Helsedum

Jeg falder igen og igen i fælden der hedder sundhed. Jo jo naturligvis går jeg ind for sundhed, det er ikke sådan. Jeg spiser mine grøntsager sprøde, økologiske og allerhelst lokale. Jeg cykler, løber og svømmer når jeg kan. Jeg serverer grønt og frugt og fiberrigt for mine børn (og så snakker vi ikke om, at de i dag begge spiste sig mætte i hvide ris med ketchup, fiber min bare), og holder igen med sukker, kager og alskens E-numre. Både hvad angår mine børn og mig selv (førstnævnte dog mere end sidstnævnte). Jeg vil vældig gerne kunne blive i den str 40, som jeg faktisk er ret tilfreds med, og maven må gerne være til den flade side. Sundhed og forfængelighed går nu engang så fantastisk i spænd – i hvert fald hos mig.

Men jeg læser blogs og følgere bloggere på IG. Og det er nu vi kommer til fælden. For jeg har igennem de sidste mange måneder set et væld af regnbuefarvede morgenmadsskåle, toppet med blandede bær, hjemmelavet granola (det hedder åbenbart ikke müsli mere??), og smilende anbefalinger af dette vidunder der ligger under alle farverne. De udblødte chiafrø. Jeg troede ALLE vidste hvad det var, for jeg kan da ikke være den eneste der læser alle disse blogs og falder for farveserveringen? Men ingen af mine kolleger kendte det “chi-hvad-for-noget??”. Jeg kunne så fortælle om disse pissedyre frø som mest ligner små hørfrø, og de skal så blandes med mandelmælk, stå natten over i køleskabet, hvorpå de på magisk vis er blevet til smagsløst, slimet, blegt fiskeægslignende grød som du lige topper med lidt lækkert, frisk og knasende, for at tage den grimme smag af ingenting… Jeg havde kvalme i knap fire timer – alene pga konsistensen. Adr! Kan i dén grad ikke anbefale at hoppe med på den bølge! Oh, så sundt eller ej.

I næste uge hopper jeg sikkert på noget nyt, men forhåbentlig mere smagfuldt. Nu vil jeg Google mig til hvor jeg kan proppe de dyre frø hen,  så jeg kan indtage dem uden at smage dem. Som en klog jyde engang sagde: “Hellere skide det ud end smide det ud”.

Reklamer