Tøjsagaen

Så efter sidste uges børne-shoppetur og udrydning af ikke-godkendt tøj, får I lige en update…Der er stadig strømpebukser der klør, og bukser hvor der pludselig er striber (folder på skinneben… fuldstændig utilgiveligt!!), og strømper som er dumme. Men bortset fra det, går det langsomt fremad. Vi har forliget os med bare arme i januar (og en ekstra trøje når hun skal ud), og tøjet blir lagt frem om aftnen med Olgas fulde accept. Så altså ikke ligefrem problemfrit men dog bedre end for en uge siden… 

Alt i alt har det været en god uge. I torsdags var Irma til årets børnefest i SFO’en, og hele dagen gik med at glæde sig. Hende og bedsteveninden var i glædesrus taget hjem fra skole uden at krydse sig ud eller sige det til nogen… festen var heldigvis alle sommerfuglene værd og havde været lige så sjov som sidste år. 


Fredag havde vi søde mennesker på besøg til mad og brætspil. Og pigerne endte med at komme seriøst sent i seng… Og lørdag besøgte vi gode venner, som for nylig er flyttet i stort hus. Så efter dage med alt for lidt søvn og rigeligt på aftalefronten, holder vi i dag fuldstændig slappedag. Med isanretning, nabo-venindeleg, og film i stuen. 


Så håber jeg alle er ladet helt op til i morgen hvor hverdagen ruller igen. Nu nyder jeg lige det sidste af filmen med pigerne – det er nemlig nu det hele blir uhyggeligt og de begge kommer op i stolen til mig…. 

Reklamer

Et slagsmål mindre hver morgen, tak

I fredags toppede det vist. Yngstens had til tøj eksploderede i et væld af “nej, den klør”, “nej, den strammer”, “nej, den er grim”, “nej, den er for stor”. At hun ikke blev afleveret iført nattøj var vist nærmest et mirakel. Jeg kom hjem en stor bunke tøj, der var kasseret af verdens mest selektive 4-årige. Og nu hvor jeg har hørt på mandens frustrationer længe nok – det er jo ham der har den faste morgentjans med aflevering – så handlede vi på det her i weekenden. 

Ikke at vi normalt belønner hysteriske flip med gaver, men det er simpelthen ikke 5 ødelagte morgener om ugen værd, at skændes om noget så dumt som tøj. Olga og jeg var kort fortalt på shoppetur lørdag formiddag og det var hende der bestemte (næsten… for ellers var vi kun kommet hjem med frost-ballerina-gymnastikdragter, som ikke er skidepraktiske til en dag i børnehave…). Men vi skulle have alt. Og kravet var, at hun godkendte, at det passede i størrelsen til nu (og ikke om tre måneder) og at det var blødt. Hun har noget med at ting kradser og generer, og det må vi have med ind i tøjvalget. 

Henover weekenden har hun nærmest haft det hele på. Alt er testet – og nu også vasket – og vi er klar til en frisk uge! Ydermere har jeg sorteret i hendes tøj så der nu kun ligger tøj i hendes kasser som lever op til førnævnte kriterier. Det eneste vi ikke bliver enige om, er mængde og længde. Hvis hun fik lov, gik hun på legeplads iført sommerkjole året rundt. Hun hader lange ærmer, flyverdragt og vinterstøvler. Men dealen er, at hvis hun bestemmer det inderste, bestemmer vi resten. Tror hun ender med at flytte til Californien eller et andet sted med sol året rundt – alt for at slippe for have ret meget tøj på.

Så et pøj pøj vil være på sin plads… nok mest til faren 😉

Om børneleg

Forleden efter svømmehal og mormor-og-morfar-frokost-besøg havde vi lige en stund hvor vi alle fire kunne lave hver vores ting. Faren sad og læste i soveværelset, Irma sad og tegnede og kreerede sit eget univers omkring det, jeg sad i stuen og lagde puslespil. Olga hyggede på værelset med LEGO, dukker og barbies – iført ballerinadress og klipklapper. Hun legede helt vildt og inddrog nogle gange søsteren i en samtale som hun faktisk kun skulle være statist i, helst ikke svare eller kloge sig på anden vis… 

Jeg sad som sagt i stuen og det eneste lydtæppe jeg havde var Olgas dialog med sig selv og de dukker der havde roller. 

Op til flere gange hører jeg sætninger komme ud af hendes mund som er ting jeg nok temmelig ofte siger. Og det er bare stadig ret flippet at høre mor-fraser komme ud af munden på en 4-årig:

“Jeg skal lige sende en SMS til far”

“Nu vil jeg gerne have at du hører efter”

“Nej, sådan var det ikke, skat”

Lidt efter stoppede forældre-efterligningerne og Irma fik allernådigst lov til at være med. Men når storesøster er med, er det som oftest svært at få lov at bestemme ret meget..

Irma: “Det er altså dig der er tornerose nu.” 

Olga: “Men helt ærligt, hvor længe skal jeg ligge her??!”

– 100 år i eventyr går bare hurtigere end i virkeligheden…

En komplet 4-årig og en hormonel pige på 7

Jeg er lige kommet tilbage fra lægen med Olga. Hun sidder her ved siden af med præmien: Tegnefilm og slik! Hun bestod nemlig med glans til dagens 4-års-undersøgelse med indlagt vaccineskud i låret. Alt gik godt: Syn, hørelse, lunger, hjerte, højde, drøjde og motorik. No worries. Og hun nåede dårligt nok at sige av før vaccinen var indvortes. Med et lidt forundret blik på lægen “hvad fanden bilder du dig ind”-agtigt, der nærmest forsvandt som dug fra solen da et lilla plaster kom på stikket, og en lille dinosaurus landede i hendes hånd. Sådan. Done.

Mor og datter til lægen

Hun er og bliver pigen der overrasker mig. Lige så yndig og bedårende hun kan være, lige så hidsig og kontrær kan hun blive på 0,5. Men jeg nyder de yndige stunder – lige som da hun i går aftes kom trissende ind midt i dobbeltsengen inden nogle af forældrene var faldet i søvn. Et lille smil, og så et tilfredst suk, og tilbage til drømmeland – lige der midt i smørhullet. Helt uimodståelig og sød. Det er godt med den slags minder i maven når hun tramper surt og skrigende op af trappen inden klokken er 7 om morgenen – fordi natkjolen føltes forkert og fordi moren ikke ville hoppe op efter en anden… *huskehuskehuske*

Og apropos børn med omskifteligt humør, så er Irma også igang med en eller anden interessant overgang. Vi kan nærmest ikke sige noget til hende før vi bliver skudt i skoene at ‘skælde ud’, ‘være sure’ eller reaktionen “hvorfor skal I altid være så tarvelige?”. I går aftes brugte hun over en halv time på at være sur og ked af det, og da jeg så blev temmelig irriteret på hende (diplomatisk efterredigering af undertegnede…), blev jeg kaldt den sureste mor i hele verden. Hvilket ikke helt hjalp på mit humør… Jeg må på en eller anden måde få teflonbelagt humøret til at håndtere børns vredesudbrud og sære dårlig-mor-beskyldninger. Ved bare ikke lige hvor jeg finder det kursus, hvor man lærer at tage den slags teflon på? Synes ikke jeg har set det i aftenskole-kataloget?..

Musikidentitet

Når jeg tænker tilbage på mine unge år som 13-15-årig, i starten af 90’erne, så husker jeg mig selv med farvede, hullede jeans, langt hår og converse-sko. Jeg hørte Guns’n’roses, Metallica, Alice in Chains, Soundgarden og Nirvana. Senere på efterskole blev der lagt med ovenpå, både mere flippet og mere hårdt. Fra The Doors og Pink Floyd til Pantera og Sepultura. I gymnasiet var jeg tit sammen med veninder der hørte britpop, Oasis, Blur og Pulp, uden sådan helt at falde for genren. Og i mine 20’ere blev kærligheden til hård rock udsat for en hel del koncerter og jam-koncerter. Søndage med ondt i nakkemusklerne var ret hyppige… 

Men samtidig med det her spor af metal, har jeg haft en musikaffære. Et langtrukkent, svedigt og oppe-hele-natten forhold. Dansegulvsforholdet!! For selvom jeg har været til mange koncerter hvor dansen mest har været vi-smadrer-ind-i-hinanden-foran-scenen, så er det begrænset hvor skægt det er i længden med maste bryster og albuer i ryggen… 

Og den her affære har langsomt men sikkert vundet over rocken. Jeg tager mig selv i at lytte til Nova frem for DR Rock i bilen. Jeg kan teksten til langt de fleste Meghan Trainer og Justin Bieber-sange som Irma hører på youtube, og sætter hellere Bruno Mars på når jeg laver mad end det nye fra Metallica… 

Til sommer skal manden afsted til Copenhell som han plejer. Og jeg har længe haft lyst til at købe en éndagsbillet og se alt det som han er så vild med. Jeg er sikker på at det blir megafedt, men jeg kan ikke sige mig fri for hellere at ville til en stor fest med en seriøs god dj… Lad det blive mellem os, det er 25 års musikidentitet der er på spil!!

Da far var barn…

“Og Irma, da jeg var barn, var der ikke altid mad nok til alle. Så når bedstemor råbte at vi skulle spise var det bare med at være der i en fart”…

“Og da jeg var barn havde vi ikke senge til at sove i, men vi var nødt til at stå op og sove. Jeg havde heldigvis et fint værelse: kosteskabet bag trappen. Og her kunne jeg stå med panden mod væggen og sove”…

“Og da jeg var barn fik vi ikke nogle julegaver. Der var et år hvor jeg fik en papkasse, og jeg blev vildt glad og legede rigtig meget med den indtil jeg en dag glemte den ude i haven. En våd papkasse kan man ikke lege med. Så næste jul fik jeg en pind”…

Olga lytter nærmest ikke efter de her historier som faren tit fortæller når der engang imellem er ro ved spisebordet. Men Irma lytter, spørger ind (hvorfor der, far??) og følger med helt til historiens slutning. Og så kigger hun på mig, hendes utroværdige sandhedsvidne, og hvis jeg så, som her til aften smiler og himler med øjnene, kigger hun tilbage på sin far og konstaterer: “det er altså løgn”. Andre gange nikker jeg nøgternt og så vender hun tilbage til at være skeptisk, men dog undrende… 

Nu har vi løjet for pigerne hele december. Hvorfor ikke bare fortsætte og se hvornår korthuset ramler??

Lidt tilbage, men mest frem

Vi glemte sgu da at hoppe ind i det nye år. Og jeg havde heller ingen penge i lommen som overtroen foreskriver. Og der var hverken nytårstale eller pigekor. Men heldigvis blev maden fantastisk, ungerne legede og havde en fest. Alle børn sov da klokken var 20.30, drinks’ne var store og gode, naboerne kom med ekstra bobler og kransekage og alt var ligesom det skulle være. Pigerne nåede dog at vågne et hav af gange pga fyrværkeriet  (eller ‘fyrværmariet’ som Olga siger), så jeg endte med at falde i søvn i Olgas seng…iført nytårskjole. Der er dømt kliche i småbørnsfamilien 😉

Og nu sidder jeg her i køkkenet, kigger ud på regnen og lytter til børnenes skiftevise skænderier og leg. Andre mennesker har ryddet alt nytårsrodet op udenfor. Tak til virkelig gode naboer! Og om lidt står den på the og de sidste snacks-rester fra i går. Det er søndag med søndag på.

Selvom juleferien har været kortere end ønsket, har det alligevel været nok til at komme helt ned i gear, og være så meget sammen, at vi nu godt kan rumme både omverden og kolleger igen. Manden lader mentalt op til at starte nyt arbejde i morgen, og jeg tager tilløb til madpakker, læggen tøj frem og hente/bringe-cirkus.

Tilbage til afslapning… Glædelig 1. januar til alle! Håber I alle har haft et super nytår 🙂