Om ilterhed – for det kunne godt være et ord

Et iltert temperament. Jeg har skrevet om det MANGE gange og peget mindst lige så mange fingre af mig selv som af manden. Jeg bliver bare igen og igen overrasket over HVOR vred man kan blive når man er 3 år gammel og tandbørsten ikke var lilla, men lyserød. Og jo jo, jeg er med på, at det ikke lige nødvendigvis handler om den dumme tandbørste, selvom den saftsusme er så dum, at ingenting nogensinde har været så latterlig så længe jorden har været rund!!! Men at det handler om, at den 3-årige ikke kan forlige sig med, at mor siger nej. Og at hun nok kommer til at sige nej en hel del mere i 2016 end hun gjorde i 2015… For jeg må ærligt og redeligt erkende, at jeg har været alt ALT for eftergivende når det kommer til lillesøster. Og i virkeligheden handler det ikke om, at hun er nr. 2. Det handler om at hun skreg sig igennem det meste af min barsel med hende, og hvis jeg kan slippe for at høre på flere hyl, så gør jeg det. Selv her 2,5 år efter min barsel er slut. Og lige dér har jeg skudt mig selv så kraftigt i foden, at krykkerne faktisk er på vej i posten.

For fanden, hvor kan man være dum som voksen. Hvad jeg dog ikke vil gøre for lidt stilhed. Eller lidt nattesøvn. Eller 5 minutter med en avis. Nu tegner jeg selvfølgelig et totalt karikeret billede, for så slemt står det naturligvis ikke til. Hun er jo også verdens største charmer og drillepind, og storesøster og hende er hinandens nærmeste, ligesom jeg ønskede mig. Hun er gavmild og empatisk og enormt omsorgsfuld. En helt favnfuld af egenskaber der helt sikkert nok skal føre hende langt ret nemt.
Men du godeste, et temperament. Måske er alle tre-årige igennem det her? Måske kun tre-årige hvis forældre begge kan blive pænt vrede på meget kort tid… Jeg ønsker mig sådan, at det er en fase, men noget siger mig, at der om næste hjørne venter nye ting at blive vrede på. I øjeblikket er det strømper der er nummer 1 på hadelisten, for et par måneder siden var det langærmede bluser… Så længe vi er i genren, der ikke gør ondt at blive ramt af, så går alting nok fint.

Jeg har besluttet mig til at være blevet genfødt i 2016 med teflon – ikke længere modtagelig overfor børnehysteri og direkte urokkelig! Så må ønsket om de 8 kilo rykkes til næste år…(igen)

Reklamer

I dag er det Ooolgas føøø’selsdag

En helt almindelig setting på en ganske almindelig adresse i Danmark. Familie vågner. Mor sætter boller i ovnen og går i bad. Får selskab af ældste datter på badeværelset, som taler i ét væk om lillesøsters fødselsdag og de gaver hun skal have. Mor, far og ældsten vækker fødselsdagsbarn med sang og flag, og vi går allesammen ned for at se morgenbord med gaver, flag og lys på bordet (ja, lysene blev så aldrig tændt, for hvor pokker har vi overhovedet nogen lighter henne??). Begge børn er pænt kørt op, men familien får omsider sat sig til bords og der bliver stille og roligt (læs: flået og revet) pakket gaver ud. (Og der viste sig at være både Elsa-Barbie og Sofia-prinsessesko, så fødselsdagsbarnet var meget begejstret.) Herefter går børnene op og leger med det nye legetøj, men da fødselsdagsbarnet så gerne vil ned igen, glider hun i de nye prinsessesko og slår hul i hovedet…

Og her sluttede så det med den almindelige familie… for nu ville jeg gerne have fortsat med at fortælle hvordan Olga skulle dele frugt ud i børnehaven, have haft en dejlig dag hvor hun kunne vise gaver frem til alle vennerne, og herpå vende hjem til endnu mere fest og sang. Men nu har hun været hjemme og slappet af, er blevet limet i hovedet på skadestuen og har fået chokolade i stedet for rugbrødsmadder til frokost – bare fordi… Øv! Hun har vist ikke fået en hjernerystelse, men “bare” et hul i hovedet, men den flydende Panodil er klar i køleskabet, hvis symptomerne skulle melde sig.

Lige nu sover hun middagslur og vi andre gør klar til familiebesøg om lidt. Irma bliver hentet af bedsterne og mit gæt er, at hun har talt og talt og talt siden hun blev hentet… Der skal pakkes gaver op, spises kagemand og drikkes varm kakao. Så om lidt er vi igen tilbage til fortællingen om den helt almindelige familie i Danmark – nu bare med lim i baghovedet…

Tillykke med fødselsdagen, min lille skat! Du er så givende og lattermild, så legesyg og entusiastisk. Og med dit helt eget temperament og syn på livet. Jeg elsker dig helt op til solen og tilbage igen!