Om børnebodyguards

I Irmas klasse er der lige startet en ny pige, og for at hun kan komme godt ind i klassens sociale dynamik, har de indført bodyguards. På den måde er hun nærmest mandsopdækket – på den gode måde – og har to faste frikvarters-legekammerater. Og det skifter så på ugebasis, så hun når at lege med en masse forskellige. Jeg synes det er en super ide, og det mærkes som om hun allerede nu, efter omtrent 3 uger, er kommet rigtig godt ind i klassen. Irma og P. er denne uges bodyguards, og de tager opgaven meget seriøst. Som så meget andet i den alder, skal der ikke så meget mere end en udpegning fra læreren til at man føler sig som noget særligt. Igen på den helt igennem gode måde. Hun er meget stolt af sit uge-hverv, og da både Irma og den nye pige nærmest hoppende spurgte om de måtte lave en lege-aftale i eftermiddag efter SFO, var de meget svære at sige nej til. Hjem og lege videre var det eneste rigtige. Olga er tilmed veninde med pigens lillesøster i børnehaven, så idyllen her vil nærmest ingen ende tage! Så hentning og en tur på legeplads var ingen svær sag at få Olga overbevist om.

Da Irma første gang fortalte om den her bodyguard-ordning kom jeg til at tænke på den modtagelse jeg selv fik da jeg skiftede skole imellem 5. og 6. klasse. Vi flyttede til en ny by pga. min fars arbejde og jeg kendte selvsagt ikke nogen i den stoooore by, Nykøbing Falster. Så da vi gik og tømte flyttekasser i det nye hus, og det var cirka 3 minutter inde i sommerferien, kom to piger slentrende forbi og så nysgerrigt til. Jeg havde været på besøg i den nye klasse inden vi flyttede, og havde hilst på mine kommende klassekammerater. De to piger var fra klassen, og spurgte om jeg ikke ville med hjem til den ene og spise jordbær… Og så var jeg pludselig omgivet af mine helt selvskrevne og frivillige bodyguards! Jeg kan sagtens sætte mig ind i at det her er en regel man systematisk bruger for at skabe venskaber i klasserne – jeg er stadig rigtig gode veninder med mine bodyguards, hvor heldig kan man være 🙂

Reklamer

Om store og små

I morgen skal jeg på tur med mit arbejde, ud og se en stor vindmøllepark ved Anholt, og da jeg fortalte Irma at jeg hverken ville være hjemme til morgenmad eller aftensmad, kiggede hun tvært på mig og sagde “Hvad er der spændende ved at tage ud og se nogle vindmøller? Kan du ikke bare sige til dit arbejde, at du har nogle børn du skal tage dig af?!” Dåååårlig mor!!.. Højst sandsynligt lægger hun i morgen dårligt nok mærke til at jeg er væk, da hun jo langt de fleste dage selv kører til skole selv om morgenen – og nogle gange endda får lov at køre hjem selv også.

I det hele taget er det med børns størrelse og hvor meget de kan selv, meget afhængig af dagsform og almindelig træthed. For der er dage, hvor jeg synes jeg har nogle meget selvstændige og store børn. Nogle dage bliver alting ordnet så let som ingenting – tøj kommer på, tasker bliver pakket, bade bliver taget, tænder bliver børstet. Og så er der de andre dage hvor ingenting duer…åååååhhh! Hvor cykelturen hjem fra børnehave og skole nærmest er uoverstigelig, hvor hele verden bryder sammen hvis en voksen svarer nej på et tilfældigt spørgsmål eller hvor putning af den HELT forkerte forælder er Uacceptabel!

I weekenden var pigerne alene på besøg hos bedstemor og bedstefar fra fredag til lørdag – deres forældre var ude og fulde sig (især hende den ene..), og Irma havde specielt glædet sig. Ja, nærmest i en måned har der været nedtælling til denne weekend. Og faktisk var det for dårligt at de kun skulle sove der én nat uden mor og far. På vej derover ville Olga så til at starte med slet ikke undvære sine forældre, men da vi så var kommet ud af bilen, og de første småkager var blevet spist, ændrede den lyst sig heldigvis hurtigt.

Jeg tror ikke vi behøver ringe til børneværnet lige foreløbig fordi jeg helt og aldeles uansvarligt tager ud og kigger på vindmøller en enkelt tirsdag i september – så next step er at finde balancen henimod at pigerne vinker og ønsker mig god tur og at vi lokker med småkager for at dagen alligevel bliver god..

De store plusser og minusser

Det handler om at gribe de små stjernestunder, putte dem langt ned i lommen, så man kan varme sig godt og grundigt på dem på de kolde vinteraftner. Og på trods af en ret varm september indtil videre, har det været nogle dage med KOLD stemning for den her mor. Hvis det ikke har været den ene, har det været den anden. Ungerne har sloges om de mest latterlige ting, nægtet at rydde op, nægtet at spise aftensmad og/eller morgenmad, råbt af deres mor, kastet med ting og været trætte og har skiftevis sagt “jeg kan ikke sooooove”… Det har været alletiders.

Men så er det rart, at der er de her gode ting fra lommen. Dem som man ganske forsigtigt tager op, som om de var lavet af glas.

Som da jeg sidste weekend vågnede ved siden af Olga. Hun slår øjnene op og ligger og aer mig på kinden, kigger på mig og siger “du er smuk, mor”.

Eller da jeg for godt halvanden uge siden hentede Irma fra skolen. Hun var i vildt godt humør fordi vi skulle have besøg af mormor og morfar og fordi hun havde haft en superdag i skolen. Vi aftaler at hun skal køre hjem selv og være hjemme i de ti minutter det tager at hente Olga. Og vi cykler det første stykke sammen, og så skilles stierne. Hun råber “hej hej mor”, jeg svarer med et “vi ses om lidt, skat”, og hun returnerer med “jeg elsker dig!!”. Sagt så højt, at jeg både blev varm og forlegen – og ikke fik svaret igen før ved sengetid.

Og nu hvor jeg har pakket de her små gaver ud og vist dem til jer, pakker jeg dem ned igen, og gemmer dem godt. Noget siger mig, at jeg får brug for at lune mig ved dem igen, senere på efteråret.

Samtalemakker i omklædningsrum søges!

I dag kickstarter vi sæsonen hvor ikke bare Irma skal gå til gymnastik, men også Olga. Tirsdag og torsdag. På Irmas dag kan faren hente Olga, og kan hygge derhjemme og lave mad til os når vi kommer hjem. På Olgas dag har jeg pigerne alene, og her blir øvelsen at komme hjem, kaste mad i systemet og tage afsted igen. Med gymnastikdragt og vandflaske til lillesøster, iPad, bog og Uno til mor og storesøster. I teorien duer det. Er spændt på hvordan praksis bliver… Og hvor mange hysteriske anfald og sovende børn i biler, sæsonen byder på!

Og nu sidder jeg så her i et lummert indelukket omklædningsrum, mens ungernes tramp og hvin på høres på den anden side af dørene. Her er omkring 15 andre forældre og et par søskende. Nogle sidder og snakker med nogen de tydeligvis kendte i forvejen. Andre sidder med headset og stener nyheder eller Netflix. Jeg udveksler et par smil med nogen. Prøvende. Men ikke så insisterende. For nok er jeg udadvendt og har nemt ved smalltalk, men at møve sig på andres samtale uden en egentlig invitation, har det med at blive akavet. Og hvis det blir akavet allerede første gang, så blir sæsonen for alvor lang… 

“Er det første gang I er her?”, “Nå, var I på venteliste?”, “Deltager I til forældre-dagen?”. Det er helt oprigtigt det eneste jeg lige nu kan komme på at spørge om. Røvsygt. Nogle gange er det bare nemmere at være barn: “Går du også i 1.klasse? Skal vi lege?”. 

Nej, jeg blir bare siddende her og kigger lurende på de andre. Det skal nok hjælpe.