Vinterferie er fu…ng fantastisk!

Mens langt de fleste er tilbage efter vinterferie i dag, har Albertslund besluttet at være en af de få hovedstadskommuner med forsinket ferie. Det gør ikke mig noget. I sidste uge havde jeg mulighed for at rydde op på arbejde, indbakken blev ryddet, jeg fik hjulpet lidt rundt omkring, fjernet nogle bunker. Og mens andre er mødt tilbage i dag, har jeg sat min out-of-office til, og har ikke tænkt mig at læse en eneste arbejdsrelateret mail før mandag morgen (eller søndag aften, who am i kidding). 

Vi drog i sommerhus i går, pigerne og jeg. Tændte op, spiste frokost, legede i haven, fjernede oceaner af blade fra bedene og hentede manden der omsider fik fri fra sin søndagsvagt. Og i dag har vi bare tullet. Nydt solen, fjernet flere blade, gjort urtehaven klar til foråret, løbet (wuhu, har man hørt mage?!), læst bøger og spist verdens bedste pizza fra mandens hånd. Og bortset fra at have ømme ben, sidde i en brændeovnsvarm stue og drikke the har jeg ovenikøbet drukket mig halvsnalret med manden. På en mandag!! Jeg ved det er skidetarveligt overfor jer der netop er kommet tilbage på arbejde. Håber i har nydt det lige så meget som jeg gør nu. I morgen sender vi manden på arbejde igen mens pigerne og jeg tager på nogle dages familiebesøg. Glædelig mandag fra en med begge benene oppe 🙂

Reklamer

“Du må godt lige tage dine børn med ud på gangen”…

Jeg var en anelse overmodig i går. Jeg holdt en hjemmearbejdsdag med indlagte speciallæge-besøg MED børn. Ærligt talt ved jeg ikke helt hvad jeg havde forestillet mig.. Det blev mest til arbejde i går aftes kan jeg allerede godt nu afsløre..  Jeg skulle både nå hen til en blodprøve-klinik og en øjenlæge – og have et eftermiddagsbesøg med veninde og hendes børn. Nogle gange går der bare lidt en tidsoptimist i mig, og jeg tror jeg kan det hele på den halve tid. Og nogle gange lykkes det…

Det gik rigtig fint med blodprøven. Venteværelset var udstyret med bøger og lidt legetøj, så pigerne var fint underholdt. De kom med mig ind, og mens Olga var mest optaget af et vikle sig ind i forhænget til aflukket, stod Irma med halvt sammenknebne øjne og kiggede på nålen i armen. Lidt væmmeligt. “Gør det ondt, mor?”. Hun endte med at blive næsten overbesvist om, at en blodprøve var okay at få lavet.

Hos øjenlægen – som ligger inde midt i Rødovre Centret, hurra – var det en anden sag. På det her tidspunkt synes jeg selv jeg havde været ret smart, og havde pakket tasken med både vand, müslibarer, frugtstænger og andet godt. Klokken nærmede sig frokosttid. Også her var venteværelset udstyret med duplo og papbøger – og efter 3 minutter var vi færdige med de 5 bøger, der lå fremme. Pigerne begyndte at lege med lego. Og Olga kastede ét blik på sin søster og tog en hurtig beslutning om, at hun under ingen omstændigheder måtte få nogle af klodserne. Lige meget hvilken klods Irma greb ud efter, skreg lillesøsteren: “NEEEEEEEJ, DET ER MIIIIIIINE KLODSER!!” Der var (naturligvis) temmelig mange mennesker i det lille venteværelse, og lige til venstre for legestationen stod et eller andet særligt tjekke-syn-apparat, som lægen selvfølgelig skulle bruge lige der hvor Olga skreg højest. Ret tørt henvendte han sig til mig med ordene “I skal dæmpe jer eller gå udenfor, det her er altså en arbejdsplads”. Åh, skamme skamme. Så måtte jeg hive begge piger med ud på gangen hvor de på skift spurgte “Hvorfor skal vi være her?” og “Hvornår skal vi hjem?”. Skøn tur til lægen.

Jeg skal simpelthen øve mig på, at det nogen gange er okay at gøre ting på egen hånd og ikke for enhver pris være sammen med ungerne.

Selfiedronningen

Og hvorfor så alle disse læger?? Nåja, pga nogle mærkelige pletter i mit ansigt har hudlægen sat mig på anti-malaria-piller (åbenbart ganske almindeligt at bruge på udvalgte hudlidelser og gigt…), og da en af bivirkningerne kan være en forringelse af synet, skulle jeg have tjekket synet nu og igen om et år.

Om en vandskade og alskens rod

Så var det jo at vi opdagedede, at det regnede i vores teknikrum. Jo okay, regnvejret er en grotesk overdrivelse, men dryp og vandsivning giver ikke samme dramatiske effekt. Og vand de forkerte steder er der nu engang kommet! Øv. Vores lille rækkehus er beriget med et genvindingsanlæg, der giver os udluftning, udsugning og generelt rart indeklima. Det danner også en hel del kondens, som der inde i maskineriet sidder et dræn og håndterer mængderne af. Men når drænet er gået i stykker, kommer det hersens vand ud og ikke ind. Ud under gulvbrædderne og ned langs væggene. Dryp dryp dryp.

Og fik jeg sagt at det her er inde på pigernes nye værelse? Som vi nu endelig var blevet færdige med, og som vi omsider havde fået dem til at sove inde på, uden at komme (så meget) ind til os?

Nå, nu sover tøserne så på en madras inde ved siden af vores seng. Kilet ned mellem seng og reol. De ligger nærmest i ske fordi der er så lidt plads. Og Olga får tiltusket sig yndlingspladsen mellem mor og far i løbet af natten. Bare fordi det nu er endnu nemmere. Samsovning er en fin plan for nogle familier og enkelte nætter også hos os pga sygdom eller mareridt eller den slags – men når det er påtvunget fordi en eller anden håndværker på et tidspunkt har lavet en fejl, så bliver jeg lidt træt… Og fordi jeg ved, der kommer et kæmpemæssigt efterslæb for at få pigerne til at sove i deres egne senge igen.

Nu er en del af gulvet på pigernes værelse pillet op, vi har haft en affugter kørende i en del døgn, og alverdens folk til at komme og bese skaderne. Genvindingsanlægget skal skiftes, der skal rives vægge ned, tages mere gulv op – og vi har nu fået en støvvæg sat op omkring skadesområdet. Så kommer der velsagtens nogen og gør det hele godt igen og afslutningsvist også maler, så det hele bliver fint og hvidt igen. Jeg er lykkelig for at vi bor til leje lige nu, så vi ikke skal slås med forsikring og bygherre og andre spændende ting. Her har de voldsomt stor interesse i, at tingene bliver rettet op og beboelige så hurtigt som muligt.

I virkeligheden tror jeg at de voksne er dem, der finder det her allermest irriterende. Pigerne er på en eller anden måde bare indstillet på at befinde sig i et limbo af ikke-færdig-beboelse. Ingen sure miner, ingen hylen op over, at de ikke kan komme ind til deres barbier. Bare stille accept og nærmest indifferens overfor, at en tredjedel af deres værelse er dækket af plast fra gulv til loft. Imponerende. Jeg ønsker mig den zen-følelse. Kan man få den uden at ulvetime-hysteri følger med? Eller er det den balance der får det hele til at gå op?

Og en lille opfølger på sidste indlæg: Jeg har sgu været ude at løbe. 2 gange. På trods af vandskade og håndværkere og alverdens frustrationer. Eller altså, løbe og løbe… Jeg har fulgt mit løbeprogram, som er for ultra-begyndere. Men jeg er stadig stolt!

100% uden for komfortzonen

For efterhånden en måned siden fik jeg et ret simpelt spørgsmål på messenger “Vil du være med?”. Der hørte et link med, til et Iform-arrangement i Gentofte. Jeg sendte vist en storgrinende emoji retur… Men efter lidt tænken og nærlæsen af arrangementet, sagde jeg ja. Det handler om et triathlon – dog i miniformat. Distancerne er 20km cykling, 300m svøm og 4 km løb. Piece of cake for mange, men den der løbetur bekymrer mig fortsat. Cykelturen er jeg ikke et sekund bekymret, der er jo 18 km hver vej på arbejde, og selvom jeg ikke har fået cyklet ret meget i januar, satser jeg nu på at gøre en del mere af det inden det her triathlon løber af stablen. Svømning er jeg sådan set okay med – jeg svømmer kun sådan noget bedstemors-brystsvømning, og jeg gør mig ingen forhåbninger om at lære at svømme crawl inden maj. Som i slet ikke. Min svømmehalsbesøg plejer at bestå af rusjebaneture, op og ned af bassinet efter nyt legetøj, og et eller andet, der involverer at have et barn siddende på mig…

Men det der løb…iiiisssjj! En god kollega har lavet det ypperste løbetræningsprogram til mig – jeg har nu 14 uger + lidt ekstra til at træne det her løberi, og jeg har ikke verdens bedste selvtillid når det kommer til det her. Jeg skal virkelig gøre mit bedste for at følge programmet, ikke mindst for at gøre brug af det fine program. Men ærligt er jeg stadig ikke specielt gode venner med den der bækkenbund, og så vidt jeg er orienteret, er den ret praktisk når man løber… Og så er der den der barm, som er temmelig meget i vejen. Undskyld, kan du høre noget for alle de undskyldninger jeg har?? Bare så at kom i gang, Marie!… Har seriøst brug for at skub.. og måske en ny sports-bh. For fanden, hvad er det jeg har rodet mig ud i.

Gode råd og hvordan jeg glemmer at lytte…

Tirsdag aften var jeg på Vallensbæk rådhus sammen med cirka 95 kvinder, 4 mænd og et styks familierådgiver. Lola Jensen – lille, sjov dame med mange historier, seriøse holdninger og en evne til at speedsnakke (med indhold), som jeg godt gad at mestre. Herhjemme har vi for efterhånden en del år siden lukket for tv-kanaler, så jeg har ikke mulighed for at se Lola Jensen på Tv2, med mindre det kan streames på facebook eller andet. Jeg læser nogle gange de her kilometer lange indlæg fra hende – og efter at have set hende live, kan jeg godt forstå hvorfor indlæggene er så lange, damen har seriøst meget på hjerte. Men hun er altså også seriøst underholdende. Oplægget handlede primært om de små ting i hverdagen. Små ting som forskel på drenge og piger (og mænd og kvinder!) og hvordan det nogle gange kan være svært at forstå hvorfor den 6-årige pige og den 6-årige dreng ikke kan rumme den samme slags beskeder på et givent tidspunkt. Hun talte meget om, at børn er så trygge ved gentagelser – specielt når de kommer hjem fra børnehave/skole, er trætte og “med en overophedet frontallap” (ja, det er vist et helt særligt Lola Jensen-udtryk…). “Bare sæt de samme små film på som de har set 40 gange før, det gør ikke noget”. Der bliver jeg nok ofte ramt af den der følelse af, at det er temmelig fordummende at se det samme My Little Pony-afsnit, som Irma har været meget ramt af – og Olga nu også kan svælge i… I det hele taget handlede det meget om den her overophedede hjerne, som nogle lærer at styre – eller måske nærmere blive venner med og lytte til. Om små børn, der lægger sig ned i flyverdragten og skriger lige op i luften fordi far sagde, at hun også skulle tage vanter på. Om voksne der kommer ind af døren efter en skæv dag på arbejde og i stedet for at kysse på familien, begynder at rydde op mens de vrisser af dem der tilfældigvis også er kommet hjem…

Kort sagt lød det hele utrolig bekendt … både dér hvor vi kigger rundt på hinanden i publikum og griner med en god portion selverkendelse, og der hvor vi helst ikke vil erkende, at damen taler lige til dit inderste grimme fjæs! Jeg kom hjem og var helt opløftet og følte mig klogere og gladere end da jeg tog afsted. Og onsdag var jeg klar til at være den bedste mor nogensinde – og måtte erkende, at jeg ikke engang kunne putte den ældste om aftenen… Hun blev ved med at diskutere med mig om godnathistorier, antal sange jeg skulle synge, ville bestemme hvor jeg skulle sidde, at jeg ikke måtte sidde for tæt på Olga… Jeg eksploderede i en grad, der virkelig ikke er noget jeg kan prale med. Og måtte overgive putningen til faren – og det samme skete fandme også om torsdagen. Jeg græmmede mig SÅ meget over mig selv. Og har brugt de sidste to dage på at reparere på min dårlige samvittighed og Irmas syn på min lunte og evne til at putte… Du godeste altså. Anede ikke jeg var udfordret på min pandelap, men så har jeg da omsider noget at skyde skylden på.

Stolt ind til benet

“Hun er faldet godt til, hun er næsten ikke genert mere”, “hun er god til at høre efter og række hånden op”, “hun er en god kammerat, og der er altid plads til en mere i hendes legegruppe”, “hun låner blyanter ud til dem der ikke har nogle med”, “hun melder sig tit til at være den første der skal prøve noget nyt”.

Gik den første skole-hjem-samtale godt? Jotak. Jeg rødmede nærmest af stolthed på vej ud af lokalet. Og fortalte naturligvis den store pige – der på magisk vis pludselig var vokset 10 centimeter i de 30 minutter jeg havde været væk – hvor stolt jeg er af hende.

Da hun en halv time senere råbte af mig fordi gaflen havde en forkert farve, messede jeg lige lærernes kommentarer i mit hoved, og pludselig var det hele lidt rarere at være til.

giphy