And so it begins

Og det skete i de dage… eller mere præcist den sidste aften i november, at voksne holdt sig oprejst fra sofaer, og mens børnene sov deres englesøvn, foldede kreativiteterne sig ud… Åh ja, 1. december. Du melder din ankomst med lige mængder glæde og pres. Du er elsket og hadet som ikke mange andre datoer. Og i præstationsangstens skær, frygter vi hvordan vi kommer til at se ud på de sociale medier. Vi prøver ikke at skele til naboens draperede lyskæder og hjemmelavede nissehuse. Vi forsøger at hvile i “vores er også godt” med et strejf af “pyt”. Og så håber vi at børnene elsker det hele og ser den lidt fallerede julepynt købt i Tiger for 4 år siden, i det magiske lys, som vi ønsker at fremstille det i. Åh ja, december… nu er du her…

I morgen fredag flytter Nisseline ind. Med samme punktlighed som altid. Nissedøren er landet og pigerne har glædet sig i flere dage. Irma i en slags dilemma, da hun også er mødt af børn i klassen, der ikke længere tror på nisser og derfor udfordrer hendes lyst til at holde fast. I morgen er lidt en særlig dag fordi det jo netop er den første dag. Så de får både kalenderbog, et brev fra Nisseline, julepynt i køkkenet og to pakkekalendere som manden ikke kunne stå for. Så må vi se hvad de siger til det.

Reklamer

Julestemningen er landet

Der er én herhjemme, der har frabedt sig julepynt før d. 1. december, og af hensyn til husfreden må det hellere overholdes. Så ingen julepynt herhjemme endnu – men så er det jo godt, at julehyggen kan opstøves andre steder. Først afsted til gymnastik-julehygge med gymnastikforeningen hvor op imod 12 frivillige trænere havde tømt redskabsrummet og sat den vildeste børnebane op. Så et hav af børn med nissehuer rendte rundt og lavede gymnastik – og fik inden vi sluttede, sagt hej til julemanden der kom med godteposer til alle.

Bagefter tog vi ind til Østerbro, hvor vi var inviteret til klippe-klister-stue tilsat massive mængder af godter fra Karen Volf. Jeg fik aktiveret min flette-julestjerne-hjerne, som på besynderlig vis altid lukker helt ned knap 11 måneder om året. Og jeg fik sæsonens første kop gløgg. Helt sikkert ikke den sidste.

Så nu er der i hvert fald tre herhjemme, der er tunet ind på at december starter lige om lidt. Og pigerne har spurgt ind til Nisseline omkring 8 gange i dag. Der er stor forventning om at hun flytter ind som hun plejer nu på fredag – og listen over de løjer der følger med, er under skarp udvikling…

SPONSORERET INDLÆG.

Hele fem år

I går blev hende den lille bandit fem. Fem år! Pludselig kan hun alt selv, “Mor, jeg er altså ikke en baby mer”. Og nej, det er hun bestemt ikke. Hun har bl.a. fået nogle udtryk, som er helt særlige og som vi bare falder lidt på halen over.

Fx forleden hjemme hos bedsteforældrene, og bedstefaren spurgte ind til hvilken kage bedstemor skulle bage til hende om søndagen: “Olga, hvad siger du til hvis bedstemor bare laver havregrød i stedet for kanelsnegle?” Olgas tørre respons var: “ja, det ville jeg ikke blive imponeret af”…

Eller her til aften da hun igen skulle teste fødselsdagsgaven fra mormor og morfar: Rulleskøjter. Hun fik dem på og noget shaky kørte/trak/skubbede hun og jeg hen ad køkkengulvet. Lidt efter ville hun selv, og med lidt vægstøtte gik det faktisk ok. Og der kunne jeg høre hende synge helt stille for sig selv: “Jeg kan alt hvad jeg vil, jeg kan alt hvad jeg vil, jeg kan alt hvad jeg vil”! Med den slags pepsang i ørerne skal det nok gå fint med at lære at stå på rulleskøjter 😊

Stod bare og fulgte hende med øjnene og prøvede at indprente lige præcis denne scene til evig tid. Dejligt minde til eftertiden.

Hun er jo samtidig også stadig kun fem år. Og vil altså stadig gerne helst krammetørres med håndklædet efter bad. Og som hver aften hviske-spørger: “Vil du gerne blive lidt hos mig i sengen, mor?” – hvilket betyder at hun gerne vil have os helt tæt på inden hun lægger sig til at sove. Hun har stadig sit absurd voldsomme temperament, med udbrud særligt rettet mod sin søster med underkæben skudt frem og stemmens helt store volumenknap i bund. Så i bund og grund er hun den samme vidunderlige Olga, nu med et ordforråd, der med lethed marcher en der starter i skole til sommer.

Spejlbillede

Her i eftermiddag kom pakken jeg har glædet mig til i over 10 dage. En lille pakke fra Marie til Marie med nye blondede forsyninger af det, der kommer allerinderst. Jeg shopper undertøj på brastop.com (og nej, ingen spons her!), og jeg er virkelig tilfreds med både pris og kvalitet. Åh, det er så pænt og farverigt og pakket ind i silkepapir og på alle mulige måder bare lækkert. Så da Olgas legeaftale var blevet hentet, madpakker var smurt og der var ledigt på badeværelset, stillede jeg mig foran det store spejl og absolut ubarmhjertige lys, og prøvede det hele. Jo jo, ikke dårligt. Men ikke ret langt inde i prøveriet, kom det kritiske blik. Lige inde bag pandelappen sidder hende der den pisseirriterende og siger de der latterlige ting, som ingen gider høre på. Jeg prøvede at verfe hende væk, men hun er så djævelsk insisterende når hun først har møvet sig frem på første parket. “Den der mave der…”, “Og den delle der…”. Men nu har jeg fundet kuren til hvordan man jager hende væk! Man tager en lige-om-lidt-fem-årig, der sniger sig forsigtigt ud på badeværelset og kigger på det fine tøj. Man tager de små hænder, der pludselig kommer og krammer den bløde mave, fordi den er så dejlig blød, og den lille kind, der bare bliver nødt til at lægge sig mod navlen, og så elsker man det hele lidt mere. Jeg vil unde alle der til tider har besøg af hende den pestilens af en kritiker til at få en lille femårig til at kigge på sig med det blik som Olga gav mig i dag. En god blanding af kærlighed, tilfredshed og berettiget ejerskab: “Du er MIN mor”.

 

November-ræs

Af uransagelige årsager er der pludselig gået to uger siden jeg sidst skrev på bloggen. Og på sådanne uger tænker du jo nok, at jeg er blevet et særdeles mere oplyst og reflekteret menneske, for et eller andet begavet må jeg jo have fordrevet tiden med?.. Tja, jeg har herunder listet mine vigtigste learnings:

  1. Jeg har lært, at jeg kan tage på weekend fra fredag-søndag med fem af mine allerkæreste veninder fra Biblioteksskolen, og allerede søndag aften fortryde, at vi ikke tog 3 dage mere. Ikke fordi jeg er ked af mit selskab herhjemme overhovedet, den velkomst jeg fik har givet mig rigelige mængder af uundværlighedsfølelse, der nok skal række helt ind i december. Men for hulan, hvor er de tøser bare virkelig godt selskab. Jeg føler mig rig ovenpå sådan en tur.
  2. At jeg kan tage på babyvisit hos min skønne veninde i Sydhavnen. Kysse hendes lille pige, stå og vugge hende indtil hun falder i søvn, og være så uendelig glad på min venindes vegne. Og tage derfra uden den fjerneste skrukhed overhovedet. Det er en pudsig følelse, som godt kan slå mig lidt ud af kurs: Er jeg virkelig blevet så kold og kynisk? Men jeg er landet på, at jeg bare er glad for mit liv som det er lige nu. Tilfreds simpelthen. Olga fylder 5 år på mandag, Irma bliver snart 8, og jeg frydes hver dag over de fantastiske ting, som pigerne siger og gør. Mit overskud og min lyst er ikke til en lille 3’er – så hellere bruge krammebehovet på veninder, der får dejlige nye børn.
  3. At jeg har set lidt til en terapeut, som har givet mig et skub i en retning jeg ikke vidste jeg skulle hen i. Sjovt, som man kan gå med nogle forestillinger og nogle forventninger, som så kan indfries ved at gå en helt anden vej. Jeg ved det er lidt snirklet fortalt, og jeg skal gerne fortælle mere til dem, der vil høre om det i levende live, men her på bloggen nøjes jeg med dette for nu. Kan bare sige, at den nye vej er et meget urørt terræn, hvor jeg konstant skal øve mig i, at blive en stærkere Marie. Og nej, det føles ikke som et pres, men som en ekspedition.
  4. At nu hvor det er blevet november og dermed langt mere omfattende at tage cykelgrejet på om morgenen og om eftermiddagen – Og det har slået mig, hvor meget det her cykelpendleri er blevet en fortælling om mig. Utroligt så ofte noget så egentlig temmelig trivielt som transportcykling, bliver gjort til et interessant samtaleemne. Og endnu mere nu hvor det både er mørkt og koldt…
  5. At jeg på en udfordring på Facebook blev fristet til at hente en app, der hedder Moment. Den tracker hvor mange gange jeg tager telefonen op og kigger på den, og hvor meget aktiv tid jeg bruger på telefonen dagligt. Udfordringen gik på, at statistikken skulle deles på Facebook… men det er simpelthen for vanvittige tal… Til mit forsvar (og tro mig, jeg har meget!) bruger jeg min telefon til at læse/skrive mails, ringe, skrive SMS’er, være på Messenger, blogge, tage billeder, planlægge møder, være på sociale medier, lægge puslespil (åh, Magic puzzles, du stjæler min nattesøvn), høre lydbøger, høre podcasts, surfe, tjekke vejr, shoppe og se åndsvage videoer på youtube – inklusiv dem jeg ser med pigerne. Men når statistikken nogle dage siger 5-6 timer, bliver jeg alligevel lidt pinlig berørt…
  6. At jeg må indse, at jeg ikke kan deltage på min datters springgymnastikhold, en aften med forældredeltagelse, uden helt seriøst at tænke på om jeg skal købe Tena inden jeg tager afsted… Den der følelse af, at vinke favel til al lukkemekanisme i det sekund fødderne rammer trampolin/springbræt/hård madras, er bare en virkelig ufed fornemmelse, og noget jeg nok bør tage lidt mere seriøst. Nåede faktisk også at tænke – det var lige her for et par timer siden – gad vide, hvor mange kvinder inde i den her gymnastiksal, der har det præcis ligesom mig…
  7. At jeg i samme ombæring har købt mit første anti-ælde-ansigtsprodukt – så med andre ord: Både hoved og r.. er i fare her…
  8. At jeg nu for alvor er blevet overhalet af min ældste datter udi kreativitet. Det har længe været synligt, at det var den vej det gik, men da hun i går kom hjem med et papir-hus tegnet, klippet og foldet af hende selv (med inspiration fra en dygtig SFO-pædagog!), blev jeg sat totalt skak-mat. Jeg er med på at lillesøsteren har outsmartet mig et par gange, og at Irma lige om lidt løber fra mig i op til flere fag (jeg tænker vel, at jeg kan hjælpe hende med matematik til og med 4.?…), så det er med at holde øjet på bolden inden de der børn totalt er løbet fra mig. Jeg begynder mere og mere at forstå den der med ‘små børn små problemer, store børn store problemer’… 🙂