod verden. Sammen. Også selvom den onde verden på et tidspunkt nok bliver forældrene… I må godt lade være med at tvære dét ud i mit ansigt om 8-10 år når de begge synes jeg er megatræls og pinlig! 

  

Er håndtegnet mon det samme?

Inden årets udgang skal der ikke længere stå 2300, men 2620 som mit postnummer. Ja, og resten af familiens selvfølgelig. Nu er det ved at være ret definitivt, at vi faktisk skal flytte. Og når adressen har været den samme i snart 11 år – det er SÅ sindsygt! – og faktisk er dét sted, jeg har boet længst tid nogensinde, så er det lige angstprovokerende. Og samtidig så bliver det bare så spændende, at jeg bare slet ikke kan vente.

Vi var til åbent hus på byggeriet i dag, og fik lov at se rækkehuset helt bart og med overdækning på gulvene. Nøgne huse ser altid lidt mærkelige ud, men vi var begge meget positivt overraskede. Vi synes overhovedet ikke at køkkenet er stort nok, men det vidste vi godt på forhånd, så det var ligesom en done deal. Vi fik også en god snak med vores kommende nabo, og det lader til at vi skal skåle med nogle søde mennesker på vores tagterrasse. Oh yes, baby, tagterrasse! Det bliver godt, gør det.

Begge piger er nu indskrevet på henholdsvis skole og børnehave, og jeg krydser alle mine fingre for, at Olga får plads på 1. prioriteten, som kan ses fra soveværelsets vindue.

Alt det her venter på os til november, men indtil da har vi lige lidt udeståender… Lejligheden er ikke helt solgt endnu. Vi har nogle interesserede på hånden, men skal liiiiige have den fordømte vurdering på plads. Jeg synes det tager for evigt at få det på plads. Dernæst skal vi har organiseret vores efterår. For Irma starter i skole til august, og Olga i børnehave nogenlunde samtidig. Vi kan umuligt få en hverdag til at hænge sammen hvor vi rejser på tværs af København og omegn for at hente/bringe børn, tage på arbejde OG få en hverdag til at hænge sammen. Det lader sig ikke gøre. Så nu har mine meget rummelige forældre tilbudt os husly. De bor jo, som den faste læser måske har bemærket, også på Vestegnen, og det gør det hele lidt nemmere. Det er stadig 8 km væk, men det er for det første mindre end 20 km (…) og det er i den rigtige retning. Og så har vi jo et sommerhus, som vi kan benytte i weekenderne, så mine forældre kan få ro i ørerne, og min mand kan få fri fra svigerne.

Forude venter altså både sjovt og svært. Alt det sjove med at finde ud af hvordan hjemmet skal se ud, hvilke møbler skal med, hvilke vægge skal bygges, hvor løsdelene skal stå? Og alt det svære med flytning, skolestart, hverdagslogistik og pendling. Åhja, jeg frydes og gruer samtidig. Flytning med børn… bortset fra at låne alle de børnebøger, der findes om emnet (og opdage, at børnene ikke gider få dem læst højt), hvad er så de bedste tricks i bogen?

Weekendmorgner

Så. Nu er der lige 10 minutter uden en sætning, der starter med “mooooaar”… Jeg har tændt for ramasjang og sidder nu med kaffe og slikker sol med benene oppe på sandkassen! Ro!

Pigerne og jeg er hos mine forældre på Vestegnen. Irma har ligget i arm med mormor i nat mens Olga har sovet med mig – og insisteret på at bruge min pude… Her til morgen har pigerne leget og skændtes i lige mængder. Og vi har skilt dem ad et utal af gange. Vi har plantet jordbærplanter i mormors nye højbede, fundet sten i køkkenhaven, vasket legehuset og al inventaret og pigerne har både fået is og kiks på terrassen. 

Og nu sidder jeg her… Det må vist være velfortjent. Kønt, nej ikke lige… Men dejligt, bestemt. 

  

Alt andet end gynger

Vi nåede ikke at gøre gyngestativet klar til gyngning. Øv. Og ikke så meget  pga mit temperament som pga. manglen på hænder, cementblander og timer i døgnet. 

Jeg håber vi formår at gøre noget ved det næste gang vi er her – om et par uger – håber vi kan lokke nogle med herop til at hjælpe med løfteriet og alt det andet. Mon ikke 😉 

til gengæld har vi fået ekstra bærbuske (tak til gratis udlevering i vejkant!!), køkkenhaven er ikke sået, men jorden klargjort (det ER desværre stadig alt for koldt til at plante frø og spirer ud, øv) og pigerne har fået deres egen sandkasse (der er blevet masseproduceret kager – pyntet med helt friske blomstertopskud, pokkers!!). Derudover har pigerne intensiveret deres søstre-leg, og Olga er især vokset i legeevner i ferien. Nu hvor de selv kan møffe rundt i haven, går de bag om huset, sætter sig op på jollen og leger sørøvere. Eller går ind i et af annekserne og synger sange og hopper i senge. Hver gang jeg har set mig om, har de grinende løbet omkring, mere eller mindre møgbeskidte… Og ja, klart en forbedring i leg efter vejret skiftede og besluttede at være forår og ikke november…

Så i morgen står den igen på Amager -og seriøst meget vasketøj!! Og så er der ellers nedtælling til næste gang vi igen tager et smut til Tuse Næs… Hverdag: Lige om lidt – ikke helt klar endnu. 

  

Blir klogere på små og store 

Hvis der er noget jeg ikke kan rumme, er det ubehjælpelighed. Jeg kan godt kapere når mine børn er trætte og pludselig hverken kan det ene eller det andet, men når det rammer mig selv, er det som at træde på en mine. 

Vi har købt et gyngestativ til haven. Et stort arrangement i træbjælker med plads til en rutsjebane. Træbjælkerne er så tunge at jeg ikke kunne løfte dem på egen hånd. Allerede her bliver jeg udfordret! Arbejdsfordelingen blev hurtigt at manden gravede huller til stativet mens jeg skruede nogle skruer i… Lad mig bare sige, at den umedgørlige boremaskine der skulle gøre det ud for en skruemaskine i mangel af bedre, var tæt på at ryge i et mudderhul i den anden ende af have … Når noget så banalt ikke virker for mig, føler jeg mig totalt ubehjælpelig og lige på bristepunktet til at eksplodere!! Kort her efter var det mig der gravede huller… Og en halv time derpå måtte vi indstille projektet. Vores have er så våd, at stativet ikke kan stå fast uden cement – og det havde vi ikke lige fået med i første omgang. 

Samtidig er jeg blevet klogere på mine piger her i påsken. I modsætning til begge forældre udviser Irma ingen tegn på at søge andre menneskers opmærksomhed. Vores, jo selvfølgelig. Og mennesker der står hende nær, igen: selvfølgelig. Men for hende nærmest fremmede, bla de venner vi havde på besøg i går, overhovedet ikke. Ikke noget “se mig, hør mig”. Hvilket i høj grad er bemærkelsesværdigt hendes gener taget i betragtning… Olga er på den anden side lidt af en underholder in spe. Hun laver fis og driller (især sin storesøster) når hun ikke får den opmærksomhed hun ønsker. Hun skal nok komme til at tilkæmpe sig den opmærksomhed hun har brug for. 

Manden er lige nu draget til påskefrokost og jeg sidder med rødvin og noget af det slik der var i MIT påskeæg (win!!) mens jeg lytter til børn der sover og en knitrende brændeovn. Når vi igen tager fat i at gøre gyngestativet færdigt, ville jeg afgjort ønske jeg kunne tage noget af alt det her zen med mig – men må bare erkende, at der er potentielle minefelter der ude i mudderhullerne…