Om løgnhistorier og flyvende madpakker

Det er sjovt som man kan glemme (læs: fornægte) hvor hård sådan en indkøringsuge er. Ikke med Irma, heldigvis. Hun har været glad hele ugen, er gået i seng og har glædet sig til dagen efter. Hun har leget med nye børn hver dag, selv gået ind i klassen med ordene: “Bare gå, mor”, og har været på cykeltur hele dagen i dag. Da jeg spurgte om hun ville have en rugbrødsmad da vi ramte hjem, sagde hun: “Jeg vil gerne have 2! Min madpakke fløj væk fordi det blæste så meget”. En simpel konstatering. Ikke sur og totalt nedsmeltet pga sult, men bare “smør lige en ekstra, nu du er i gang-agtigt”. Store barn.

Olga på legepladsDet har naturligvis været temmelig meget noget andet med Olga. Hun er startet i en institution, der indeholder én vuggestue-stue og én børnehavestue. Så det er meget overskueligt. Lokalerne er dog cirka lige så store som i den gamle institution, hvor der var 3 gange så mange børn, hvilket i høj grad giver pluspoint på lydniveauet på stuen! Pædagogerne virker superkompetente og imødekommende, og er ikke bange for hverken temperament og løgnehistorier. Heldigt, for allerede på dag to begyndte Olga at lyve. Vi var med ude på legepladsen hvor hun lidt genert holdt sig lidt i baggrunden og betragtede de andre børn. En pædagog hun ikke havde mødt før, kom hen og sagde hej og spurgte hvad hun hed, hvortil hun siger “Jeg hedder Sofie”… Okay så… Til frokost samme dag sidder vi og venter på at alle er klar til at spise og vi, som de nysgerrige forældre, spørger de andre børn hvad de hedder. Det slutter med at Olga siger “Min far hedder John, og jeg hedder Jonna”… Øøøøøøøhhhh….??

På tredjedagen tager hun dog alligevel prisen da hun deltager i en gruppe på tre børn og en pædagog i lidt dialogisk læsning. De læser Guldlok og taler om alt muligt rundt om historien, og pludselig begynder Olga at fortælle om dengang hun havde en rokketand (!!!?), og hvordan hun lagde den under puden (?!?), og så kom tandfeen med en gave (!!??) og til sidst fik hun plaster på… Jeg er åbenbart mor til Münchhausen…

De sidste to dage har hun prøvet at være alene i nogle timer. I onsdags tøede hun op efter 10 minutter og var faldet så meget til ro efter tudeturen, at hun var faldet i søvn på skødet af ham, der står for indkøringen. I dag var hun blevet god igen efter bare to minutter, og jeg fik det sødeste opkald af køkkendamen fem minutter efter jeg var kørt derfra. Jeg var gået grædende fra børnehaven (fordi det med at gå fra sit grædende barn bare ikke er særlig sjovt) og var stødt ind i køkkendamen på parkeringspladsen. Hun gav mig et kram og sagde at det nok skulle gå, og 5 minutter ringede hun og bekræftede netop det. Meget omsorgsfuldt.

Nu krydser jeg bare fingre for at mandagen og resten af næste uge går som det skal. Irma skal starte i SFO og Olga skal afleveres til en fuld dag i børnehave. Og moren skal på arbejde efter 4 ugers pause! Puuuuuha!

Reklamer

2 thoughts on “Om løgnhistorier og flyvende madpakker

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s