Juleferie

Ligesom så mange andre har vi nærmest været i hi i juleferien. Det har nok været mere tiltrængt end vi anede. Vi havde en utrolig hyggelig juleaften med mormor og morfar kun 7 km væk, helt efter bogen med gavesjov og maveondt. Olga gik totalt i selvsving med gaverne og kunne på ingen måde fokusere på hvad indholdet var – og igen blev jeg nærmest lykkelig for at gaverne blir åbnet om eftermiddagen i min familie. For så blir der ro på til at nyde maden, og ikke mindst undgår vi at sidde og halvsove i sofaen med en kvart gås under ribbenene. Jeg kan kun anbefale at vende juleaften på hovedet når der er børn med – det har virket i min familie de sidste 40 år. 


En anden bonus er at pigerne kommer i seng til næsten normal tid. Og hos os er det et must da vi jo har en utålmodig fødselar der vågner kl 06 dagen derpå. Irmas fødselsdag foregik meget stille og roligt med boller og gaver hos mormor og morfar, så hjem og åbne flere pakker og få besøg af bedsteforældre til fødselsdagsbrunsviger, tur på legeplads, højtlæsning, LEGO-samling og farens pizzaer til aftensmad. Tror nærmest ikke Irma kunne have tænkt sig til en bedre dag. 


Og herfra er juleferien langsomt blevet brugt med at lege, have nattøj på, lade børnene vågne med ipad’en i skødet mens vi nyder en time mere under dynen, gavebytning, udrydning af det sidste konfekt (pissehårdt arbejde!!), løbeture (vanligt for manden, min første i et halvt år, puuuuuh), nytårsplanlægning, puslespilssamling, se Skam færdig og flere pænt sløve tiltag… Jeg ville ønske jeg kunne fortælle om de tre bøger jeg har læst, men ak, manden introducerede et meget afhængighedsskabende mobilspil som har ædt boglæsningstiden op. Et virkelig dårligt træk. Vi kiggede på hinanden i går formiddag og slettede det i stereo. 

I går nåede vi både at sende Irma ud på en legeaftale, besøge gode venner på Frederiksberg, og blive inviteret på mad og brætspil hos selvsamme legeaftale. Vildt hyggelig torsdag! Nu står den på nytårsindkøb i dag. Og lidt mere afslapning. Men først: Stå nu op og lav morgenmad, mor! 

Reklamer

24.december

Jeg bliver altid lidt i tvivl om jeg synes december er gået langsomt eller stærkt. For på arbejde er december nærmest spurtet forbi, og det samme ift at nå i mål med julegaver og forberedelser til jul og fødselsdag. Og langsomt ift at slæbe sig igennem to julekalendre, især med nissebandens virkelig ringe fremførte sange, og ikke mindst komme i bekneb med at finde på flere nisseløjer. Men i mål er vi i hvert fald, også selvom Irma siger fødselsdag dobbelt så mange gange som hun siger jul når hun fortæller om hvad hun glæder sig til.  

I nat er Nissen til gengæld rejst. Vi må gå ud fra at julemanden har brug for flere kræfter end normalt, så alle nissestyrker bliver tilkaldt. Retur til hovedkontoret. Hun har efterladt en hvid væg under trappen, der hvor hendes dør sad, og en lille slikpose til hver af pigerne. Nu håber jeg bare at især Irma ikke bliver alt for skuffet, hun har nemlig talt om hvor dejligt det ville være at have Nisseline med til sin fødselsdag. Men jeg synes det er vigtigt at holde tingene lidt adskilt, så fødselsdagen overskygger juleriet. Og at Irma får lov til at holde fødselsdag med yndlingsting, livretter og hurraråb – uden forstyrrelser fra nisser og juletingeltangel. 


I morgen mangler jeg kun at pakke en mandelgave ind, pakke en taske og slæbe et uhyre stort antal pakker ud i bilen inden vi bevæger os mod Brøndby. Der skal nok også lige læses det sidst kapitel i Julekalenderbogen, og nydes den sidste stump på kalenderlyset. Så sætter vi alt ind på julehyggeriet, en enkelt dag mere. 

Må i allesammen få en skøn juleaften!!! Håber den bliver bedre end normalt, at anden bliver særligt saftig og rødkålen særdeles smagfuld. Håber I er omgivet af dem I holder af, og krammer dem mere end I plejer 🙂 Stort kram fra mig 

23.december

Der var hul i julekalenderen i går. Pigerne sov hos mine forældre og brugte hele formiddagen på at bage jule-småkager. Rigtig dejligt for alle parter. Og ingen har tilsyneladende savnet nissen. Vi brugte friaften til at gøre hver vores ting. Manden havde venner på besøg til brætspil og jeg var i byen med kolleger, og kom lidt “træt” hjem. Temmelig sent. Og med en stærk smag af gin i munden.. 

Her til aften har jeg pakket de sidste pakker ind og julen kan nu bare komme an. Og i morgen står den på konfekt, havregrynskugler og lidt fødselsdagsforberedelser. Satser på at blive ramt af sukkerchok lige omkring frokost. Passende juleferie-tilstand!!

Rodenissen har åbenbart også ordnet gaver, men er igen megadårlig til at rydde op. Blir nødt til at opdrage på hende før næste år. 

21.december

Det er på ingen måde kun forældrene herhjemme der er ramt af ferietrang! Begge piger er helt færdige når de rammer dørtærsklen og der er nærmest kun en forkert ske ved aftensmaden til at vælte hele læsset… Olga endte med at gå i seng kl 18 i dag, sur og træt lagde hun sig i vores seng, og har sovet lige siden. Jeg forsøgte at bære hende ind til sig selv da Irma gik i seng, men for en time siden kom hun retur. Vi burde afgjort være mere hardcore på sovning, men jeg magter det ganske simpelt ikke. Sidste år smadrede vi helt og aldeles nattesøvnen i juleferien da vi hængte Olgas sutter på suttetræet tre dage før jul – orker ikke den slags igen. Denne juleferie kræver søvn. Og om det så blir med eller uden børn i armhulen er jeg så godt som ligeglad med! 

Pigerne og jeg fik risengrød til aften, Nissen er tilfreds. Så i morgen hygger hun om os med levende lys og små nisser på bordet 😊 

20.december

Løbet tør for ideer??? Hvad snakker I om? 


Kors, det er mandag. Morgenkaos med sure børn og smadret tallerken. Alt for meget ipadtid efter hentning og kulrede børn, der vil have slik i stedet for aftensmad. I morgen er der morgenmad på skolen, og jeg pjækker og tager på arbejde i stedet. For nogle gange må der arbejde til før man rigtig kan glæde sig til juleferien. Giver det mening?? Det er den logik der virker for mig lige nu. I morgen er det dælme allerede den 20., jeg burde bruge mere tid på at forberede den sidste gaveshopping og hygge med at lave julekonfekt, men har kun lyst til at se mere Skam og iføre mig en meget stor sweater… nu skal den her mandags-stemning forlade min krop, soves væk. To dage til juleferie, og ingen vækkeur. Det skal blive godt! 😊

19.december

“Mor, mor, mor, der ligger gaver fra Nisseline”! Og godmorgen nemme søndag 😄 Sikke en begejstring de her adventsgaver vækker, og jeg nyder virkelig at dele ansvaret med den gavegivende nisse aka mormor. 

Jeg må dog erkende at Olgas glæde for al nisseriet ikke længere er på linje med storesøsters. Den lille kyniker (åhjo) spiller et fint spil om morgenen, og når hun så er alene med faren lader hun bomben falde. Forleden da Nissen havde lavet risengrød til morgenmad, og faren fulgte Olga i børnehave, havde hun sagt: “Det var jo ikke Nisseline der lavede grøden. Det var mor”. Faren prøvede at benægte, hvorpå hun sagde: “hvis ikke det var mor, så var det dig, far”. Ret nøgtern ung dame. 

I dag var vi til jule-nabohygge med bingo, gløgg og æbleskiver. Og med julemanden der kom og delte navngivne slikposer ud. Sikke et hit. Alle ungerne var ellevilde. Indtil Olga med en tivolistang i hånden gik hen til julemaden og sagde med en vis konstateren i stemmen: “du er ikke den rigtige julemand”. Så er den rette stemning sat… jeg var nærmest bange for at ville blive sendt hjem fra det gode selskab… 


Vi fortsætter dog ufortrødent med nisserierne nogle dage endnu, og endnu en gang har Nissen bestemt hvad pigerne skal have på af tøj i morgen, og hængt det hele op på gavebåndstøjsnoren i køkkenet. Så ser vi hvad den lille nissefornægter siger til det. 

18.december

Sikke en god dag det har været, og du godeste hvor er jeg træt!! Vi kørte mod stationen i formiddag, E.’s mor med nypyntede muffins, mig med friskbagte boller, og her samlede vi tropperne til tre pigersfødselsdagslørdag med i alt 13 piger fra 1.z. Og selvom vi havde timet og tilrettelagt formiddagen endte vi alligevel  med at savne en halv time mere til lige at gøre tingene i et lidt roligere tempo. Pyt, pigerne hyggede sig, og på trods af et par nedsmeltninger, var der alligevel enighed om at det havde været en rigtig god fødselsdag, som sagtens kunne have varet lidt længere. 


– på billedet laver de i øvrigt fælles kampråb. Ret sejt. Det er virkelig nogle gode piger! 

Vi var inde og se teater på Snoreloftet, den lille børnescene som Folketeatret har. Forestillingen hed Englene i sneen og var rigtig fin, med både lidt drama, god musik og masser af eventyr. Det skal der nok komme gode historier ud af i de næste dage. 

Og nu hvor begge piger er gået ud som to lys, er der kun lidt skærmtid imellem mig og samme skæbne. Nisserierne står mormoren jo for i morgen, sidste søndag i advent, så der er god samvittighed på afslapningen. Håber andres lørdag er lige så festlig som min er tam 🙂

17.december

Det må være en kold omgang at overnatte i køleskabet, men det var præcis hvad en håndfuld af pigernes små bamser gjorde i nat. Er meget tilfreds med at begge piger var i køkkenet da jeg åbnede køleskabet og så det. 


I dag er det fødselsdags-fejringsdag. Vi fejrer Irmas fødselsdag sammen med to andre piger, der også fylder 7 imellem jul og nytår. Og vi skal mødes på stationen med dem alle. Afsted i tog til Nørreport og ind og se et teaterstykke på Snoreloftet. Der er boller, cupcakes, godteposer og klippe-klister-hygge på programmet også. Jeg tror det blir superhyggeligt, og håber virkelig at pigerne føler sig fejret efter i dag

16.december

Søde sager til morgenmad er og bliver et evigt hit. Det er vildt skægt at pigerne spiller med på spøgen selvom jeg nærmest stadig havde melpletter på tøjet. Og nej, mine allerførste honningkager blev altså ikke vildt gode. Måske fordi min evne til at læse efterskrift i opskrifter ikke eksisterer… hviletid EFTER bagning. Har man hørt mage?? Nå, den her mellemting mellem pebernødder, brunkager og honningkager blev godt krydrede i smagen, temmelig hårde og ret tørre…mine kolleger som også måtte lide under en servering i dag var virkelig søde og sagde pæne ting – men her taler vi også om overordentligt gode og høflige mennesker!..
Olga endte med at slikke al chokoladen af og lade resten ligge. Hvor der er vilje, er der vej. 

I aften er pigernes slikkalendre blevet væk. Og et meget tyndbenet spor ligger tilbage på spisebordet…

15.december

Toiletpapirslegen var rigtig sjov og blev taget godt imod. Mest af Olga der var hurtigst nede af trappen og som stod med hænderne i siden mens hun rystede stille på hovedet og sagde: “Nisseline altså”. They grow up so fast…

I dag fik pigerne og jeg risengrød til aften så der var lidt til Nissen også. Olga er meget omhyggelig med at arrangere skål og ske til hende i rette farver og størrelser. Virkelig en hyggelig detalje. Så i morgen skal pigerne belønnes med små hjemmelavede honninghjerter på morgenbordet. For selvfølgelig har Nisseline fundet den honningkagedej som har ligget og modnet i køleskabet, for derefter at bage kagerne, beklæde dem med chokolade – og efterlade al rodet til os… jeg håber virkelig ungerne hopper med på legen 🙂