Samtalemakker i omklædningsrum søges!

I dag kickstarter vi sæsonen hvor ikke bare Irma skal gå til gymnastik, men også Olga. Tirsdag og torsdag. På Irmas dag kan faren hente Olga, og kan hygge derhjemme og lave mad til os når vi kommer hjem. På Olgas dag har jeg pigerne alene, og her blir øvelsen at komme hjem, kaste mad i systemet og tage afsted igen. Med gymnastikdragt og vandflaske til lillesøster, iPad, bog og Uno til mor og storesøster. I teorien duer det. Er spændt på hvordan praksis bliver… Og hvor mange hysteriske anfald og sovende børn i biler, sæsonen byder på!

Og nu sidder jeg så her i et lummert indelukket omklædningsrum, mens ungernes tramp og hvin på høres på den anden side af dørene. Her er omkring 15 andre forældre og et par søskende. Nogle sidder og snakker med nogen de tydeligvis kendte i forvejen. Andre sidder med headset og stener nyheder eller Netflix. Jeg udveksler et par smil med nogen. Prøvende. Men ikke så insisterende. For nok er jeg udadvendt og har nemt ved smalltalk, men at møve sig på andres samtale uden en egentlig invitation, har det med at blive akavet. Og hvis det blir akavet allerede første gang, så blir sæsonen for alvor lang… 

“Er det første gang I er her?”, “Nå, var I på venteliste?”, “Deltager I til forældre-dagen?”. Det er helt oprigtigt det eneste jeg lige nu kan komme på at spørge om. Røvsygt. Nogle gange er det bare nemmere at være barn: “Går du også i 1.klasse? Skal vi lege?”. 

Nej, jeg blir bare siddende her og kigger lurende på de andre. Det skal nok hjælpe. 

Reklamer