2620 BFU 4vr

Kan I allesammen huske de sidste uger med 20+ grader og sol-sol-sol, bare tæer og bare arme, “husk solcreme”-opslag og åbne døre og is og fregner på næsen?? Det var lige for et øjeblik siden og lige om lidt kommer det igen. Men i den her uge har det tisset ned. Der er tale om oversvømning, massive trafikforsinkelser, regntøj og højlydte bandeord når man kommer i tanke om den paraply der hænger hjemme i garderoben. Og det var så lige præcis i de her dage at Albertslund Børnefestuge løb af stablen. Pigernes debut, vores debut. Et logistisk mareridt og et sandt børneparadis! Alle dagsinstutioner i Albertslund og alle skoleklasser fra 0.-3.-klasse samlet på et kæmpe areal – Kongsholmparken – i tre dage med telte, scene, rollespil, mad på bål, pandekager, ansigtsmaling, sæbekasseløb, skovture, fællessang og masser af fri leg (Vi fik helt konkret det seriøse blik fra en af pædagogerne, der sagde “Jeg vil gerne bede jer tage en snak med Olga om det med at løbe væk”…). Så fri leg er altså FRI leg for nogen mere end andre!

Tirsdag fulgte manden pigerne derned. Irma på cykel, Olga i vogn. De var ikke helt sikre på ruten, mest fordi Irma undervejs påstod at hun bestemt godt vidste hvor de skulle køre (hun havde været der én gang før…). Og det ligger i den helt anden ende af kommunen, så det er en temmelig lang cykeltur for små ben. Frem kom de, og nu skulle pigerne så sendes godt afsted. Irma var mere end almindelig forvirret, og skulle finde både veninder og kendte voksne før hun var i sikker havn og kunne vinke til far og lillesøster. Olga var ulykkelig pga de nye rammer og fordi hun startede dagen ud med for lidt tøj… Alle havde desuden misset at barnet skulle have madpakke med, så tasken indeholdt kun regntøj og drikkedunk. De mente dog nok at Olga kunne klare sig med delemad og pandekager på bål, og faren vinkede endelig farvel.

Da jeg kom for at hente pigerne anede jeg ikke hvor noget var. Jeg er muligvis verdens dårligste kortlæser, så det med at kigge på et lejrkort hjalp mig lige præcis nul, og Olga (for hende fandt jeg hurtigt, tak til de orange-børnehave-veste!!) og jeg ledte efter Irma i godt en halv time. Vi kørte hjem på cykel og Irma underholdt om alle de ting der var sket i løbet af dagen – eneste dårlige ting var, at hun havde mistet sin plads i pandekagekøen da hun løb mig i møde…

på 2. dagen var vi lidt bedre forberedt. DMI meldte “anything can happen-vejr” og begge piger havde gummistøvler, regntøj, Olga endda i fleecejakke, og med en følelse af at have styr på tingene. Det blev en god aflevering og en endnu bedre hentning hvor vi lyttede til Musikskole-koncert og spiste sammen med Irmas klasse. Og da vi landede på pladsen sad Irma og Olga side om side i hver deres børnehavestol og tjekkede kørekort på scooter-banen “Vi skal se kørekort, kørekort, tak”. Simpelthen så hyggeligt!

I dag var jeg seriøst bekymret for om hele festivalpladsen ville sejle væk med børnene, men det blev heldigvis kun til mindre regnbyger og selvom bålene var temmelig våde og bjerget var blevet til et mudderslide i stedet for en bestigningstur, havde ungerne en fest. Irma var i dag blevet malet som en gepard (moren troede fejlagtigt hun var en tiger, ups!) og Olga sad oppe midt i en kæmpe sandbunke og lavede kager.

At det betød mere pendling og kortere arbejdsdage for forældrene var et meget lille offer ift. de utrolig glade børn! De har i høj grad haft en fest – og jeg synes det er SÅ vildt med alle de voksne, engagerede mennesker der bare brænder for at gøre noget godt for alle vores børn. Jeg er så imponeret. Vi glæder os allerede til næste år, hvor jeg satser på at være lidt mere tjekket med både skiftesko, madpakke og solcreme…

Gepard i regnfrakke

Reklamer

2 thoughts on “2620 BFU 4vr

  1. Mine børns far er jo lærer i Albertslund indskoling og elsker også de der uger. Det tror jeg faktisk alle de voksne gør 😉 og uanset vejret så har de altid en fest. Sidste år tog vi vores yngste ud af egen skole i to dage og lod ham tage med far til børnefestuge. Kh. Birgitte

    • Hej Birgitte – Ja, det er vel nærmest umuligt at være engageret i Børnefestugen uden at få lyst til at inddrage sine egne børn! Og fedt at vide, at de voksne også har en fest med det, det synes jeg er ekstraskønt! 🙂
      KH Marie

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s