Pinlige børn og private dele…

Nu har Olga givet mig ildrøde ører to gange inden for de sidste par uger med præcis den samme upassende kommentar. For lidt tid siden da vi stod oppe hos den lokale Æggemand ved sommerhuset, og han rodede i sin store fryser efter den helt rigtige kylling til os. Pigerne og jeg stod helt inde i hans private værksted da hun lod kommentaren falde…Og i dag gjorde hun det igen, da vi droppede forbi min søde kollega med et par puslespil til hendes datter. Dér stod vi foran hendes hus og sludrede i støvregnen, mens jeg blev tilbudt lun kaffe. 

Olgas højlydte og helt utroligt upassende (og ikke korrekte i øvrigt!) sætning er: “Ad, her lugter af lort!” 

Jeg kan nærmest ikke komme på noget mere pinligt hun kunne ytre når man er i andre menneskers hjem for første gang! 

Mon det er en af disse ting som bør lagres et sikkert sted og hives frem når barnet er cirka 14???…

En anden grænseoverskridende ting hun er begyndt på er, at gramse mig på brysterne. Sådan lidt æltende eller klappende. Igen, temmelig upassende! Hvad pokker er det nu for noget? Det er heldigvis som regel når vi sidder herhjemme og leger, men de sidste par uger har hun også gjort det når vi har været ude. Det magter jeg nærmest ikke. Og jeg har nu taget mig selv i at sige højlydt (Olga har jo ikke den høje stemmeføring fra fremmede…) “nej, Olga, det er MINE bryster, lad dem være”. 

Der går ikke længe før vi ikke bliver inviteret ud overhovedet..  

Reklamer