Det der med børn og mad

Madplaner, et køleskab fuld af grøntsager og alverdens gode intentioner. Al planlægning er på plads og indkøbene bugner af velvilje og sund livsstil. Hver uge lægger jeg en plan for 6-7 dage. Og fordi jeg handler på Nemlig.com gør jeg brug af mange af deres opskrifter og inspiration til ny hverdagsmad. Og jeg kan virkelig godt lide at lave mad. Ofte er det noget jeg ser frem til. Også i hverdagen. Alt det her bliver dog ret ofte forstyrret af børn, der enten ikke gider spise det der står på bordet, ikke vil smage på noget, synes det ser ulækkert ud (eller bare lyder ulækkert når jeg svarer på det uundgåelige spørgsmål kl 17.21: “hvad skal vi have at spise, mor?”).

Jeg indrømmer gerne at jeg bliver temmelig indebrændt over det her… jeg tager det ikke ret pænt mere. Måske er lunten (også her?..) bare brugt op?

Manden er mere overbærende end mig: Så længe de spiser grøntsager og ellers blir mætte, er han godt tilfreds. Jeg er nok en kende mere ambitiøs her… og utålmodig…

For hvornår går det her over?? Jeg har læst et hav af artikler, bøger, lyttet til gode råd og været overbærende. Men helt ærligt: pasta med smør eller ris med ingenting (??!!) er sgu da ikke et måltid!

Skal jeg skubbe mere på? Være mere insisterende på at de skal smage? Skal de inddrages i planlægningen og i madlavningen? (Det skal siges, at jeg har prøvet – men måske godt kunne lokkes til at gøre mere – men interessen rækker til at slå æg ud eller pynte en kage… ikke så nyttigt på en helt almindelig mandag..) Eller skal jeg bare gøre som nu hvor jeg laver mad, stiller frem, og sørger for at der altid er et eller andet de kan lide, og altså ikke presser på? Kommer det så af sig selv?

Reklamer