Idealisme anno 2015?

1. maj blev for mit vedkommende fejret på Tuse Næs. Med snuden i et glas vin og med ungerne og vennerne omkring mig. Vi satte flag i flagstangen og jeg sang “Når jeg ser et rødt flag smælde” – som jeg desværre ikke kan udenad længere. Og det slog mig at jeg ikke længere kan huske hvornår jeg selv sidst klappede af en taler eller vajede en fane, sådan uden at det i virkeligheden mest handlede om gøgl og fadøl… I min barndom husker jeg 1. maj som en dag med rødt som blændende farve. Mine forældre har altid været ret politisk bevidste og aktive, så det var en vigtig dag. En historisk dag. 

Hvor er al den idealisme blevet af? Jeg mærker ikke ret ofte den ild af kampgejst og frustration (kun op til et valg faktisk…) hos mig selv mere. Og jeg synes heller ikke den får ret meget spalteplads? Måske er det fordi vi bruger al vores krudt på at kritisere andre? Og på at klage over tossede offentlige arrangementer og samlekort fra Føtex? Måske er der kun plads til den idealisme der lige netop er navlestrengens yderpunkt. Mig og mine. Og fra mit lige så afgrænsede og arrogante ståsted kan jeg så smile og le hånligt af de mennesker, der agerer i det offentlige rum. Jeg blir så træt. Og hvor ville det være fantastisk hvis jeg evnede at bruge min energi på noget mere konstruktivt. Om det så er bekæmpelse af hungersnød eller flere pædagoger i vuggestuerne. Bare det rækker en anelse udover mine egne behov. Jeg vil så gerne have, at mine børn tager varer på verden og kan udsætte egne behov for andres. Jeg tror ikke jeg er den eneste forælder med den drøm. Skal vi ikke starte med os selv? (Det ER jo det vi gør bedst)

Reklamer