De store plusser og minusser

Det handler om at gribe de små stjernestunder, putte dem langt ned i lommen, så man kan varme sig godt og grundigt på dem på de kolde vinteraftner. Og på trods af en ret varm september indtil videre, har det været nogle dage med KOLD stemning for den her mor. Hvis det ikke har været den ene, har det været den anden. Ungerne har sloges om de mest latterlige ting, nægtet at rydde op, nægtet at spise aftensmad og/eller morgenmad, råbt af deres mor, kastet med ting og været trætte og har skiftevis sagt “jeg kan ikke sooooove”… Det har været alletiders.

Men så er det rart, at der er de her gode ting fra lommen. Dem som man ganske forsigtigt tager op, som om de var lavet af glas.

Som da jeg sidste weekend vågnede ved siden af Olga. Hun slår øjnene op og ligger og aer mig på kinden, kigger på mig og siger “du er smuk, mor”.

Eller da jeg for godt halvanden uge siden hentede Irma fra skolen. Hun var i vildt godt humør fordi vi skulle have besøg af mormor og morfar og fordi hun havde haft en superdag i skolen. Vi aftaler at hun skal køre hjem selv og være hjemme i de ti minutter det tager at hente Olga. Og vi cykler det første stykke sammen, og så skilles stierne. Hun råber “hej hej mor”, jeg svarer med et “vi ses om lidt, skat”, og hun returnerer med “jeg elsker dig!!”. Sagt så højt, at jeg både blev varm og forlegen – og ikke fik svaret igen før ved sengetid.

Og nu hvor jeg har pakket de her små gaver ud og vist dem til jer, pakker jeg dem ned igen, og gemmer dem godt. Noget siger mig, at jeg får brug for at lune mig ved dem igen, senere på efteråret.

Reklamer

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s