Spejlbillede

Her i eftermiddag kom pakken jeg har glædet mig til i over 10 dage. En lille pakke fra Marie til Marie med nye blondede forsyninger af det, der kommer allerinderst. Jeg shopper undertøj på brastop.com (og nej, ingen spons her!), og jeg er virkelig tilfreds med både pris og kvalitet. Åh, det er så pænt og farverigt og pakket ind i silkepapir og på alle mulige måder bare lækkert. Så da Olgas legeaftale var blevet hentet, madpakker var smurt og der var ledigt på badeværelset, stillede jeg mig foran det store spejl og absolut ubarmhjertige lys, og prøvede det hele. Jo jo, ikke dårligt. Men ikke ret langt inde i prøveriet, kom det kritiske blik. Lige inde bag pandelappen sidder hende der den pisseirriterende og siger de der latterlige ting, som ingen gider høre på. Jeg prøvede at verfe hende væk, men hun er så djævelsk insisterende når hun først har møvet sig frem på første parket. “Den der mave der…”, “Og den delle der…”. Men nu har jeg fundet kuren til hvordan man jager hende væk! Man tager en lige-om-lidt-fem-årig, der sniger sig forsigtigt ud på badeværelset og kigger på det fine tøj. Man tager de små hænder, der pludselig kommer og krammer den bløde mave, fordi den er så dejlig blød, og den lille kind, der bare bliver nødt til at lægge sig mod navlen, og så elsker man det hele lidt mere. Jeg vil unde alle der til tider har besøg af hende den pestilens af en kritiker til at få en lille femårig til at kigge på sig med det blik som Olga gav mig i dag. En god blanding af kærlighed, tilfredshed og berettiget ejerskab: “Du er MIN mor”.

 

Reklamer

November-ræs

Af uransagelige årsager er der pludselig gået to uger siden jeg sidst skrev på bloggen. Og på sådanne uger tænker du jo nok, at jeg er blevet et særdeles mere oplyst og reflekteret menneske, for et eller andet begavet må jeg jo have fordrevet tiden med?.. Tja, jeg har herunder listet mine vigtigste learnings:

  1. Jeg har lært, at jeg kan tage på weekend fra fredag-søndag med fem af mine allerkæreste veninder fra Biblioteksskolen, og allerede søndag aften fortryde, at vi ikke tog 3 dage mere. Ikke fordi jeg er ked af mit selskab herhjemme overhovedet, den velkomst jeg fik har givet mig rigelige mængder af uundværlighedsfølelse, der nok skal række helt ind i december. Men for hulan, hvor er de tøser bare virkelig godt selskab. Jeg føler mig rig ovenpå sådan en tur.
  2. At jeg kan tage på babyvisit hos min skønne veninde i Sydhavnen. Kysse hendes lille pige, stå og vugge hende indtil hun falder i søvn, og være så uendelig glad på min venindes vegne. Og tage derfra uden den fjerneste skrukhed overhovedet. Det er en pudsig følelse, som godt kan slå mig lidt ud af kurs: Er jeg virkelig blevet så kold og kynisk? Men jeg er landet på, at jeg bare er glad for mit liv som det er lige nu. Tilfreds simpelthen. Olga fylder 5 år på mandag, Irma bliver snart 8, og jeg frydes hver dag over de fantastiske ting, som pigerne siger og gør. Mit overskud og min lyst er ikke til en lille 3’er – så hellere bruge krammebehovet på veninder, der får dejlige nye børn.
  3. At jeg har set lidt til en terapeut, som har givet mig et skub i en retning jeg ikke vidste jeg skulle hen i. Sjovt, som man kan gå med nogle forestillinger og nogle forventninger, som så kan indfries ved at gå en helt anden vej. Jeg ved det er lidt snirklet fortalt, og jeg skal gerne fortælle mere til dem, der vil høre om det i levende live, men her på bloggen nøjes jeg med dette for nu. Kan bare sige, at den nye vej er et meget urørt terræn, hvor jeg konstant skal øve mig i, at blive en stærkere Marie. Og nej, det føles ikke som et pres, men som en ekspedition.
  4. At nu hvor det er blevet november og dermed langt mere omfattende at tage cykelgrejet på om morgenen og om eftermiddagen – Og det har slået mig, hvor meget det her cykelpendleri er blevet en fortælling om mig. Utroligt så ofte noget så egentlig temmelig trivielt som transportcykling, bliver gjort til et interessant samtaleemne. Og endnu mere nu hvor det både er mørkt og koldt…
  5. At jeg på en udfordring på Facebook blev fristet til at hente en app, der hedder Moment. Den tracker hvor mange gange jeg tager telefonen op og kigger på den, og hvor meget aktiv tid jeg bruger på telefonen dagligt. Udfordringen gik på, at statistikken skulle deles på Facebook… men det er simpelthen for vanvittige tal… Til mit forsvar (og tro mig, jeg har meget!) bruger jeg min telefon til at læse/skrive mails, ringe, skrive SMS’er, være på Messenger, blogge, tage billeder, planlægge møder, være på sociale medier, lægge puslespil (åh, Magic puzzles, du stjæler min nattesøvn), høre lydbøger, høre podcasts, surfe, tjekke vejr, shoppe og se åndsvage videoer på youtube – inklusiv dem jeg ser med pigerne. Men når statistikken nogle dage siger 5-6 timer, bliver jeg alligevel lidt pinlig berørt…
  6. At jeg må indse, at jeg ikke kan deltage på min datters springgymnastikhold, en aften med forældredeltagelse, uden helt seriøst at tænke på om jeg skal købe Tena inden jeg tager afsted… Den der følelse af, at vinke favel til al lukkemekanisme i det sekund fødderne rammer trampolin/springbræt/hård madras, er bare en virkelig ufed fornemmelse, og noget jeg nok bør tage lidt mere seriøst. Nåede faktisk også at tænke – det var lige her for et par timer siden – gad vide, hvor mange kvinder inde i den her gymnastiksal, der har det præcis ligesom mig…
  7. At jeg i samme ombæring har købt mit første anti-ælde-ansigtsprodukt – så med andre ord: Både hoved og r.. er i fare her…
  8. At jeg nu for alvor er blevet overhalet af min ældste datter udi kreativitet. Det har længe været synligt, at det var den vej det gik, men da hun i går kom hjem med et papir-hus tegnet, klippet og foldet af hende selv (med inspiration fra en dygtig SFO-pædagog!), blev jeg sat totalt skak-mat. Jeg er med på at lillesøsteren har outsmartet mig et par gange, og at Irma lige om lidt løber fra mig i op til flere fag (jeg tænker vel, at jeg kan hjælpe hende med matematik til og med 4.?…), så det er med at holde øjet på bolden inden de der børn totalt er løbet fra mig. Jeg begynder mere og mere at forstå den der med ‘små børn små problemer, store børn store problemer’… 🙂

Hvor meget fortæller man børnene?..

Jeg har nu i to år gået til hudspecialister for at få udredt hvorfor jeg har sære røde pletter i ansigtet. Det er blevet til mange lægebesøg, og mange tests af diverse behandlingsformer: Cremer, piller, indsprøjtninger og et hav af blodprøver. Hudlægen som jeg går til på Gentofte Hospital har grebet det an med en ihærdighed, som jeg aldrig tidligere har oplevet, og det har faktisk været så opløftende, at jeg har sagt ja til (næsten) alle forsøg på undersøgelser og prøvende kure. Og han har i et stykke tid mistænkt at pletterne kunne skyldes Sarkoidose – en lunge- og immunsystemssygdom (kort fortalt…hvis du er nysgerrig, så klik på linket til sundhed.dk, her forklarer de det bedre end jeg kan).

Den første plet kom da jeg var gravid med Olga, altså for ca. 5 år siden. Og samtidig med, at den udviklede sig på næseryggen, hostede jeg som en sindssyg. Noget jeg faktisk gjorde i 3-4 måneder. Pga. graviditeten fik jeg ikke noget medicin, og det endte med at gå i sig selv – men måske er det denne ubehandlede (formodentlige) lungebetændelse, der har været med til at kickstarte den anden sygdom, og dens følgevirkninger for mig: Pletter i fjæs…

I dag har jeg været på Gentofte Hospitals Lungeafdeling og fået taget flere blodprøver og hjerte-ekg, samt en længere række puste-prøver, både med og uden gas. Temmelig flippet, og for en der ikke er specielt begejstret for hospitaler, ikke særlig behagelig oplevelse. Og derudover har jeg så fået en tid til om halvanden uge hvor jeg skal tilbage på lungeafdelingen og have lavet en kikkertundersøgelse. Og tanken om drop i armen, slanger igennem næsen og ned til hævede lymfekirtler og lunger er ikke rigtig en rar fornemmelse heller. Det er selvfølgelig dejligt, at der nu efter SÅ lang tid kommer svar på hvad alt det her skyldes, og at der derpå kan findes en kur (måske!) for det, men vejen dertil er sgu en anelse bumpet…

Indtil videre har jeg fejet det ganske udramatisk af bordet, når pigerne engang imellem spørger til pletterne. Men når nu vi snakker indgreb på denne måde, og at jeg højst sandsynligt kommer ret træt og kvæstet tilbage fra hospitalet på næste mandag, er det så noget, som børnene bør kende til? Jeg hælder mest til nej, for især Irma har en tendens til at huske alskens dårligdom, og bringer tit tidligere sygdom op. Og selvfølgelig også fordi, jeg helst ikke vil have at de bliver bekymrede, for det her er noget personalet gør mange gange hver dag, helt og aldeles ambulant og fredeligt. Men hvad tænker I?

Mandagsbalance

Når man nu er lige lovlig kæk om søndagen og nyder tilværelsen lige rigeligt, så er det godt med en mandag, som sætter tingene lidt mere i perspektiv. For kækheden fortsatte egentlig fint på arbejde. Alting kørte, jeg talte med de rigtige mennesker, havde nogle interessante møder, fik løst nogle opgaver. Fik endda kage! 

Men så var det at jeg glemte at kramme hende den gode kollega, som jeg pga forskudte sommerferier ikke kommer til at se i halvanden måned. Og så var det at jeg havde temmelig meget modvind på cykelstien. Og så skete det, som alle der cykler med klikpedaler ved vil ske på et eller andet givet tidspunkt. Jeg styrter. Fordi jeg ikke når at klikke ud. Tror jeg kan holde balancen (men mærkede I hvor meget det blæste?..), og vælter så direkte ned på venstre hofte – hvorpå begge sko klikker sig ud… lidt til den sene side dog. Jeg kommer til at få det kønneste og bredeste blåsorte mærke, lige der hvor min nye bikini skal sidde på ferien… oh the irony!!

Hjemme på matriklen er alle glade. Irma har legeaftale, og jeg skal hente hende lidt i spisetid. Da vi lander tilbage, temmelig sultne, og jeg kaster et blik ind i ovnen, ser det hele ret blegt og mørkt ud derinde… Så nu er ovnen lige stået af! Helt ærligt. Fire dage før ferie. Hvad er odds for at en reparatør kan komme med så kort varsel? 

Ville ønske jeg kunne spole tiden tilbage til kl 15, hvor jeg så ville huske at feriekramme kollega. Er sikker på at det ville genoprette karmabalancen på den her åndssvage mandag! 

Om planlægning og fri dressur

Jeg vil gennemgående helt vildt gerne have mine børn med i køkkenet. Virkelig gerne. For jeg ved det har en supereffekt på den måde børn lærer at spise varieret og være nysgerrig på mad generelt. Men helt ærligt, så er jeg ret udfordret. For de må gerne være med så længe de gør som jeg siger og vi arbejder nogenlunde målrettet mod det samme resultat. Evt. hvis Olga gerne vil hjælpe med at skære agurker til aftensmad, eller hvis Irma vil hjælpe med at piske en æggesnaps til en kage. Perfekt. Men når de begynder at tænke udenfor den boks, jeg har for-tegnet, så crasher min harddisk bit for bit… “Skal jeg komme mel i nu? “Nu hælder jeg melet i”, “MERE mel, mor”. Nej nej NEJ! Hvis jeg kan få mine børn til at sidde på et bord ude ved køkkenet, småsludre og fortælle om deres dag og småspise lidt af ingredienserne, så er min lykke gjort, men det her fedten omkring med ingredienser, (endnu mere) rod på køkkenbordet og komplet laissez-faire i køkkenet, slås jeg lidt med mit kontrolgen om…

Hvilket også har resulteret i, at ingen af mine børn laver deres egen morgenmad eller smører sig en mad hvis de bliver sultne.. Så hvis jeg gerne vil have serviceniveauet ned, må kontrollen ryge! Det er tilsyneladende bare nemmere sagt end gjort.

I søndags deltog jeg i et fantastisk arrangement arrangeret af Finax og Lahme Kommunikation – vi var en del bloggere med, med vores børn, så alle havde mobilerne fremme og der blev fotodokumenteret på fuld skrue. I kan se meget mere på min Instagram. Fokus var på pynt og udsmykning af kager og fødselsdagsboller, og hvordan man kunne lave alverdens sjove ting med ret simple tricks. Og for hende, der topper den kreative skala med glasur og farvede sukkerkugler, er et lille pift i den retning, nok ikke den værste ide… Det var virkelig hyggeligt. Og fordi det jo ikke var mit eget køkken, og fordi ungerne var totalt i zen, forløb dagen i bedste form. Vi fik en kasse med hjem fyldt med overpyntede boller og muffins, med glasur, farvet kokos, krymmel og chokoladeøjne. Det var dejligt. Og jeg forestiller mig, at hvis jeg slipper tøjlerne lidt mere, bliver det faktisk også ret meget sjovere for pigerne at være med. Kom så, mor, du kan godt!!

I dag har jeg arbejdet hjemmefra fordi det var den praktiske foranstaltning der skulle til, for at dagen kunne hænge sammen… Pigerne har været til børnefestuge, som er en tredages børnefestival for alle institutionsbørn i Albertslund. Der er pandekagebod, rollespil, snobrødsbagning, fællessang, børnekoncerter og masser af andet godt – blandet med fri leg og lidt bredere rammer. Vi spiste sammen med børnehaven og fordi jeg arbejdede hjemmefra, kunne jeg snildt forme en dej og lave kanelsnegle, mens jeg havde telefonmøder med tre forskellige mennesker om bl.a. sikkerhedsissues på bestemte dokumenter i virksomheden. Jo jo, multitasking holder max! Så jeg brød ingen-sukkerreglen, og tog en hel bradepande med lune kanelsnegle med – og der var sjovt nok ingen der brokkede sig… I morgen kører vi endnu en dag med børnefest, fællesspisning og stram logistik. Men pigerne er vilde med det, og gik i øvrigt ud som små lys allerede 19.30. Så også lidt win for moren, som trods multitasking ikke nåede helt i mål med arbejdet…

Lidt billeder fra i søndags får I lige med

Hvordan laver man børn?

Jeg er netop kommet tilbage fra påskefrokost hos en meget god kollega, og vi har mæsket os i alverdens fantastiske sager, som alle rundt om bordet hver især havde medbragt. Det er første gang jeg møder alle hendes veninder, og det var voldsomt hyggeligt! 

Jeg er dog kun lige landet tilbage i sommerhuset før jeg blir modtaget med så mange kys og kram og ‘jeg elsker dig, mammi’ at man skulle tro jeg havde været væk i en uge… Ikke helt til at stå for faktisk 😊 

Og jeg kommer til at tænke på en mail jeg fik før påske hvor jeg bliver bedt om at reklamere for den fertilitetsmesse der kommer i weekenden d 22./23. april i Bellacentret. Og hvor du har mulighed for at score et par gratis billetter til. Vi går efter devisen ‘først til mølle’, så vis flaget enten på bloggen, Facebook eller i en privat besked, så får jeg billetterne sendt til rette sted. 

Når folk har hjertet på rette sted og ønsker det, under jeg alle at blive forældre og opleve det bånd, som jeg nu ikke ville kunne ånde uden! 

Lidt mere info om messen følger her nedenfor:

Hvert niende barn i Danmark er undfanget med en hjælpende hånd. Det svarer til, at der i hver skoleklasse går tre børn, som er kommet til verden ved assisteret reproduktion. Men selvom statistikken siger, at vi hver især kender en eller flere ufrivilligt barnløse, er tabuet stædigt og uvidenheden stor.

 Derfor er der brug for en Fertilitets-messe i Danmark, og den åbner dørene d. 22.-23. april 2017 i Bella Centret i København.

 En verden af information

Fertilitets-messen, som er den første af sin slags i Skandinavien, lukker op for en verden af information, som ellers kan være svær at navigere i. Her vil kommende forældre uforpligtende kunne tale med eksperter i fertilitetsbehandling og fertilitetsrelaterede sygdomme og søge viden, fakta, forklaring og dialog.

 ”Vi mangler et sted, hvor man som almindeligt menneske kan indsamle viden til at træffe et personligt og informeret valg, når man står i en situation, hvor man ønsker sig et barn, der ikke kommer af sig selv. I mit erhverv møder jeg tusindvis af ufrivilligt barnløse hvert år, og jeg oplever, at de ud over den information, deres egen læge kan give dem, har et enormt behov, en masse skam og tvivl, og desværre også stor uvidenhed, som vi kan afhjælpe ved at stille eksperterne til rådighed for dem og sige: Du er ikke alene,” siger arrangør Vickie Budden, der har 15 års erfaring som akupunktør for kvinder i fertilitetsbehandling.

 Læs mere på http://www.fertilitets-messen.dk/

SPONSORERET INDHOLD. 

Status på banderiet

Jeg tror vi kan konkludere, at klicheen med de gamle hunde og de nye tricks holder absolut stik. Desværre. For HOLD-NU-OP hvor blir vi ikke bedre til at tale pænt. Og jep, jeg taler alene om de voksne i husstanden nu! For børnene er blevet som små censorer der opfanger alt der har med bandeord at gøre. Om de så leger i fuld galop på værelset, kan der på helt rette tidspunkt (eller forkerte om man vil…) komme et: “mooaaarrr, du bander. Du skal sætte en streg på sedlen!” I mit tilfælde er det selvfølgelig også et spørgsmål om at bandeord ytret af mig, ret ofte er temmelig højlydte… Og hvor manden synes det er sært, at han overhovedet har skulle markere noget for sit eget banderi, er jeg sjovt nok ikke så overrasket. Heller ikke da han konstaterede at vi bruger ordene meget forskelligt: Han bruger dem lidt tilfældigt i samtaler, jeg bruger dem stort set kun i forbindelse med følelsesudbrud. Om jeg er i balance, spørger du?? Jeg kunne ikke være mere i zen, faktisk…

Et godt eksempel var da jeg i går var hos lægen. Har ventet de klassiske 10 dage på en tid, som kun kunne være i arbejdstiden for at finde en vikar for min alm læge bag bordet. Denne var cirka dobbelt så gammel, og kiggede målende på mig da jeg kom ind. Jeg skulle vende to ting med hende: At jeg render og besvimer når jeg har tømmermænd, og at jeg i halvandet år har gået til hudspecialister, som ikke kan afklare hvorfor mærkelige pletter tager sæde i mit ansigt, uden at gide flytte sig igen. Svarene fra lægen var som følger (og givet med et belærende blik henover brillen): 

“Når du indtager SÅ meget alkohol på én dag (jeg sagde 7 genstande, men det burde nok have været 12-15, men til mit forsvar startede vi kl 11…), kan du kun forvente at din krop reagerer prompte. Alkohol er jo gift. Jeg vil foreslå at du holder dig til to genstande”

Og med ønsket om at få en henvisning til en anden speciallæge, når nu hudspecialisterne har måtte melde fortabt:

“Alle mennesker forventer at lægevidenskaben kan give dem svar på alt. Det kan den ikke. Nogle gange er der bare noget, som sker. Og efter min bedste overbevisning er det komplet spild af tid at opsøge endnu en specialist”

Tak, fru mediciner. Så lever jeg bare mit liv med pest i fjæset og et enkelt koldt glas hvidvin til at dulme det selvbillede med. Tak. 

– og jo, jeg bandede helt grotesk meget overfor lægen, fik min sk*** henvisning, og har ikke sat en eneste streg på regnskabsedlen. Mega-zen, det skinner tydeligt igennem, ik?

Gammel og slidt…

Den der Forestilling om at skulle på weekend med pigerne og komme retur med nyslåede fregner, med grin i maven og helt ladet op og klar til at se familien og være verdens bedste hustru og mor. Den forestilling er død og begravet og jeg må indse at det nok bare er mig, der er ramt af en overbevisning om at være 28 i stedet for 38… 

Det var en helt igennem forrygende fredag og en endnu bedre lørdag! Jeg er beriget med skønne, skøre og sjove veninder, som alle er fantastiske at være sammen med. De kender mig usandsynligt godt og er der for mig i tykt og tyndt. Beriget, siger jeg lige igen 😊 

Fejlen der gjorde at søndagen (og mandagen..) var meget tunge at komme igennem var de MEGET store mængder mad, chips, slik og sprut der blev kørt indenbords både fredag og lørdag. Et kalorieindtag svarende til en hel december!! Så da natten til søndag kom, måtte en hel del af alle disse gode sager retur igen. Og jeg hader at kaste op! Føj for den lede. Og derudover er jeg blevet den type der sover dårligt med alkohol i blodet, så søndag morgen besvimede jeg på badeværelset pga træthed, tømmermænd og almen dårligdom. Det er ikke bare sølle, det er bekymrende sølle!! 

Alko-pause?? Ja, det tror jeg nok!! Jeg kan jo ikke holde sukkerpause med mindre lægen tvinger mig – og hende skal jeg lige vende de her besvimelser med… nok ikke ligefrem et sundhedstegn… 

Godt på vej til 40 i en noget skravlet udgave – hvor fanden blev rock’n’rollen af???

På weekend

Jeg er lige stået op og har tændt ovnen, så er der friskbagt brød om en lille time. Overvejer at tænde op, men det larmer lidt for meget… de andre sover endnu og jeg nænner ikke at vække dem. De behøver jo ikke lide under min manglende evne til at sove efter kl 7… 

jeg er på weekend med mine veninder. I vores sommerhus. Lige nu er vi 4, om et par timer kommer to mere. Og det er dejligt at være afsted. Virkelig dejligt! Og det er en befrielse at det ikke længere er besværligt at tage afsted hjemmefra. Fordi jeg ved de hygger derhjemme, at de sover om natten, spiser lidt for mange usunde ting og bare nyder weekenden. Ungerne går ikke til i savn, og jeg har bestemt ikke ødelagt nogens weekend ved ikke at være der. Det er en kæmpe lettelse! Og det gør nydelsen ved at være væk endnu større. 

Nu tror jeg der skal fut i brændeovnen og i damerne… 😊 God weekend!! 

38! 

Vi sidder i stuen med hver vores bland-selv-slikpose. Pigerne har valgt at vi skal se Pokemon-film og selvom jeg synes det er noget nær det kedeligste, så er det dejligt at pigerne for en gangs skyld er enige om hvad de vil se. Vi holder 100% slappedag, efter en virkelig dejlig fødselsdag i går! 

Jeg blev forkælet fra morgenstunden hvor mine forældre kom til morgenmad. Jeg fik fantastiske gaver, bl.a. et fantastisk tryk fra Maren, som manden har fundet på Copenhagen Comics, og nyt tøj fra yndlings-Hanne, Asfalt! Irma havde tegnet en bog til mig fyldt med sommerfugle, træer og en tegning af vores familie. Lidt senere på dagen kom gode venner på besøg, til brunsviger og bøffer – ikke samtidig dog… 

vi nåede også at komme ud i det fine vejr og få luftet børn og brunsviger-fyldte maver! 38 skal nok blive godt at lande i, om ikke andet er er det et meget pænere tal end sin lillesøster – hvis man nu gik op i den slags…