Om en vandskade og alskens rod

Så var det jo at vi opdagedede, at det regnede i vores teknikrum. Jo okay, regnvejret er en grotesk overdrivelse, men dryp og vandsivning giver ikke samme dramatiske effekt. Og vand de forkerte steder er der nu engang kommet! Øv. Vores lille rækkehus er beriget med et genvindingsanlæg, der giver os udluftning, udsugning og generelt rart indeklima. Det danner også en hel del kondens, som der inde i maskineriet sidder et dræn og håndterer mængderne af. Men når drænet er gået i stykker, kommer det hersens vand ud og ikke ind. Ud under gulvbrædderne og ned langs væggene. Dryp dryp dryp.

Og fik jeg sagt at det her er inde på pigernes nye værelse? Som vi nu endelig var blevet færdige med, og som vi omsider havde fået dem til at sove inde på, uden at komme (så meget) ind til os?

Nå, nu sover tøserne så på en madras inde ved siden af vores seng. Kilet ned mellem seng og reol. De ligger nærmest i ske fordi der er så lidt plads. Og Olga får tiltusket sig yndlingspladsen mellem mor og far i løbet af natten. Bare fordi det nu er endnu nemmere. Samsovning er en fin plan for nogle familier og enkelte nætter også hos os pga sygdom eller mareridt eller den slags – men når det er påtvunget fordi en eller anden håndværker på et tidspunkt har lavet en fejl, så bliver jeg lidt træt… Og fordi jeg ved, der kommer et kæmpemæssigt efterslæb for at få pigerne til at sove i deres egne senge igen.

Nu er en del af gulvet på pigernes værelse pillet op, vi har haft en affugter kørende i en del døgn, og alverdens folk til at komme og bese skaderne. Genvindingsanlægget skal skiftes, der skal rives vægge ned, tages mere gulv op – og vi har nu fået en støvvæg sat op omkring skadesområdet. Så kommer der velsagtens nogen og gør det hele godt igen og afslutningsvist også maler, så det hele bliver fint og hvidt igen. Jeg er lykkelig for at vi bor til leje lige nu, så vi ikke skal slås med forsikring og bygherre og andre spændende ting. Her har de voldsomt stor interesse i, at tingene bliver rettet op og beboelige så hurtigt som muligt.

I virkeligheden tror jeg at de voksne er dem, der finder det her allermest irriterende. Pigerne er på en eller anden måde bare indstillet på at befinde sig i et limbo af ikke-færdig-beboelse. Ingen sure miner, ingen hylen op over, at de ikke kan komme ind til deres barbier. Bare stille accept og nærmest indifferens overfor, at en tredjedel af deres værelse er dækket af plast fra gulv til loft. Imponerende. Jeg ønsker mig den zen-følelse. Kan man få den uden at ulvetime-hysteri følger med? Eller er det den balance der får det hele til at gå op?

Og en lille opfølger på sidste indlæg: Jeg har sgu været ude at løbe. 2 gange. På trods af vandskade og håndværkere og alverdens frustrationer. Eller altså, løbe og løbe… Jeg har fulgt mit løbeprogram, som er for ultra-begyndere. Men jeg er stadig stolt!