Bagsædehistorier

Irma leger og snakker:

“Hej, jeg kommer fra Færøerne. Hvor kommer du fra?” “Jeg kommer fra Lalandia. Skal vi lege?”… 

Lidt senere legede hun mor-barn-leg, hvor et barn snakker med sin mor. Det kunne være fuldstændig hypotetisk og taget ud af den blå luft, men desværre er det nok det tætteste vi kommer på sandheden:

Barn: “mor, må jeg gerne se mere fjernsyn?”, Mor: “nej, nu er der ikke mere fjernsyn i dag”. Barn: “du er altså den kedeligste mor”. ..

Jeg er ikke helt sikker på hvorfor disse mor/barn-lege er sjove. For samtalerne IRL er ikke specielt underholdende. 

Vi har brugt hele eftermiddagen i Islands Brygge Kulturhus. Her var Analog Søndag, så sjovt nok var al teknologi bandlyst – også for moren… Her var brætspil, papir og farver, højtlæsningsbøger og udelege-sager. Det var primært fædre med deres børn, der var der – er de bedre til det analoge end os??? Pigerne hyggede sig også.  Og moren. Jeg sneg mig til at tage et enkelt billede, med droppede upload (så kun et halvt analogt point til mig…)

  

Reklamer

Sandheden kommer fra…

Lige kommet hjem fra børnehave og vuggestue og begge piger leger i gården. Irma er læge og råber til Olga: “Har du en sygdom?”, og Olga svarer frejdigt “Ja, jeg har, Irma” – Altid beredt på leg, hende lillesøsteren. Men efter kort tid skal jeg også undersøges af lægen. Irma spørger hvor jeg har ondt, og vi bliver enige om, at de ømme fødder skal plejes. “Måske kan du ikke tåle neglelakken, mor. Jeg tror der sidder lidt Karius og Baktus i den”…

Efter lidt mere undersøgen, skal jeg også have taget en blodprøve. Det bliver gjort med en (måske knap så klinisk) lille pind. Stik. Irma går hen til sit laboratorie og kigger på prøven. Og efter meget kort tid kommer svaret: “Mor, dit blod er rødt. Så fejler du ikke noget. Hvis det var blåt, havde du haft en sygdom”.

Igen ser hun lige igennem mig 😉 Og lige i dag, på valgdagen, vækker bemærkningen ekstra stor glæde…

Rødt blod

Rødt blod

Ingen pandekager

Jeg ved ikke hvad der er med mig for tiden, men jeg er sygt sukkertrængende hver eneste aften (og formiddag, middag og eftermiddag, men hvem tæller?…). Vi har helt bevidst ikke et lille lager af søde sager liggende, for lige meget hvad det er, ryger det ned! (Vi er fx pludselig løbet tør for peanutbutter… igen..) Det er ikke kønt, men derimod utrolig sandt. Og fordi jeg prøver at lade være med at spise så meget brød, har vi heller ikke noget af det på lager…Så det er virkelig et povert køkken for de trængende!!

Olga har nu i flere dage snakket om pandekager. Både morgen og aften. “Må jeg få pandekager, mor, må jeg geeeeerne?”. Og de sidste par dage har det ikke lige været planen, og hun har måtte tage til takke med andre børnevenlige (men dog en anelse sundere) retter, der er kommet på bordet. Men i dag. I dag skulle jeg være alene med pigerne, mens manden passede arbejde og venner, og jeg havde planlagt at overraske hende med, at vi skulle lave pandekager. At hun så faktisk så lidt nedslået på mig, og sagde “øv, må jeg så ikke få risengrød?” valgte jeg bare totalt at ignorere…

Jeg informerede begge tøser om, at vi lige skulle stoppe ved Netto og købe nogle æg, for som alle ved: Ingen æg: Ingen pandekager. Irma lyste op ved tanken om at skulle ud og handle, og da vi stod foran butikken, havde taget hjelme af og låst cyklerne, kom hun ud med hvorfor. Hun stillede sig næsten op i her-bestemmer-jeg-positur og fremturede “Hvis vi skal have pandekager, skal vi også have slik”. Hun var udover det faste blik og de korslagte arme uden tvivl også kommet i absolut frk-modsat-humør. Nu var det jo ikke her, at jeg havde tænkt at afsløre for min datter, hvor meget jeg havde lyst til at give 100% efter for det forslag, men kom naturligvis med den voksne og ret kedelige respons, at vi jo naturligvis ikke både skulle have pandekager med sukker og syltetøj OG slik. Nej, det går skam ikke. Hun stod og så vredt på mig, og her var det jeg tog den beslutning som jeg nok er mest tilfreds med, men dog her klokken 22, er pænt irriteret over. Jeg fortalte hende, at jeg ikke havde i sinde at handle med en, der var SÅ sur. For selvom jeg havde lyst til både det ene og det andet, havde jeg virkelig ikke lyst til at stå i en lang Netto-kø med en 5-årig, der får et anfald og en 2-årig, der aber efter alt hvad storesøster gør… Det kunne sgu da være yndigt.

Så vi kørte hjem, og jeg stillede den værste længsel efter sukker med noget melon. Men let’s face it: Melon er sgu da ikke Matadormix! Øv. Nu har jeg lavet hjemmelavet müsli og her dufter af lun kokos og honning, men igen: Ikke ligefrem kage, vel.

Pic from Omahacandy.com

Pic from Omahacandy.com

En tand, et hysterisk tilfælde og en komiker in spe

Den røg i børnehaven. Tanden. Og der var blod i mundvigen og derfor et uhæmmet højt skrig – længe! Den stakkels pædagog og hendes blødende ører!! Irmas hang til dramatisk skrigen er for tiden i fuld flor – og det trykker på alle mine knapper. Jeg arbejder virkelig dårligt med al den hylen og skrigen. Og fordi jeg er sådan en pyller-mor er det muligvis min egen skyld. Shit, den svier!!

Men ud røg tanden og Irma var helt utrolig stolt. Onsdag aften blev tanden nøje placeret under puden og pigen vækkede os med jubel i stemmen kl 05 “mor, far, tandfeen har lagt en barbiedukke under min pude” 🙂

Olga er til gengæld ved at lægge sin nu-lægger-jeg-mig-her-og-skriger-indtil-jeg-får-min-vilje på hylden. Og det er meget dejligt. Hun har erstattet det med at være røv charmerende og fræk – fordi sådan kan man nemlig også få sin vilje… Dertil har hun så fundet nogle små kneb til at få storesøsteren til at grine – særligt lige inden de skal sove…hun laver sjove stemmer, danser på en skør måde og falder med vilje. Spasmager!! 

   
 

*BANG*

Jeg kører på cykel i omtrent halvanden time hver dag. Og jeg hører lydbøger. Elsker det! Det er min eneste litterære kilde, for når jeg sætter eller lægger mig med en bog om aftnen, går der som oftest mindre end 10 minutter før jeg sover. Men det bliver faktisk til en del bøger, dér på cykelstien. Og jeg har både præsteret at græde og grine midt i trafikken. 

I dag, midt i en Erling Jepsen-bog, og midt i det store lyskryds lige inden Bispebjerg Station hører jeg et højt BANG og dernæst et smæld på mit skinneben. Dækket var sprunget og havde tæsket mig på benet! (Efter jeg er kommet hjem har jeg fået det vildeste blå mærke, hvilket jo altid er skønt to dage før bare-ben-sæsonen starter…) jeg vandrer op til stationen, ringer til manden som heldigvis godt kan hente børn, og så tager jeg dagens dyreste og dummeste beslutning: Jeg prajer en taxa. Det er regnvejr og klokken er ca 15.30. Jeg kunne være gået hurtigere!!! Taxaen bevæger sig i sneglefart igennem byen og taxameteret tikker derudaf. Retfærdig fordeling? Nja…

Da vi er ved Nørreport og altså har kørt en strækning på 2-3 km betaler jeg en regning på 350kr (!!!!), hopper ud og afleverer cyklen hos en cykelsmed. Nu kan jeg så løbe op til metroen, og køre med den hjem til Amager. 

Manden er i fuld gang med en fremvisning da jeg lander hjemme. Og før vi ved af det, har vi to bud på lejligheden. Mindre end to døgn efter at have aktiveret boligannoncen! Nu skal de sidste formalia på plads, og så er den skudt afsted og vi kan komme videre. 

Jeg sidder her ved pigerne og har mest lyst til at skåle i bobler – men venter jo nok til i morgen, og nøjes med teen i dag… Skål i the 🙂

Den type…

Typen der bestikker sine børn med slik: 

Opdager til stor frustration at der mangler den parmesan i køleskabet, som er en ret bærende ingrediens i den pesto jeg skal lave til aftensmad. 

“Piger. Jeg smutter lige i fakta, I bliver bare her og ser Ramasjang. Tante Z er her og passer på jer”

Olga -grædende: “mor, jeg vil med”

“Skat, jeg er tilbage liiiige om lidt. Jeg skynder mig”

Olga – græder endnu højere: “Jeg VIL med”

“Hvis du bliver her, så køber jeg noget lækkert med hjem”

Olga – kun lidt snøftende: “okay”… 

(Barn: 1, Mor: 0)

Idealisme anno 2015?

1. maj blev for mit vedkommende fejret på Tuse Næs. Med snuden i et glas vin og med ungerne og vennerne omkring mig. Vi satte flag i flagstangen og jeg sang “Når jeg ser et rødt flag smælde” – som jeg desværre ikke kan udenad længere. Og det slog mig at jeg ikke længere kan huske hvornår jeg selv sidst klappede af en taler eller vajede en fane, sådan uden at det i virkeligheden mest handlede om gøgl og fadøl… I min barndom husker jeg 1. maj som en dag med rødt som blændende farve. Mine forældre har altid været ret politisk bevidste og aktive, så det var en vigtig dag. En historisk dag. 

Hvor er al den idealisme blevet af? Jeg mærker ikke ret ofte den ild af kampgejst og frustration (kun op til et valg faktisk…) hos mig selv mere. Og jeg synes heller ikke den får ret meget spalteplads? Måske er det fordi vi bruger al vores krudt på at kritisere andre? Og på at klage over tossede offentlige arrangementer og samlekort fra Føtex? Måske er der kun plads til den idealisme der lige netop er navlestrengens yderpunkt. Mig og mine. Og fra mit lige så afgrænsede og arrogante ståsted kan jeg så smile og le hånligt af de mennesker, der agerer i det offentlige rum. Jeg blir så træt. Og hvor ville det være fantastisk hvis jeg evnede at bruge min energi på noget mere konstruktivt. Om det så er bekæmpelse af hungersnød eller flere pædagoger i vuggestuerne. Bare det rækker en anelse udover mine egne behov. Jeg vil så gerne have, at mine børn tager varer på verden og kan udsætte egne behov for andres. Jeg tror ikke jeg er den eneste forælder med den drøm. Skal vi ikke starte med os selv? (Det ER jo det vi gør bedst)

7 børn, 9 flasker rødvin og vanvittig meget gris

Forlænget weekend holder 100%!! Vi kørte i sommerhus med hvad der lignede resten af København torsdag eftermiddag… Men bortset fra sneglefart på motorvejen var det det hele værd. To af mine ældste veninder og deres dejlige familier ankom kort tid efter os, og herpå var det halvanden døgn med snak, vin og masser af mad. 

Lørdag morgen vågnede jeg til duften af bacon. Og hele køkkenet var fyldt med børn i nattøj, voksne med morgenhår og frisk kaffe. Så er det sgu luksus at være i sommerhus!! De 7 børn (i alderen 2-7) var megagode til at lege sammen – og der var god tid til snak og bobler til de voksne. 

Lørdag morgen kørte begge familier afsted vestpå og vi nød endnu et døgn i solskin med masser af leg og hygge. Det er så fedt at have det her sted at invitere venner og familie op. Her er plads til det meste – og de fleste. Og med de justeringer vi hele tiden laver på haven og huset, blir stedet mere og mere os. Vi tager sgu derop igen i næste weekend – sneglefart på motorvej eller ej. 

  
– En weekend i børnehøjde!!