3…2…1…

Tre måneder er gået, og nu er det nu. I morgen får vi nøglerne til vores nye hjem og kan flytte ud af mine forældres hus. I morgen skal vi tømme containeren med alle de ting vi ikke har set siden midt i juli og i morgen skal vi for første gang sove i Alberts Have – midt imellem alle flyttekasserne. Irma glæder sig helt vildt, og spurgte allerede i onsdags om hun måtte have en veninde med hjem fra skole i morgen, fredag. Hvilket jeg til hendes store ærgrelse måtte afslå. Olga er skrupforvirret, og følger spændt med hvad end vi gør. Men selvom vi har talt om det i ugevis, forstår hun nok ikke helt hvad der sker. Jeg håber virkelig vi kan skabe så meget ro i det her kaos, at hun lander blødt om meget kort tid. Min kære husbond behøver jeg næsten ikke nævne i den her sammenhæng… Efter tre måneder hos sine svigerforældre, er han også klar til at være i eget hjem… Mine forældre glæder sig også. Og lidt mere udtalt nu end for en måned siden.

Og bortset fra at jeg – med vanlig dramatisk sans – besvimede i går morges da jeg trådte ud af bruseren og slog hovedet ned i en trækasse fyldt med duplo (av for SATAN, mit hoved!!), så har jeg det nogenlunde sådan her:

HAPPY

Reklamer

Piger og deres signaler

Atter engang går debatten på hvem der har ansvaret i en voldtægtssag: De piger der tager lårkort på i byen eller de fyre, der rager på deres baller uden at blive spurgt, eller tager skridtet videre og gennemfører et fullblown overgreb? “Jamen de piger skal da heller ikke sende sådan nogle forfærdelige signaler og være nedringede og opslidsede og gå med høje hæle og grine højt og flirtende og blinke til fyrene og danse vovet og sende uartige blikke og tale interesseret med andre mænd”… Aj, okay, dér gik jeg nok lidt for langt – men 20% af danskerne mener tilsyneladende at kvinder i lårkort selv beder om det.

Kom nu!

Fra jeg var ganske ung har min far lært mig, at jeg skulle være meget bevidst om de signaler jeg sendte. Særligt en sen aften i byen. Jeg kunne aldrig vide hvem der ville opsnappe de signaler på den anden side af dansegulvet. Guderne skal vide, at jeg altid har været en giga flirt, jeg elsker at danse, og griner højt og meget. Jeg er en af dem, der helt sikkert “selv beder om det” – og det har jeg også fået at vide et par gange eller 20. Jeg er blevet kaldt en narrefisse flere gange end jeg har fingre til, og jeg har accepteret ting, som jeg ikke håber andre vil gøre mig efter.
Jeg læste en helt fantastisk opdatering tidligere i aften, som jeg meget gerne vil dele herunder. Jeg sidder med ærgrelsen over aldrig at have haft denne kvindes mod! Bedre sent end aldrig, må det hedde. Og et håb om, at mine piger lærer at sige fra overfor de her sære kønsorienterede forestillinger om hvad der hører sig til og hvordan man bør gøre – opfør dig ordentligt gælder fandme begge køn og begge veje! Jeg kender ikke nedenstående kvinde, men læs alligevel med. En fortælling fra en helt almindelig fredag aften:

Skrevet af Renna Rose Agger Jørgensen på Facebook d. 26. oktober 2015

“Jeg har mange gange før oplevet sexistiske overgreb i nattelivet. Fredag aften var den så gal igen. Jeg var på Cafe Funke på Sankt Hans Torv på Nørrebro og skulle i baren og købe en øl. Da jeg passerer tre mænd, tager den ene mig på røven. Jeg vender mig om, peger på ham og siger “Det der stopper nu”. Reaktionen bliver, at også hans venner rager på mig, mens ham, der startede, går helt tæt på og hvæser “Fuck dig, kælling”, mens han vifter langefingeren et par cencimeter fra mit ansigt.

Da jeg ingen autoritet har, kalder jeg bartenderen over, der flad af grin spørger, hvad jeg dog havde forestillet mig, han skulle gøre ved det. “Smid dem ud – det er ulovligt”, siger jeg. Endnu engang må han le, og forklarer mig så, at han ikke kan smide folk ud, hver gang der er en nærtagende pige på baren. Og derudover gør de det åbenbart på alle piger, så jeg skal ikke lade det stige mig til hovedet, siger han. Da jeg spørger, om han virkelig mener det, siger han et klart ja og stiller sig så helt tæt på mit ansigt og spørger, om jeg ikke også syntes, der var lidt frækt. Han himler med øjnene og vender sig om – tydeligt, at han mener, vores samtale er slut her.

Heldigvis kunne jeg huske, at Cafe Funke for et par år siden var i kæmpe mediestorm, fordi de havde smidt to homoseksuelle mænd ud fra baren, fordi de kyssede. Så jeg smed lige, at jeg havde tænkt mig at skrive om det. Det skulle jeg bare gøre, sagde han. Det stod klart, at jeg endnu ingenting havde rørt hos ham. Først da jeg henviser til episoden med de to homoseksuelle mænd og spørger, om han virkelig er interesseret i endnu en tur i medierne, skifter han attitude.

Fra at være hånlig, bliver han vred og presset. Han spørger agresseivt, om jeg vil have, han skal give dem en reprimante – det mente jeg, ville klæde ham, ja. Så det gjorde han – modvilligt og tydeligt langt mere frastødt af mig end af dem. Her er så første skriv om episoden og et opråb til alle om at sige fra overfor sexisme i nattelivet – samt at overveje en anden bar end Funke næste gang, I skal drikke en øl på Nørrebro. Nu vil jeg prøve at ringe til deres bestyrer og høre, hvordan han mener, personalet skal reagere på den slags… To be continued”

 

Skal vi ikke snart til valg igen?

Alt imens jeg i min lille hverdagsbobbel kun taler om logistik, transport, indretning af kommende hjem og en flytning rundt om hjørnet, synes jeg, at den omkringliggende verden er en, som jeg snart ikke kan genkende mere. Eller snarere, ikke vil. 

Jeg synes bare det hele bliver værre og værre. Forholdene for børnefamilier, de selvstændige på barsel, de fødende, børnene i skoler og institutioner, dem på dagpenge, udenlandske håndværkere i Danmark, de syge og svage. Og mange mange flere. Alt bliver forringet, gode tiltag blir rullet tilbage og nye stramninger blir lagt frem. Og for hvad? For at vi kan have et samfund hvor alle står sig selv nærmest og hvor os der i forvejen har rigeligt, skal have mere i lommerne? 

Jeg synes det er usmageligt og helt igennem forfærdeligt at landet ser sådan her ud i dag – med udsigten til det der er værre. Hurra! 

Jeg blir nødt til at gøre mig SÅ umage for at være sikker på, at mine piger vokser op og stadig holder med Robin Hood, og ikke Prince John. Jeg ved ikke om et valg er nok (som overskriften indbyder til), men et oprør så? På barrikaderne? Det må da være bedre end den apati, der rammer mig igen og igen når jeg læser avis eller hører radio. 

Jeg sidder og lytter til mine børns tunge åndedrag, mens jeg skriver det her. De er lykkeligt uvidende om de rammer der konstant bliver dårligere. Og jeg har ikke lyst til at fortælle dem det. Vil du??

Glæder mig

Lige om lidt får vi syv minutter på cykel til vestskoven og ti minutter til herstedhøje. Til jer der kun tror at Vestegnen er lig med beton og kedelige asfalterede områder: I burde virkelig tage et smut herud. Herstedhøje er et fuldstændig fantastisk naturområde med udsigt til hele Vestskoven og (ihvertfald) det meste af Albertslund. Her går glade og rimelig tamme får omkring og hyggegræsser og vist nok også køer og høns (???), lige noget for sådan nogle tossede byboere… 

Irma havde allerede været der med skolen så hun var den mest rutinerede og var den sødeste rejseleder. Vi andre lod os ‘rejse’ med og småløb op til toppen. Olga tog hele turen opad uden at brokke sig! Op til udsigten og blæsevejret. 

Fik jeg sagt at jeg glæder mig til at få dette sted i baghaven?… 

   

Det store skolemælksdilemma

Ret skal være ret. Jeg kan ikke huske alle detaljer fra min skolegang. Og da slet ikke fra mit år i børnehaveklasse (i virkeligheden kan jeg nok bedst huske, at mine forældre hyrede en reserve-bedstemor til at være hjemme med mig i de tidlige eftermiddagstimer, for skoledagen var kun 3 timer lang. Marianne, som hun hed, prøvede bl.a. at lære mig at hækle, hvilket bestemt ikke var nogen succes, og nu må jeg igen erkende at Irmas korte lunte kun kan komme ét sted fra, hrm hrm…moving on…)

Men jeg kan slet ikke huske de regler der var i frikvarterne, om man skulle sidde og vente på at alle havde spist før man måtte gå ud? Eller om det nærmest gjaldt om at have mindst med i madpakken, så man kunne slippe for at sidde inde i klassen med lugten af leverpostej hængende i gardinerne?

Irma har i nogle uger brokket sig over sin skolemælk. At hun ikke kunne drikke den hele, at den var svær at åbne, at hun ikke kunne spise sin mad hvis hun drak for meget mælk. STORE problemer for en lille pige i børnehaveklassen. Men i dag fik jeg lidt mere hul på, hvad det nok i virkeligheden handler om, når hun i bilen på vej siger med myndig stemme: “Du skal ringe til skemaet (den liste fra Skolemælk, der viser hvilke elever der skal have hvad) i dag, mor. Jeg VIL ikke have nogen mælk i morgen.” Jeg prøvede at argumentere for at mælk er sundt for børn. At hun skal have noget væske i løbet af dagen.

Der er tre ting i det. For det første kan hun endnu ikke åbne den selv, og derfor kan hun ikke begynde at drikke med det samme, men vente til hun kan få hjælp fra en voksen. For det andet, har hun forstået det sådan, at hun SKAL drikke hele sin mælk og ikke må smide den ud eller gemme den til senere (hvilket naturligvis er forkert, men det er nu engang sådan hun har forstået det). For det tredje må børnene rejse sig og løbe ud og lege når de er færdige med deres frokost. Og hvis man så har både rugbrød og mælk, der skal tygges og synkes, så når man ikke at komme ud og få nogle at lege med i frikvarteret…

Jeg prøvede at sige noget med, at hun jo altid har masser at lege med i SFO om eftermiddagen, så jeg mente da ikke det kunne være så svært at finde en eller flere at lege med i frikvarteret. “Men mor, DU har jo ikke været med i et frikvarter, vel? Du ved ikke hvordan det fungerer? Det ved jeg kun!”. Case closed. Måske vi skal vente med skolemælk til 1. klasse?… Hvad siger I? (Og nej, indlægget er IKKE sponsoreret!!)

skolemælk.dk

Billedet er lånt fra skolemælk.dk