Græsenkeliv

Der er nu ikke mange dage tilbage af den her tilstand som ene forældre. Og heldigvis for det. Ikke så meget i forhold til hente-bringe, morgenmad, vasketøj, oprydning og godnatlæsning. Alt det har jeg jo prøvet før og er ikke hverken bange for eller ked af at stå alene med. Nej, det er faktisk eftermiddags-aften-snakkede med manden jeg savner mest. “Hvordan er din dag gået?”, “hvordan gik aflevering?”, “prøv lige at hør hvad Irma sagde i morges”. Alt det som jeg ikke gider tale med andre om. Og som ingen andre egentlig gider høre om. Og det er jo ikke den slags som jeg går og opsamler og stabler i en lille bunke, som vi tager fat på fra en ende af når han lander søndag aften. Det bliver bare ligesom inde i boldbanerne og forstyrrer nattesøvnen. Som en mærkelig slags Prinsessen på ærten.

Kort fortalt er aftnerne i stedet gået med arbejde. Det er jo problemet når man ikke har fjernsyn eller en der spørger om vi skal spille spil. Min hjerne er blevet Excel-inficeret og trænger gevaldigt til at blive luftet. Så da chancen bød sig, sprang jeg i dag til at spise med gode naboer. Det gik udover torsdagstræning som jeg pjækkede fra til fordel for snakke om hverdag med andre voksne. Så skønt!! Jeg vurderede at min krop havde mere brug for ord end squats og burpees. Sundhed er nu engang mange ting 😊

Lidt billeder fra ugen. Fra børnehavefest med ansigtsmaling. Langsom morgen med iPad i weekenden. Kanelsnegle var Olgas eneste ønske for weekenden. Ny gips der kom på den brækkede arm i mandags. Og praktisk låne-bade-dims der sørger for at børn med brækkede lemmer ikke lugter alt for meget af sure tæer…

I morgen starter weekenden, og der er dømt sløve morgener, børnefødselsdag som Irma skal til, jeans-shopping for moren (hvis bukser revnede på arbejde…ssshhhh), og måske løbehjulskøb til den store, hvis løbehjul faldt definitivt fra hinanden i dag. Og kan man måske leve uden løbehjul som 7-årig? Jeg tror det faktisk ikke!

Reklamer

Mens andre drikker vin…

Næææ, jeg er skam ikke den bitre type, der føler sig snydt og overladt til vasketøj, logistik og madpakker, mens andre tager på vinrejse til de skønneste steder i Italien og drikker femstjernet vin i 10 dage. Nej, puha, de der bitre typer hader jeg bare. Føj! Pigerne og jeg bliver bare her i regnvejret og hygger måsen ud af september! Nemlig!

…Så nu hvor manden er draget på ferie, skal der skrues en tand højere op for de nemme løsninger, og jeg spekulerer på hvor meget de gider gå med mor i byen og spise når jeg ikke gider være ene voksen ved madbordet mere. Vi ser hvordan det ender. Lige nu tænker jeg mest på den bilnøgle der i de næste ti døgn er MIN, og kun min! Og en god uges pause fra regnvåde cykelture er ikke sådan at kimse af. Nåja, det er de små halmstrå jeg griber efter her, men I forstår.

Og mens Irma har tegnet tegninger til faren for at vise hvor meget hun kommer til at savne ham, sad Olga lidt tænksomt ved aftenbordet:

Olga: “Jeg kommer altså ikke til at savne far”

Mig: “Nå?…Men hvad så med når du bliver sur på mig, og gerne vil have din far?”

Olga: “Så kan du jo bare lade være med at skælde mig ud, mor”

Så det er kort fortalt planen de næste ti dage. Ingen udskæld, ingen savn. Nemt.

Det går i øvrigt fremragende med hendes brækkede arm. Hun har tilsyneladende ingen smerter mere, og er mest af alt irriteret over, at jeg konstant tilbyder hende hjælp til ting, som hun plejer at kunne selv. Hun bliver vildt sur! Og så er hun træt af ikke at kunne cykle og køre på løbehjul. Dér er de strenge forældre ret firkantede. Men i morgen skal vi til fest i børnehaven, hvor hun igen-igen har bestilt pølsehorn (er der ikke en udløbsdato for bagværk man simpelthen har lavet for mange gange??..), og jeg tænker at spice det op med noget grønt af en slags (mest for show selvfølgelig…). I børnehaven er vi blevet stemplet som den mærkelige familie der ikke har et fjernsyn, og det skal med garanti nok også komme frem igen i morgen. Åhja, institutionsfester, you gotta love ‘em 🙂

 

 

For at toppe den uheldige uge

Jeg ligger her i sengen ved siden af en Olga, der på ingen måde kan finde sig til rette med sin dumme venstre arm. Den gør ondt og gipsen tynger og varmer. Gipsen der ellers tidligere kom til at lyde ret eksotisk…

Efter en uge med regnvejr i stride strømme (altid skønt for cykelpendlere), tre punkteringer på fem dage, temmelig meget pres på på job, og noget med noget bagning der kiksede fuldstændig, toppede Olga lige den uheldige uge ved at brække armen.

Jeg var i gang med noget dæk- og slangeskift (altså helt normal søndag…), og pludselig kalder manden mig ind ret emsigt. Olga er (formentlig – for ingen af os så det) snublet på en rund skammel, mens hun stod på den. Og jo jo, som det netop er blevet pointeret ovre på Facebook, var det dette motorisk udfordrende Bobles-legetøj hun stod på. Åh, ironien!! Og når jeg nu er vant til at hun bare rejser sig op og tonser videre, er det helt vanvittig så meget omsorg jeg kan mønstre når hun endelig ikke gør! Åh, hvor det tydeligvis bare gjorde monster-nas!

På skadestuen var lægen slet ikke i tvivl: “Den er helt sikkert brækket, men jeg sender jer lige til røntgen så vi kan se hvor og hvor meget”. Og efter at have forsikret hende om, at han ikke ville stikke en nål i hende, var hun klar til det meste. Faktisk tror jeg hun synes det hele var så spændende at hun helt glemte smerterne. Hvilket gjorde at jeg helt glemte at spørge til smertestillende. Så her ved puttetid fik hun en god skefuld børnepanodil, og hvis det gør alt for ondt, får hun en til.

Hun skal gå med slynge en dag mere, så i morgen bliver faren hjemme og så ser vi om hun er klar til at vise gipsen frem i børnehaven.

Og nu holder medicinen vist op med at virke… av av, det blir en lang nat!

Sikkerhed…

Nu arbejder jeg i et firma, der går utrolig meget op i sikkerhed. Også til et niveau, der for udefrakommende kan virke temmelig ekstremt. Men efter et par ugers indgående hjernevask formidling, kunne ingen medarbejdere finde på at drikke kaffe uden låg, tage trappen uden at holde i gelænderet eller sætte sin computer på en afsats. Helt utænkeligt. Nu burde det jo så være sådan, at al denne sikkerhedstankegang ville gennemsyre min hverdag, også i forhold til børnene. Men ak… Jeg er sgu nok lidt loose lige der. For når de fx cykler herhjemme i gården, så kan de sagtens cykle uden hjelm. Eller hvis de står på løbehjul, lader vi dem også gøre det uden hjelm. Og den regel var sådan set også ok, indtil for omtrent et halvt års tid siden hvor udfoldelser på cykel og løbehjul gik temmelig meget amok. Irma øver sig pt i at køre på løbehjul uden hænder. Eller siddende. Og begge dele i ret høj fart. Olga er blevet god til at køre på skrænter, ned ad bakker, i zigzag – også med temmelig god fart… Og da min nok lidt for laissez-faire tilgang til ikke-hjelm blev iagttaget til familiefest i lørdags, stod det klart, at vi nok bør skærpe reglerne en anelse. Pigerne kørte ræs ned af en flisebelagt sti mellem en parkeringsplads og et busstoppested. Stien var forholdsvist stejl og der kom virkelig god fart på. Pigerne havde en fest! Og vi havde ikke liiiige fået de hjelme med…

Nåja, der skete jo ikke noget – bortset fra min stakkels kusine, der var ved at få et hjerteslag når de små løbehjulshjul kom stormende forbi. Der skete ikke noget før i søndags altså. For efter pigerne havde været til legeaftale om eftermiddagen, kørte vi på dyregården – et dejligt lille bondegårdsidylramt sted i Albertslund – hvor der skulle klappes kaniner, gives æbler til heste og snakkes om store gede-yvere… Alt var godt, indtil cykelturen hjem. Vi er ikke kommet ret langt, og jeg kører bag ved pigerne. Olga er nok lidt mere træt og distræt end jeg regner med, så da vi nærmer os en bom, som Irma i selvsikker stil kører udenom, banker Olga lige hovedkulds ind i den. Hun ser den bare slet ikke. Og hendes cykelhjelm sidder ikke stramt nok på, og bliver derfor skubbet bagud, og giver panden det fulde drøn fra metalstangen. Åh, hvor blev hun forskrækket og ked af det. Og sikke en bule hun fik. En sød mand kom løbende med klædesvøbte frosne ærter, og det hjalp lidt på hævelsen. At hun overhovedet fik hjelmen på igen og op på cyklen, er nærmest uforståeligt. Der måtte et løfte om is til, men så cyklede de små ben også hurtigt de godt 2 km hjem. Med bule og hjelm.

Og så skal jeg lige skynde mig at sige tak for alle jeres fantastiske kommentarer – primært på min facebook-profil til gårsdagens frustrerede indlæg om mad, men også her på bloggen. Jeg forsøger at hvile i, at børnene trives, er mætte, spiser deres gulerødder (udover pasta med smør…), og har energi nok til cykelture og vilde løbehjulsræs. De er nok bare børn, og jeg er nok bare utålmodig – der er mantra-potentiale i den sætning!!

 

Det der med børn og mad

Madplaner, et køleskab fuld af grøntsager og alverdens gode intentioner. Al planlægning er på plads og indkøbene bugner af velvilje og sund livsstil. Hver uge lægger jeg en plan for 6-7 dage. Og fordi jeg handler på Nemlig.com gør jeg brug af mange af deres opskrifter og inspiration til ny hverdagsmad. Og jeg kan virkelig godt lide at lave mad. Ofte er det noget jeg ser frem til. Også i hverdagen. Alt det her bliver dog ret ofte forstyrret af børn, der enten ikke gider spise det der står på bordet, ikke vil smage på noget, synes det ser ulækkert ud (eller bare lyder ulækkert når jeg svarer på det uundgåelige spørgsmål kl 17.21: “hvad skal vi have at spise, mor?”).

Jeg indrømmer gerne at jeg bliver temmelig indebrændt over det her… jeg tager det ikke ret pænt mere. Måske er lunten (også her?..) bare brugt op?

Manden er mere overbærende end mig: Så længe de spiser grøntsager og ellers blir mætte, er han godt tilfreds. Jeg er nok en kende mere ambitiøs her… og utålmodig…

For hvornår går det her over?? Jeg har læst et hav af artikler, bøger, lyttet til gode råd og været overbærende. Men helt ærligt: pasta med smør eller ris med ingenting (??!!) er sgu da ikke et måltid!

Skal jeg skubbe mere på? Være mere insisterende på at de skal smage? Skal de inddrages i planlægningen og i madlavningen? (Det skal siges, at jeg har prøvet – men måske godt kunne lokkes til at gøre mere – men interessen rækker til at slå æg ud eller pynte en kage… ikke så nyttigt på en helt almindelig mandag..) Eller skal jeg bare gøre som nu hvor jeg laver mad, stiller frem, og sørger for at der altid er et eller andet de kan lide, og altså ikke presser på? Kommer det så af sig selv?

“Hvor er de blevet store siden sidst!”

Jeg forestiller mig, at det snart er det spørgsmål der dukker op, hvis ikke jeg snart kommer tilbage på bloggen… Der er ingen undskyldninger for at være fraværende på bloggen, og samtidig er der omkring 100. De sidste par uger har været mere end almindeligt intense, på arbejde, i livet, med aftaler og med at høre nye og livsbekræftende podcasts. For let’s face it, jeg har i den sidste tid brugt alle de ledige timer, jeg har kunne skrabe sammen, på at lytte til “My Dad Wrote a Porno”. Og jeg har grinet højt imens! Både på cyklen og i toget. I sidste uge var jeg fx ude med arbejdet og spise. Vi havde været i Tuborg Havn og få lækker mad, og jeg hoppede på B-linjen vestpå med ørerne fulde af sjove briter, og et stort smil. Efter et par stop, stiger der en fornøjelig mand på toget – en af disse mennesker, der glad smiler til alle i kupeen, siger hej og søger øjenkontakt i håb om at starte en samtale. Og selvom jeg synes, at jeg har nok i mit eget lille univers, smiler jeg tilpas meget til, at det åbenbart inviterer til snak med fremmede… Så vi påbegynder sær samtale:

Mand: “Er du kunstner?”

Mig: “Undskyld?” (mens jeg tager ørepropper ud og sætter podcast på pause)

Mand: “Er du kunstner?, du ligner en kunstner?”

Mig: “Nej, det er jeg virkelig ikke” (jeg studser over spørgsmålet, for hvordan ser en kunstner egentlig ud? Og prøver samtidig at snige headset tilbage i ørerne…)

Mand: “Er du fisk eller krebs?”

Mig: “Øøøhhh… (nåååå, vi taler stjernetegn!?..), jeg er fisk” (rimelig overrasket over spørgsmålet)

Mand: “Ja, fisk. Det er det bedste tegn. Du ligner også en fisk. Har du fødselsdag midt i marts?”

Mig: “Ja…” (når at tænke, at jeg lige om lidt bliver suget ind i hypnotisk tilstand hvor jeg har givet ham mine stamdata og min husnøgle – man er vel ikke lettere konspirationsteoretisk for ingenting)

Mand: “Ja, midt i marts. Det passer perfekt. Så er du en meget følsom sjæl, med masser af empati. Er du gift?”

Mig: Ja…” (nu har jeg oplevelsen af at sidde midt på landsbyens torv hvor den kloge kone læser i min hånd, mens hun taler i megafon så alle i byen kan høre det…)

Mand: “Han er ikke fisk, vel? Åh, nej, han er selvfølgelig krebs. En lidt dominerende type?

Mig: ” …øøøh…ja, det kan man vist godt sige”

Mand: “Ja, fisken er nu engang det bedste tegn. Så sympatisk. Nå, nu er jeg vist kørt for langt. Tak for snakken og god rejse”

Lidt svært at komme tilbage til togkupeen nu, hvor der kun sad mennesker, der lod som om de ikke havde hørt vores samtale…

I denne uge har jeg ligeledes talt med en fremmed mand ganske simpelt fordi jeg grinede på cykel. Han og jeg kørte og overhalede hinanden på en 7-8 km strækning, og hver gang vi nåede til et rødt lys, smilede jeg (pga vældig sjov podcast!), og han smilede retur… Ved 3. kryds blev det ærligt lidt akavet, og da han tilmed begyndte at tale til mig og afslutningsvis ønskede mig god dag og “tak for turen”, tænkte jeg, at det var lige lovlig social opførsel på min morgen-solo-cykeltur. Men også lidt sjovt 🙂

Udover sære “snakke” med fremmede har jeg også været i cirkus med pigerne og mormor, hvilket var et kæmpe hit for alle! Jeg har været til fødselsdag hvor den stakkels fødselar måtte udeblive fra egen fest pga sygdom. Jeg har ligget søvnløs pga. nogle lidt for tumulte arbejdsopgaver. Lavet min første druesaft og min 2. islagkage. Været ude med søde veninder. Været til nabofest med fri fadøl. Og haft første besøg af professionel rengøring! Tingene er gode, overraskende og travle på Vestegnen.

Cirkus Baldoni i Ishøj Landsby