Hvor meget fortæller man børnene?..

Jeg har nu i to år gået til hudspecialister for at få udredt hvorfor jeg har sære røde pletter i ansigtet. Det er blevet til mange lægebesøg, og mange tests af diverse behandlingsformer: Cremer, piller, indsprøjtninger og et hav af blodprøver. Hudlægen som jeg går til på Gentofte Hospital har grebet det an med en ihærdighed, som jeg aldrig tidligere har oplevet, og det har faktisk været så opløftende, at jeg har sagt ja til (næsten) alle forsøg på undersøgelser og prøvende kure. Og han har i et stykke tid mistænkt at pletterne kunne skyldes Sarkoidose – en lunge- og immunsystemssygdom (kort fortalt…hvis du er nysgerrig, så klik på linket til sundhed.dk, her forklarer de det bedre end jeg kan).

Den første plet kom da jeg var gravid med Olga, altså for ca. 5 år siden. Og samtidig med, at den udviklede sig på næseryggen, hostede jeg som en sindssyg. Noget jeg faktisk gjorde i 3-4 måneder. Pga. graviditeten fik jeg ikke noget medicin, og det endte med at gå i sig selv – men måske er det denne ubehandlede (formodentlige) lungebetændelse, der har været med til at kickstarte den anden sygdom, og dens følgevirkninger for mig: Pletter i fjæs…

I dag har jeg været på Gentofte Hospitals Lungeafdeling og fået taget flere blodprøver og hjerte-ekg, samt en længere række puste-prøver, både med og uden gas. Temmelig flippet, og for en der ikke er specielt begejstret for hospitaler, ikke særlig behagelig oplevelse. Og derudover har jeg så fået en tid til om halvanden uge hvor jeg skal tilbage på lungeafdelingen og have lavet en kikkertundersøgelse. Og tanken om drop i armen, slanger igennem næsen og ned til hævede lymfekirtler og lunger er ikke rigtig en rar fornemmelse heller. Det er selvfølgelig dejligt, at der nu efter SÅ lang tid kommer svar på hvad alt det her skyldes, og at der derpå kan findes en kur (måske!) for det, men vejen dertil er sgu en anelse bumpet…

Indtil videre har jeg fejet det ganske udramatisk af bordet, når pigerne engang imellem spørger til pletterne. Men når nu vi snakker indgreb på denne måde, og at jeg højst sandsynligt kommer ret træt og kvæstet tilbage fra hospitalet på næste mandag, er det så noget, som børnene bør kende til? Jeg hælder mest til nej, for især Irma har en tendens til at huske alskens dårligdom, og bringer tit tidligere sygdom op. Og selvfølgelig også fordi, jeg helst ikke vil have at de bliver bekymrede, for det her er noget personalet gør mange gange hver dag, helt og aldeles ambulant og fredeligt. Men hvad tænker I?

Reklamer

Vækkeur, tidligt i seng, taske pakket

Tre uger går altså hurtigt når man hygger sig. Vi kom hjem fra sommerhus i går og ordnede fire maskiner med vasketøj, og som maskinen snurrede og bunkerne med rent tøj hobede sig op og blev hængt op, landede jeg mere og mere i fornemmelsen af hverdag. Har derefter brugt det sidste døgn på at skifte mellem en tilstand af depression og lettelse… Fordi: 1. Kors, hvor er der lang tid til næste ferie! Det blir formodentlig ikke rigtig før til jul, måske med undtagelse af et par dage i efterårsferien. Det er da næsten ikke til at holde ud. Og fordi: 2. Jeg glæder mig jo også til hverdagen. Med cykelture, madplaner, børnehave og SFO. Med forudsigelser og legeaftaler, faste sengetider og rutiner. Og med arbejde hvor jeg er mere Marie end mor. Og det er nu også ret dejligt.

Så alt i alt har det været en dejlig ferie. To uger med rejser og oplevelser og solskin og eventyr. Og en uge i vante omgivelser på Næsset, hvor børnene både har hygget og kedet sig. Og hvor vi både nåede at være i fjorden, og bruge et par eftermiddage på at højtlæse Kaptajn Underhyler og Villads fra Valby. Pigerne kommer uden tvivl til at skulle på is-afvænning (og det samme gælder forældrene, her taler vi bare vin…), og de næste par dage blir nok lidt hårde når vækkeuret ringer. Heldigvis er mormoren på banen med lidt sommersjov et par dage i denne uge, så der i hvert fald er nogen herhjemme der får en blød start.

Godnat og glædelig hverdag i juli 😊

Hjemme igen og flad fredag

Klokken var kvart over midnat da Forden trillede ind i Albertslund. Efter godt 18 timer på farten! Efter lidt frem og tilbage-overvejelser, besluttede vi at tage hele turen fra Norditalien i ét træk. Og jeg er virkelig positivt overrasket over hvor fint pigerne klarede det! Vi havde pakket bilen med madpakker, slik og knas, og masser af koldt vand. Derudover var iPads fuldt opladet og fyldt med downloads og spil. Bagsædet var pakket med pigernes bøger og barbier. 

Vi vækkede begge tøser ca halv 6 i går morges, og så var vi off. Desværre blev vi vinket væk fra motorvejen efter fem kvarter… og med lidt detektivarbejde fandt vi ud af at vejen var spærret pga en bombetrussel… Heldigvis varede det kun 50 minutter, men vi nåede lige at tænke i adskillige alternative hjemruter – og blive temmelig rasende på hele bilferie-konceptet… 

Resten af turen gik som ture igennem Tyskland nu engang går. Med monentane stau-tilstande, temmelig meget vejarbejde og frustrationer bag rattet når lastbilerne overhaler hinanden… men på bagsædet gik det faktisk rigtig fint. Imellem de mange Netflix-afsnit, snakkede vi om ferien, fortalte løgnhistorier og hørte dårlig tysk radio. Vi klarede os med kun to korte stop – kun tid til tankning, toilet og iskøb, og så ellers fuld kraft frem indtil Puttgarden. 

Den eneste bagside af medaljen er sådan set, at dagen i dag er voldsomt slatten. Vi slapper, vasker lidt tøj, og nyder at være hjemme – i sløvt tempo… hvis pigerne ellers holder sig vågne resten af dagen, satser jeg på at de skal tidligt i seng (og det skal jeg stensikkert også). 

I morgen drager vi i sommerhus og nyder resten af ferien. Jeg glæder mig til hjemlig hygge, brætspil, bøger og forhåbentlig nogle besøg af gode venner!! Men sikke nogle dejlige uger det allerede har været! Så mange gode oplevelser og skønne udflugter. 

Tredje feriepostkort

Benene på bordet, den kølige rødvin er drukket og jeg nyder synet af den forbudte børneplukkede blomst der står og pynter i et vandglas. Vi har været på marked, er blevet plaget til døde (eller bare til euro op ad lommen) til at købe sommerkjole og solhat. Forældrene har fået tilpas meget hvidvin, ungerne tilpas meget is. Der er blevet badet, soppet, danset og svedt i 35 graders varme. I morgen er der vist dømt bjergs-sø-badning og tung søndagsfrokost. Og nu vil jeg krybe ind under mit lagen, lytte til lyden af græshopper og sove indtil forventningsfulde skridt rammer terrassogulvet…

Dase-dag!

Termometeret siger 35 grader, og vi holder afslapningdag på vores sidste Tysklandsdag. Vi har været inde og shoppe langturs-venlige snacks til i morgen når vi kører til Italien, og nu sidder vi bare og hygger mens vi venter på at solen bliver venligere stemt overfor blege nordboere oppe ved den lokale svømmepøl. 
I ventetiden har pigerne stenet downloadede tysk-synkroniserede serier – mindede mig mest af alt om min tid i Schweiz (tilbage i 1999!!) hvor overskyede fri-eftermiddage nogle gange gik med Baywatch og Startrek… på tysk 😄 

Og lige nu sidder jeg med min bog i skødet mens Olga sidder ved siden af og spiller Toca Boca Kitchen – og laver mad til mennesker og dyr, med MANGE kommentarer: 

“Hvorfor vil hun ikke spise kartoflen når den kommer lige fra køleskabet?”

“Kan vi godt lave det her til aftensmad??” (Om blendede pærer, gulerødder og røde bøffer…)

“Hun spiser citronen mor!?, Aj, jeg prøver igen, men nu blender jeg den først!”

At verdens mest kræsne 4-årige er faldet for det her spil, giver ikke meget mening, men pyt. Hvis det på sigt kunne give lidt mere forståelse for mad, ville jeg blive seriøst glad!! 

Nu er det kaffetid til moren og snart svømmetid for alle. I får lige et billede af hvordan jeg startede morgenen. Glad og varm 😍 

 

Postkort fra Mosel

Kan man køre 800 km uden brok? Ikke helt… men langt det meste kom fra forældrene når endnu en campingvogn insisterede på at overhale op ad bakke… 

Vi nåede frem til vores skønne lejede lejlighed lidt før kl 17, og kunne lide nå at pakke ud inden vi opstøvede et lille spisested… og jeg skulle spore min sproghjerne ind på det tyske igen. Det har gemt sig ret langt væk! Formåede at svare ‘yes’ tre gange inden jeg selv opfangede det… 

I dag har vi turet rundt i det nærmeste kvarter. Kørt på småveje, set to borge, gået temmelig langt langs floden. Bestukket børn med ømme fødder med is. Som vi troede på lige indtil vi faldt over en legeplads…


I morgen kommer solen også hertil, og vi suser i legeland. 

Lige nu sidder pigerne i sengen og Irma læser en ekstra godnatbog for Olga. Der er vin i mit glas og benene er oppe. Alt er godt!