Årets udfordring udført – og udfordret!

Rimelig presset løberDet kommer lidt bag på mig hvor fedt jeg synes det var, at deltage i den kvinde-tri, som jeg gjorde i går. Vi var 1400 kvinder, der svømmede, cyklede og løb (luntede) igennem Gentofte i går. Og det fungerede utrolig godt. For mig startede morgenen hjemme hos mine forældre i Brøndby. Her havde pigerne og jeg sovet, fordi manden var på weekend, og pigerne skulle hygge hos mormor mens jeg var på min lille søndagsudflugt… Jeg tog toget lidt før halv otte søndag morgen, og bortset fra de nik og den småsludren som jeg havde med de andre kvinder jeg mødte i toget, der tydeligvis havde samme destination som mig, var det bare skideskægt at se, at de temmelig fulde folk, der var på vej hjem i seng, kiggede henimod os med et blik, som jeg kunne genkende fra mit 15 år yngre selv…Undren og medlidenhed…

Velankommet i Gentofte prøvede vi at forstå hele systematikken. Parker din cykel her. Læg din bluse med nummer, cykelhjelm og sko klar her. Håndklæde klar. Svømmetøj på. Badehætte frem. GO!

Svømmehalsdelen var lidt så kaotisk som jeg havde frygtet. Vi var 4 der svømmede samtidig, så det var bare med at få lagt sig ind i en god stime, se sig for når der skulle overhales, og passe på sprøjtende ben og arme. Men de seks baner er ret hurtigt overståede og så er det bare sti-afsted ud til cyklen, sko, trøje og hjelm på, og så småløbe ud af skiftezonen med cyklen. De 20 km var to runder á 10. Og der var både bakker og masser af sving. Og kvinder der råbte BAGFRA når de overhalede… Her gav jeg personligt alt hvad jeg havde, for jeg kunne godt regne ud, at jeg var nødt til at give den max gas for ikke at komme langt bagefter mine teammates, som var især sejere til at løbe end mig. Og løbet var afgjort også det hårdeste. Jeg måtte ned og gå flere gange, fordi benene føltes som blylodder med gummi som knæ. Men jeg løb over målstregen, som jeg havde lovet mig selv, og kunne give de andre damer en high-five lige efter.

For første gang i mit liv har jeg lyst til at konkurrere med mig selv, og gøre det igen, bedre endnu. Kan faktisk ikke mindes nogensinde at have haft den følelse før. Så jeg har besluttet at melde mig til et lignende kvinde-tri i Brøndby d. 14. august. Og så ellers forsøge at forbedre min løbeform sommeren igennem. Jeg skal have knækket den kode, der gør at jeg kan løbe hele distancen, uden at få sidestik eller andet, der giver mig flashback til fortidens kiksede motionforsøg. Der er stadig pladser på holdet 🙂 Var det noget??

 

Reklamer

Ytringer fra små mennesker

“Mor, jeg er forelsket i Pelle, og når jeg blir fire år, vil jeg gerne være kærester med ham” Irma: “Jeg vil kun være kærester med piger”. Olga: “Det kan man altså ikke, Irma”. Nogle gange blir Olga på en sær måde forvandlet til en reaktionær, konservativ og der kommer nogle meget stålfaste udtalelser fra den lille gamle dame. I går da hun faldt i søvn med foldede hænder ovenpå dynen, blev jeg nærmest skræmt!!

Heldigvis siger hun også ting som “Se mig, jeg er en Ninja der kan karate” og “Jeg vil være forrest på cykel, ellers er du dum”. Så ved jeg hun stadig er 3 år. 

Irma havde til gengæld nær skræmt fremtiden ud af hendes veninde forleden. Veninden kom hjem og fortalte at hun i hvert fald aldrig skulle sove sammen med en dreng, fordi så får man børn og de skal skæres ud af maven. “Det sagde Irma”… Vi måtte lige mane lidt til ro på den front. 

Men lidt pudsigt at se, at den ene nærmest er bange for drenge, mens den anden tæller ned til sit første forhold… Styr jer, piger! 

Piiiiinligt!!

Nykøbing Falster, gågaden en forårsdag i 1994. Jeg går i 9.klasse og går for det meste rundt i hullede, farvede Levi’s som jeg har købt i dyre domme i København. Bluser skal være fra Genbrugsforretningen i Dronningensgade, gamle JBS-undertrøjer, som enten er hvide eller bliver batikfarvede på et weekendkursus i ungdomsskolen. Jeg har bordeaux doc Martin-støvler og mit hår er kortklippet og for det meste farvet ret hidsigt rødt. Eller målet er en rød farve. De der farver man kan købe i Matas kan godt snyde og nogle gange bliver det lilla eller nærmest lyserødt. Kan I huske Poly Color??

I gågaden går jeg sammen med min mor. Der er mange mennesker i byen, og min mor vil gerne gå ved siden af mig, sludre og hygge. Men jeg synes hun er pinlig. Alt ved hende. Måden hun griner på, hendes tøj, hendes væsen. Alt. Jeg er så fuld af mig selv og alt det overfladiske der var det allervigtigste på det tidspunkt, at jeg ikke ænser at hun er et menneske, hun er jo bare min mor.  

jeg kan nemt se os gå der, kigge på butikker og på mennesker. Mig i mit outfit, der i min mors optik, må have lignet noget der var gravet frem fra et hul i jorden. Hun i sit, sikkert en helt almindelig bluse og et par jeans. VIRKELIG pinligt! (Burde afgjort have fået et par dumflade som teenager!)

Med de her billeder fra 1994 in mente, ankom jeg til Irmas skole i dag iført løbetights, sportsbh, en neongul træningst-shirt og birkenstock sandaler. Vi skulle direkte videre til gymnastik med forældredeltagelse, så jeg var lige hoppet ud af mit cykeltøj og sprunget i noget passende til dét. Du godeste altså. Hvis Irma synes jeg om 8 år er verdens pinligste mor, er det ren karma – lige i fjæset på mig! 

Og nej, der er ingen andre billeder end dem på din nethinde…

Helsedum

Jeg falder igen og igen i fælden der hedder sundhed. Jo jo naturligvis går jeg ind for sundhed, det er ikke sådan. Jeg spiser mine grøntsager sprøde, økologiske og allerhelst lokale. Jeg cykler, løber og svømmer når jeg kan. Jeg serverer grønt og frugt og fiberrigt for mine børn (og så snakker vi ikke om, at de i dag begge spiste sig mætte i hvide ris med ketchup, fiber min bare), og holder igen med sukker, kager og alskens E-numre. Både hvad angår mine børn og mig selv (førstnævnte dog mere end sidstnævnte). Jeg vil vældig gerne kunne blive i den str 40, som jeg faktisk er ret tilfreds med, og maven må gerne være til den flade side. Sundhed og forfængelighed går nu engang så fantastisk i spænd – i hvert fald hos mig.

Men jeg læser blogs og følgere bloggere på IG. Og det er nu vi kommer til fælden. For jeg har igennem de sidste mange måneder set et væld af regnbuefarvede morgenmadsskåle, toppet med blandede bær, hjemmelavet granola (det hedder åbenbart ikke müsli mere??), og smilende anbefalinger af dette vidunder der ligger under alle farverne. De udblødte chiafrø. Jeg troede ALLE vidste hvad det var, for jeg kan da ikke være den eneste der læser alle disse blogs og falder for farveserveringen? Men ingen af mine kolleger kendte det “chi-hvad-for-noget??”. Jeg kunne så fortælle om disse pissedyre frø som mest ligner små hørfrø, og de skal så blandes med mandelmælk, stå natten over i køleskabet, hvorpå de på magisk vis er blevet til smagsløst, slimet, blegt fiskeægslignende grød som du lige topper med lidt lækkert, frisk og knasende, for at tage den grimme smag af ingenting… Jeg havde kvalme i knap fire timer – alene pga konsistensen. Adr! Kan i dén grad ikke anbefale at hoppe med på den bølge! Oh, så sundt eller ej.

I næste uge hopper jeg sikkert på noget nyt, men forhåbentlig mere smagfuldt. Nu vil jeg Google mig til hvor jeg kan proppe de dyre frø hen,  så jeg kan indtage dem uden at smage dem. Som en klog jyde engang sagde: “Hellere skide det ud end smide det ud”.

Er blevet klogere på:

I pinsen har jeg lært:

1. At mine børn reagerer utroligt forskelligt når de udsættes for muligheden for at være længe oppe. Irma blev helt klassisk overtræt: Lidt bleg, nærmest grotesk fjollet med afsindigt grineflip – og to minutter senere, hysterisk og vred – og to minutter senere Zzzzzzz… Olga derimod forsvandt stille og roligt fra stuen hvor vi alle sad. Jeg kiggede til hende og fandt hende i tusmørke midt i vores seng, med en bog, helt opslugt – 10 minutter efter Zzzzzz… (Godt man ikke er den slags mor, der får dårlig samvittighed over at barnet læser godnathistorie for sig selv….)

2. At min store datter har tendens til et alvorligt sind, som især kommer til udtryk i pænt tøj (og med bedstemors klik-øreringe og perlekæde) 

3. At jeg må indse, at der er noget om sigendet: Aldrig gå ned på udstyr, når jeg helt ærligt synes jeg løber bedre i mine nye tri-shorts end i de gamle løbebukser… Go go materialgirl! 

4. Og at nogle i ramme alvor har lavet dette opslag i vores lokale Brugs på Tuse Næs: 

Bare tæer og ømme knæ

Børn i sommerkjoler og nye sandaler. Iskaffe med masser af isterninger. Lange cykelture. Korte løbeture med fald på fortove. Lyse aftner. Udeleg og aftensmad på terrassen. Lysten til at leve af salater og masser af bær. Og RIGTIGT store is. Ture til sommerhus. Ture ned til fjorden. Ventetiden mens barnet er til gymnastik med sol i fjæs og på tæer. Jeg får ikke blogget ret meget, men alt er godt og nemmere når det er forår, der leger sommer. Der er kun et par uger til den her minitriathlon, og jeg har netop shoppet nyt gear. Jeg blir nok ikke ligefrem helse-blogger af den grund, men der skal nok komme billeder når jeg har gennemført. Rød i bærret og temmelig lettet formoder jeg. 

Endnu en om putning

Putning, godnathistorier, aftensang og søvn generelt. Det må absolut være det jeg har skrevet allermest om i løbet af de mange år med bloggen. Søvn er jo i virkeligheden temmelig kedeligt, og trivielt, og noget jeg mange gange ville ønske var fuldstændig uundværligt (men må sande, at nej, det KAN ikke lade sig gøre at være en god kollega/mor/hustru/veninde/menneske uden det skide søvn!). Igen og igen finder jeg dog mig selv i en situation hvor jeg bruger krudt på at tænke over søvn (eller måske snarere savne…). For hvor gamle er det lige børn skal være før de bare sover?? Vi har stadig ret meget ballade om natten, med en der skal have vand, en der skal tisse, en der vil ind og sove i mors og fars seng, og kort derefter, en der ikke vil sove HELT ALENE!!! (Det sidste er udtalt med al den drama kun børn kan mestre og slippe afsted med klokken bæ om natten..)

“Har du læst godnat-og-sov-godt?”, “i er da alt for large ved de børn”, “sikke en bjørnetjeneste”, “hvor lang tid kan sådan noget putning tage?”

Vi har igennem årene hørt det hele, både med ønsket om at give gode råd, og slet skjult bebrejdelse. Men vi har hele tiden skudt det foran os. “Det” er, at give sine børn den gave, at kunne falde i søvn selv. Vi har prøvet, og gaven bliver hver gang trampet på, spyttet efter og forsøgt skyllet ud i toilettet. Vi har prøvet et hav af gange, og vi kan fra tid til anden give dem en bog hver, bede dem om at læse på egen hånd, og er kommet tilbage for at se to sovende børn. Det føles jo som en sand sejr når det sker. Og når der så kan gå flere uger før missionen lykkes igen, er det ikke helt fedt. 

Hvad gør I ude i de andre små hjem? Jeg er nok ikke helt modtagelig for gode råd, men rigtige fortællinger fra andre, vil jeg meget gerne læse. 

Og jeps, det her indlæg er skrevet fra mobilen, i et mørkt værelse, i en sofa… Sov nu, mor skal have et fodbad!!