Pendling og gaver

Jeg har overspringshandlet i godt og vel et halvt år (i hvert fald lige når det kommer til denne her lille ting), og det er temmelig pinligt at indrømme. Engang før påske modtog jeg en lille gave, som jeg skulle anmelde her på bloggen. Jeg synes det lød som en sjov gadget, og jeg sagde fluks ja til opgaven… Problemet var bare, at der er tale om en bil-gadget. Og mens jeg havde barsel har jeg vist opholdt mig i bilen uden børn omkring to gange, og når jeg har haft børn i bilen, har al min opmærksomhed gået på “hvor er Olgas sut?”, “Nej, Irma, du må ikke tage selen af!”, og generelt være opmærksom på vejen mens jeg roder i tasken på passagersædet efter drikkedunk, æble, frugtstang osv.

Denne gadget jeg så indtil for ganske nylig overhovedet ikke har skelet til (andet end når jeg skulle tørre støv af i vindueskarmen…), har jeg haft store intentioner om at tage i brug i min nye pendlertilværelse. Jeg har jo mange timer om ugen hvor jeg opholder mig i en bil, helt alene og med tanker der i stedet fokuserer på trafikmeldinger, lydbog og ganske simpelt holde sig vågen (arbejdsliv og baby med seriøse sovevanskeligheder at it’s best…). Min nye (hrm hrm…) gadget er en håndfri device til telefonsamtaler i bilen. Lækkert design, bluetooth-connected og tilsyneladende ret simpel at bruge.

Jeg er desværre ikke blevet så gode venner med den som jeg havde håbet. Dels fordi jeg virkelig sjældent får opkald imellem 15-16 (og endnu sjældnere mellem 7-8 om morgenen!), dels fordi jeg virkelig får dækket mit samtalebehov på nyt arbejde og derfor fint kan bruge min køretid på kommissær Wallander (jeg er gået helt retro på lydbogskrimi-fronten). Og så var der lige den ekstra detalje med den udprægede søvnmangel, som gør, at jeg skal bruge al min koncentration til at fokusere på trafik.

Nu har jeg så prøvet at øve mig lidt på den fine teledims heroppe i lejligheden, men heller ikke det har været en udpræget succes. Fordi designet er så enkelt, er jeg ikke helt bevidst om menuernes indhold og knappernes formåen. Man kan dreje og klikke på hovedknappen for at køre igennem menuer og undermenuer. Og fordi der er en dansksproget guide, er det egentlig simpelt nok. Men da jeg så pludselig hører at den spørger “hvem vil du ringe til? og derpå meget insisterende gentager spørgsmålet to gange. Og herefter går direkte til  “vil du ringe til Signe?” og ringer op! Hva’fanden?! Jeg aner ikke om det er en fejl, eller fordi jeg grundet teknisk aftenmathed ikke forstår den ret banale opsætning, men den funktion er temmelig stressende. Jeg nåede vist (og hvis ikke, så undskylder jeg hermed umotiverede opkald…) at afvise opkaldet, men hvis jeg havde siddet i min bil, havde jeg helt sikkert bare måtte tage det opkald. Nu er eksemplet med min søster ikke så risikabelt, hende kan jeg jo altid sludre med, men jeg har da folk i min telefonbog, som jeg ikke ønsker at lave fejlopkald til!..

Nu får den lille dims en chance mere når vi skal på familietur til det fynske i weekenden. Og ellers ryger den nok i skuffen på ubestemt tid. Jeg vil virkelig gerne have kunnet anbefale den her Parrot til alle og enhver, men jeg tror desværre ikke det er muligt. Jeg har sågar hentet den app der hører til, og heller ikke her er jeg imponeret. Jeg holder vist bare fat i mine stille stunder og nyder, at der er SÅ meget kriminalitet på Ystadkanten i start ’90erne.

Reklamer

To x anmeldelse

Jeg er hjemme fra arbejde i dag, fordi jeg simpelthen er så svimmel at det ikke ville være forsvarligt at cykle til Hellerup. Svimmelhed gør træt så jeg har sovet og hvilet det meste af dagen i dag. Jeg har så opdaget at det nok skyldes, at jeg har pjækket fra mit jerntablet-indtag i noget tid. De piller er de ledeste i hele graviditeten. Jeg kan tydeligvis ikke undvære dem, men min mave er ikke specielt gode venner med dem (og jeg ved, at de fleste der har prøvet at være gravide eller har taget jerntabletter over en tid, ved hvad jeg snakker om). Men eftersom jeg har planlagt at tage på arbejde – i stående tilstand – må jeg nok blive ved med at tage pillerne, på trods af bivirkningerne…

Og nu til noget ganske andet, for jeg har jo brugt min hvilende tilstand i dag til at blive færdig med min gevinst fra forleden: Længsler & leverpostej af Annamette Fuhrmann. Og først og fremmest må jeg sende et stort tak til forfatteren for at skrive den bog, som har jaget min læseblokade væk. Det er den første bog jeg er blevet færdig med i over et halvt år. Og det har tilmed taget under en uge. Den er god, og MEGET ærlig – meget mere ærlig end jeg nogensinde bliver på skrift! Annamette har en flydende pen, så den ene side tager den anden, og eftersom man følger hende og mandens op og nedture, er det bare om at få læst bogen til ende, for at få svar på om det holder eller ej! Så lån den på biblioteket (eller reserver den nok nærmere…) eller køb den – det kan kun anbefales. Annamette tør sætte ord på nogle frustrationer og følelser, som de fleste nok kan nikke genkendende til. I hvert fald i udvalg.

En anden god oplevelse, som skal anmeldes, var en aldeles sublim kagefest i går. Sif havde åbnet sine nyerhvervede døre i det nordsjællandske og bød på de fineste kager, godt med kaffe og virkelig hyggeligt selskab. Det var overdådigt. Der burde være nogle gode kage-interesserede mennesker, der forærede den kvinde et konditori, så flere kunne få glæde at hendes evner! Udover det sindsyge sukkerchok, fik jeg mødt nogle bloggere, som jeg kun har læst om, nemlig Piskeriset og Anne au Chocolat. Det var dejligt at sætte krop til ord (så at sige…) og sjovt på den der semi-kendis-måde 🙂 Derudover hyggesnakkede jeg en hel del med Iben fra Ordningen, og det var også virkelig sjovt! Og bortset fra den detalje, at jeg nok indtog en del mere sukker end min krop har godt af, i går, så var det en smagsoplevelse udover det sædvandlige. Hvis Sif giver chancen fra sig igen, så tag den, og book en plads i hendes stue. Men I skal være hurtige, stolene ryger i seriøst højt tempo!!