At være savnet

Jeg ved godt jeg ofte blir lamslået af hvor forskellige mine piger er af sind, men i dag er jeg endnu engang faldet på rø… over, at de kommer fra præcis samme udgangspunkt…

Vi er taget alene i sommerhus her til aften. Der skal males udendørs i morgen, og det blir simpelhen for kedeligt hvis pigerne skal sidde på sidelinjen hele dagen. Så mine forældre tilbød at underholde mens vi så får både friaften og arbejdsdag med god samvittighed i morgen. Tak for det!!

Inden vi kørte fra Brøndby, skulle Irma dog lige advare mormoren om, at hun i sidste weekend, da de sov hos bedsteforældrene på Fyn, kom til at savne os, og på et tidspunkt var blevet ked af det. Mormoren tog det med vanlig ro og forsikrede hende om, at det nok skulle gå.

Men inden vi faldt helt om over, at vi ikke kunne rejse fra børnene under et døgn uden at være savnet, kom det meget nøgternt fra Olga:

Jeg savnede ikke mor og far da vi var hos bedstemor og bedstefar, for vi fik både slik og is.

Og sådan kommer man nemt ned på jorden igen, når man hurtigt kan bytte et sæt forældre ud med et par vingummier…

Reklamer

Driving familien Holmgaard

Så gik den søndag, med lejlighedsvise hyggelige sekvenser, og ellers ret meget bag rattet. Jeg ved egentlig ikke helt hvordan det gik til, at der skulle køres SÅ meget bil i dag, men pludselig kunne jeg godt se min søndag forsvinde med måsen i sædet og fødderne på pedalerne…

Vi startede dagen med at køre til Vanløse. Mine forældre har solgt noget vin, importeret fra Italien, og manden har videreformidlet en del kasser til nogle venner. Og de kasser har blomstret i vores ikke-eksisterende entre i et par måneder. Nu havde vi omsider mulighed for at få dem rykket, så afsted til Vanløse med dem. Herpå gik turen til Østerbro hvor manden skulle besøge tidligere kollega og spille noget VR-spil på PlayStation. Fra Østerbro kørte vi så i Toys R Us i Gentofte fordi vi som sædvanlig er megadårlige til at få købt fødselsdagsgaver i god tid. Og med pakker i favnen stod gps nu på Ballerup hvor Irma skulle til dobbeltfødselsdag.

Jeg havde Olga med mig, som havde brugt meget krudt på at være dødmisundelig på storesøsteren, der ikke bare skulle til fødselsdag, men til fødselsdag i legeland! Verden er bare nogle gange et hårdt og urimeligt sted – særligt når man er lillesøster tilsyneladende. Så Olga trængte til lidt soloforkælelse. Altså kørte hende og jeg til Søborg og fik store is på Ismageriet. Ikke kun en treat for små piger… og efter is kommer naturligvis legeplads. Enhver forældres yndlingsbeskæftigelse. Og eftersom manden skulle hentes på et tidspunkt, kunne vi lige så godt finde en legeplads på Østerbro. Så jeg kørte os til Nordhavnen og parkerede bilen, og Olga og jeg tog trappen op på 8. sal i Helsinkigade 30. Oppe på taget af det pæne P-hus ligger den flotte røde legeplads. Med udsigt til vand og krydstogtskibe, og hele Kbh til den anden side. Fantastisk sted – og forfærdeligt velbesøgt!!

Efter megen gyngning og trampolinhop kørte vi tilbage til Østerbro og hentede manden. En anelse rundtosset efter at have "kørt" Formel 1 og andet lir hele eftermiddagen. Til sidst kørte vi retur til Ballerup, hentede to glade tøser med røde kinder efter tre timers intens leg, og endelig retur til Lunden… Hvor jeg så til min store irritation kan konstatere at min cykel jo står på arbejdet og at jeg er nødt til at tage bilen i morgen… Pokkers!

Syg tid = ingen blog

Okay, så lunge-lymfe-prøve-kikkertundersøgelse var i mandags. Og ganske som Signe i kommentarerne fra forrig-forrig-blogindlæg skrev, så ville jeg ikke kunne huske noget som helst fra indgrebet. Ganske rigtigt. Det hele er som i en drøm og det er faktisk først i dag, at jeg er kommet i tanke om den samtale jeg havde med sygeplejersken lige inden de slog mig ud med bedøvelse. Jeg vågnede op tilbage på hvilestuen, hvor jeg også var startet. Og her fik jeg den obligatoriske thebolle med ost og saft. Og kaffe. Alt er godt og tiltrængt efter faste!

Min mor var så god at komme og hente mig og mit groggy legeme. Og jeg kunne ikke ret meget andet end at lægge mig i seng da jeg kom hjem. Det var meningen at jeg skulle være på toppen – mere eller mindre – igen dagen derpå. Men jeg havde med vilje taget en hjemmearbejdsdag for lige at være sikker. Og over middag måtte jeg kaste håndklædet i ringen og tage en middagslur. Trætheden tog egentlig bare til herefter. Og i går onsdag var jeg overmodig, cyklede på arbejde og troede alt var godt. Da jeg så ved frokosttid havde følelsen af at besvimelse var oppe over, tilbød min chef at køre mig hjem. Jatak!

Så i går endte med temmelig mange tårer og frustrationer og lægebesøg fordi min krop gik helt amok i sære reaktioner. Ifølge vagtlægen fejlede jeg dog intet (hvilket egentlig ikke er så fedt at høre når kroppen koldsveder, har åndenød, svimler og har kvalme). Men i dag er bedre. Meget bedre. Og da jeg ringede ud på lungeafdelingen for at rette mine bekymringer mod rette sted, fik jeg at vide, at jeg i virkeligheden døjer med følgevirkninger af Sarkoidosen. Altså sygdommen som jeg har, men udover prikker i fjæs, egentlig ikke har haft symptomer på. Det er måske logisk nok.

Og nu skal jeg nok holde op med at skrive om sygdom. For i denne uge er Irma ligesom også startet i 2. klasse, Olga har har vundet over mig i klodsmajor, og jeg har set en hel serie færdig på Netflix. Såmænd. Så prøvede jeg også det!

Overraskelser i natten

Noget af det sidste jeg kan huske manden spurgte mig om i går var, “hvad skal vi lave i morgen?, for vi har da ikke nogle planer, vel?”. Jeg mumlede noget med at holde en ren slappedag og bare nyde søndagen, og så faldt jeg vist i søvn. Vi havde spist, drukket drinks og hygget hos naboer i går, og vi bar ungerne hjem i seng, temmelig lang tid over deres sovetid, så jeg var også ret kvæstet. Men i løbet af natten, blev vi begge vækket af et knasende bump. Den slags lyd hvor man, selvom man ikke har hørt lyden før, godt kan regne ud, at det var sengen der udstødte sit sidste suk, og natten herefter med garanti ville blive noget rod. Det blev noget med at finde nogle ekstra madrasser, og nogle tæpper, og så ellers sende den ældste tilbage i sin seng, selvom hun selvfølgelig forfærdelig gerne lige ville bruge denne nat i smørhullet. Dårligt valg af nat!

Så søndag uden planer blev til søndag på genbrugspladsen, i IKEA og på gulvet i soveværelset udstyret med det store umbraco-sæt. Og de overskudsramte og fantastisk søde naboer fra i går, inviterede børnene over til Cirkus Summarum på Ramasjang og almen børnehygge, mens forældrene “hyggede” hjemme…

Men nu, arhrmen altså! Nu, sidder vi her i sengen. Den er god og magelig, og hård på den helt rigtige måde. Det er alle de omstændelige timer værd. Også selvom det blev en lidt mere arbejdsom søndag end jeg kunne have håbet på.

Billedet i midten er fra køen i IKEA. Jeg bliver som altid forundret over hvad pokker ALLE de mennesker laver der sammen med mig! Klokken var knap 11 søndag formiddag. Er deres seng også gået i stykker? Er de bare på søndags-hygge-tur? Findes den slags i virkeligheden? Og hvorfor nyder de ikke bare deres morgenkaffe med benene oppe, som jeg selv ville have elsket??

Søndag med IKEA-indslag

Kropsmekanismer

Jeg kan acceptere at vi alle er til fals for vanens magt. At vi har det bedst med at stå op på et bestemt tidspunkt, snooze de faste 9 minutter inden benene ryger ud over sengekanten, drikke morgenkaffen med hånden under hagen, tage strømper på EFTER underbukser, men FØR T-shirt, tage nøglerne fra deres faste plads på hylden inden vi samler tasken op og går ud af døren kl 07.43, og helst ikke bare to minutter senere.

Jeg har bestemt også mine faste rytmer og vaner, nogle er jeg glad for, andre… not so much… nå. Dog er én ting de dumme vaner, en anden ting er dem vi ikke rigtig er herre over. Og det er her jeg har nogle undre-område:

Hvorfor er det, at man (eller bare mig???) altid skal tisse i det sekund jeg/man åbner hoveddøren? Ikke for 20 minutter siden da jeg forlod arbejdet, overhovedet! Men når nøglen stikkes i nøglehullet opfører min krop sig som om jeg lige har tømt to baljer med vand. Hvorfor?

Og hvorfor er det, at jeg, morgenen efter at have spist som en vanvittig (fx dagen efter juleaften) altid er absurd sulten? Det giver ingen mening at kunne indtage et morgenmåltid som om jeg skulle ud og løbe Marathon, ovenpå at have spist ca 14 dages kalorier på bare én aften! Ingen mening!!

Og så lige den jeg oplevede tidligere i dag, og generelt alle hverdage i ugen i tidsrummet 15-16. Når jeg ankommer til SFO eller børnehave for at hente et af børnene, er de som regel i fuld gang med en leg. Når Olga (fx) ser mig, kommer hun mig i møde, glad og stor-snakkende. Hun vil gerne have et kram, hun vil gerne have halvdelen af det tøj af som børnehaven synes hun skal have på, og efter to minutter blir hun som oftest ked af det pga nærmest hvad som helst. Indtil jeg finder et stykke frugt i min taske som hun kan spise mens vi går ud. Så er alt godt igen. Og det virker til at blodsukkeret helt automatisk falder med omtrent 90% i det sekund jeg kommer hende i møde. Sulten slår an, og det blir ganske simpelt en møgtur hjem hvis ikke jeg har en snack med i ærmet. Jeg synes virkelig det er en sær mekanisme at jeg her efter 4 år uden amning stadig blir anset som en madmaskine for mine børn. Tænker at det nok holder op om cirka 15 års tid?…