Godt nytår!!

Det klassiske tilbageblik – så væbn dig selv til lidt af en roman…jeg bliver helt forpustet når jeg tænker tilbage på det år der er gået.

Da vi skød 2015 i gang boede vi på Amager, jeg havde et ret nyt arbejde i Dong Energy og vi havde besluttet at blive boende i lejligheden og gøre Irma klar til skole 400 meter nede af gaden. Men i løbet af vinteren kom der et opslag på Facebook, og jeg hørte mig selv spørge ham til højre for mig i sofaen: ”Skal vi flytte til Albertslund?” Manden kiggede på opslaget, kiggede på mig, og svarede så: ”Ja, hvorfor ikke?” I løbet af foråret drog jeg til informationsmøde i Forbrændingen og kom hjem og var endnu mere tændt på ideen om at bo i nybyg, til leje, på Vestegnen. Vores navne blev trukket op af den heldige hat, og vi fik den boligtype vi gerne ville have – 1. september skulle vi flytte ind… Lejligheden blev hurtigt sat til salg ( for 3. gang mens vi har boet i den…), men denne gang stod køberne i kø for at købe den. Allerede inden der var billeder på boligannoncen, blev jeg kimet ned på arbejde af interesserede købere! Og en lille måned efter var lejligheden solgt og papirerne skrevet under.

Til gengæld fik vi også den nyhed, at vores kommende hjem ikke ville være færdig til den estimerede dato, og at vi nu havde 3 måneder (fra august til november) uden tag over hovedet… Løsningen blev, at flytte ind hos mine forældre i Brøndby Strand og bruge vores sommerhus i weekenderne. Det var ren luksus at vi ikke skulle ud og leje os ind et andet sted, og bruge mange tusinde kroner på det, men samtidig var det også godt, at det var et afmålt tidsrum – for alle parter havde brug for nedtællingen til gen-seperationen.

Slut oktober fik vi nøglerne til vores nye hjem, og vi flyttede ind samme dag. Med hjælp fra mine forældre (desperationen ville ingen ende tage ;-)) og et par venner, blev containeren tømt i løbet af ret kort tid. To uger var vi hjemme med alle flyttekasserne, møbler der skulle samles, hylder der skulle hænges op og en hel formue, der skulle bruges i Bauhaus, IKEA og Power… Vi havde nok en forventning om, at vi skulle holde en slags miniferie, men da ugerne var forbi, glædede vi os begge til at komme på arbejde igen og starte hverdagen! Pyh, et mas. Satser ikke på at flytte igen foreløbig!! Og nej, i skrivende stund er vi stadig ikke færdige – der mangler stadig at komme maling på et par vægge og blive hængt lamper og andet godt op. Men ting tager overraskende meget tid, når der også er børn, arbejde og uddannelse (mandens, ikke min) der skal sørges for.

I år har vi også fået to børn på 3 og 6 – et skolebarn og et børnehavebarn. Og vi har sagt endegyldigt farvel til sutterne (de bliver stadig savnet!!), til langt de fleste bleer (mangler kun dem der lugter mest…), og til middagslur.

Irma er så glad og tryg ved at gå i skole, at jeg bliver helt varm ved tanken. Hun er landet i en forrygende klasse og har fået så mange gode venner. Der har været lidt knas på lærerfronten, da Irmas klasselærer desværre blev ramt af en bil i efteråret og fortsat er sygemeldt med piskesmæld og mange smerter. Det har selvfølgelig givet lidt uro, da børnene savner deres Kirsten, men efter nytår kommer der er ny fast klasselærer på, og så får de forhåbentlig lidt mere ro i undervisningen – og Kirsten kan få ro og tid til at blive hel igen.

Olga er også landet godt i børnehaven, har fået masser af nye legekammerater – bl.a. nogle der bor i Alberts Have ligesom os. Det skal vi lige have arbejdet lidt mere på at støtte op om i det nye år. Hun vil i hvert fald gerne snart også have venner på besøg ligesom Irma har – i det hele taget har vi mange af den slags ønsker der ender på: ”…ligesom Irma har”… Klassisk søskendedynamik.

I 2016 glæder jeg mig til at føle mig hjemme ét sted, både i mit privatliv og på arbejde. Jeg ser frem til at se pigerne udfolde sig mere og mere, og lære nye mennesker og sider af Vestegnen bedre at kende. Jeg ser frem til restaurantbesøg med min mand, og forhåbentlig mere kærestetid end der har været i det forgangne år. Og jeg ser frem til at fejre ham runde et meget rundt hjørne til sommer. Der bliver også tid til fester – både ude og hjemme!! – ferier med venner og familie, og ikke mindst weekender i sommerhuset. Jeg ønsker mig mindre action og mere nydelse i det nye år!! Jeg er klar – godt nytår til alle 🙂

 

Farvel, boligannonce

Så blev alle papirer skrevet under og vi er nu helt klar til at rykke ud af lejligheden og flytte vestpå. Altså om halvanden måneds tid. Overdragelse er først til august. Jeg er i mit hoved stadig ikke helt klar til at feste over lejlighedssalg – selvom der helt klart burde stå champagnepropper på spring. Det handler vel egentlig om flere ting. Dels fordi denne lejlighed har været mit hjem i snart 11 år, hvilket gør den til det sted hvor jeg har boet længst, nogensinde. Derudover har jeg holdt flere festlige aftner her end nogle andre steder. Aftner med rødvin, god mad og virkelig meget sjov og ballade. Det er her jeg har haft de bedste og dybeste samtaler, både med min mand og med andre. Det her jeg er blevet forelsket og er blevet friet til. Her jeg har planlagt bryllup. Også her jeg er kommet hjem med to nyfødte, set deres første skridt og lyttet til deres første grin.

Jeg kender den her lejlighed ind og ud. Ved hvilket tryk toiletdøren skal have for at blive lukket ordentligt, kender de allermest knirkende gulvbrædder og kan høre hvis fødder det er, når der høres skridt fra opgangen. Der er den der radiator, som altid skal have lidt hjælp for at give varme i vinterhalvåret, og den detalje med, at det faktisk er en bog om yoga, der holder opvaskemaskinen i vatter.

Vi var meget tæt på at sælge lejligheden for ca. 2 år siden. Til en MEGET lavere pris. Og til en meget mere sløret fremtid. For vi havde ikke den fjerneste anelse om hvor vi skulle flytte hen. Det viste sig at være en sund tanke at blive klog på inden vi skrev under på papirerne dengang.

Nu er mit hoved til gengæld fyldt med – udover dagligdags ting som hverdagssyslerier, logistik, arbejde og almen liv – kommende flytning, pigernes børnehave- og skolestart, nedpakning af hele vores hjem, som skal opbevares i en container i 3 måneders tid, flytten til Vestegnen midlertidigt hos mine forældre mens bygherrer bliver færdige i Albertslund, pendling mellem nye lokationer, farvel til institution som har været pigernes og vores hverdagsliv i snart 5 år… Jeg synes der er lidt meget.

Men jeg er jo heldigvis ikke den sentimentale type. Så hurra for salg.

 
crying animated GIF

Er håndtegnet mon det samme?

Inden årets udgang skal der ikke længere stå 2300, men 2620 som mit postnummer. Ja, og resten af familiens selvfølgelig. Nu er det ved at være ret definitivt, at vi faktisk skal flytte. Og når adressen har været den samme i snart 11 år – det er SÅ sindsygt! – og faktisk er dét sted, jeg har boet længst tid nogensinde, så er det lige angstprovokerende. Og samtidig så bliver det bare så spændende, at jeg bare slet ikke kan vente.

Vi var til åbent hus på byggeriet i dag, og fik lov at se rækkehuset helt bart og med overdækning på gulvene. Nøgne huse ser altid lidt mærkelige ud, men vi var begge meget positivt overraskede. Vi synes overhovedet ikke at køkkenet er stort nok, men det vidste vi godt på forhånd, så det var ligesom en done deal. Vi fik også en god snak med vores kommende nabo, og det lader til at vi skal skåle med nogle søde mennesker på vores tagterrasse. Oh yes, baby, tagterrasse! Det bliver godt, gør det.

Begge piger er nu indskrevet på henholdsvis skole og børnehave, og jeg krydser alle mine fingre for, at Olga får plads på 1. prioriteten, som kan ses fra soveværelsets vindue.

Alt det her venter på os til november, men indtil da har vi lige lidt udeståender… Lejligheden er ikke helt solgt endnu. Vi har nogle interesserede på hånden, men skal liiiiige have den fordømte vurdering på plads. Jeg synes det tager for evigt at få det på plads. Dernæst skal vi har organiseret vores efterår. For Irma starter i skole til august, og Olga i børnehave nogenlunde samtidig. Vi kan umuligt få en hverdag til at hænge sammen hvor vi rejser på tværs af København og omegn for at hente/bringe børn, tage på arbejde OG få en hverdag til at hænge sammen. Det lader sig ikke gøre. Så nu har mine meget rummelige forældre tilbudt os husly. De bor jo, som den faste læser måske har bemærket, også på Vestegnen, og det gør det hele lidt nemmere. Det er stadig 8 km væk, men det er for det første mindre end 20 km (…) og det er i den rigtige retning. Og så har vi jo et sommerhus, som vi kan benytte i weekenderne, så mine forældre kan få ro i ørerne, og min mand kan få fri fra svigerne.

Forude venter altså både sjovt og svært. Alt det sjove med at finde ud af hvordan hjemmet skal se ud, hvilke møbler skal med, hvilke vægge skal bygges, hvor løsdelene skal stå? Og alt det svære med flytning, skolestart, hverdagslogistik og pendling. Åhja, jeg frydes og gruer samtidig. Flytning med børn… bortset fra at låne alle de børnebøger, der findes om emnet (og opdage, at børnene ikke gider få dem læst højt), hvad er så de bedste tricks i bogen?

Helt ærligt!!

I dag var Irma og jeg lige ude og ordne de sidste småting, der var blandt andet noget med en and der skulle hentes. Og lige nede på Holmbladsgade mødte jeg en pige, der fik mig til at tvivle på om Amager er det rette sted at lade min datter vokse op… Okay okay, måske er det lige at stramme den lidt, men jeg ville næsten ønske jeg havde taget et billede af hende – bare sådan til skræmmehylden. Et billede som jeg med jævne mellemrum kan vise Irma, og fortælle at hvis hun nogensinde går udenfor i den mundering, så bliver hun sendt direkte til Svalbard (som er det kedeligste sted min hjerne lige nu kan komme i tanke om…).

Og nu til beskrivelsen: Jeg vil skyde hende til at have været 21 år, hun havde kort farvet mørkt hår og en åben sort jakke på. Indenunder jakken havde hun blondestrømpebukser og leopard(agtig)top. Ja, for det var skisme ikke en kjole. Den var så kort, at man kunne se lige op i skrævet på hende, samtidig med at den var så nedringet at INTET var overladt til fantasien. Og ja, jeg ved godt, at jeg lige med ét er forvandlet til min far – kan faktisk huske en meget passende snak med ham for ca. 18 år siden… men der handlede det mere om, hvorvidt jeg måtte ligne en bums eller ej. Han ville i hvert fald ikke følges med mig hvis der var huller i buksen, ret svært i grunge-90’erne!! Hallo, far!

Men nu er jeg jo selv blevet mor (eller “nu er jeg jo selv blevet morfar…”) og lige pludselig er det helt uforståeligt at man kan have lyst til at klæde sig på den måde – og tanker som “nej, nu bliver hun da vist forkølet” kom faktisk også snigende…Så kan jeg ikke længere gemme mig bag en forkærlighed for pladderromantiske teenagedramaer, nu rammer den benhårde Ama’r-virkelighed lige der hvor det smerter mest. I voksenheden. Eller…

(hov, glemte at skrive noget om jul her på lillejuleaften, mon det går?…)