“Du må godt lige tage dine børn med ud på gangen”…

Jeg var en anelse overmodig i går. Jeg holdt en hjemmearbejdsdag med indlagte speciallæge-besøg MED børn. Ærligt talt ved jeg ikke helt hvad jeg havde forestillet mig.. Det blev mest til arbejde i går aftes kan jeg allerede godt nu afsløre..  Jeg skulle både nå hen til en blodprøve-klinik og en øjenlæge – og have et eftermiddagsbesøg med veninde og hendes børn. Nogle gange går der bare lidt en tidsoptimist i mig, og jeg tror jeg kan det hele på den halve tid. Og nogle gange lykkes det…

Det gik rigtig fint med blodprøven. Venteværelset var udstyret med bøger og lidt legetøj, så pigerne var fint underholdt. De kom med mig ind, og mens Olga var mest optaget af et vikle sig ind i forhænget til aflukket, stod Irma med halvt sammenknebne øjne og kiggede på nålen i armen. Lidt væmmeligt. “Gør det ondt, mor?”. Hun endte med at blive næsten overbesvist om, at en blodprøve var okay at få lavet.

Hos øjenlægen – som ligger inde midt i Rødovre Centret, hurra – var det en anden sag. På det her tidspunkt synes jeg selv jeg havde været ret smart, og havde pakket tasken med både vand, müslibarer, frugtstænger og andet godt. Klokken nærmede sig frokosttid. Også her var venteværelset udstyret med duplo og papbøger – og efter 3 minutter var vi færdige med de 5 bøger, der lå fremme. Pigerne begyndte at lege med lego. Og Olga kastede ét blik på sin søster og tog en hurtig beslutning om, at hun under ingen omstændigheder måtte få nogle af klodserne. Lige meget hvilken klods Irma greb ud efter, skreg lillesøsteren: “NEEEEEEEJ, DET ER MIIIIIIINE KLODSER!!” Der var (naturligvis) temmelig mange mennesker i det lille venteværelse, og lige til venstre for legestationen stod et eller andet særligt tjekke-syn-apparat, som lægen selvfølgelig skulle bruge lige der hvor Olga skreg højest. Ret tørt henvendte han sig til mig med ordene “I skal dæmpe jer eller gå udenfor, det her er altså en arbejdsplads”. Åh, skamme skamme. Så måtte jeg hive begge piger med ud på gangen hvor de på skift spurgte “Hvorfor skal vi være her?” og “Hvornår skal vi hjem?”. Skøn tur til lægen.

Jeg skal simpelthen øve mig på, at det nogen gange er okay at gøre ting på egen hånd og ikke for enhver pris være sammen med ungerne.

Selfiedronningen

Og hvorfor så alle disse læger?? Nåja, pga nogle mærkelige pletter i mit ansigt har hudlægen sat mig på anti-malaria-piller (åbenbart ganske almindeligt at bruge på udvalgte hudlidelser og gigt…), og da en af bivirkningerne kan være en forringelse af synet, skulle jeg have tjekket synet nu og igen om et år.

Reklamer

Kims leg for begyndere

Jeg sad forleden og skrev på et indlæg om koncentrationsbesvær… men jeg blev distraheret og det blev aldrig postet. Ironisk nok.

Det går lidt trægt med at huske alle detaljer, ting der skal huskes, ting der skal gøres, ting, der skal ordnes – heldigvis har jeg ikke formået at glemme mine børn endnu, og jeg satser hårdt på at det ikke sker. Men jeg er nu nået til at vejen jeg kører til og fra arbejde foregår ret meget på rygraden, og jeg tænker ikke mere om hvor der skal drejes og hvad gps’en siger. Det er jo lige før jeg har en formodning om at de andre biler på motorvejen har det fuldstændig ligesom mig… Vi sidder alle i vores små kabiner, og leger at de er private værelser, hvor vi kan opføre os som om ingen kiggede. Der blir pillet næse, skrålet med på musik, røget cigaretter, snakket i mobil, givet vrede håndtegn til nabobilen og lettet lidt på venstre balle når der lige skal slås en prut.. For der er jo ingen der kigger…Men ligesom med alt mulig andet, bliver gentagelser ret trættende i længden, og jeg er ved at nå et seriøst mætningspunkt hvad angår min biltur. Eller måske trænger jeg bare til påskeferie… Da jeg arbejdede i Gentofte og kunne cykle på arbejde, var det nogle gange nødvendigt at ændre cykelrute, for ikke at kede sig selv ihjel på cykelstien. Men det er bare lidt svært i bil. Jeg kan skifte imellem hvor jeg hopper på motorvejen, men ruten fra Amagermotorvejen til Roskilde S-afkørslen, kan jeg ikke rigtig slås med.

Nå, jeg skal ikke trætte jer mere med pendlerlivet, jeg har bare tænkt lidt over hvordan vaner kan føre til demens, og hvordan man kan vække sin hjerne til live igen. Og jo, selvfølgelig overdramatiserer jeg situationen!

Og apropos at bryde vaner, så er det min tur til at planlægge date med manden i morgen. Og på trods af at vi bor i byen og har alle slags muligheder foran os, så synes jeg faktisk ikke det er helt nemt. Her gik jeg og troede at byen lå og ventede på at VI ville komme og bruge den efter fire års pause? Og nej, sådan var det fisme ikke! Jeg synes alting lukker tidligt, eller holder deres arrangementer tirsdag og fredag, eller koster en halv milliard, eller har et minimum deltagerantal på 20… Konceptet dinner and a movie går ikke her. Der skal noget andet til! Jeg er stadig i tænkeboks – så har du den fødte ide, så hold dig endelig ikke tilbage. Giv den demensramte en hånd!!

Om at være utålmodig

Jeg overspringshandler lige nu. Pigerne er puttet, der er hvidvin i glasset og jeg har tændt min arbejdscomputer, og prøver at piske mig selv til at gøre en survey færdig, og ordne et par andre småting, så jeg kan starte rent op på mandag. Men det her med at arbejde lørdag aften, er bare ikke rigtig mig. Jeg sidder og får lyst til alle de sjove ting man kunne gøre i stedet, og som jeg kunne se på Facebook og især Instagram, at ALLE (sådan føltes det i hvert fald …) gjorde i går… Som at være til julefrokost, være til koncert, drikke øl på værtshus, være på restaurant med veninderne… Meget glad på alles vegne (som er den korrekte måde at sige skidemisundelig på…), sad jeg og blev pænt utålmodig. For er det omkring til sommer, at mine børn sover så fint, at jeg uden kvaler kan overlade dem til søde babysittere? Og jo jo, kloge hoveder, børnene har da en far, det er sgu da bare mig, der har været slukket så længe, at jeg ikke kan finde den sociale on-knap igen. Den er under alle omstændigheder ikke på nogen form for autofunktion… tror måske der er noget der skal genstartes. Nu glæder jeg mig i hvert fald vældig meget til den arbejdsjulefrokost jeg skal til om to uger (og til at sove lur med Olga lørdag eftermiddag…), så måske kan jeg genstartes dér?

Utålmodig var jeg også i dag, da vi havde været lidt for voldsomme på den fysiske front med Irma. Hende og faren startede dagen med en tur i svømmehal, og lige bagefter (med en kort pause hvor 2,5 rundtenom blev konsumeret!) var hun til dans og var superaktiv i en god time. Efter dansetimen kunne jeg godt regne ud at vi ikke skulle gå den lille kilometer hjem, og fik i stedet manden til at komme og hente os. Men det at tage flyverdragt på blev til et projekt… Og jo jo, hun var træt, og jo jo, hun havde ikke en promille koncentrationsevne tilbage, men alligevel kunne jeg ikke mestre en lang nok lunte til at gentage 37 gange at hun skulle tage flyverdragt på, så samme antal gange da vi nåede til støvlerne… og igen med huen… I et roligt stemmeleje og uden at himle med øjnene. Hvad jeg ønsker mig i julegave, spørger du?… Hmm… hvad med en omgang tålmod og lidt mere pyt-med-at-vi-bliver-ti-minutter-forsinkede-attitude. Gerne med en rød sløjfe på, tak.

Og nu… mere vin og mere SurveyXact…

Sygdom, fravær og temmelig meget logistik…

Logistik. Et helt utroligt kedeligt og dog så tungtvejende ord. Det emmer af manglende spontanitet og et hverdagspuslepil, der som regel mangler et par brikker… I sidste uge var Olga syg HELE ugen. Ja, faktisk holdt vi hende hjemme fra vuggestue forrige fredag også, fordi snotten løb i lange baner. Det skulle blive tirsdag før vi kom til læge (sådan går det når ens førstefødte aldrig er syg og alarmklokkerne derfor er lidt slunkne), og her kunne lægen fastslå, at hun udover den seriøse forkølelse både havde mellemøres- og halsbetændelse… Jamen lille fis altså. Pludselig blev forældrenes lunte lige forlænget med et par kilometer… sjovt som den slags fungerer. Og heldigvis for den gode danske medicinalindustri – allerede efter et par dage var der bedring i den lille krop. Hvis ikke vi havde været så korrekte havde vi nok også bedt om at få et par sovepiller med i posen, for shit, hvor har hun sovet dårligt, den bette Olga. Og når børnene ikke sover, ja, så sover forældrene heller ikke… Manden tog hjemmetjansen langt det meste af ugen, og jeg tog så en del af nætterne… At jeg er kørt til og fra Roskilde fire gange var måske ikke den mest velovervejede beslutning, men både bil og chauffør er da tilsyneladende overlevet – også uden at køre andre i grøften…

Nu er barnet heldigvis raskt, og er i dag startet i ny vuggestue (med nye bacciller… sssssshhhhhh!!!!!!). Igen tager vi en uge med for få timer på arbejdet, for lidt tid sammen og lige rigeligt med “nå unger, hvad siger I til den her toplækre ret, jeg lige biksede sammen på 7 minutter mens to børn hiver mig i ærmet”… (og her ikke et ord om, at når Irma ser at vi skal have noget med ris, så går hun per automatik ud fra, at hun må komme ketchup på..) Atter engang takker jeg for at bo så tæt på mine forældre, at de gider komme forbi med mad og overskud onsdag aften – så slipper de ellers så madambitiøse voksne på den her adresse for at spise dårligt planlagt aftensmad, hurra!

Og den nye vuggestue er god! Det er jo Irmas institution, og endelig er begge piger under samme tag både ude og hjemme. Olga er gået fra at være en Brumbasse til at gå på Grøn Stue, og vi har begge en virkelig god mavefornemmelse! Til gengæld har vi så også fået vildt god respons på salg af lejligheden, så med alt mulig sandsynlighed skal Olga prøve en ny vuggestue inden der er gået et år… Ups! I virkeligheden er vi nok mere bekymrede for Irma i den her henseende. Hun er SÅ knyttet til den børnehave, og vi er SÅ glade for dem dernede, at et nyt sted virkelig får bøvl med at leve op til vores standarder. De fysiske rammer er ikke specielt fantastiske, men de mennesker og den ånd, der er på det sted, er ret fabelagtigt. Måske er det i virkeligheden også bare mig, der er begyndt at få åndenød over at fremmede mennesker viser interesse i vores hjem på den helt seriøse måde. Med det her Robinhus-arrangement, er det jo os selv, der viser rundt og fortæller højt og flot om lejlighedens og områdets pæneste sider. Og jeg må da indrømme, at det virkelig bliver rigtig, rigtig svært at sige farvel til når den dag engang kommer.

Trænger jeg til en ny ja-hat? Jotak, den her har vist fået et par slag…

På pumperne

Et lille pip fra en temmelig omtåget hjerne… For hvorfor er det lige at hjernen fortrænger hvor meget den kommer på overarbejde, når man starter nyt job? Min hjerne er overloaded med nye informationer, nye opgaver, navne på nye kolleger, nye samarbejdspartnere, nye relationer, nye rutiner og nye arbejdsgange! Heldigvis er jeg på arbejde omgivet med mennesker, der brænder for en god sag: Bedre mad til alle!, og som alle fortæller mig hvor meget de har set frem til min ankomst. Totalt fedt! Så det er meget svært ikke at være fælt begejstret for at tage på arbejde – og det med pendlingen går faktisk overraskende godt. Det føles ikke så tosset at køre i bil, høre lydbog og nyde lidt enetid. Jeg prøver at rense hovedet (selvom det indtil videre går lidt trægt…), men har besluttet at det bliver jeg bedre til lige om lidt! At jeg så allerede kan mærke at mine lår slapper lidt for meget af og derfor godt kunne tænke sig at udvide deres areal, er en anden sag – og et projekt jeg vil forsøge at bearbejde snarest…skal bare lige have en anelse mere aftenoverskud…

Irma er egentlig også godt tilfreds med at have fået lidt længere dage i børnehave – hvor vi i barslen kunne slacke på morgenrutinen og tøffe afsted i selvvalgt tempo, bliver begge piger nu afleveret lidt tidligere, og på ret fast tidspunkt. Olga er langsomt ved at blive bedre til at gå i vuggestue. Hun hygger sig når hun leger og spiser, men kæmper imod når det gælder putning og skiftning… Tror ikke hun er det mest unormale barn hvad det angår. Vuggestuen er fortsat noget rod, og det fortsætter jo i hvert fald året ud mens ombygningen står på. Og vi skal lige lære hvor tingene er, hvilke rutiner der er og hvilke personaler, der arbejder hvor og hvornår. Det er pt. lidt svært at regne ud hvad deres systemer er – har fx ingen anelse om hvor Olgas puttedyr er, hendes sutsko er også forsvundet og i går kom hun hjem i noget andet tøj uden vi ved hvor skiftetøjet er… Nå, forhåbentlig lærer vi det hele at kende ordentligt lige om lidt (og så ikke et ord mere om hvor meget vi ønsker os den plads i Irmas institution…).

Mine aftener bliver indtil videre brugt med at 1) stirre ud i luften, 2) have lyst til sygelige mængder af søde sager og 3) være træt helt ind til benet! For jo, én ting er at starte nyt job og vænne sig til nyt hente/bringe-hverdags-skema, en anden ting er at Olga jo stadig ikke sover igennem… I dag var jeg faktisk glad for at min krimi i bilen var tilpas blodig og spændende, netop nok til at jeg kunne holde mig vågen!! Og så håber jeg snart at min krop accepterer at være på overarbejde (ja, altså ikke lårene så meget, men hovedet!), og vænner sig til tingenes tilstand. I dag har der været lige rigeligt med trætheds-svimlen til at det var rart.

Nu er pigerne puttet, og manden kommer snart hjem fra arbejde. Jeg strejker fra madlavningen og venter på at maden bliver bragt til min dør… Nogle gange skal man huske at gøre det nemt for sig selv 🙂

Styr lige de der vinger, hva!!

Nu har jeg gjort det tre gange, og det bliver ikke ligefrem sjovere… Efter jeg er blevet medlem af det voksne arbejdsmarked har jeg sagt op tre gange, og det er med seriøse knuder i maven at jeg her til aften kan fastslå, at jeg ikke længere er udviklingskonsulent i Gentofte Bibliotekerne. I morges kørte jeg til Gentofte sammen med Olga og en dåse med nybagt brownie (kage er bare bedst når der er tunge ord på bordet!), og meddelte min chef, at jeg pr 31. juli ikke længere er en del af holdet i det hvide hus i Hellerup, men til gengæld starter i et gult hus i Roskilde, på et helt andet hold, d. 1. august. Jeg er dog ret stolt af, at jeg ikke begyndte at græde – jeg er trods alt stadig i hormonernes vilde vold! Ja, måske gik det faktisk lidt nemmere alligevel nu hvor jeg tænker over det. Og det er da helt sikkert fordi hele arbejdssituationen er så meget på afstand. Jeg tror faktisk slet ikke det er landet helt endnu. Det er da også ret mærkeligt at sige op på et arbejde hvor jeg har været de sidste 5 år, og som har været hele min professionelle identitet, og så skal jeg ikke engang rydde mit skrivebord eller afslutte opgaver – for det gjorde jeg jo tilbage i september.

Jeg har virkelig arbejdet sammen med nogle skønne mennesker i Gentofte, og selvom jeg fik sagt farvel til en masse i dag, var det langt fra alle jeg fandt frem til. Og når jeg sidder her i køkkenet og tænker over det, er det da faktisk ret vemodigt …. puuuh lad os ikke dvæle ved det, så ender det jo med at de tårer kommer på banen alligevel.

For jeg har jo sagt op fordi jeg har fået noget nyt at lave (skulle til at skrive ‘nyt at rive i’, men jeg kender lidt for mange, der straks vil brøle “…som man siger”, så den sætning er hermed droppet ;-)). Jeg har allerede fortalt det ovre på Facebook, og utrolig mange søde mennesker er kommet med tillykker. Sjovt som positive tilråb virkelig kan pynte på en dag! Og nu til det – jeg er blevet ansat som vidensmedarbejder i Madkulturen, en projektorienteret organisation under Fødevareministeriet. Selvom jeg har en formodning om hvad jeg skal lave, så venter jeg med at fortælle om de specifikke opgaver – tænk nu hvis mine forestillinger slet ikke holder stik… Og så er det jo også en virkelig god cliffhanger til august hvor jeg starter…eller…

Men alt det her med jobansøgning, samtale og 2. samtale (og have seriøst mange tøjkriser!!), forberedelse og monstermange sommerfugle i maven har gjort, at hængepartierne bare hober sig op. Og jeg nægter (eller prøver i hver fald) at lade mig stresse i min (formentlig) sidste barsel. Så det med at jeg har modtaget en smart samtale-mobil-håndfri-gadget-dims til bilen, som skal anmeldes her på bloggen, og det med at jeg slet ikke har fortalt om alle de fede ting Irma render rundt og siger og alle de kæmpestore ting, der sker med Olga. Det kommer alt sammen. Lige om lidt. Men resten af denne aften skal gå med at se et eller andet på computeren, læse lidt blogs, spise lakridser og kigge på de ret så flotte blomster jeg har fået af min søde mand og mine forældre. Blir nemlig grovforkælet på den måde.

Handle, handle, handle…

Jeg er efterhånden ved at få hånd om det med handel og udveksling af børnegear, tøj jeg ikke bruger, møbler og temmelig meget mere. På hjemmefronten har vi solgt ud af en hulens masse ting her i vinteren og foråret. Der er både røget spisebord og stole, et arkivskab, en meget støvet violin (som alle vist er taknemmelig for at jeg fik solgt…), en orange kummefryser  og lidt andre ting som hjernen har svedt ud. Vi havde en plan om at pengene skulle bruges til en fællesting af den lækre slags (og nej, vi er endnu ikke enige om hvad det er), men endte desværre med at dække et hul i en udgiftstung måned, kedeligt! Så har jeg efterhånden solgt en hel del brugte og ubrugte kjoler på Trendsales. Og byttet mig til en fin top. Er blevet helt pjattet med Trendsales, det er altså virkelig nemt. Og har det ret godt med at mine fejlkøb kan komme andre til gode – det er lidt træls at finde en fire år gammel kjole med et prisskilt i nakken… ups!

På børnefronten er jeg blevet ret glad for en lille app, der hedder Reshopper. Her kan man sætte et filter på, så man kun søger på ting der sælges i en 2 km radius. For eksempel. Søndag morgen var jeg da lige ude og gå Olgas morgentur og kunne på vejen svinge ind forbi en dame, der solgte mig en fin Ejsikkelej-bluse for 40kr. Det er da et koncept der holder. Tingene er selvfølgelig brugte, men hverken Irma eller Olga er vist for fine til slidt bomuld 🙂

Og så bliver jeg lige nødt til at fremhæve en sidste ting – min favoritgruppe på Facebook (og ja ja, jeg har nævnt den før): Børne- og babygear i rotation. Det er en københavner-gruppe, men der findes vist afstikkere rundt omkring i landet. Her kan man få afsat de sjoveste ting! I går havde jeg fx en mor, der kom og hentede tre pakker éngangs-pusleunderlag, som jeg har haft liggende i umindelige tider uden at få brugt. Jeg bruger altid det underlag, der hører til min pusletaske. Hun var vildt begejstret for at hun måtte få dem, og jeg var sådan set glad for at slippe for at se på dem i min reol – win win! Jeg låner for tiden en bumbo-stol, også fremfundet i denne gruppe. og jeg har tidligere hentet et trillebræt (som desværre ikke passede til min barnevogn, men som jo så bare kunne sendes videre i gruppen – god karma all around!). Sutteflasker har jeg også fået. Og en slynge.
Og har også hentet gode tips fra andre mødre om bl.a. skridsikre strømpebukser – har i et stykke tid overvejet at finde nogen til Olga. Hun vil SÅ gerne frem i verden, men glider rundt på stuegulv og legetæpper. Og det er bare stadig lidt for fodkoldt til bare stænger. Her fik jeg en masse tips om mærker og steder jeg kunne finde dem, men også en hel del info om hvor ringe mange af dem er… Den sidste anbefaling er et par knæbeskyttere, som kan sættes udenpå strømpebukserne og som gør det nemmere for baby at kravle. De er også meget overkommelige i pris – tænker at det må prøves.

I dag skal der hverken handles eller tænkes mere… Jeg skulle ellers have siddet og arbejdet på den konsulentopgave, som jeg blev headhuntet til (arhmen, hvor lyder det pænt at sige den slags!), men ingen af de databaser jeg skulle søge i, vil lukke mig ind. Jeg har forsøgt alt. Forskellige browsere, forskellige computere, hentet updates af diverse programmer, byttet rundt på login/password, brugt store og små bogstaver og andre krumspring. Død-frustrerende! Tror måske det skyldes at login er IP-begrænset, så kun den studerende selv kan bruge sit login – og hvis det hænger sådan sammen, så kan jeg ikke løfte opgaven. Jeg er ikke nået dertil hvor det at sidde på et kontor eller et bibliotek ude i byen, er noget der kommer til at ske – hverken om aftenen eller om dagen. Det er Olga overhovedet ikke søvn-spise-stabil nok til. Og det har jeg nok heller ikke energi til hvis jeg skal være helt ærlig…

Så. Sovetid! Og i morgen: Gymnastik. Der der post-graviditet-og-fødsels-flade-og-totalt-usexede-numse bliver jo ikke rund igen af sig selv. Stram op blev der sagt!!

1-2-3 – tak for i dag!

Så er mit arbejdsbord ryddet. Min indbakke er på 0 ulæste mails og jeg har overdraget alle mine opgaver til kolleger. Ikke-til-stede-assistenten er aktiveret og skufferne er tømt for snacks. Jeg har endda gjort det klamme: Vendt bunden i vejret på tastaturet, banket det lidt ned i bordet, og stillet det pænt til side – hvad man dog ikke får samlet af nasty-heder imellem tasterne… Og jeg har delt kage ud. Den vildeste kage jeg til dato har lavet!! Aldrig har en bradepande været så tung. Mmm… snickerskage, du er en syndig djævel, som jeg elsker at have mødt! Så nu er jeg officielt gået på barsel, og det føles virkelig dejligt. Jeg glæder mig til mandag morgen hvor jeg vil aflevere Irma i ro og mag, hygge lidt om hjemmet, have benene oppe, lave lidt mad, og hente Irma tidligt – det er sgu da det fede liv!

Lige nu er alle batterier brugt helt op. Det er ikke bare almindelig fredagsfladhed, men den der nu-er-hjernen-tømt-og-drænet-træthed. Det er lidt overvældende. Jeg kan selvfølgelig også bare forveksle det med den mathed man kan få, ved indtagelse af for meget sukker… hmmm…

Nu kalder sengen (aka sandbunkeren – hvad sker der for at børnehavebarnet SKAL hoppe i vores seng og dermed tømme det meste af en sandkasse ud i sengetøjet, bryder mig faktisk ikke om denne slags nat-scrub!), og muligvis et par omgange i min nye yndlingsoverspringshandling: Quiz Battle!

Lydallergi…

Kan man have det mon? Jeg har nogle lyde, som jeg simpelthen ikke kan tåle. Det løber mig koldt ned af ryggen ved tanken om lydene, og jeg kan faktisk præstere at få kvalme af det. Allergi? tjaaaa…. Sart? Afgjort!…

På mit arbejde bliver der arbejdet heftigt på facaden, hvilket bl.a. betyder at der skal udskiftes lister på alle vinduerne. Jeg arbejder på 1. sal, og der har det meste af dagen stået håndværkere (glarmestre??) på stilladser ude foran vinduerne med hammer og mejsel og banket lister af… Og selvom den intense banken er lige til at få hjertestop af, så får jeg det fysisk dårligt at den tørre lyd der kommer fra skruetrækker-og-stanley-kniv-møder-gammelt-træ-lyd. Ja, det lyder sgu da herre-sært, men ikke desto mindre er det en virkelig grim lyd.

Måske er det i virkeligheden ikke lyden jeg har det så slemt med, men tanken om at jeg selv skal røre ved det her tørre – jeg har et eller andet mærkeligt med tørre ting. Fx følelsen af at røre ved skumgummi – åh, så bliver det bare ikke værre!! Og kan huske dengang jeg arbejdede som jordbærplukker nogle somre i træk (ja, de fede sommerjobs hænger ikke ligefrem på træerne dernede på Lolland-Falster…). Jeg havde det fint med at få jord under neglene og kaste med jordbær…, men når jorden størknede, gys!! Sad tit med helt spredte fingre på bagsædet af min venindes mors bil på vej hjem, for tanken om at fingrene kom til at røre ved hinanden og mærke alt det tørre, var næsten ikke til at klare.

Okay, jeg lyder syg nu, jeg ved det godt!!! Kommer lige lidt ekstra creme på hænderne og smutter på hovedet i seng…