November-ræs

Af uransagelige årsager er der pludselig gået to uger siden jeg sidst skrev på bloggen. Og på sådanne uger tænker du jo nok, at jeg er blevet et særdeles mere oplyst og reflekteret menneske, for et eller andet begavet må jeg jo have fordrevet tiden med?.. Tja, jeg har herunder listet mine vigtigste learnings:

  1. Jeg har lært, at jeg kan tage på weekend fra fredag-søndag med fem af mine allerkæreste veninder fra Biblioteksskolen, og allerede søndag aften fortryde, at vi ikke tog 3 dage mere. Ikke fordi jeg er ked af mit selskab herhjemme overhovedet, den velkomst jeg fik har givet mig rigelige mængder af uundværlighedsfølelse, der nok skal række helt ind i december. Men for hulan, hvor er de tøser bare virkelig godt selskab. Jeg føler mig rig ovenpå sådan en tur.
  2. At jeg kan tage på babyvisit hos min skønne veninde i Sydhavnen. Kysse hendes lille pige, stå og vugge hende indtil hun falder i søvn, og være så uendelig glad på min venindes vegne. Og tage derfra uden den fjerneste skrukhed overhovedet. Det er en pudsig følelse, som godt kan slå mig lidt ud af kurs: Er jeg virkelig blevet så kold og kynisk? Men jeg er landet på, at jeg bare er glad for mit liv som det er lige nu. Tilfreds simpelthen. Olga fylder 5 år på mandag, Irma bliver snart 8, og jeg frydes hver dag over de fantastiske ting, som pigerne siger og gør. Mit overskud og min lyst er ikke til en lille 3’er – så hellere bruge krammebehovet på veninder, der får dejlige nye børn.
  3. At jeg har set lidt til en terapeut, som har givet mig et skub i en retning jeg ikke vidste jeg skulle hen i. Sjovt, som man kan gå med nogle forestillinger og nogle forventninger, som så kan indfries ved at gå en helt anden vej. Jeg ved det er lidt snirklet fortalt, og jeg skal gerne fortælle mere til dem, der vil høre om det i levende live, men her på bloggen nøjes jeg med dette for nu. Kan bare sige, at den nye vej er et meget urørt terræn, hvor jeg konstant skal øve mig i, at blive en stærkere Marie. Og nej, det føles ikke som et pres, men som en ekspedition.
  4. At nu hvor det er blevet november og dermed langt mere omfattende at tage cykelgrejet på om morgenen og om eftermiddagen – Og det har slået mig, hvor meget det her cykelpendleri er blevet en fortælling om mig. Utroligt så ofte noget så egentlig temmelig trivielt som transportcykling, bliver gjort til et interessant samtaleemne. Og endnu mere nu hvor det både er mørkt og koldt…
  5. At jeg på en udfordring på Facebook blev fristet til at hente en app, der hedder Moment. Den tracker hvor mange gange jeg tager telefonen op og kigger på den, og hvor meget aktiv tid jeg bruger på telefonen dagligt. Udfordringen gik på, at statistikken skulle deles på Facebook… men det er simpelthen for vanvittige tal… Til mit forsvar (og tro mig, jeg har meget!) bruger jeg min telefon til at læse/skrive mails, ringe, skrive SMS’er, være på Messenger, blogge, tage billeder, planlægge møder, være på sociale medier, lægge puslespil (åh, Magic puzzles, du stjæler min nattesøvn), høre lydbøger, høre podcasts, surfe, tjekke vejr, shoppe og se åndsvage videoer på youtube – inklusiv dem jeg ser med pigerne. Men når statistikken nogle dage siger 5-6 timer, bliver jeg alligevel lidt pinlig berørt…
  6. At jeg må indse, at jeg ikke kan deltage på min datters springgymnastikhold, en aften med forældredeltagelse, uden helt seriøst at tænke på om jeg skal købe Tena inden jeg tager afsted… Den der følelse af, at vinke favel til al lukkemekanisme i det sekund fødderne rammer trampolin/springbræt/hård madras, er bare en virkelig ufed fornemmelse, og noget jeg nok bør tage lidt mere seriøst. Nåede faktisk også at tænke – det var lige her for et par timer siden – gad vide, hvor mange kvinder inde i den her gymnastiksal, der har det præcis ligesom mig…
  7. At jeg i samme ombæring har købt mit første anti-ælde-ansigtsprodukt – så med andre ord: Både hoved og r.. er i fare her…
  8. At jeg nu for alvor er blevet overhalet af min ældste datter udi kreativitet. Det har længe været synligt, at det var den vej det gik, men da hun i går kom hjem med et papir-hus tegnet, klippet og foldet af hende selv (med inspiration fra en dygtig SFO-pædagog!), blev jeg sat totalt skak-mat. Jeg er med på at lillesøsteren har outsmartet mig et par gange, og at Irma lige om lidt løber fra mig i op til flere fag (jeg tænker vel, at jeg kan hjælpe hende med matematik til og med 4.?…), så det er med at holde øjet på bolden inden de der børn totalt er løbet fra mig. Jeg begynder mere og mere at forstå den der med ‘små børn små problemer, store børn store problemer’… 🙂

Reklamer

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s