De særlige uger

Den her frihed som livet med lidt større børn giver, er langsomt ved at lande hos mig. I sidste uge gik alt op i en højere enhed fordi der var børnefest med festivalstemning i børnehøjde, fællesspisning og seriøst trætte og beskidte børn om aftnen. Trætte og glade må jeg lige tilføje! Både tirsdag og onsdag spiste vi som sagt sammen med først børnehave, så SFO. Og torsdag sluttede vi den sidste børnefest-dag af med at køre ind til Amalienborg, parkere bilen, og gå ombord på Hvidbjørnen, som for en kort stund lå dernede. En god ven, aka Sømanden, viste os rundt på hans arbejdsplads og pigerne var vildt imponerede og nysgerrige. Og selvom aftensmaden blev et par boller med smør, en banan og et æble samt fire håndfulde kiks fra officersmessen, så gik det hele alligevel. Og jo jo, selvfølgelig var de ved at gå op i limningen af træthed da hovedet ramte puden kvart over 8, men de havde også haft en rigtig god tur – og det havde de voksne også. 


Og selvom sidste uge langt fra lugter af vores vanlige uger, er jeg bare så glad for at det kan lade sig gøre. Det kunne vi på ingen måde være sluppet afsted med for to år siden! Det giver en kæmpe frihed udi aftaler og spontanitet som jeg har savnet i en del år. 

Nu har vi taget hul på en uge hvor det forhåbentlig kun er forældrene der er ramt af planer. Jeg skal på kursus de næste to dage, og når jeg er hjemme fra det, tager manden på Copenhell. Et eller sted derimellem er der også noget sidste skoledag og en Skt Hans, der skal futtes af. Hvis alt går vel lander vi på søndag – nogle med flere tømmermænd end andre – med en øvelse i at trække vejret heeeelt ned i maven. 

Reklamer

Om planlægning og fri dressur

Jeg vil gennemgående helt vildt gerne have mine børn med i køkkenet. Virkelig gerne. For jeg ved det har en supereffekt på den måde børn lærer at spise varieret og være nysgerrig på mad generelt. Men helt ærligt, så er jeg ret udfordret. For de må gerne være med så længe de gør som jeg siger og vi arbejder nogenlunde målrettet mod det samme resultat. Evt. hvis Olga gerne vil hjælpe med at skære agurker til aftensmad, eller hvis Irma vil hjælpe med at piske en æggesnaps til en kage. Perfekt. Men når de begynder at tænke udenfor den boks, jeg har for-tegnet, så crasher min harddisk bit for bit… “Skal jeg komme mel i nu? “Nu hælder jeg melet i”, “MERE mel, mor”. Nej nej NEJ! Hvis jeg kan få mine børn til at sidde på et bord ude ved køkkenet, småsludre og fortælle om deres dag og småspise lidt af ingredienserne, så er min lykke gjort, men det her fedten omkring med ingredienser, (endnu mere) rod på køkkenbordet og komplet laissez-faire i køkkenet, slås jeg lidt med mit kontrolgen om…

Hvilket også har resulteret i, at ingen af mine børn laver deres egen morgenmad eller smører sig en mad hvis de bliver sultne.. Så hvis jeg gerne vil have serviceniveauet ned, må kontrollen ryge! Det er tilsyneladende bare nemmere sagt end gjort.

I søndags deltog jeg i et fantastisk arrangement arrangeret af Finax og Lahme Kommunikation – vi var en del bloggere med, med vores børn, så alle havde mobilerne fremme og der blev fotodokumenteret på fuld skrue. I kan se meget mere på min Instagram. Fokus var på pynt og udsmykning af kager og fødselsdagsboller, og hvordan man kunne lave alverdens sjove ting med ret simple tricks. Og for hende, der topper den kreative skala med glasur og farvede sukkerkugler, er et lille pift i den retning, nok ikke den værste ide… Det var virkelig hyggeligt. Og fordi det jo ikke var mit eget køkken, og fordi ungerne var totalt i zen, forløb dagen i bedste form. Vi fik en kasse med hjem fyldt med overpyntede boller og muffins, med glasur, farvet kokos, krymmel og chokoladeøjne. Det var dejligt. Og jeg forestiller mig, at hvis jeg slipper tøjlerne lidt mere, bliver det faktisk også ret meget sjovere for pigerne at være med. Kom så, mor, du kan godt!!

I dag har jeg arbejdet hjemmefra fordi det var den praktiske foranstaltning der skulle til, for at dagen kunne hænge sammen… Pigerne har været til børnefestuge, som er en tredages børnefestival for alle institutionsbørn i Albertslund. Der er pandekagebod, rollespil, snobrødsbagning, fællessang, børnekoncerter og masser af andet godt – blandet med fri leg og lidt bredere rammer. Vi spiste sammen med børnehaven og fordi jeg arbejdede hjemmefra, kunne jeg snildt forme en dej og lave kanelsnegle, mens jeg havde telefonmøder med tre forskellige mennesker om bl.a. sikkerhedsissues på bestemte dokumenter i virksomheden. Jo jo, multitasking holder max! Så jeg brød ingen-sukkerreglen, og tog en hel bradepande med lune kanelsnegle med – og der var sjovt nok ingen der brokkede sig… I morgen kører vi endnu en dag med børnefest, fællesspisning og stram logistik. Men pigerne er vilde med det, og gik i øvrigt ud som små lys allerede 19.30. Så også lidt win for moren, som trods multitasking ikke nåede helt i mål med arbejdet…

Lidt billeder fra i søndags får I lige med

19.december

“Mor, mor, mor, der ligger gaver fra Nisseline”! Og godmorgen nemme søndag 😄 Sikke en begejstring de her adventsgaver vækker, og jeg nyder virkelig at dele ansvaret med den gavegivende nisse aka mormor. 

Jeg må dog erkende at Olgas glæde for al nisseriet ikke længere er på linje med storesøsters. Den lille kyniker (åhjo) spiller et fint spil om morgenen, og når hun så er alene med faren lader hun bomben falde. Forleden da Nissen havde lavet risengrød til morgenmad, og faren fulgte Olga i børnehave, havde hun sagt: “Det var jo ikke Nisseline der lavede grøden. Det var mor”. Faren prøvede at benægte, hvorpå hun sagde: “hvis ikke det var mor, så var det dig, far”. Ret nøgtern ung dame. 

I dag var vi til jule-nabohygge med bingo, gløgg og æbleskiver. Og med julemanden der kom og delte navngivne slikposer ud. Sikke et hit. Alle ungerne var ellevilde. Indtil Olga med en tivolistang i hånden gik hen til julemaden og sagde med en vis konstateren i stemmen: “du er ikke den rigtige julemand”. Så er den rette stemning sat… jeg var nærmest bange for at ville blive sendt hjem fra det gode selskab… 


Vi fortsætter dog ufortrødent med nisserierne nogle dage endnu, og endnu en gang har Nissen bestemt hvad pigerne skal have på af tøj i morgen, og hængt det hele op på gavebåndstøjsnoren i køkkenet. Så ser vi hvad den lille nissefornægter siger til det. 

7.december

Det har været en tirsdag udover det sædvanlige. Og ikke ligefrem på den gode måde. I morges blev en betjent skudt ved Albertslund Politistation, og hele området blev spærret af mens alle spor og gerningsmand skulle findes. Olgas børnehave ligger lige overfor stationen og blev derfor indrullet i afspærring. Om ca 8.30 forskansede pædagoger og børn sig indendørs med beskeden om at ingen kommer hverken ud eller ind. Forældre blev simpelthen anbefalet ikke at hente børnene for ikke at ødelægge afspærring og gå i vejen for politiet. Men ikke ligefrem det rareste tidspunkt at være 20 km væk fra børnene!! 

Den mistænkte er heldigvis fundet og betjenten der blev skudt er heldigvis udenfor livsfare. Er meget tilfreds med at dette ikke er hverdagskost – langt fra!! Og det giver sig virkelig til kende blandt børnene, at de gennemgående er trygge i deres verden, og omgiver sig med voksne der skaber disse trygge rammer for dem. Pædagogerne i mine pigers liv skal have et ekstra stort tak for i dag. 

Nu er det nissetid, og jeg skal sove meget snart – har en lang dag på DTU foran mig i morgen. Skal på kursus hvor jeg er helt ude af komfortzonen!!

I helt afslappet fuld galop

Nogle gange undrer jeg mig over hvor meget der egentlig kan nås når man sådan har en helt afslappet weekend. Andre gange kan det føles som om man forpustet dejser om søndag aften med en følelse af ikke at have nået halvdelen af det man havde sat sig for. Og denne gang skød jeg endda weekenden i gang med at have lidt ondt af mig selv fordi jeg torsdag morgen havde fået givet mig selv et hold i nakken, som gjorde meganas – selvmedlidenhed er bare roden til alt muligt konstruktivt… Så både torsdag og fredag havde jeg et møde med en kiropraktor – og prøvede det grænseoverskridende knæk for første gang. Fik et flashback til dengang man knækkede fingre og synes det var fedt. Klam lyd, men svært vanedannende.

Fredag eftermiddag havde jeg stadig ondt af mig selv (vigtigt ikke at slippe den slags for hurtigt), så mens Irma var til dobbelt-fødselsdagsfest, tog manden og jeg den yngste med på den lokale diner og spiste aftensmad. Totalt luksus og så hyggeligt! Klart ikke sidste gang vi skal lave den slags ét-barns-forkælelse. Må dog huske at bytte hvilket barn der bliver forkælet, fra tid til anden…

Lørdag havde vi kun én enkelt plan, og det var vores nabo-sommerfest, der startede klokken 15. Inden da nåede vi at rydde forhaven for grimt bunddække, været på genbrugsplads med alt det grønne, få vasket bilen, handlet lidt grillting ind, været i Bauhaus efter græsfrø, sået græs, bagt kanelsnegle til sommerfesten, lavet grillspyd, gjort klar til bagte grøntsager til salatbuffeten OG hygget med ungerne. Nogle gange kan man bare nå alting – aner simpelthen ikke hvordan.

Og det var virkelig den hyggeligste fest. Gode mennesker havde arrangeret konkurrencer og hygge med ungerne, der var snak og asti, slikbord og masser af mad til alle. Og børnebio for alle ungerne om aftenen. Og uden at nævne navne har nogen herhjemme haft lidt svært ved at huske hvornår festen sluttede i nat… Fandme nogle hyggelige mennesker vi bor sammen med!! Så da morgenen startede med at lyn, torden og hagl nærmest væltede ind af vinduerne, satte det ligesom stemningen for resten af dagen. Og bortset fra lidt rengøring og et venne-kaffe-besøg har søndagen kørt på helt lavt blus. Helt på sin plads.

Og nu kan jeg heller ikke have ondt af mig selv længere (må jo indrømme at kiropraktorens behandling i høj grad virkede, og gammel-kone-følelsen helt har fortaget sig), så nu må ugen sådan set godt starte igen. Samt også den helt konkrete nedtælling til at jeg fredag aften sidder bænket til Amy Schumer i Forum! Det bliver en god uge, jeg ved det bare!!

1. Z – skolestart 

Tænk at man kan være så glad for at komme tilbage i skole, det er simpelthen fantastisk. Mandag morgen stod Irma klar 7.30, taske på ryggen, cykelhjelm på og med maven fuld af sommerfugle. ”Jamen, Irma, vi skal ikke afsted endnu” ”Nå?, jamen så cykler jeg lige lidt rundt”… Alt for meget energi i den lille krop – den lille krop som i øvrigt er vokset mindst 5 cm i løbet af sommeren – hvad skete der lige for det?

Af sted til skole i hvad der viser sig at være ALT for god tid. Irmas SFO-afdeling åbner ikke før kl. 9, så vi spiller Uno og Fire-på-stribe i den morgenåbne afdeling indtil vores egne åbner dørene. Og så endelig. Gensynet med veninderne. Nyt klasseværelse, nye lærere, en enkelt ny elev i klassen, og helt nye bordkammerater. Og det her er bare den første dag. Så da mormoren kom og hentede hende mandag eftermiddag, var Irma et springvand af historier om hele den lange dag og alle de sjove nye ting hun havde oplevet.

Både tirsdag og onsdag morgen har hun været helt klar på de nye fag der skulle opleves. Og ugen byder altså både på Natur&Teknik, Billedkunst, Kristendom og Engelsk – udover de helt genkendelige Dansk, Matematik og Idræt. Pyyyh, det er lige til at blive forpustet af, men Irma lader til at være klar på det meste. Jeg tror vi skal planlægge noget forkælelse og afslapning til på fredag, for det tror jeg ugen og familien kalder på.

For mit eget vedkommende har jeg nu kørt to dage til og fra arbejde på den racer jeg har arvet fra min far. En vildt lækker cykel med 24 gear (som jeg farer vild i!) og med klikpedaller, som jeg er endnu ikke styrtet med… Imponeret? Hvis I for alvor kendte min klodsetheds-evner, så ville I være det! Så nu er jeg ved at være endnu mere klar til endnu et mini-triathlon på søndag – nu med hurtigere cykel og forhåbentlig bedre løbeevner. Hep hep! Med andre ord: Mere forkælelse og afslapning fra søndag eftermiddag… Det bliver en fantastisk weekend!

Hekseafbrænding og skæve sengetider

Vores første Sankt Hans-fest i Alberts Have er overstået og nu også skyllet væk! 12-14 nabohuse bakkede op om arrangementet, som skulle være et nemt alle-tager-noget-med-til-buffeten-slabaras, og alle kommer med noget til grillen. Ungerne var helt vilde med tanken om at skulle spise sammen med naboerne og lege med de andre børn OG se bål med en brændende heks. Det sidste er i øvrigt en lidt pudsig tradition at forklare til de naboer der ikke lige er vokset op med den skik…Men så har vi da også prøvet det 🙂 Det var vildt hyggeligt, og alle mødte op med et par stole og klapbord under armen og pludselig stod en hverdagsfest på benene. Min søde mand var trillet mod Copenhell på Refshaleøen, så jeg havde kreeret den mest børnevenlige salat som græsenken kunne præstere: Grøntsagsstænger og dip… Til gengæld var der så også noget meget børnevenligt på buffeten!.. Lige inden regnen fik ordentligt fat blev bålet tændt, der blev sunget Midsommervisen og ungerne skyndte at snuppe et sidste stykke kage inden vi luntede hjem i seng.

Mine piger er dog langt fra vant til at være sent oppe, og slet ikke på en hverdag hvor vækkeuret ringer kl 06 i morgen tidlig. Så det blev en halv time med skrig og skrål inden de omsider overgav sig og faldt i søvn. “MOOOOAR, du skal læse”, “MOOOOAR, du skal synge”, “MOOOAR, du skal holde i hånd”, “MOOAR, ikke så hårdt”, “MOOOAR, dynen driller”, “MOOOAR, hvorfor banker du hovedet mod væggen??”.. Overtrætte børn er altså ikke et godt match med eneforælder på skansen. Jeg er spændt på hvordan fredagen forløber – mest sidst på dagen hvor Irma skal til aften-børnefødselsdag og Olga bare skal holdes vågen til klokken 18, før hun må puttes.

Det er Irmas sidste skoledag i morgen, så vi holder fælles morgenmad inden ungerne skal over til morgensang og farvel til lærerne. Så er der kun et par uger med ren SFO og leg inden sommerferien begynder. Og selvom jeg i dag fik tilbudet om at sende skolebarnet i sommercamp i uge 29, tror jeg sgu vi tager hende med på ferie, pyt da, også selvom hun kan være pænt belastende når man roder med hendes sengetider.

2620 BFU 4vr

Kan I allesammen huske de sidste uger med 20+ grader og sol-sol-sol, bare tæer og bare arme, “husk solcreme”-opslag og åbne døre og is og fregner på næsen?? Det var lige for et øjeblik siden og lige om lidt kommer det igen. Men i den her uge har det tisset ned. Der er tale om oversvømning, massive trafikforsinkelser, regntøj og højlydte bandeord når man kommer i tanke om den paraply der hænger hjemme i garderoben. Og det var så lige præcis i de her dage at Albertslund Børnefestuge løb af stablen. Pigernes debut, vores debut. Et logistisk mareridt og et sandt børneparadis! Alle dagsinstutioner i Albertslund og alle skoleklasser fra 0.-3.-klasse samlet på et kæmpe areal – Kongsholmparken – i tre dage med telte, scene, rollespil, mad på bål, pandekager, ansigtsmaling, sæbekasseløb, skovture, fællessang og masser af fri leg (Vi fik helt konkret det seriøse blik fra en af pædagogerne, der sagde “Jeg vil gerne bede jer tage en snak med Olga om det med at løbe væk”…). Så fri leg er altså FRI leg for nogen mere end andre!

Tirsdag fulgte manden pigerne derned. Irma på cykel, Olga i vogn. De var ikke helt sikre på ruten, mest fordi Irma undervejs påstod at hun bestemt godt vidste hvor de skulle køre (hun havde været der én gang før…). Og det ligger i den helt anden ende af kommunen, så det er en temmelig lang cykeltur for små ben. Frem kom de, og nu skulle pigerne så sendes godt afsted. Irma var mere end almindelig forvirret, og skulle finde både veninder og kendte voksne før hun var i sikker havn og kunne vinke til far og lillesøster. Olga var ulykkelig pga de nye rammer og fordi hun startede dagen ud med for lidt tøj… Alle havde desuden misset at barnet skulle have madpakke med, så tasken indeholdt kun regntøj og drikkedunk. De mente dog nok at Olga kunne klare sig med delemad og pandekager på bål, og faren vinkede endelig farvel.

Da jeg kom for at hente pigerne anede jeg ikke hvor noget var. Jeg er muligvis verdens dårligste kortlæser, så det med at kigge på et lejrkort hjalp mig lige præcis nul, og Olga (for hende fandt jeg hurtigt, tak til de orange-børnehave-veste!!) og jeg ledte efter Irma i godt en halv time. Vi kørte hjem på cykel og Irma underholdt om alle de ting der var sket i løbet af dagen – eneste dårlige ting var, at hun havde mistet sin plads i pandekagekøen da hun løb mig i møde…

på 2. dagen var vi lidt bedre forberedt. DMI meldte “anything can happen-vejr” og begge piger havde gummistøvler, regntøj, Olga endda i fleecejakke, og med en følelse af at have styr på tingene. Det blev en god aflevering og en endnu bedre hentning hvor vi lyttede til Musikskole-koncert og spiste sammen med Irmas klasse. Og da vi landede på pladsen sad Irma og Olga side om side i hver deres børnehavestol og tjekkede kørekort på scooter-banen “Vi skal se kørekort, kørekort, tak”. Simpelthen så hyggeligt!

I dag var jeg seriøst bekymret for om hele festivalpladsen ville sejle væk med børnene, men det blev heldigvis kun til mindre regnbyger og selvom bålene var temmelig våde og bjerget var blevet til et mudderslide i stedet for en bestigningstur, havde ungerne en fest. Irma var i dag blevet malet som en gepard (moren troede fejlagtigt hun var en tiger, ups!) og Olga sad oppe midt i en kæmpe sandbunke og lavede kager.

At det betød mere pendling og kortere arbejdsdage for forældrene var et meget lille offer ift. de utrolig glade børn! De har i høj grad haft en fest – og jeg synes det er SÅ vildt med alle de voksne, engagerede mennesker der bare brænder for at gøre noget godt for alle vores børn. Jeg er så imponeret. Vi glæder os allerede til næste år, hvor jeg satser på at være lidt mere tjekket med både skiftesko, madpakke og solcreme…

Gepard i regnfrakke

Forår i Lunden

I dag blev jeg igen bekræftet i hvorfor det er så godt at være flyttet. Den oplevelse gjorde mig næsten rørt og meget fortrøstningsfuld omkring at have taget den beslutning for pigerne og for os selv. Jeg henter pigerne på cykel og vi kører hjem, snakkende om dagen der er gået og hvad vi skal lave når vi kommer hjem. Olga sidder i cykelvognen og bladrer i en af Irmas biblioteksbøger, helt opslugt. Vi lander på stierne til Alberts Have og bliver mødt med Hej fra naboer, der står og sludrer over de hække, der stadig bare er grene plantet imellem husene. Irma cykler i forvejen og bliver løbet i møde af hendes veninde i nr 21, og Olga bliver nærmest omringet af børn, der nysgerrigt spørger hvad hun læser og om hun vil lege. Det tager under to minutter, så har jeg småsludret med 3-4 voksne, mens tøserne begge har lavet legeaftaler og er løbet ind selv. De to store øver sig i slå vejrmøller i stuen, mens de to små prøver al klæd-ud-tøjet og har en fest med det. Der er ingen ulvetime og ingen sure børn – og kun glade stemmer når jeg kommer med marmelademadder og grøntsagsstænger. Da Irmas veninde bliver kaldt hjem, løber de begge derover og leger lidt. Klokken er halv seks før vi igen kun er de fire vanlige på adressen, og Irma kommer kun ind da Olga iført strutskørt og plastic-stiletter, råber ud af døren:

“VI SKAL SPISE, FOR FANDEN” – det er også vigtigt ikke at blive opslugt i al idyllen, det er jo trods alt vestegnen, og min treårige lyder som en havnearbejder…

 

Om en vandskade og alskens rod

Så var det jo at vi opdagedede, at det regnede i vores teknikrum. Jo okay, regnvejret er en grotesk overdrivelse, men dryp og vandsivning giver ikke samme dramatiske effekt. Og vand de forkerte steder er der nu engang kommet! Øv. Vores lille rækkehus er beriget med et genvindingsanlæg, der giver os udluftning, udsugning og generelt rart indeklima. Det danner også en hel del kondens, som der inde i maskineriet sidder et dræn og håndterer mængderne af. Men når drænet er gået i stykker, kommer det hersens vand ud og ikke ind. Ud under gulvbrædderne og ned langs væggene. Dryp dryp dryp.

Og fik jeg sagt at det her er inde på pigernes nye værelse? Som vi nu endelig var blevet færdige med, og som vi omsider havde fået dem til at sove inde på, uden at komme (så meget) ind til os?

Nå, nu sover tøserne så på en madras inde ved siden af vores seng. Kilet ned mellem seng og reol. De ligger nærmest i ske fordi der er så lidt plads. Og Olga får tiltusket sig yndlingspladsen mellem mor og far i løbet af natten. Bare fordi det nu er endnu nemmere. Samsovning er en fin plan for nogle familier og enkelte nætter også hos os pga sygdom eller mareridt eller den slags – men når det er påtvunget fordi en eller anden håndværker på et tidspunkt har lavet en fejl, så bliver jeg lidt træt… Og fordi jeg ved, der kommer et kæmpemæssigt efterslæb for at få pigerne til at sove i deres egne senge igen.

Nu er en del af gulvet på pigernes værelse pillet op, vi har haft en affugter kørende i en del døgn, og alverdens folk til at komme og bese skaderne. Genvindingsanlægget skal skiftes, der skal rives vægge ned, tages mere gulv op – og vi har nu fået en støvvæg sat op omkring skadesområdet. Så kommer der velsagtens nogen og gør det hele godt igen og afslutningsvist også maler, så det hele bliver fint og hvidt igen. Jeg er lykkelig for at vi bor til leje lige nu, så vi ikke skal slås med forsikring og bygherre og andre spændende ting. Her har de voldsomt stor interesse i, at tingene bliver rettet op og beboelige så hurtigt som muligt.

I virkeligheden tror jeg at de voksne er dem, der finder det her allermest irriterende. Pigerne er på en eller anden måde bare indstillet på at befinde sig i et limbo af ikke-færdig-beboelse. Ingen sure miner, ingen hylen op over, at de ikke kan komme ind til deres barbier. Bare stille accept og nærmest indifferens overfor, at en tredjedel af deres værelse er dækket af plast fra gulv til loft. Imponerende. Jeg ønsker mig den zen-følelse. Kan man få den uden at ulvetime-hysteri følger med? Eller er det den balance der får det hele til at gå op?

Og en lille opfølger på sidste indlæg: Jeg har sgu været ude at løbe. 2 gange. På trods af vandskade og håndværkere og alverdens frustrationer. Eller altså, løbe og løbe… Jeg har fulgt mit løbeprogram, som er for ultra-begyndere. Men jeg er stadig stolt!