En komplet 4-årig og en hormonel pige på 7

Jeg er lige kommet tilbage fra lægen med Olga. Hun sidder her ved siden af med præmien: Tegnefilm og slik! Hun bestod nemlig med glans til dagens 4-års-undersøgelse med indlagt vaccineskud i låret. Alt gik godt: Syn, hørelse, lunger, hjerte, højde, drøjde og motorik. No worries. Og hun nåede dårligt nok at sige av før vaccinen var indvortes. Med et lidt forundret blik på lægen “hvad fanden bilder du dig ind”-agtigt, der nærmest forsvandt som dug fra solen da et lilla plaster kom på stikket, og en lille dinosaurus landede i hendes hånd. Sådan. Done.

Mor og datter til lægen

Hun er og bliver pigen der overrasker mig. Lige så yndig og bedårende hun kan være, lige så hidsig og kontrær kan hun blive på 0,5. Men jeg nyder de yndige stunder – lige som da hun i går aftes kom trissende ind midt i dobbeltsengen inden nogle af forældrene var faldet i søvn. Et lille smil, og så et tilfredst suk, og tilbage til drømmeland – lige der midt i smørhullet. Helt uimodståelig og sød. Det er godt med den slags minder i maven når hun tramper surt og skrigende op af trappen inden klokken er 7 om morgenen – fordi natkjolen føltes forkert og fordi moren ikke ville hoppe op efter en anden… *huskehuskehuske*

Og apropos børn med omskifteligt humør, så er Irma også igang med en eller anden interessant overgang. Vi kan nærmest ikke sige noget til hende før vi bliver skudt i skoene at ‘skælde ud’, ‘være sure’ eller reaktionen “hvorfor skal I altid være så tarvelige?”. I går aftes brugte hun over en halv time på at være sur og ked af det, og da jeg så blev temmelig irriteret på hende (diplomatisk efterredigering af undertegnede…), blev jeg kaldt den sureste mor i hele verden. Hvilket ikke helt hjalp på mit humør… Jeg må på en eller anden måde få teflonbelagt humøret til at håndtere børns vredesudbrud og sære dårlig-mor-beskyldninger. Ved bare ikke lige hvor jeg finder det kursus, hvor man lærer at tage den slags teflon på? Synes ikke jeg har set det i aftenskole-kataloget?..