Hvor meget fortæller man børnene?..

Jeg har nu i to år gået til hudspecialister for at få udredt hvorfor jeg har sære røde pletter i ansigtet. Det er blevet til mange lægebesøg, og mange tests af diverse behandlingsformer: Cremer, piller, indsprøjtninger og et hav af blodprøver. Hudlægen som jeg går til på Gentofte Hospital har grebet det an med en ihærdighed, som jeg aldrig tidligere har oplevet, og det har faktisk været så opløftende, at jeg har sagt ja til (næsten) alle forsøg på undersøgelser og prøvende kure. Og han har i et stykke tid mistænkt at pletterne kunne skyldes Sarkoidose – en lunge- og immunsystemssygdom (kort fortalt…hvis du er nysgerrig, så klik på linket til sundhed.dk, her forklarer de det bedre end jeg kan).

Den første plet kom da jeg var gravid med Olga, altså for ca. 5 år siden. Og samtidig med, at den udviklede sig på næseryggen, hostede jeg som en sindssyg. Noget jeg faktisk gjorde i 3-4 måneder. Pga. graviditeten fik jeg ikke noget medicin, og det endte med at gå i sig selv – men måske er det denne ubehandlede (formodentlige) lungebetændelse, der har været med til at kickstarte den anden sygdom, og dens følgevirkninger for mig: Pletter i fjæs…

I dag har jeg været på Gentofte Hospitals Lungeafdeling og fået taget flere blodprøver og hjerte-ekg, samt en længere række puste-prøver, både med og uden gas. Temmelig flippet, og for en der ikke er specielt begejstret for hospitaler, ikke særlig behagelig oplevelse. Og derudover har jeg så fået en tid til om halvanden uge hvor jeg skal tilbage på lungeafdelingen og have lavet en kikkertundersøgelse. Og tanken om drop i armen, slanger igennem næsen og ned til hævede lymfekirtler og lunger er ikke rigtig en rar fornemmelse heller. Det er selvfølgelig dejligt, at der nu efter SÅ lang tid kommer svar på hvad alt det her skyldes, og at der derpå kan findes en kur (måske!) for det, men vejen dertil er sgu en anelse bumpet…

Indtil videre har jeg fejet det ganske udramatisk af bordet, når pigerne engang imellem spørger til pletterne. Men når nu vi snakker indgreb på denne måde, og at jeg højst sandsynligt kommer ret træt og kvæstet tilbage fra hospitalet på næste mandag, er det så noget, som børnene bør kende til? Jeg hælder mest til nej, for især Irma har en tendens til at huske alskens dårligdom, og bringer tit tidligere sygdom op. Og selvfølgelig også fordi, jeg helst ikke vil have at de bliver bekymrede, for det her er noget personalet gør mange gange hver dag, helt og aldeles ambulant og fredeligt. Men hvad tænker I?

Reklamer

6 thoughts on “Hvor meget fortæller man børnene?..

  1. Hmm… Jeg ville nok ikke sige noget (så store er pigerne jo heller ikke) – i hvert fald nok ikke før, du (potentielt) har fået en diagnose. Omvendt kan det nogle gange også give mening at tage en snak om, at mor skal ind til en læge, som har en speciel slags kikkert, hvor man bare kan se alting meget tydeligt og tættere på. Agtigt?
    Jeg går ud fra, man har undersøgt dig vældig grundigt. Det lyder det til. Min første tanke var noget andet end Sarkoidose, meeeen mon ikke der er tænkt på det meste!?
    Jeg er lungemedicinsk sygeplejerske, og har været omkring rigtig mange patienter ifm. kikkertundersøgelser af lungerne/lymfekirtler. Der kan være lidt forskellige tilgange, alt efter hvad man ønsker at undersøge. Men grundlæggende vil jeg sige, at langt de fleste har det ganske glimrende efter et par timer – om de så har været bedøvede, eller “kun” har fået noget beroligende – om end det er naturligt at være lidt træt. Er man vågen under undersøgelsen, får man ofte også noget medicin, som faktisk kan give lidt “hukommelsestab”, hvilket de fleste patienter er ret begejstrede for bagefter, haha.
    Så selvom tanken kan være lidt angstprovokerende, og det er da heller ikke en sjov undersøgelse at skulle igennem, har nok 98% af mine patienter efter følgende udtalt, at det slet ikke var nær så slemt som frygtet.
    Jeg vil håbe, du får en positiv oplevelse, og at undersøgelsen kaster noget afklaring af sig. Det kan være hårdt at stå midt i uvidenhed.
    Du er velkommen til at sige til, hvis du har nogle spørgsmål, eller er i tvivl om noget 🙂

    • Kære Signe. Hvor er det sødt af dig at skrive denne kommentar! Tusind tak. Det giver en masse ro i sjælen.
      Jeg kan fortælle at jeg i dag talte med en overlæge på lungemedicinsk i Gentofte og at hun baseret på blodprøver, men især CT-scanning ikke var i tvivl om Sarkoidose. Så visheden er der. Prøverne er vist bare for at få den sidste sikkerhed på plads – og nok også for at være sikker på at de ikke skal behandle for lunge-delen af sygdommen. Tror jeg nok 😊 Ville lige nu ønske jeg havde hendes ord på bånd, for jeg blir i tvivl om hvorvidt jeg har hørt helt rigtigt.

      Men igen: mange tak, Signe!!
      Knus M

      • Det var bestemt så lidt! 😊
        Og åh ja, man bliver næsten altid i tvivl om, hvad der egentlig blev sagt! Men jeg tror, du har hørt rigtigt – det giver i hvert fald mening, når jeg tager mine “faglige briller” på. Og hvis vi nu skal prøve at anskue det fra en lidt humoristisk vinkel, kan vi – hvis du skal være vågen ifm undersøgelsen – vædde lidt om, hvorvidt du husker noget bagefter. Jeg har haft ret mange patienter, hvor det næsten har udartet sig til en diskussion, fordi de ikke troede på, undersøgelsen rent faktisk VAR overstået 😄
        Ej, spøg til side! Held og lykke med det; det kommer til at gå fint, er jeg sikker på! 😊 Kh.

  2. Jeg stemmer for ikke at fortælle det. De er så små og du er jo kun træt og udmattet en enkelt dag eller to efter den indgribende undersøgelse. Hvis de var teenagere ville jeg have sagt fortæl for ikke at skabe uønsket bekymring.

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s