Kapitalistisk skattejagt i børnehøjde

Vi har prøvet feriebilletter for første gang i dag. Og hvis du er ligesom mig, der indtil for ganske nylig heller ikke vidste hvad det var, så kommer konceptet her: Man træder ind i en center-boble og køber en pose med små gaver og kuponer til diverse butikker i centret. Og så render man rundt og indsamler de små ting, som fx is, legetøj, små spil og andet godt. Pigerne fik en hel masse små ting, som de nok skal hygge med i denne uge. Og vi sluttede seancen af med en tur i biffen, hvor vi så den nye My Little Pony-film. Også en del af center-billetten. Så selvom jeg sidder tilbage med en let ringen for ørerne af at være i centerstøj og omgivet af sukkerhøje børnestemmer i mange timer, så var det faktisk ret hyggeligt. Jeg er ikke sikker på at det ligefrem blir en ferietradition, men det er altså en meget sjov fallback-plan. Kan anbefales hvis du lige står og mangler at få fyldt op på børnedimse-fronten 😉

Reklamer

Weekendfølelse der ikke behøver stoppe

Pigerne og jeg har holdt slappeweekend. Med hyggelige indslag, visitter i Sydhavnen og herhjemme, og masser af læsning og putning! I morgen sætter vi vækkeuret for sidste gang i en uge, for vi har en dag med sjov og ballade planlagt. Og vi skal ud af døren inden Rengøringen kommer – LUKSUS!! I morges tog vi et smut i Greve svømmehal sammen med det halve af Vestegnen… men det var en fed tur – og gav et særligt dejligt billede ind i en børneverden, da Irma fandt en pige hun kunne lege med efter at have været i vandet i under ti minutter. De legede skiftevis hajer og havfruer og havde en fest. Og på vej hjem kom der en lille fortælling fra Olga, som jeg nok lige bliver nødt til at dele. Vi kører af motorvejen og kommer til et sted hvor det lugter ret fælt af kloak. Irma spørger hvem der prutter, men jeg fortæller at lugten altså kommer udefra. Olga siger så: “Men hvis far havde været med, så havde det været ham (hans prut, red.), ik Mor?! For det plejer jo at være far der lugter. Og når ikke det er far, plejer det at være mig…” Arhmen, nogen gange er det bare en skam at vi ikke har klistret en diktafon fast til børnenes krop! 😄😄Og apropos ting, der blir husket længe, så har jeg lige læst en billedbog højt for pigerne. En af de bøger, som bringer klumpen i halsen helt frem og gør det svært at læse. Jeg havde hørt den anbefalet i Børnebogcast – en podcast om børnelitteratur – og gik straks ind og reserverede den. Verdens bedste Team hedder den, og handler om at være søskende, på godt og ondt. Åhja! Den skal helt sikkert læses højt igen, og den får mine allerstørste anbefalinger med.

I morgen skal pigerne med mig til frisør, vi skal køre med tog og metro, shoppe lidt, og i biffen. Og jeg håber det blir lige så godt som jeg forestiller mig.

Jeg undres…

Her kommer en række udtalelser, som på en ganske sædvanlig dag – som i dag – kan falde indenfor omtrent to timer. Af samme barn vel at mærke..

“Mor, hvorfor parkerede du bilen helt herovre? Helt ærligt!”

“Kan vi godt høre noget andet musik? (på vej ud af parkeringspladen). NU, mor! Nej, ikke den der! Åååårrhhh!!”

“Mooooaaar, må vi godt spille Ipad når vi kommer hjem?”

“Aj, skal vi bare have det der til aftensmad? Det ser da ikke lækkert ud”

“Moar, må jeg godt komme med dig til gymnastik, jeg kan så godt lide når det bare er dig og mig, der er sammen”

(Jeg beder hende om at tage Olgas glemte cykelhjelm, der ligger på bagsædet, med ind i huset) “Jeg kan godt tage den med ud af bilen, men DU tager den altså ind til huset. Jeg gider altså ikke bære den HELE vejen”.

“Mor, vil du godt være sød at børste mine tænder? Med alt det kage vi fik på skolen, skal de altså børstes grundigt”

(Efter tre små lydbogshistorier, slukker jeg app’en og siger godnat) “Mor, jeg er tørstig, giv mig vandflasken! Aj, den er tom, helt ærligt, Mor”

(Siger godnat igen) “Må jeg godt få en tredje krammer?”

Bare rolig, der kommer lidt modspil på kommentarerne… Men en 7-årigs kommandolinjer og humørsvingvinger er på en dag fyldt med overskud, ret morsomme…

Når bagning er hyggeligt

Omsider! Omsider er det hyggeligt at være i køkkenet med Irma. Det har jeg virkelig glædet mig til – og de seriøst gode oplevelser blir for tiden flere og flere. Jeg er vild med det. Her til aften – efter maden – skulle vi bage kage til Bag-for-en-sag-arrangement på skolen i morgen (alle pengene som forældre og børn køber kage for, går til BørneTelefonen). Jeg havde planlagt at vi skulle bage roulade – med vanlig Pippi-attitude: “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert sagtens”…

Meeen dejen må så ikke få for meget, jo. Det skulle jeg lige have vidst. For den blev helt umulig at rulle, og også temmelig tør i det. Og Irma blev sur og sagde at sådan en grim kage ville hun i hvert fald ikke have med i skole. Nej, det kan jeg egentlig godt forstå. Så op i en skål med den. Blande lidt ekstra sager i, ælte-ælte, og vupti: Romkugler. Og bortset fra den ene sure mine, holdt hun virkelig humøret godt oppe. Det var superhyggeligt at stå og pynte romkugler med hende – og snakke om hvordan denne kage-cafe var sidste år, og hvilke kager hun bedst kan lide. Virkelig dejligt! Mere køkkenhygge med halvstore børn! Jatak. Og mere øvelse udi rouladebagning…

Men som Irma sagde: “Det skal du ikke gøre i aften, mor. For hvis den også blir grim, blir du bare megasur”

– You know me so well, child…

Børn og voksensved..

Ja, jeg havde så pigerne med til træning i dag. Manden skulle slå med nogle terninger et sted på Amager, så afsted med os. Jeg har lavet den aftale med pigerne, at når de skal med, så skal tænderne børstes inden afgang, så de er direkte putteklar når vi kommer retur. Svedig mor und alles… Og jep, også i dag blev vi tæsket igennem nogle møglede øvelser – mens træneren får det hele til at se overraskende og frustrerende nemt ud!! Provokerende, Jatak!

Og allerede inde i salen kommenterede Olga på mit våde look: “hvorfor er du helt våd i ansigtet, mor?”. Og Irma der nonchalant siger: “Jeg forstår altså ikke hvorfor I sveder SÅ meget. Det er jo ikke engang hårdt, det I laver!”… Mage til peptalk skal man lede længe efter…

Ude i bilen fortsatte snakken om voksensved versus børnesved. “Vi sveder også mor, der skal bare meget mere til. Og så lugter det ikke”…

Og “du er stadig helt blød mor, selvom du er våd. Det er mærkeligt, for sådan er det ikke med mig”.

Som tak for alle de støttende ord, har jeg nu spist det allersidste børneslik vi havde i skabet. Jamen, det var så lidt da…

(Og ja, billedet er fra lysere tider, men altså, same setting different season…)

Små betragtninger fra ugen

Ugens bedste kompliment kom mandag aften da jeg sad og læste bog for pigerne. Olga puttede sig ind til mig og sad og nussede min arm. Hun kigger op på mig:

“Mmmm mor, du er så blød. Meget blødere end far. Så dejlig blød over det hele”.

Ja, det er jo ikke helt den tilstand jeg går efter, men det var svært ikke at smile, når det blev udtalt med så meget kærlighed.

Og det har været ugen hvor al børnenusning skulle presses ud af alle ledige tidslommer, for der har været forældremøde i børnehaven, forældremøde på skolen, aftentræning og fredagsbar… lige lidt for intenst kan jeg godt mærke nu. Men heldigvis har weekenden været på lavt blus.

Jeg havde min debut som mor med børn i legeland. Lørdag middag. Det var en oplevelse, som der ikke nødvendigvis behøver komme vanvittig mange af. Vi havde valgt et legeland i Holbæk, så vi var tæt på sommerhuset, men Irma brugte en del tid på at brokke sig over hvor lille det var i forhold til dem hun havde prøvet til fødselsdage, at jeg blev lidt ærgerlig over den prioritering… det var ret lille, ærligt. Men de nåede begge at have en fest, efter brokkeriet var ytret. Altså indtil Irma faldt uheldigt på en trampolin og fik ondt i nakke, bryst og ryg. Ikke mere hop, rutsjen eller løb til hende… Og i sådan et tilfælde er det vanskeligt at være en pige med forstærket hang til drama. For jeg ved jo ikke hvornår det faktisk gør ondt og hvornår det ‘bare skal løbes væk’… nogle gange skal hun have et “Oooop igen, skat” og et lille skub. Andre gange er det selvfølgelig knap så nemt. Den moderlige intuition er udfordret!! Jeg tacklede det ved at lade hende sidde mens Olga spurtede omkring – jeg så hende kun når hun kom og var tørstig eller skulle spørge om hun NU måtte få is. Og da Olga så ville lege gemmeleg fik jeg Irma til også at være med. Men det blev til knap så meget roman-læsning som jeg havde håbet på. Og nogle flere rutsjeture til moren end kønt var… (for ikke at tale om at kravle ind og ud af huller i en hoppeborg, der tydeligvis er lavet til væsner en anelse mindre end mig…)

Og i dag er vi naturligvis kommet hjem fra sommerhus, jeg har været et smut i Ikea (kan man det i den butik, hvor halvdelen af Sjælland tilsyneladende havde valgt at bruge deres søndag?!) med Irma og finde aggregat til LEGO-sortering/opbevaring. Og så har jeg været på jagt efter en gave til manden der stiger i titel og funktion på job fra i morgen. Nu er der dømt benene oppe, en noget-nær-lykkefølelse da jeg for fem minutter kom i tanke om at jeg allerede har smurt madpakke, og muligvis 10 sider mere i den roman jeg svigtede i går…

Og beklager billedkvaliteten. Næsten alle billeder så sådan her ud. Meget svært med fokus når benene er placeret i en hoppeborg.

Græsenkeliv

Der er nu ikke mange dage tilbage af den her tilstand som ene forældre. Og heldigvis for det. Ikke så meget i forhold til hente-bringe, morgenmad, vasketøj, oprydning og godnatlæsning. Alt det har jeg jo prøvet før og er ikke hverken bange for eller ked af at stå alene med. Nej, det er faktisk eftermiddags-aften-snakkede med manden jeg savner mest. “Hvordan er din dag gået?”, “hvordan gik aflevering?”, “prøv lige at hør hvad Irma sagde i morges”. Alt det som jeg ikke gider tale med andre om. Og som ingen andre egentlig gider høre om. Og det er jo ikke den slags som jeg går og opsamler og stabler i en lille bunke, som vi tager fat på fra en ende af når han lander søndag aften. Det bliver bare ligesom inde i boldbanerne og forstyrrer nattesøvnen. Som en mærkelig slags Prinsessen på ærten.

Kort fortalt er aftnerne i stedet gået med arbejde. Det er jo problemet når man ikke har fjernsyn eller en der spørger om vi skal spille spil. Min hjerne er blevet Excel-inficeret og trænger gevaldigt til at blive luftet. Så da chancen bød sig, sprang jeg i dag til at spise med gode naboer. Det gik udover torsdagstræning som jeg pjækkede fra til fordel for snakke om hverdag med andre voksne. Så skønt!! Jeg vurderede at min krop havde mere brug for ord end squats og burpees. Sundhed er nu engang mange ting 😊

Lidt billeder fra ugen. Fra børnehavefest med ansigtsmaling. Langsom morgen med iPad i weekenden. Kanelsnegle var Olgas eneste ønske for weekenden. Ny gips der kom på den brækkede arm i mandags. Og praktisk låne-bade-dims der sørger for at børn med brækkede lemmer ikke lugter alt for meget af sure tæer…

I morgen starter weekenden, og der er dømt sløve morgener, børnefødselsdag som Irma skal til, jeans-shopping for moren (hvis bukser revnede på arbejde…ssshhhh), og måske løbehjulskøb til den store, hvis løbehjul faldt definitivt fra hinanden i dag. Og kan man måske leve uden løbehjul som 7-årig? Jeg tror det faktisk ikke!

Mens andre drikker vin…

Næææ, jeg er skam ikke den bitre type, der føler sig snydt og overladt til vasketøj, logistik og madpakker, mens andre tager på vinrejse til de skønneste steder i Italien og drikker femstjernet vin i 10 dage. Nej, puha, de der bitre typer hader jeg bare. Føj! Pigerne og jeg bliver bare her i regnvejret og hygger måsen ud af september! Nemlig!

…Så nu hvor manden er draget på ferie, skal der skrues en tand højere op for de nemme løsninger, og jeg spekulerer på hvor meget de gider gå med mor i byen og spise når jeg ikke gider være ene voksen ved madbordet mere. Vi ser hvordan det ender. Lige nu tænker jeg mest på den bilnøgle der i de næste ti døgn er MIN, og kun min! Og en god uges pause fra regnvåde cykelture er ikke sådan at kimse af. Nåja, det er de små halmstrå jeg griber efter her, men I forstår.

Og mens Irma har tegnet tegninger til faren for at vise hvor meget hun kommer til at savne ham, sad Olga lidt tænksomt ved aftenbordet:

Olga: “Jeg kommer altså ikke til at savne far”

Mig: “Nå?…Men hvad så med når du bliver sur på mig, og gerne vil have din far?”

Olga: “Så kan du jo bare lade være med at skælde mig ud, mor”

Så det er kort fortalt planen de næste ti dage. Ingen udskæld, ingen savn. Nemt.

Det går i øvrigt fremragende med hendes brækkede arm. Hun har tilsyneladende ingen smerter mere, og er mest af alt irriteret over, at jeg konstant tilbyder hende hjælp til ting, som hun plejer at kunne selv. Hun bliver vildt sur! Og så er hun træt af ikke at kunne cykle og køre på løbehjul. Dér er de strenge forældre ret firkantede. Men i morgen skal vi til fest i børnehaven, hvor hun igen-igen har bestilt pølsehorn (er der ikke en udløbsdato for bagværk man simpelthen har lavet for mange gange??..), og jeg tænker at spice det op med noget grønt af en slags (mest for show selvfølgelig…). I børnehaven er vi blevet stemplet som den mærkelige familie der ikke har et fjernsyn, og det skal med garanti nok også komme frem igen i morgen. Åhja, institutionsfester, you gotta love ‘em 🙂

 

 

For at toppe den uheldige uge

Jeg ligger her i sengen ved siden af en Olga, der på ingen måde kan finde sig til rette med sin dumme venstre arm. Den gør ondt og gipsen tynger og varmer. Gipsen der ellers tidligere kom til at lyde ret eksotisk…

Efter en uge med regnvejr i stride strømme (altid skønt for cykelpendlere), tre punkteringer på fem dage, temmelig meget pres på på job, og noget med noget bagning der kiksede fuldstændig, toppede Olga lige den uheldige uge ved at brække armen.

Jeg var i gang med noget dæk- og slangeskift (altså helt normal søndag…), og pludselig kalder manden mig ind ret emsigt. Olga er (formentlig – for ingen af os så det) snublet på en rund skammel, mens hun stod på den. Og jo jo, som det netop er blevet pointeret ovre på Facebook, var det dette motorisk udfordrende Bobles-legetøj hun stod på. Åh, ironien!! Og når jeg nu er vant til at hun bare rejser sig op og tonser videre, er det helt vanvittig så meget omsorg jeg kan mønstre når hun endelig ikke gør! Åh, hvor det tydeligvis bare gjorde monster-nas!

På skadestuen var lægen slet ikke i tvivl: “Den er helt sikkert brækket, men jeg sender jer lige til røntgen så vi kan se hvor og hvor meget”. Og efter at have forsikret hende om, at han ikke ville stikke en nål i hende, var hun klar til det meste. Faktisk tror jeg hun synes det hele var så spændende at hun helt glemte smerterne. Hvilket gjorde at jeg helt glemte at spørge til smertestillende. Så her ved puttetid fik hun en god skefuld børnepanodil, og hvis det gør alt for ondt, får hun en til.

Hun skal gå med slynge en dag mere, så i morgen bliver faren hjemme og så ser vi om hun er klar til at vise gipsen frem i børnehaven.

Og nu holder medicinen vist op med at virke… av av, det blir en lang nat!

Sikkerhed…

Nu arbejder jeg i et firma, der går utrolig meget op i sikkerhed. Også til et niveau, der for udefrakommende kan virke temmelig ekstremt. Men efter et par ugers indgående hjernevask formidling, kunne ingen medarbejdere finde på at drikke kaffe uden låg, tage trappen uden at holde i gelænderet eller sætte sin computer på en afsats. Helt utænkeligt. Nu burde det jo så være sådan, at al denne sikkerhedstankegang ville gennemsyre min hverdag, også i forhold til børnene. Men ak… Jeg er sgu nok lidt loose lige der. For når de fx cykler herhjemme i gården, så kan de sagtens cykle uden hjelm. Eller hvis de står på løbehjul, lader vi dem også gøre det uden hjelm. Og den regel var sådan set også ok, indtil for omtrent et halvt års tid siden hvor udfoldelser på cykel og løbehjul gik temmelig meget amok. Irma øver sig pt i at køre på løbehjul uden hænder. Eller siddende. Og begge dele i ret høj fart. Olga er blevet god til at køre på skrænter, ned ad bakker, i zigzag – også med temmelig god fart… Og da min nok lidt for laissez-faire tilgang til ikke-hjelm blev iagttaget til familiefest i lørdags, stod det klart, at vi nok bør skærpe reglerne en anelse. Pigerne kørte ræs ned af en flisebelagt sti mellem en parkeringsplads og et busstoppested. Stien var forholdsvist stejl og der kom virkelig god fart på. Pigerne havde en fest! Og vi havde ikke liiiige fået de hjelme med…

Nåja, der skete jo ikke noget – bortset fra min stakkels kusine, der var ved at få et hjerteslag når de små løbehjulshjul kom stormende forbi. Der skete ikke noget før i søndags altså. For efter pigerne havde været til legeaftale om eftermiddagen, kørte vi på dyregården – et dejligt lille bondegårdsidylramt sted i Albertslund – hvor der skulle klappes kaniner, gives æbler til heste og snakkes om store gede-yvere… Alt var godt, indtil cykelturen hjem. Vi er ikke kommet ret langt, og jeg kører bag ved pigerne. Olga er nok lidt mere træt og distræt end jeg regner med, så da vi nærmer os en bom, som Irma i selvsikker stil kører udenom, banker Olga lige hovedkulds ind i den. Hun ser den bare slet ikke. Og hendes cykelhjelm sidder ikke stramt nok på, og bliver derfor skubbet bagud, og giver panden det fulde drøn fra metalstangen. Åh, hvor blev hun forskrækket og ked af det. Og sikke en bule hun fik. En sød mand kom løbende med klædesvøbte frosne ærter, og det hjalp lidt på hævelsen. At hun overhovedet fik hjelmen på igen og op på cyklen, er nærmest uforståeligt. Der måtte et løfte om is til, men så cyklede de små ben også hurtigt de godt 2 km hjem. Med bule og hjelm.

Og så skal jeg lige skynde mig at sige tak for alle jeres fantastiske kommentarer – primært på min facebook-profil til gårsdagens frustrerede indlæg om mad, men også her på bloggen. Jeg forsøger at hvile i, at børnene trives, er mætte, spiser deres gulerødder (udover pasta med smør…), og har energi nok til cykelture og vilde løbehjulsræs. De er nok bare børn, og jeg er nok bare utålmodig – der er mantra-potentiale i den sætning!!