Endnu en om putning

Putning, godnathistorier, aftensang og søvn generelt. Det må absolut være det jeg har skrevet allermest om i løbet af de mange år med bloggen. Søvn er jo i virkeligheden temmelig kedeligt, og trivielt, og noget jeg mange gange ville ønske var fuldstændig uundværligt (men må sande, at nej, det KAN ikke lade sig gøre at være en god kollega/mor/hustru/veninde/menneske uden det skide søvn!). Igen og igen finder jeg dog mig selv i en situation hvor jeg bruger krudt på at tænke over søvn (eller måske snarere savne…). For hvor gamle er det lige børn skal være før de bare sover?? Vi har stadig ret meget ballade om natten, med en der skal have vand, en der skal tisse, en der vil ind og sove i mors og fars seng, og kort derefter, en der ikke vil sove HELT ALENE!!! (Det sidste er udtalt med al den drama kun børn kan mestre og slippe afsted med klokken bæ om natten..)

“Har du læst godnat-og-sov-godt?”, “i er da alt for large ved de børn”, “sikke en bjørnetjeneste”, “hvor lang tid kan sådan noget putning tage?”

Vi har igennem årene hørt det hele, både med ønsket om at give gode råd, og slet skjult bebrejdelse. Men vi har hele tiden skudt det foran os. “Det” er, at give sine børn den gave, at kunne falde i søvn selv. Vi har prøvet, og gaven bliver hver gang trampet på, spyttet efter og forsøgt skyllet ud i toilettet. Vi har prøvet et hav af gange, og vi kan fra tid til anden give dem en bog hver, bede dem om at læse på egen hånd, og er kommet tilbage for at se to sovende børn. Det føles jo som en sand sejr når det sker. Og når der så kan gå flere uger før missionen lykkes igen, er det ikke helt fedt. 

Hvad gør I ude i de andre små hjem? Jeg er nok ikke helt modtagelig for gode råd, men rigtige fortællinger fra andre, vil jeg meget gerne læse. 

Og jeps, det her indlæg er skrevet fra mobilen, i et mørkt værelse, i en sofa… Sov nu, mor skal have et fodbad!! 

Reklamer