Mens andre drikker vin…

Næææ, jeg er skam ikke den bitre type, der føler sig snydt og overladt til vasketøj, logistik og madpakker, mens andre tager på vinrejse til de skønneste steder i Italien og drikker femstjernet vin i 10 dage. Nej, puha, de der bitre typer hader jeg bare. Føj! Pigerne og jeg bliver bare her i regnvejret og hygger måsen ud af september! Nemlig!

…Så nu hvor manden er draget på ferie, skal der skrues en tand højere op for de nemme løsninger, og jeg spekulerer på hvor meget de gider gå med mor i byen og spise når jeg ikke gider være ene voksen ved madbordet mere. Vi ser hvordan det ender. Lige nu tænker jeg mest på den bilnøgle der i de næste ti døgn er MIN, og kun min! Og en god uges pause fra regnvåde cykelture er ikke sådan at kimse af. Nåja, det er de små halmstrå jeg griber efter her, men I forstår.

Og mens Irma har tegnet tegninger til faren for at vise hvor meget hun kommer til at savne ham, sad Olga lidt tænksomt ved aftenbordet:

Olga: “Jeg kommer altså ikke til at savne far”

Mig: “Nå?…Men hvad så med når du bliver sur på mig, og gerne vil have din far?”

Olga: “Så kan du jo bare lade være med at skælde mig ud, mor”

Så det er kort fortalt planen de næste ti dage. Ingen udskæld, ingen savn. Nemt.

Det går i øvrigt fremragende med hendes brækkede arm. Hun har tilsyneladende ingen smerter mere, og er mest af alt irriteret over, at jeg konstant tilbyder hende hjælp til ting, som hun plejer at kunne selv. Hun bliver vildt sur! Og så er hun træt af ikke at kunne cykle og køre på løbehjul. Dér er de strenge forældre ret firkantede. Men i morgen skal vi til fest i børnehaven, hvor hun igen-igen har bestilt pølsehorn (er der ikke en udløbsdato for bagværk man simpelthen har lavet for mange gange??..), og jeg tænker at spice det op med noget grønt af en slags (mest for show selvfølgelig…). I børnehaven er vi blevet stemplet som den mærkelige familie der ikke har et fjernsyn, og det skal med garanti nok også komme frem igen i morgen. Åhja, institutionsfester, you gotta love ‘em 🙂

 

 

Reklamer

Om læger og hospitaler

Min mor og pigernes mormor er lige nu indlagt på hospital og er blevet beriget med en ny hofte. Pigerne har været ret optagede af hvad søren det egentlig er, der sker med mormor, og om det gør ondt, og hvor længe hun skal være der. I dag ringede jeg til hende på hospitalet – alt er gået som det skal – og det affødte en ny snak. Vi startede med bedøvelsen:

Mig: “Lægerne stikker mormor med en nål og så sover hun superdybt og kan ikke vækkes før lægerne bestemmer det. Og når hun er bedøvet kan hun ikke mærke noget”

Irma: “Ligesom når du besvimer?”

Mig: “Nej, slet ikke. Besvime er ligesom at sove almindeligt, bedøvelse er en meget tungere søvn”

Irma: “Kommer hun også til at sove helt almindeligt igen?..”

Olga: “Hvis man skal stikkes med en nål, vil jeg ikke prøve det!!”

Og bagefter talte vi om operationen:

Mig: “Mormor havde rigtig ondt i hoften når hun gik, men nu har hun fået skiftet den dims i hoften ud, der gjorde ondt, og så får hun det meget bedre”

Irma: “Hvordan skiftet ud?” (Ser meget skeptisk ud!)

Mor: “Ligesom når vi bygger med Lego, og du så skifter nogle klodser ud så det hele virker bedre”

Irma: “Men mor, hvordan gør de?” (Endnu mere skeptisk!!)

Jeg begynder at forklare noget med at lægen skærer i mormor og skifter noget ud under huden. Hun kigger nærmest helt vantro på mig.

Irma: “Når man er læge skal man godt nok ikke være bange for at se ind i kroppen. Det tør jeg altså ikke. Det lyder ret ulækkert”.

Olga: “Hvis man skal skæres i på hospitalet, vil jeg altså ikke derhen!”

Irma: “Kan det her også ske for børn??”

Vi er hermed blevet enige om at hospitalerne er en god ting, men vi behøver altså ikke komme der alt for tit. Kom snart hjem, mor 🙂

Pinlige børn og private dele…

Nu har Olga givet mig ildrøde ører to gange inden for de sidste par uger med præcis den samme upassende kommentar. For lidt tid siden da vi stod oppe hos den lokale Æggemand ved sommerhuset, og han rodede i sin store fryser efter den helt rigtige kylling til os. Pigerne og jeg stod helt inde i hans private værksted da hun lod kommentaren falde…Og i dag gjorde hun det igen, da vi droppede forbi min søde kollega med et par puslespil til hendes datter. Dér stod vi foran hendes hus og sludrede i støvregnen, mens jeg blev tilbudt lun kaffe. 

Olgas højlydte og helt utroligt upassende (og ikke korrekte i øvrigt!) sætning er: “Ad, her lugter af lort!” 

Jeg kan nærmest ikke komme på noget mere pinligt hun kunne ytre når man er i andre menneskers hjem for første gang! 

Mon det er en af disse ting som bør lagres et sikkert sted og hives frem når barnet er cirka 14???…

En anden grænseoverskridende ting hun er begyndt på er, at gramse mig på brysterne. Sådan lidt æltende eller klappende. Igen, temmelig upassende! Hvad pokker er det nu for noget? Det er heldigvis som regel når vi sidder herhjemme og leger, men de sidste par uger har hun også gjort det når vi har været ude. Det magter jeg nærmest ikke. Og jeg har nu taget mig selv i at sige højlydt (Olga har jo ikke den høje stemmeføring fra fremmede…) “nej, Olga, det er MINE bryster, lad dem være”. 

Der går ikke længe før vi ikke bliver inviteret ud overhovedet..  

En fireårig holder fri..

Det bedste ved at være sammen med pigerne hele dagen, er de fuldstændigt fantastiske ting der blir sagt. Særligt Olga er i den gode alder for vildt gode udtryk og sætninger – og når alting så oveni er sagt på sublimt Københavnsk og krydret med et par bandeord hist og her (helt ærligt taler hun som en havnearbejder, og det er ganske og aldeles min skyld, vi arbejder på sagen…)

Bl.a. da vi i morges talte om, at vi i den kommende weekend skal til Fyn og fejre bedstefars fødselsdag. Jeg foreslog at Olga gemte den pæne kjole til på lørdag, hvilket hun afviste pure: 

“Jeg gider ikke være med til fest for bedstefar. Der kommer helt sikkert mange voksne og så gider jeg ikke. Så jeg beholder kjolen på”

Hun skal nok komme på andre tanker i løbet af ugen – og i et sommerhus uden vaskemaskine kan festkjolen vel håndvaskes…

Da vi lidt senere tog et smut ind til Holbæk, sad Irma og hende og diskuterede på bagsædet. Irma fortalte om engang da Olgas veninde M. var på besøg: 

Irma: ” M. fortæller altid rigtig mange historier. Hun sagde engang at vandet i en vandflaske var giftigt”

Olga: “Hun fortæller ikke bare historier, Irma. For M. er 5 år og i storegruppen og derfor ved hun alt. Og i øvrigt var det den grønne vandflaske, og vandet i den er megagiftig. HELT ærligt”.

Da Irma forsøgte at pointere at hun selv gik i skole, blev dette overhovedet ikke accepteret som argument for at have ret. 

Vi kæmper så med, at når barnet siger SÅ mange skægge ting, så bør hun også kunne tage imod at familien griner… der er vi ikke helt endnu… 

Om børneleg

Forleden efter svømmehal og mormor-og-morfar-frokost-besøg havde vi lige en stund hvor vi alle fire kunne lave hver vores ting. Faren sad og læste i soveværelset, Irma sad og tegnede og kreerede sit eget univers omkring det, jeg sad i stuen og lagde puslespil. Olga hyggede på værelset med LEGO, dukker og barbies – iført ballerinadress og klipklapper. Hun legede helt vildt og inddrog nogle gange søsteren i en samtale som hun faktisk kun skulle være statist i, helst ikke svare eller kloge sig på anden vis… 

Jeg sad som sagt i stuen og det eneste lydtæppe jeg havde var Olgas dialog med sig selv og de dukker der havde roller. 

Op til flere gange hører jeg sætninger komme ud af hendes mund som er ting jeg nok temmelig ofte siger. Og det er bare stadig ret flippet at høre mor-fraser komme ud af munden på en 4-årig:

“Jeg skal lige sende en SMS til far”

“Nu vil jeg gerne have at du hører efter”

“Nej, sådan var det ikke, skat”

Lidt efter stoppede forældre-efterligningerne og Irma fik allernådigst lov til at være med. Men når storesøster er med, er det som oftest svært at få lov at bestemme ret meget..

Irma: “Det er altså dig der er tornerose nu.” 

Olga: “Men helt ærligt, hvor længe skal jeg ligge her??!”

– 100 år i eventyr går bare hurtigere end i virkeligheden…

9. og 10. december

“Hun er en gave at have i klassen”, “Hun har nået sit mål i dansk for det her skoleår”, “Hun er så glad for at gå i skole”. Hvis de her skole-hjem-samtaler fortsætter i samme spor, går vi simpelthen i stykker af ren og skær stolthed! Det var faren der var til 1.-klasses-samtalen i dag, mens jeg havde pigerne med til gymnastik – Irma som den udøvende, Olga med i kulissen, lidt nysgerrig, men ikke klar endnu.

Denne store stolthed af vores bliver dog også nødt til at få en mere virkelighedsnær beskrivelse, så det ikke kun er ren idyl, men også lidt fra den anden side af medaljen. I morges vovede jeg at kalde på ungerne lidt tidligere end jeg plejer for at få dem ned til morgenmad (vi taler om to minutter…). Irma kom ned helt klatøjet, og gloede olmt på mig mens jeg rørte havregrøden færdig: “Hvorfor siger du der er morgenmad når den overhovedet ikke står på bordet endnu?”… Jeg tror vist jeg glemte at sige undskyld..

Nisseløjerne var lidt vattede i går, og det vidste vi ligesom godt. Det blev også kommenteret i morges med et “Mon ikke snart nissen laver noget sjovt?”… Godt så! Så her til aften har nissen gjort morgenmad klar til os alle, og der står derfor risengrød på bordet, som bare lige skal lunes. Det håber jeg falder i god jord.

Desuden har jeg pga julefrokost i morgen aften, og erkendelsen af at en bedugget og temmelig træt nisse laver ret dårlige nisseløjer i børnehøjde, lavet forberedelser til lørdag morgen også… Nissen har skrevet et brev, som bliver lagt foran nissens dør, og her står der et tip om, at der findes peberkagedej i køleskabet, som skal bages af børnehænder. Udstiksformene skal lige lokaliseres rundt omkring, men det må blive en bekymring for lørdag formiddag. Så nu håber jeg at nissen igen er tilgivet for at være sød og lidt mere opfindsom!

Og for alles bedste er jeg altså derfor ikke på bloggen i morgen, vi skrives ved på lørdag 🙂

Brev og peberkagedej

Risengrød in the making

Og velkommen til Nissen 

Det var været en helt igennem skøn weekend med ild i brændeovnen, joggingbukser og tid til bare at lave ingenting – uden dårlig samvittighed. Normalt når vi er i sommerhus, inviterer vi masser af gæster, laver god mad, og kører ture ind til byen for at købe ting vi skal fikse noget praktisk med. Men i disse to døgn har vi bare været os, drukket baljer med kaffe og spillet spil. Og vi har kun bevæget os ud i haven… Det har været præcis som det skulle være. Efter nogle ret hektiske uger var det lige hvad vi allesammen trængte til. 

Den slags weekend hvor man når at lytte til brudstykker af en leg hvor følgende dialog mellem Olga og Olga fandt sted:

Hej skal i med ud og lege parkour?

Nej tak, jeg kan ikke tåle skaldyr. 

Og minsandten om vi ikke var heldige at Nisseline var flyttet ind da vi landede hjemme i Lunden. Med nissedør og hele pivtøjet. Pigerne fik både brev, en fællesgave med en kalenderhistorie med yndlingstroldene Paja og Pajko, og en gave hver med både guf og en sød julelampe. Lykken har været på max lige siden. Pigerne er revet med af alt nisseriet helt fra start, og løjerne kan nu begynde. Jeg tror vi starter mandagen med en klassiker, det skal nok blive modtaget godt!  

Har jeg fødselsdag igen i morgen?

Når man har haft en dejlig dag og ikke vil have at den skal slutte, spørger man faren lige inden hovedet rammer puden: “Har jeg fødselsdag igen i morgen”? Åh, skuffelsen bliver desværre tydelig når der hverken er gaver, flag eller varm kakao på morgenbordet, og når moren tilmed stryger ud af døren før kl 7 – ikke mere fødselsdag før om alt for lang tid.

Olga har uden tvivl haft en dejlig dag – en morgen med gaver, pandekager og leg med storesøster. Og Irma kom listende hen til mig kort efter Olga havde åbnet pakker med spørgsmålet: “Olgas gaver er da også mine, ik? Vi deler vores legetøj, ik?” – Jeg mindede hende om at hun selv har fødselsdag om en måned hvor hun nok også får nogle ting, som bliver svære at dele, selv med søsteren. Men jo, bortset fra det, plejer der faktisk at være en god grundlæggende deleregel herhjemme. Bare utrolig svært at gennemføre, når alt er nyt og nærmest glinsende. Fire styks bedsteforældre ankom lidt over middag, og gaverne blev nærmest flået op. Ikke meget pli over sådan en fireårig… Taksigelserne kom dog også, bare lidt sent.

Hvis man sorterer utålmodigheden fra, er der nu noget skønt over en fireårig, der bare nyder at have alle sine yndlingsmennesker omkring sig. Det er ren kærlighed fra start til slut. Ingen skuffelse, kun nydelse! Hun har fået et utal af kram og kys, og har siddet på næsten alle skød til flere kram. Rockernyder al opmærksomheden og den tryghed som alle disse gode mennesker emmer. Hun faldt i søvn nærmest før hovedet ramte puden og endda med et smil på læben. Og bortset fra de ture vi har med hende (stadig dagligt, men dog mindre end tidligere), er hun generelt pænt tilfreds med tilværelsen. På den måde er hun altså en spøjs pige, der udadtil virker nærmest i balance med masser af charme, plus lige dele generthed og  fandenivoldskhed. Hun leger godt, både selv og med andre, og kan både cykle, løbe på løbehjul og netop begyndt at øve sig på at drible. Alt i alt mild og god. Og så alligevel ikke. For hun evner at sige fra, og sige stop og markere, at nu gider hun dælme ikke mere. Ingen indestængte følelser på de 110cm! Og selvom det til tider er både svært og opslidende, så er det jo også elskeligt. Selv på aftner hvor jeg er den dumme mor, kommer hun stadig snigende ind i smørhullet og maser de kolde fødder op mod mine lår. Jeg nyder det mens det findes. Kysser hende på panden og sover videre. 4 år, og hun er stadig min lille kælepotte. Hidsig og kærlig – og kan allerede nu slå store bøvser til farens store fornøjelse. Det upassende fortsætter et godt stykke ind i fremtiden!!

Fjollefis

Eventyrsmix

Pigerne har fået flotte Pinocchio-dukker af morfaren. Importeret fra Italien. Så med lidt øvelse kan vi begynde at tage billetpris for alle besøgende inden længe… (spørgsmålet er hvor mange gæster vi får hvis jeg annoncerer at alle er tvangsindlagt til dukketeater ved hvert besøg?..)

Men da jeg bad Olga finde dukkerne frem så faren kunne se dem, spurgte hun: 

Men hvorfor er de lavet af træ? Det er jo ikke godt. For så kan ulven puste og puste og puste dem omkuld. Jeg ville ønske de var lavet af mursten. 

Så ikke nok med at Pinocchio ville ønske han var en rigtig dreng – nu skal han tilmed også være stor nok til at huse tre grise OG være støbt i sten… Det er en hård skæbne for én lille dukke. 

Familie i krig

Olga: jeg skal være lidt større før jeg er klar til krig. Når jeg er 8 er jeg stor nok. 

Mig: hvad er det for en krig?

Olga: En krig i familien. Hele familien. 

Mig: hvad er en krig for noget?

Olga: Det er hvor man slås. Med sværd og med skjold. Nogen slås også med andre ting, men jeg vil helst med sværd. Og når jeg blir 8 kan jeg også have et skjold. 

Mig: Og hvor skal den her krig finde sted?

Olga: I Tyskland (sagt på den måde, så det lød som om jeg havde stillet verdens dummeste spørgsmål). 

Mig: Er der andre regler?

Olga: ja. Man må ikke slå og slet ikke bide. Kun slås med sværd. Jeg glæder mig til krig!!