Hvad er det nu jeg har glemt?

Nååååh, jamen det er bare det sædvanlige liv der er på standby – ergo er bloggen det samme. Der er for tiden en del jeg ikke evner at holde ved lige, og skrivning er desværre en del af det. Derudover følger den-sunde-linje og vægten. Og de pænt lakerede negle (hvilket ellers plejer at være vigtigt blandt dem af os der stadig går med sandaler!). Også det velplejede hår kommer med i bunken. Og så lige de andre ting der har med mig selv at gøre… Jeg er stadig så forfængelig at disse ting jo ikke er slettet fra min liste over væsentlige ting. Jeg når det bare ikke.

Det går sådan set fint med vores midlertidige hjem her i Brøndby, og jeg tror da egentlig mine forældre er enige. Men det skal da heller ikke være en hemmelighed at alle vist glæder sig til at den normale hverdag indfinder sig igen. Pigerne er begge der hvor dette er blevet hverdag. Tingenes tilstand er lige nu. Hvilket sådan set er meget godt, vi skal bare huske det i al vores snak om lige-om-lidt. Irma glæder sig meget til at kunne have veninder på besøg. Og til at have alt sit legetøj igen. Olga har spurgt efter sine bamser og alle klæd-ud-kjolerne, og ser rimelig undrende ud når vi svarer at tingene er pakket ned. “Er de i sommerhuset?”, spørger hun så.

Udover alt det trivielle omkring logistik, pendling på motorvejen, arbejde og hente-bringe-bøvl, så laver vi heldigvis også meget andet. Der er da både forældremøder, børnehave-høstfest, legegrupper, mandens leder-uddannelse, weekender i sommerhus med hyggelige aftaler, vennebesøg og aftner med grin og god vin. Så vi glemmer ikke alt ved os selv – jeg glemmer bare bloggen…

Smile & Wave

 

Reklamer

Far kører

“Skal du have en whisky sour?”, “mere chardonney?”, “hvordan smager den her gin?”  

Når man trækker kortet som den ikke kørende voksne har man vundet udi fredag aften. Men også i kategorien som hende med det skingre grin og lidt for gennemtrængende stemme… Elsker vores gæstfri og meget imødekommende venner!!

Pyt. Det er fredag og megatiltrængt. Og der er dømt svømmehal med mor i morgen formiddag…

Kys fra et mørkt børneværelse med trætte børn… God weekend !!!

Overgange

De her overgange mellem nogle modningstrin… Det er da det mest pisseirriterende!! Olga sover stadig til middag i børnehaven, men er nok i virkeligheden ved at være stor nok til at lægge luren på hylden. Vi har aftalt med kontaktpædagogen at starte nedtrapning i næste uge, så vi forsøger med 3 dage med lur/2 dage uden. Et par uger efter: modsat fortegn. Og om en måned til halvanden er vi forhåbentlig færdig med den systematiske lur og kan nøjes med 20 minutter på sofaen i ny og næ. Men lige nu. I omstillingsfase og boen hos mormor og morfar hvor vi har besluttet at lave så få ændringer for pigerne som muligt, og derfor sidder ved pigernes side indtil de sover tungt. Den aftale blev lavet før det tog halvanden time for den yngste at falde i søvn…. Og det hjælper ikke at råbe “SOOOOOOV NUU!!!” Husk det nu, Marie!! 

Biografdebut

“Ved I hvor vi skal hen nu, piger?” (kører i bilen på vej hjem fra sommerhus)
“Vi skal hjem til mormor og morfar”
“Nej, vi skal lige i biografen først”
(Rimelig meget jubel fra bagsædet)

Vi landede i Rødovre 3 minutter før filmen gik i gang, og anede overhovedet ikke hvor biografen lå. Det der med at bede GPS’en om at finde en p-plads i nærheden af slutlokation er ikke altid den bedste ide… Så vi måtte halvløbe halvvejs rundt om Rødovre Centret og fandt biografen ovre ved siden af biblioteket. Vi købte noget nær de sidste billetter til forestillingen og måtte sidde på 2. række – og kastede os ned i sæderne midt i forfilmene. Irma nåede at blive edderskræmt pga traileren til en Dracula-tegnefilm, Hotel Transylvania, men da Inderst Inde lige så stille startede op, var der ro på os alle fire. Det var faren der endte med at sidde med Olga – “jeg vil sidde ved siden af dig, far” – og kunne fortælle at hun nogle steder havde både rystet helt af skræk og grint lettere nervøst med når vi andre også grinte.. Irma derimod er en anelse mere fysisk og højlydt i biografen. Henimod slutningen af filmen (og bare rolig, ingen spoiler-alert!!), hvor det hele ser sort og ulykkeligt ud, oplever jeg at mit biografsæde bliver invaderet af et meget uroligt barn, der slet ikke kan være i sin egen krop pga ubehag. Jeg måtte trøste og tysse på min store pige, der er og bliver en følsom lille sjæl. Særligt når det store lærred er så tæt på, at filmens karakterer nærmest sidder på sædet ved siden af.

“Hvordan var filmen piger? Kunne I lide den?”
Olga nikker og smiler. Irma siger “Nej, den der Drabula-film var mega uhyggelig”…
Note to self: Vi venter lidt med 3D-filmene, dem i 2D er allerede ALT for voldsomme!