Om lange morgener og weekender uden planer

Klokken er omkring 07 og det er søndag morgen. Irma vækkede mig for en halv time siden og bad om lov til at spille Ipad – og af en eller anden grund, kunne jeg ikke sove igen. Så nu sidder vi her i et halvmørkt køkken med the i vores krus. Irma har fundet et nyt spil – Candy Crush – og skubber til min tidligere afhængighed af det spil, ved konstant at bede om hjælp… Ved bare at jeg ender med at snuppe hendes Ipad en af de kommende aftner… Hun har tilsyneladende glemt det hun var ALLER-mest optaget af i går aftes inden putning: “Kommer tandfeen, mor?, og hvad tror hun giver mig?”. Hun tabte sin 4. tand i går, og da jeg skulle holde den for hende, smuttede den fra mig og landede i afløbet. Det var lige før jeg ærgrede mig over, at være flyttet i nybyg, hvor vi på tre måneder ikke kunne nå at opbygge et net af hår og sæbe, der kunne have dannet et temmelig klamt net, så tanden kunne være blevet grebet… Men her var der ikke noget at gøre. Væk var den. Og da jeg forsikrede hende om, at tandfeen, selvom hun naturligvis helst vil have tænderne, også kommer på besøg når tanden er væk. Hun er den slags fe, der bare ved, at tanden er faldet ud. Ja, det ved alle faktisk. Er spændt på hvornår hun selv kommer i tanke om, at tandfeen nok har været på besøg…

På sådan en søndag, hvor vi slet ingen planer har, og manden smutter på arbejde om nogle timer, ved jeg, at jeg bliver ramt af seriøs rastløshed. Det samme gjaldt for i går, og dér endte vi med at spise frokost hos mormor og morfar, og have en af Irmas veninder på besøg om eftermiddagen. Pludselig sad der tre piger i vores køkken og malede på sten med vandfarver og glimmer. Meget hyggeligt! I dag ender vi nok med noget svømmehal, en bibliotekstur eller noget andet i den dur. Men den lange morgen holder vi fast i, lidt endnu…

Nu er der en lille fis der vågner ovenpå – og den store har lige sagt “Vi har glemt at kigge under min pude!!” Morgenen er i gang. God søndag!!

Reklamer

Glade børn og høje forventninger

Lige efter nytår blev hele Lærkelængen (Irmas SFO – 0.-2.Z) inviteret til børnefest. Og lige siden invitationen kom og ikke mindst da børnene fik lov at se en film fra sidste års børnefest, har der været nøje nedtælling “Hvor mange dage er der nu til festen?”

Forrige lørdag var vi ude og købe tøj til aftnen, og Irma tog en hel favnfuld tøj med i prøverummet. Hun endte med en fin lyserød kjole, godt med tyl, og et par guldbukser. Og hun var helt med på at tøjet var totalt no-go indtil i aften. Men der har været kig på tøjet mange gange… 

I aften er altså aftenen. Og med krøller og spænder i håret, alt det nye tøj på og et kæmpe smil, var Irma SÅ klar til hendes først fest. Spørgsmålene føg ud af hende: “hvilke kager tror du jeg skal spise?”, “hvilken farve slushice skal jeg vælge, blå eller rød?, “tror du jeg vinder i stopdans?” – Alle de væsentligste spørgsmål i livet hos en 6-årig! 

Da vi landede foran skolen, var der helt proppet med børn og forældre – ventende på at døren skulle blive åbnet. Verdens bedste Jesper var klatret op på taget med en megafon og vil alle børnene til at råbe “VI VIL IND VI VIL IND”. Og jeg nåede lige at få øjenkontakt med Irma inden hun med fyrværkeri i blikket og et kæmpe smil, fulgtes med de andre børn ind i Lærkelængen. Jeg glæder mig til at hente en glad, træt og stensikkert speed-snakkende Irma når festen er færdig 🙂  

—-

En lille efterfest-opdatering. Havde hun en god fest? Ja! Ville hun med hjem? Nej! Dansede hun på bordet helt alene foran sine klassekammerater? Ja! Er moren nu lige dele ramt af deja-vu og temmelig angst for teenageårene? Jo, det tror jeg vist nok…

Om gris og børn og Randers

I går delte jeg et indslag på min facebookvæg om Randers byråd, der beslutter, at der SKAL serveres svinekød i institutioner i Randers kommune. Jeg delte det fordi jeg er uenig i, at et byråd skal gå ind og petitessestyre i kommunen, og overrule fagfolkene, der er ansat i selvsamme kommune. Jeg synes det er et unødvendigt rødt flag at hejse i en tid hvor danske værdier åbenbart skal defineres igennem svin og ytringsfrihed. Hvorfor kan vi i stedet ikke lære vores børn om hensyn, åbenhed og overskud. De værdier er nogle af dem, jeg personligt sætter højest og som jeg gerne vil vise verden, at vi besidder. Som danskere og som mennesker. Jeg vil gerne lære mine børn, at vi kan spise sammen på andres præmisser, forklare dem om tro og overbevisning, selvom jeg ikke selv er enig eller troende. Jeg synes det er sørgeligt, at den her #frikadellegate fra Randers drukner i historier om hvorvidt det skaber furore i institutionerne, at der er svin på menuen eller ej, for det tror jeg bestemt sagtens pædagoger, økonomaer og andre institutionsansatte kan varetage. Men jeg synes det er U-nødvendigt. Hvorfor overhovedet sætte GRISEN så højt på agendaen, hvorfor pokker er den så skidevigtig? Hvis det ikke handler om at sende et signal, så ved jeg ikke hvad det gør.

Desuden synes jeg, at det ville være kønt hvis en kommune i stedet satte barren højere og besluttede at i vores kommune, skal børn kun indtage lokale fødevarer, grøntsager i sæson og æg fra friland. Det ville sgu da være en mærkesag der handlede om sundhed og velvære, frem for sære indskrænkede signaler, der mest af alt får danskerne til at ligne fjolser med korslagte arme og sure miner: “Os, skal I dælme ikke ændre ved”.

Mine piger elsker når vi kører til slagteren og får lov at dele en pose flæskesvær. Og de er begge to vilde med pølser i deres hotdogs. Til tider kan man også lokke dem til at indtage både frikadeller og boller i karry. Langt de fleste danske børn spiser de her ting – fra en gris – når de er hjemme, sammen med familien, og ude i verden. Hvorfor i alverden skal det så partout blive serveret i børnehaven? Hvorfor ikke bare gøre det nemt for ikke mindst børnene, at de alle kan spise det samme mad?

Måske er det her bare et selvmål af de helt store udi at få ballade på egen blog. Og det falder da også temmelig meget udenfor mine normale emner – men nogle gange, når værdidebatten når helt nye lavpunkter, må bladet fra munden. Håber I bærer over med mig – enige eller ej.

Om teknikbrug og almindelig afhængighed

Her sidder vi, alle fire i familien. Morgenmaden er lige blevet fjernet, der er stadig kaffe tilbage i koppen, og vi er alle stadig i morgentøjet. Pigerne sidder med en ipad hver og faren og jeg med hver vores macbook. Bortset fra at være den helt store Apple-reklame, er det også et billede på et forsøg på øget kontrol. Som jeg skrev for lidt tid siden, har vi forsøgt at fjerne al elektronik i hverdagene (ikke på Amish-måden, vel. Bare tablets og den slags!) Og det går altså godt. Jeg vil ikke vove mig ud i noget med anbefalinger eller noget, for det må I altså selv ligge og rode med. Men for os, lige nu, fungerer det her ret godt. Olgas nedsmeltninger er blevet væsentligt mindre, ja, vi har faktisk ikke haft det store herhjemme. Vi har stadig et par ture om morgenen, men når hun har fået 3 mundfulde havregryn indenbords, forsvinder vreden som dug fra solen. Så det kræver ikke den udvidede psykologeksamen for at lægge to og to sammen her…

Lige nu er det her faktisk ret hyggeligt. Sidde sammen og spille, skrive og læse. Selvom vi sidder med hver vores skærm, er vi stadig nærværende og opmærksomme på hinandens. Sjovt som det her aktive tilvalg spiller en rolle. Jeg er stadig i den fase hvor jeg arbejder med min afhængighed. Lad-telefonen-blive-i-jakkelommen-så-længe-jeg-overhovedet-kan-udfordringen. Og det virker komplet tåbeligt, når jeg reflekterer over det, at jeg skal overveje om jeg skal være aktiv på Facebook eller være sammen med mine børn. Du godeste! Det burde overhovedet ikke kræve tankevirksomhed. Men når eftermiddagen rammer, alle er trætte og sultne eller utérlige, så kan jeg altså godt ty til den alligevel. Som en slags sutteklud. Det-er-så-synd-for-mor-sutteklud. Pinligt, men sandt.

Vi fortsætter selvfølgelig. Måske ikke for altid, men for nu, hvor det har en positiv effekt på pigerne – og hvor en times lørdag formiddag-spil virker som en bonus for alle, og ikke noget hvor vi sidder med dårlig samvittighed bagefter. Det er sgu fedt. Om et kvarter ringer æggeuret, og så er det slut. Tror vi gør det igen i morgen.

Analog ulvetime, en kasse med pølser og en fortand mindre

Alt det gråd og råben herhjemme har fået os til at kigge indad og se på hvad det hurtige fix kunne være. Og det var manden der fik sat ord på og handling bag det vi har talt om flere gange. Mandag aften blev alle tablets, computere og mobiler lagt væk, så der fra tirsdag morgen var rent bord. Lidt af et plaster at hive af – både for mor og far – vi bruger vores devices meget forskelligt og har meget svært ved at respektere den andens gøren og laden. Lige nu prøver vi at være analog familie i børnenes vågne timer. Og her på 2. døgn går det godt. Børnene reagerer (pudsigt nok…) utrolig positivt på forældrenes nærvær og Olga har faktisk kun reageret voldsomt lige i hentesituation og ved landing herhjemme. Ellers er der ro og fryd. Kan det virkelig være så simpelt??? Og har vi virkelig været så fraværende?…

Det skal jeg lige lande i, og acceptere…

Derudover er Irmas fortand endelig røget ud!! Den har rokket i en evighed og været et samtaleemne i månedsvis. Jeg nåede simpelthen ikke at tage et billede af frøken tandløs. Men fint ser det ud – og åh, hvor hun føler sig stor!

Et andet lille højdepunkt på dagen, var at komme hjem til en gave. Gaven havde et mærkat med tre stjerner på, hvilket fluks ledte tankerne hen på pølse… Indeni var der to drikkedunke og madkasser. Sidstnævnte var fyldt med de små hapsepølser som pigerne (og manden…) elsker!! Skidegode til snack og udflugt. Tøserne var ellevilde og endte med at åbne alt for mange i ren kådhed – de må med i madpakken i morgen 🙂 

Om ilterhed – for det kunne godt være et ord

Et iltert temperament. Jeg har skrevet om det MANGE gange og peget mindst lige så mange fingre af mig selv som af manden. Jeg bliver bare igen og igen overrasket over HVOR vred man kan blive når man er 3 år gammel og tandbørsten ikke var lilla, men lyserød. Og jo jo, jeg er med på, at det ikke lige nødvendigvis handler om den dumme tandbørste, selvom den saftsusme er så dum, at ingenting nogensinde har været så latterlig så længe jorden har været rund!!! Men at det handler om, at den 3-årige ikke kan forlige sig med, at mor siger nej. Og at hun nok kommer til at sige nej en hel del mere i 2016 end hun gjorde i 2015… For jeg må ærligt og redeligt erkende, at jeg har været alt ALT for eftergivende når det kommer til lillesøster. Og i virkeligheden handler det ikke om, at hun er nr. 2. Det handler om at hun skreg sig igennem det meste af min barsel med hende, og hvis jeg kan slippe for at høre på flere hyl, så gør jeg det. Selv her 2,5 år efter min barsel er slut. Og lige dér har jeg skudt mig selv så kraftigt i foden, at krykkerne faktisk er på vej i posten.

For fanden, hvor kan man være dum som voksen. Hvad jeg dog ikke vil gøre for lidt stilhed. Eller lidt nattesøvn. Eller 5 minutter med en avis. Nu tegner jeg selvfølgelig et totalt karikeret billede, for så slemt står det naturligvis ikke til. Hun er jo også verdens største charmer og drillepind, og storesøster og hende er hinandens nærmeste, ligesom jeg ønskede mig. Hun er gavmild og empatisk og enormt omsorgsfuld. En helt favnfuld af egenskaber der helt sikkert nok skal føre hende langt ret nemt.
Men du godeste, et temperament. Måske er alle tre-årige igennem det her? Måske kun tre-årige hvis forældre begge kan blive pænt vrede på meget kort tid… Jeg ønsker mig sådan, at det er en fase, men noget siger mig, at der om næste hjørne venter nye ting at blive vrede på. I øjeblikket er det strømper der er nummer 1 på hadelisten, for et par måneder siden var det langærmede bluser… Så længe vi er i genren, der ikke gør ondt at blive ramt af, så går alting nok fint.

Jeg har besluttet mig til at være blevet genfødt i 2016 med teflon – ikke længere modtagelig overfor børnehysteri og direkte urokkelig! Så må ønsket om de 8 kilo rykkes til næste år…(igen)