Gode råd og hvordan jeg glemmer at lytte…

Tirsdag aften var jeg på Vallensbæk rådhus sammen med cirka 95 kvinder, 4 mænd og et styks familierådgiver. Lola Jensen – lille, sjov dame med mange historier, seriøse holdninger og en evne til at speedsnakke (med indhold), som jeg godt gad at mestre. Herhjemme har vi for efterhånden en del år siden lukket for tv-kanaler, så jeg har ikke mulighed for at se Lola Jensen på Tv2, med mindre det kan streames på facebook eller andet. Jeg læser nogle gange de her kilometer lange indlæg fra hende – og efter at have set hende live, kan jeg godt forstå hvorfor indlæggene er så lange, damen har seriøst meget på hjerte. Men hun er altså også seriøst underholdende. Oplægget handlede primært om de små ting i hverdagen. Små ting som forskel på drenge og piger (og mænd og kvinder!) og hvordan det nogle gange kan være svært at forstå hvorfor den 6-årige pige og den 6-årige dreng ikke kan rumme den samme slags beskeder på et givent tidspunkt. Hun talte meget om, at børn er så trygge ved gentagelser – specielt når de kommer hjem fra børnehave/skole, er trætte og “med en overophedet frontallap” (ja, det er vist et helt særligt Lola Jensen-udtryk…). “Bare sæt de samme små film på som de har set 40 gange før, det gør ikke noget”. Der bliver jeg nok ofte ramt af den der følelse af, at det er temmelig fordummende at se det samme My Little Pony-afsnit, som Irma har været meget ramt af – og Olga nu også kan svælge i… I det hele taget handlede det meget om den her overophedede hjerne, som nogle lærer at styre – eller måske nærmere blive venner med og lytte til. Om små børn, der lægger sig ned i flyverdragten og skriger lige op i luften fordi far sagde, at hun også skulle tage vanter på. Om voksne der kommer ind af døren efter en skæv dag på arbejde og i stedet for at kysse på familien, begynder at rydde op mens de vrisser af dem der tilfældigvis også er kommet hjem…

Kort sagt lød det hele utrolig bekendt … både dér hvor vi kigger rundt på hinanden i publikum og griner med en god portion selverkendelse, og der hvor vi helst ikke vil erkende, at damen taler lige til dit inderste grimme fjæs! Jeg kom hjem og var helt opløftet og følte mig klogere og gladere end da jeg tog afsted. Og onsdag var jeg klar til at være den bedste mor nogensinde – og måtte erkende, at jeg ikke engang kunne putte den ældste om aftenen… Hun blev ved med at diskutere med mig om godnathistorier, antal sange jeg skulle synge, ville bestemme hvor jeg skulle sidde, at jeg ikke måtte sidde for tæt på Olga… Jeg eksploderede i en grad, der virkelig ikke er noget jeg kan prale med. Og måtte overgive putningen til faren – og det samme skete fandme også om torsdagen. Jeg græmmede mig SÅ meget over mig selv. Og har brugt de sidste to dage på at reparere på min dårlige samvittighed og Irmas syn på min lunte og evne til at putte… Du godeste altså. Anede ikke jeg var udfordret på min pandelap, men så har jeg da omsider noget at skyde skylden på.

Reklamer

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s