Det der med børn og mad

Madplaner, et køleskab fuld af grøntsager og alverdens gode intentioner. Al planlægning er på plads og indkøbene bugner af velvilje og sund livsstil. Hver uge lægger jeg en plan for 6-7 dage. Og fordi jeg handler på Nemlig.com gør jeg brug af mange af deres opskrifter og inspiration til ny hverdagsmad. Og jeg kan virkelig godt lide at lave mad. Ofte er det noget jeg ser frem til. Også i hverdagen. Alt det her bliver dog ret ofte forstyrret af børn, der enten ikke gider spise det der står på bordet, ikke vil smage på noget, synes det ser ulækkert ud (eller bare lyder ulækkert når jeg svarer på det uundgåelige spørgsmål kl 17.21: “hvad skal vi have at spise, mor?”).

Jeg indrømmer gerne at jeg bliver temmelig indebrændt over det her… jeg tager det ikke ret pænt mere. Måske er lunten (også her?..) bare brugt op?

Manden er mere overbærende end mig: Så længe de spiser grøntsager og ellers blir mætte, er han godt tilfreds. Jeg er nok en kende mere ambitiøs her… og utålmodig…

For hvornår går det her over?? Jeg har læst et hav af artikler, bøger, lyttet til gode råd og været overbærende. Men helt ærligt: pasta med smør eller ris med ingenting (??!!) er sgu da ikke et måltid!

Skal jeg skubbe mere på? Være mere insisterende på at de skal smage? Skal de inddrages i planlægningen og i madlavningen? (Det skal siges, at jeg har prøvet – men måske godt kunne lokkes til at gøre mere – men interessen rækker til at slå æg ud eller pynte en kage… ikke så nyttigt på en helt almindelig mandag..) Eller skal jeg bare gøre som nu hvor jeg laver mad, stiller frem, og sørger for at der altid er et eller andet de kan lide, og altså ikke presser på? Kommer det så af sig selv?

Reklamer

“Hvor er de blevet store siden sidst!”

Jeg forestiller mig, at det snart er det spørgsmål der dukker op, hvis ikke jeg snart kommer tilbage på bloggen… Der er ingen undskyldninger for at være fraværende på bloggen, og samtidig er der omkring 100. De sidste par uger har været mere end almindeligt intense, på arbejde, i livet, med aftaler og med at høre nye og livsbekræftende podcasts. For let’s face it, jeg har i den sidste tid brugt alle de ledige timer, jeg har kunne skrabe sammen, på at lytte til “My Dad Wrote a Porno”. Og jeg har grinet højt imens! Både på cyklen og i toget. I sidste uge var jeg fx ude med arbejdet og spise. Vi havde været i Tuborg Havn og få lækker mad, og jeg hoppede på B-linjen vestpå med ørerne fulde af sjove briter, og et stort smil. Efter et par stop, stiger der en fornøjelig mand på toget – en af disse mennesker, der glad smiler til alle i kupeen, siger hej og søger øjenkontakt i håb om at starte en samtale. Og selvom jeg synes, at jeg har nok i mit eget lille univers, smiler jeg tilpas meget til, at det åbenbart inviterer til snak med fremmede… Så vi påbegynder sær samtale:

Mand: “Er du kunstner?”

Mig: “Undskyld?” (mens jeg tager ørepropper ud og sætter podcast på pause)

Mand: “Er du kunstner?, du ligner en kunstner?”

Mig: “Nej, det er jeg virkelig ikke” (jeg studser over spørgsmålet, for hvordan ser en kunstner egentlig ud? Og prøver samtidig at snige headset tilbage i ørerne…)

Mand: “Er du fisk eller krebs?”

Mig: “Øøøhhh… (nåååå, vi taler stjernetegn!?..), jeg er fisk” (rimelig overrasket over spørgsmålet)

Mand: “Ja, fisk. Det er det bedste tegn. Du ligner også en fisk. Har du fødselsdag midt i marts?”

Mig: “Ja…” (når at tænke, at jeg lige om lidt bliver suget ind i hypnotisk tilstand hvor jeg har givet ham mine stamdata og min husnøgle – man er vel ikke lettere konspirationsteoretisk for ingenting)

Mand: “Ja, midt i marts. Det passer perfekt. Så er du en meget følsom sjæl, med masser af empati. Er du gift?”

Mig: Ja…” (nu har jeg oplevelsen af at sidde midt på landsbyens torv hvor den kloge kone læser i min hånd, mens hun taler i megafon så alle i byen kan høre det…)

Mand: “Han er ikke fisk, vel? Åh, nej, han er selvfølgelig krebs. En lidt dominerende type?

Mig: ” …øøøh…ja, det kan man vist godt sige”

Mand: “Ja, fisken er nu engang det bedste tegn. Så sympatisk. Nå, nu er jeg vist kørt for langt. Tak for snakken og god rejse”

Lidt svært at komme tilbage til togkupeen nu, hvor der kun sad mennesker, der lod som om de ikke havde hørt vores samtale…

I denne uge har jeg ligeledes talt med en fremmed mand ganske simpelt fordi jeg grinede på cykel. Han og jeg kørte og overhalede hinanden på en 7-8 km strækning, og hver gang vi nåede til et rødt lys, smilede jeg (pga vældig sjov podcast!), og han smilede retur… Ved 3. kryds blev det ærligt lidt akavet, og da han tilmed begyndte at tale til mig og afslutningsvis ønskede mig god dag og “tak for turen”, tænkte jeg, at det var lige lovlig social opførsel på min morgen-solo-cykeltur. Men også lidt sjovt 🙂

Udover sære “snakke” med fremmede har jeg også været i cirkus med pigerne og mormor, hvilket var et kæmpe hit for alle! Jeg har været til fødselsdag hvor den stakkels fødselar måtte udeblive fra egen fest pga sygdom. Jeg har ligget søvnløs pga. nogle lidt for tumulte arbejdsopgaver. Lavet min første druesaft og min 2. islagkage. Været ude med søde veninder. Været til nabofest med fri fadøl. Og haft første besøg af professionel rengøring! Tingene er gode, overraskende og travle på Vestegnen.

Cirkus Baldoni i Ishøj Landsby

 

At være savnet

Jeg ved godt jeg ofte blir lamslået af hvor forskellige mine piger er af sind, men i dag er jeg endnu engang faldet på rø… over, at de kommer fra præcis samme udgangspunkt…

Vi er taget alene i sommerhus her til aften. Der skal males udendørs i morgen, og det blir simpelhen for kedeligt hvis pigerne skal sidde på sidelinjen hele dagen. Så mine forældre tilbød at underholde mens vi så får både friaften og arbejdsdag med god samvittighed i morgen. Tak for det!!

Inden vi kørte fra Brøndby, skulle Irma dog lige advare mormoren om, at hun i sidste weekend, da de sov hos bedsteforældrene på Fyn, kom til at savne os, og på et tidspunkt var blevet ked af det. Mormoren tog det med vanlig ro og forsikrede hende om, at det nok skulle gå.

Men inden vi faldt helt om over, at vi ikke kunne rejse fra børnene under et døgn uden at være savnet, kom det meget nøgternt fra Olga:

Jeg savnede ikke mor og far da vi var hos bedstemor og bedstefar, for vi fik både slik og is.

Og sådan kommer man nemt ned på jorden igen, når man hurtigt kan bytte et sæt forældre ud med et par vingummier…

Driving familien Holmgaard

Så gik den søndag, med lejlighedsvise hyggelige sekvenser, og ellers ret meget bag rattet. Jeg ved egentlig ikke helt hvordan det gik til, at der skulle køres SÅ meget bil i dag, men pludselig kunne jeg godt se min søndag forsvinde med måsen i sædet og fødderne på pedalerne…

Vi startede dagen med at køre til Vanløse. Mine forældre har solgt noget vin, importeret fra Italien, og manden har videreformidlet en del kasser til nogle venner. Og de kasser har blomstret i vores ikke-eksisterende entre i et par måneder. Nu havde vi omsider mulighed for at få dem rykket, så afsted til Vanløse med dem. Herpå gik turen til Østerbro hvor manden skulle besøge tidligere kollega og spille noget VR-spil på PlayStation. Fra Østerbro kørte vi så i Toys R Us i Gentofte fordi vi som sædvanlig er megadårlige til at få købt fødselsdagsgaver i god tid. Og med pakker i favnen stod gps nu på Ballerup hvor Irma skulle til dobbeltfødselsdag.

Jeg havde Olga med mig, som havde brugt meget krudt på at være dødmisundelig på storesøsteren, der ikke bare skulle til fødselsdag, men til fødselsdag i legeland! Verden er bare nogle gange et hårdt og urimeligt sted – særligt når man er lillesøster tilsyneladende. Så Olga trængte til lidt soloforkælelse. Altså kørte hende og jeg til Søborg og fik store is på Ismageriet. Ikke kun en treat for små piger… og efter is kommer naturligvis legeplads. Enhver forældres yndlingsbeskæftigelse. Og eftersom manden skulle hentes på et tidspunkt, kunne vi lige så godt finde en legeplads på Østerbro. Så jeg kørte os til Nordhavnen og parkerede bilen, og Olga og jeg tog trappen op på 8. sal i Helsinkigade 30. Oppe på taget af det pæne P-hus ligger den flotte røde legeplads. Med udsigt til vand og krydstogtskibe, og hele Kbh til den anden side. Fantastisk sted – og forfærdeligt velbesøgt!!

Efter megen gyngning og trampolinhop kørte vi tilbage til Østerbro og hentede manden. En anelse rundtosset efter at have "kørt" Formel 1 og andet lir hele eftermiddagen. Til sidst kørte vi retur til Ballerup, hentede to glade tøser med røde kinder efter tre timers intens leg, og endelig retur til Lunden… Hvor jeg så til min store irritation kan konstatere at min cykel jo står på arbejdet og at jeg er nødt til at tage bilen i morgen… Pokkers!

Syg tid = ingen blog

Okay, så lunge-lymfe-prøve-kikkertundersøgelse var i mandags. Og ganske som Signe i kommentarerne fra forrig-forrig-blogindlæg skrev, så ville jeg ikke kunne huske noget som helst fra indgrebet. Ganske rigtigt. Det hele er som i en drøm og det er faktisk først i dag, at jeg er kommet i tanke om den samtale jeg havde med sygeplejersken lige inden de slog mig ud med bedøvelse. Jeg vågnede op tilbage på hvilestuen, hvor jeg også var startet. Og her fik jeg den obligatoriske thebolle med ost og saft. Og kaffe. Alt er godt og tiltrængt efter faste!

Min mor var så god at komme og hente mig og mit groggy legeme. Og jeg kunne ikke ret meget andet end at lægge mig i seng da jeg kom hjem. Det var meningen at jeg skulle være på toppen – mere eller mindre – igen dagen derpå. Men jeg havde med vilje taget en hjemmearbejdsdag for lige at være sikker. Og over middag måtte jeg kaste håndklædet i ringen og tage en middagslur. Trætheden tog egentlig bare til herefter. Og i går onsdag var jeg overmodig, cyklede på arbejde og troede alt var godt. Da jeg så ved frokosttid havde følelsen af at besvimelse var oppe over, tilbød min chef at køre mig hjem. Jatak!

Så i går endte med temmelig mange tårer og frustrationer og lægebesøg fordi min krop gik helt amok i sære reaktioner. Ifølge vagtlægen fejlede jeg dog intet (hvilket egentlig ikke er så fedt at høre når kroppen koldsveder, har åndenød, svimler og har kvalme). Men i dag er bedre. Meget bedre. Og da jeg ringede ud på lungeafdelingen for at rette mine bekymringer mod rette sted, fik jeg at vide, at jeg i virkeligheden døjer med følgevirkninger af Sarkoidosen. Altså sygdommen som jeg har, men udover prikker i fjæs, egentlig ikke har haft symptomer på. Det er måske logisk nok.

Og nu skal jeg nok holde op med at skrive om sygdom. For i denne uge er Irma ligesom også startet i 2. klasse, Olga har har vundet over mig i klodsmajor, og jeg har set en hel serie færdig på Netflix. Såmænd. Så prøvede jeg også det!

Overraskelser i natten

Noget af det sidste jeg kan huske manden spurgte mig om i går var, “hvad skal vi lave i morgen?, for vi har da ikke nogle planer, vel?”. Jeg mumlede noget med at holde en ren slappedag og bare nyde søndagen, og så faldt jeg vist i søvn. Vi havde spist, drukket drinks og hygget hos naboer i går, og vi bar ungerne hjem i seng, temmelig lang tid over deres sovetid, så jeg var også ret kvæstet. Men i løbet af natten, blev vi begge vækket af et knasende bump. Den slags lyd hvor man, selvom man ikke har hørt lyden før, godt kan regne ud, at det var sengen der udstødte sit sidste suk, og natten herefter med garanti ville blive noget rod. Det blev noget med at finde nogle ekstra madrasser, og nogle tæpper, og så ellers sende den ældste tilbage i sin seng, selvom hun selvfølgelig forfærdelig gerne lige ville bruge denne nat i smørhullet. Dårligt valg af nat!

Så søndag uden planer blev til søndag på genbrugspladsen, i IKEA og på gulvet i soveværelset udstyret med det store umbraco-sæt. Og de overskudsramte og fantastisk søde naboer fra i går, inviterede børnene over til Cirkus Summarum på Ramasjang og almen børnehygge, mens forældrene “hyggede” hjemme…

Men nu, arhrmen altså! Nu, sidder vi her i sengen. Den er god og magelig, og hård på den helt rigtige måde. Det er alle de omstændelige timer værd. Også selvom det blev en lidt mere arbejdsom søndag end jeg kunne have håbet på.

Billedet i midten er fra køen i IKEA. Jeg bliver som altid forundret over hvad pokker ALLE de mennesker laver der sammen med mig! Klokken var knap 11 søndag formiddag. Er deres seng også gået i stykker? Er de bare på søndags-hygge-tur? Findes den slags i virkeligheden? Og hvorfor nyder de ikke bare deres morgenkaffe med benene oppe, som jeg selv ville have elsket??

Søndag med IKEA-indslag

Kropsmekanismer

Jeg kan acceptere at vi alle er til fals for vanens magt. At vi har det bedst med at stå op på et bestemt tidspunkt, snooze de faste 9 minutter inden benene ryger ud over sengekanten, drikke morgenkaffen med hånden under hagen, tage strømper på EFTER underbukser, men FØR T-shirt, tage nøglerne fra deres faste plads på hylden inden vi samler tasken op og går ud af døren kl 07.43, og helst ikke bare to minutter senere.

Jeg har bestemt også mine faste rytmer og vaner, nogle er jeg glad for, andre… not so much… nå. Dog er én ting de dumme vaner, en anden ting er dem vi ikke rigtig er herre over. Og det er her jeg har nogle undre-område:

Hvorfor er det, at man (eller bare mig???) altid skal tisse i det sekund jeg/man åbner hoveddøren? Ikke for 20 minutter siden da jeg forlod arbejdet, overhovedet! Men når nøglen stikkes i nøglehullet opfører min krop sig som om jeg lige har tømt to baljer med vand. Hvorfor?

Og hvorfor er det, at jeg, morgenen efter at have spist som en vanvittig (fx dagen efter juleaften) altid er absurd sulten? Det giver ingen mening at kunne indtage et morgenmåltid som om jeg skulle ud og løbe Marathon, ovenpå at have spist ca 14 dages kalorier på bare én aften! Ingen mening!!

Og så lige den jeg oplevede tidligere i dag, og generelt alle hverdage i ugen i tidsrummet 15-16. Når jeg ankommer til SFO eller børnehave for at hente et af børnene, er de som regel i fuld gang med en leg. Når Olga (fx) ser mig, kommer hun mig i møde, glad og stor-snakkende. Hun vil gerne have et kram, hun vil gerne have halvdelen af det tøj af som børnehaven synes hun skal have på, og efter to minutter blir hun som oftest ked af det pga nærmest hvad som helst. Indtil jeg finder et stykke frugt i min taske som hun kan spise mens vi går ud. Så er alt godt igen. Og det virker til at blodsukkeret helt automatisk falder med omtrent 90% i det sekund jeg kommer hende i møde. Sulten slår an, og det blir ganske simpelt en møgtur hjem hvis ikke jeg har en snack med i ærmet. Jeg synes virkelig det er en sær mekanisme at jeg her efter 4 år uden amning stadig blir anset som en madmaskine for mine børn. Tænker at det nok holder op om cirka 15 års tid?…

Hvor meget fortæller man børnene?..

Jeg har nu i to år gået til hudspecialister for at få udredt hvorfor jeg har sære røde pletter i ansigtet. Det er blevet til mange lægebesøg, og mange tests af diverse behandlingsformer: Cremer, piller, indsprøjtninger og et hav af blodprøver. Hudlægen som jeg går til på Gentofte Hospital har grebet det an med en ihærdighed, som jeg aldrig tidligere har oplevet, og det har faktisk været så opløftende, at jeg har sagt ja til (næsten) alle forsøg på undersøgelser og prøvende kure. Og han har i et stykke tid mistænkt at pletterne kunne skyldes Sarkoidose – en lunge- og immunsystemssygdom (kort fortalt…hvis du er nysgerrig, så klik på linket til sundhed.dk, her forklarer de det bedre end jeg kan).

Den første plet kom da jeg var gravid med Olga, altså for ca. 5 år siden. Og samtidig med, at den udviklede sig på næseryggen, hostede jeg som en sindssyg. Noget jeg faktisk gjorde i 3-4 måneder. Pga. graviditeten fik jeg ikke noget medicin, og det endte med at gå i sig selv – men måske er det denne ubehandlede (formodentlige) lungebetændelse, der har været med til at kickstarte den anden sygdom, og dens følgevirkninger for mig: Pletter i fjæs…

I dag har jeg været på Gentofte Hospitals Lungeafdeling og fået taget flere blodprøver og hjerte-ekg, samt en længere række puste-prøver, både med og uden gas. Temmelig flippet, og for en der ikke er specielt begejstret for hospitaler, ikke særlig behagelig oplevelse. Og derudover har jeg så fået en tid til om halvanden uge hvor jeg skal tilbage på lungeafdelingen og have lavet en kikkertundersøgelse. Og tanken om drop i armen, slanger igennem næsen og ned til hævede lymfekirtler og lunger er ikke rigtig en rar fornemmelse heller. Det er selvfølgelig dejligt, at der nu efter SÅ lang tid kommer svar på hvad alt det her skyldes, og at der derpå kan findes en kur (måske!) for det, men vejen dertil er sgu en anelse bumpet…

Indtil videre har jeg fejet det ganske udramatisk af bordet, når pigerne engang imellem spørger til pletterne. Men når nu vi snakker indgreb på denne måde, og at jeg højst sandsynligt kommer ret træt og kvæstet tilbage fra hospitalet på næste mandag, er det så noget, som børnene bør kende til? Jeg hælder mest til nej, for især Irma har en tendens til at huske alskens dårligdom, og bringer tit tidligere sygdom op. Og selvfølgelig også fordi, jeg helst ikke vil have at de bliver bekymrede, for det her er noget personalet gør mange gange hver dag, helt og aldeles ambulant og fredeligt. Men hvad tænker I?

Vækkeur, tidligt i seng, taske pakket

Tre uger går altså hurtigt når man hygger sig. Vi kom hjem fra sommerhus i går og ordnede fire maskiner med vasketøj, og som maskinen snurrede og bunkerne med rent tøj hobede sig op og blev hængt op, landede jeg mere og mere i fornemmelsen af hverdag. Har derefter brugt det sidste døgn på at skifte mellem en tilstand af depression og lettelse… Fordi: 1. Kors, hvor er der lang tid til næste ferie! Det blir formodentlig ikke rigtig før til jul, måske med undtagelse af et par dage i efterårsferien. Det er da næsten ikke til at holde ud. Og fordi: 2. Jeg glæder mig jo også til hverdagen. Med cykelture, madplaner, børnehave og SFO. Med forudsigelser og legeaftaler, faste sengetider og rutiner. Og med arbejde hvor jeg er mere Marie end mor. Og det er nu også ret dejligt.

Så alt i alt har det været en dejlig ferie. To uger med rejser og oplevelser og solskin og eventyr. Og en uge i vante omgivelser på Næsset, hvor børnene både har hygget og kedet sig. Og hvor vi både nåede at være i fjorden, og bruge et par eftermiddage på at højtlæse Kaptajn Underhyler og Villads fra Valby. Pigerne kommer uden tvivl til at skulle på is-afvænning (og det samme gælder forældrene, her taler vi bare vin…), og de næste par dage blir nok lidt hårde når vækkeuret ringer. Heldigvis er mormoren på banen med lidt sommersjov et par dage i denne uge, så der i hvert fald er nogen herhjemme der får en blød start.

Godnat og glædelig hverdag i juli 😊

Hjemme igen og flad fredag

Klokken var kvart over midnat da Forden trillede ind i Albertslund. Efter godt 18 timer på farten! Efter lidt frem og tilbage-overvejelser, besluttede vi at tage hele turen fra Norditalien i ét træk. Og jeg er virkelig positivt overrasket over hvor fint pigerne klarede det! Vi havde pakket bilen med madpakker, slik og knas, og masser af koldt vand. Derudover var iPads fuldt opladet og fyldt med downloads og spil. Bagsædet var pakket med pigernes bøger og barbier. 

Vi vækkede begge tøser ca halv 6 i går morges, og så var vi off. Desværre blev vi vinket væk fra motorvejen efter fem kvarter… og med lidt detektivarbejde fandt vi ud af at vejen var spærret pga en bombetrussel… Heldigvis varede det kun 50 minutter, men vi nåede lige at tænke i adskillige alternative hjemruter – og blive temmelig rasende på hele bilferie-konceptet… 

Resten af turen gik som ture igennem Tyskland nu engang går. Med monentane stau-tilstande, temmelig meget vejarbejde og frustrationer bag rattet når lastbilerne overhaler hinanden… men på bagsædet gik det faktisk rigtig fint. Imellem de mange Netflix-afsnit, snakkede vi om ferien, fortalte løgnhistorier og hørte dårlig tysk radio. Vi klarede os med kun to korte stop – kun tid til tankning, toilet og iskøb, og så ellers fuld kraft frem indtil Puttgarden. 

Den eneste bagside af medaljen er sådan set, at dagen i dag er voldsomt slatten. Vi slapper, vasker lidt tøj, og nyder at være hjemme – i sløvt tempo… hvis pigerne ellers holder sig vågne resten af dagen, satser jeg på at de skal tidligt i seng (og det skal jeg stensikkert også). 

I morgen drager vi i sommerhus og nyder resten af ferien. Jeg glæder mig til hjemlig hygge, brætspil, bøger og forhåbentlig nogle besøg af gode venner!! Men sikke nogle dejlige uger det allerede har været! Så mange gode oplevelser og skønne udflugter.